luv ('ahebh, 'ahabhah, substantiv; phileo, agapao, verbum; agape, substantiv): Kærlighed til både Gud og mennesker er grundlæggende for sand religion, hvad enten den kommer til udtryk i Det Gamle Testamente eller Det Nye Testamente. Jesus erklærede selv, at hele loven og profeterne hviler på kærligheden (Matt 22,40; Mark 12,28-34). Paulus gør i sin uforlignelige ode til kærligheden (1 Kor 1) den til den største af dyderne i det kristne liv--større end tungetale, profetiens gave eller besiddelsen af en tro af overlegen fortræffelighed; for uden kærlighed er alle disse gaver og nådegaver, hvor ønskværdige og nyttige de end er i sig selv, som intet, og i hvert fald uden varig værdi i Guds øjne. Ikke at hverken Jesus eller Paulus undervurderer den tro, hvorfra alle dyderne udspringer, for denne nådegave anerkendes som grundlæggende i alle Guds handlinger med mennesket og menneskets handlinger med Gud (Joh 6,28; Hebr 11,6); men begge regner den tro for en tom og værdiløs tro, som ikke viser sig i kærlighed til både Gud og mennesker. Ligesom kærligheden er det højeste udtryk for Gud og hans forhold til menneskeheden, sådan må den også være det højeste udtryk for menneskets forhold til sin skaber og til sit medmenneske.

I. Definition.

Selv om de hebraiske og græske ord for “kærlighed” har forskellige nuancer og styrkegrader i betydningen, kan de sammenfattes i en definition omtrent som denne: Kærlighed, hvad enten ordet bruges om Gud eller mennesker, er et oprigtigt og ivrigt ønske om og en aktiv og velgørende interesse for den elskedes velbefindende. Forskellige grader og udtryk for denne hengivenhed anerkendes i Skrifterne efter livets omstændigheder og relationer, f.eks. kærlighedens udtryk mellem mand og hustru, forælder og barn, brødre efter kødet og efter nåden; mellem ven og fjende og endelig mellem Gud og menneske. Det må dog ikke overses, at den grundlæggende tanke i kærligheden, sådan som den udtrykkes i definitionen af den, aldrig mangler i nogen af disse livsrelationer, selv om dens manifestation kan være forskellig efter omstændighederne og relationerne. Kristi samtale med apostlen Peter ved bredden af Tiberiassøen (Joh 21,15-18) stiller på den smukkeste måde de forskellige betydningsnuancer for os, som findes i Det Nye Testamentes ord phileo og agapao. I Kristi spørgsmål: “Elsker du mig mere end disse?” betegner det græske verbum agapas den højeste, mest fuldkomne form for kærlighed (latin, diligere), som indebærer en klar bestemmelse af vilje og dømmekraft og især hører til den guddommelige åbenbarings sfære. I sit svar erstatter Peter det med ordet philo, som betyder den naturlige menneskelige hengivenhed med dens stærke følelse eller stemning og aldrig bruges i Skriftens sprog til at betegne menneskets kærlighed til Gud. Selv om Peters svar altså kun gør krav på en ringere form for kærlighed sammenlignet med den, der ligger i Kristi spørgsmål, er han ikke desto mindre sikker på, at han i det mindste har en sådan kærlighed til sin Herre.

II. Guds kærlighed.

Først i behandlingen af emnet “kærlighed” kommer Guds kærlighed--han, som er kærlighed, og fra hvem al kærlighed stammer. Guds kærlighed er den del af hans natur--ja, hele hans natur, for “Gud er kærlighed”--som får ham til at udtrykke sig med ømhed over for sine skabninger og aktivt at vise denne interesse og hengivenhed i kærlig omsorgs og selvopofrelses handlinger for dem, der er genstand for hans kærlighed. Gud er “kærlighed” (1 Joh 4,8; Joh 4,16) lige så sandt, som han er “lys” (1 Joh 1,5), “sandhed” (1 Joh 1,6) og “ånd” (Joh 4,24). Ånd og lys er udtryk for hans væsentlige natur; kærlighed er udtrykket for hans personlighed svarende til hans natur. Gud elsker ikke blot, men er kærlighed; det er selve hans natur, og han meddeler denne natur, så den bliver den sfære, hvori hans børn bor, for “den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham” (1 Joh 4,16). Kristendommen er den eneste religion, der fremstiller det højeste væsen som kærlighed. I hedenske religioner fremstilles han som et vredt væsen, der hele tiden behøver at formildes.

1. Genstande for Guds kærlighed:

Genstanden for Guds kærlighed er først og fremmest hans egen Søn, Jesus Kristus (Matt 3,17; Matt 17,5; Luk 20,13; Joh 17,24). Sønnen har del i Faderens kærlighed i en enestående forstand; han er “min udvalgte, i hvem min sjæl har velbehag” (Es 42,1). Der findes en evig hengivenhed mellem Sønnen og Faderen--Sønnen er den oprindelige og evige genstand for Faderens kærlighed (Joh 17,24). Hvis Guds kærlighed er evig, må den have en evig genstand; derfor er Kristus et evigt væsen.

