I Det Gamle Testamentes tid var forskellen mellem mandlig og kvindelig påklædning ikke særlig tydelig. Bestemmelsen, der forbød mænd at bære kvindeklæder (5 Mos 22,5), sigtede især til smykker og hovedbeklædninger. Både mænd og kvinder bar (1) en underklædning eller tunika, som blev bundet med et bælte. En, der kun havde denne tunika på, blev omtalt som “nøgen” (1 Sam 19,24; Job 24,10; Es 20,2). Folk i høje stillinger bar undertiden to tunikaer, hvor den yderste blev kaldt “overklædningen” (1 Sam 15,27; 18,4; 24,5; Job 1,20).

De bar almindeligvis en overklædning (“kappe,” Es 3,22; 1 Kong 19,13; 2 Kong 2,13), en løs og flagrende dragt. Folderne i denne overklædning kunne formes til en skødpose (Ruth 3,15; Sl 79,12; Ordsp 17,23; Luk 6,38). Hærførere bar sædvanligvis skarlagenrøde kapper (Dom 8,26; Nah 2,3). En form for iøjnefaldende klædedragt omtales i Luk 20,46; jf. Matt 23,5.

Kun præster bar bukser. Både mænd og kvinder bar turbaner. Konger og stormænd havde sædvanligvis et forråd af kostbare klæder til festlige lejligheder (Es 3,22; Zak 3,4) og til gaver (1 Mos 45,22; Est 4,4; 6,8, 11; 1 Sam 18,4; 2 Kong 5,5; 10,22). Profeter og asketer bar grove klæder (Es 20,2; Zak 13,4; Matt 3,4).