ke'-dar (qedhar; Kedar): Den anden i rækken af Ismaels sønner (1 Mos 25,13 parallel 1 Krøn 1,29). Navnet forekommer som typisk for et fjernt østligt land i modsætning til landene ved Middelhavet (Jer 2,10). Forfatteren til Anden Esajas nævner denne stamme sammen med Nebajot, og begge fremstilles som ejere af hjorde (Es 60,7). Vidnesbyrd om deres nomadiske vaner ses i Jer 49,28; Jer 49,29, hvor de regnes blandt Bene-Qedhem, og hvor deres småkvæg, kameler, telte, teltduge og husgeråd omtales. Der tales om dem (Es 42,11) som boende i chatserim ("landsbyer"), hvilket kunne tyde på, at de var en nogenlunde bofast stamme, svarende til arabisk chadariya eller "byboere", til forskel fra wabariya eller "nomader". Ezekiel (27,21) giver endnu et vink om deres hyrdeliv, hvor Kedar og Arabien i hans detaljerede skildring af Tyrus' rigdom forsyner tyrierne med lam, væddere og bukke. Stammens ry afspejles desuden i Es 21,16; Es 21,17 (den eneste hentydning til deres styrke i krig) og i de billedlige henvisninger til deres telte (Sl 120,5; Højs 1,5). I dette sidste sted, hvor teltene gøres til symbol på mørk skønhed, kan ordet qadhar ("at være sort") have ligget forfatteren i tankerne.

Kedars bosættelser lå sandsynligvis i det nordvestlige Arabien, ikke langt fra grænserne til Israels land. Assyriske indskrifter har kastet lys over stammens historie. Her nævnes Kedar sammen med araberne og Nebajot, hvilket fastslår dens identitet med Det Gamle Testamentes Kedar, og der findes også en beretning om konflikterne mellem stammen og kong Assurbanipal (se Margoliouth i HDB).

Af de ismaelitiske stammer må Kedar have været en af de vigtigste, og således kom navnet i senere tider til at blive anvendt om alle ørkenens vilde stammer. Det er gennem Kedar (arabisk keidar), at muslimske slægtsforskere fører Muhammeds afstamning tilbage til Ismael.

A. S. Fulton