Gud elsker den troende i sin Søn med en særlig kærlighed. De, der ved tro og kærlighed er forenet med Jesus Kristus, er, i en anden forstand end dem der ikke er sådan forenet, særlige genstande for Guds kærlighed. Jesus sagde, at du “elskede dem, ligesom du elskede mig” (Joh 17,23). Kristus henviser til det faktum, at ligesom disciplene havde fået den samme behandling af verden, som han havde fået, sådan havde de af Faderen modtaget den samme kærlighed, som han selv havde modtaget. De var ikke i udkanten af Guds kærlighed, men i selve dens centrum. “For Faderen selv elsker jer, fordi I har elsket mig” (Joh 16,27). Her bruges phileo om kærlighed, hvilket angiver Guds faderlige hengivenhed for den troende på Kristus, hans Søn. Dette er kærlighed i en mere intens form end den, der omtales over for verden (Joh 3,16).

Gud elsker verden (Joh 3,16; jf. 1 Tim 2,4; 2 Pet 3,9). Dette er en vidunderlig sandhed, når vi gør os klart, hvad for en verden dette er--en verden af synd og fordærv. Dette var en opsigtsvækkende sandhed for Nikodemus at lære, han som forestillede sig Gud som en, der kun elskede det jødiske folk. For ham, i hans snævre eksklusivisme, var meddelelsen om den kendsgerning, at Gud elskede hele menneskeverdenen, opsigtsvækkende. Gud elsker verden af syndere, fortabte og ødelagte ved faldet. Alligevel er det denne verden, "svag," "ugudelig," "uden styrke," "syndere" (Rom 5,6-8), "døde i overtrædelser og synder" (Ef 2,1 KJV), og uretfærdig, som Gud elskede således, at han gav sin enbårne søn for at forløse den. Menneskets frelses oprindelse ligger i Guds kærlighed og barmhjertighed (Ef 2,4). Men kærlighed er mere end barmhjertighed eller medfølelse; den er virksom og identificerer sig med sit objekt. Den himmelske Faders kærlighed over sine omvandrende børns hjemkomst fremstilles smukt i lignelsen om den fortabte søn (Luk 15). Man bør heller ikke overse den kendsgerning, at Gud ikke blot elsker hele verden, men hvert enkelt menneske i den; det er en særlig såvel som en almen kærlighed (Joh 3,16, "enhver"; Gal 2,20, "elskede mig og gav sig selv hen for mig").

2. Åbenbaringer af Guds kærlighed:

Guds kærlighed åbenbares ved, at han sørger for sit folks fysiske, mentale, moralske og åndelige behov (Es 48,14; Es 48,20; Es 48,21; Es 62,9-12; Es 63,3; Es 63,12). I disse skriftsteder ses Gud åbenbare sin magt til gavn for sit folk under deres ørkenvandring og deres fangenskab. Han førte dem, gav dem mad og klæder, vejledte dem og beskyttede dem mod alle deres fjender. Hans kærlighed viste sig igen i, at han følte med sit folk, deres sorger og trængsler (Es 63,9); han led i deres trængsel, deres interesser var hans; han var ikke deres modstander, men deres ven, selv om det for dem kunne have set ud, som om han enten havde bragt deres lidelse over dem eller var ligeglad med den. Han glemte dem heller ikke et eneste øjeblik under alle deres prøvelser. De troede, at han gjorde det; de sagde: "Gud har glemt os," "han har glemt at være nådig"; men nej; en mor kunne glemme sit barn, så hun ikke forbarmede sig over det, men Gud ville aldrig glemme sit folk. Hvordan skulle han kunne det? Havde han ikke indgraveret dem i sine hænders håndflader (Es 49,15)? Langt fra at hans kærlighed var fraværende i tugtelsen af hans folk, var selve tugtelsen ofte et bevis på den guddommelige kærligheds nærvær, "for den, Herren elsker, tugter han, og han pisker enhver søn, som han tager imod" (Hebr 12,6-11). Kærlig irettesættelse og tugtelse er ofte nødvendige for vækst i hellighed og retfærdighed. Vores forløsning fra synd skal tilskrives Guds vidunderlige kærlighed; "Du har i kærlighed til min sjæl udfriet den fra fordærvelsens grav; for du har kastet alle mine synder bag din ryg" (Es 38,17; jf. Sl 50,21; Sl 90,8). Ef 2,4 f fremstiller på vidunderlig måde, hvordan hele vores frelse udspringer af Guds barmhjertighed og kærlighed; "Men Gud, som er rig på barmhjertighed, for sin store kærlighed, hvormed han elskede os, gjorde os, selv da vi var døde ved vore overtrædelser, levende sammen med Kristus," osv. Det er på grund af Faderens kærlighed, at vi får en plads i det himmelske rige (Ef 2,6-8). Men den højeste åbenbaring af Guds kærlighed, sådan som den fremstilles i Skriften, er den, der kommer til udtryk i gaven af hans enbårne søn til at dø for verdens synder (Joh 3,16; Rom 5,6-8; Rom 5,1), og gennem hvem menneskenes syndige og syndende, men angrende sønner tages ind i Guds familie og modtager sønnekårets adoption (1 Joh 3,1 f; Gal 4,4-6). Fra denne vidunderlige Guds kærlighed i Kristus Jesus skal intet i himlen eller på jorden eller i helvede, skabt eller uskabt eller endnu ikke skabt, kunne skille os (Rom 8,37).

III. Menneskets kærlighed.

1. Kilden til menneskets kærlighed:

Hvilken kærlighed der end findes i mennesket, hvad enten den er rettet mod Gud eller mod dets medmenneske, har sin kilde i Gud--"Kærligheden er af Gud; og enhver, der elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud; for Gud er kærlighed" (1 Joh 4,7 f); "Vi elsker, fordi han elskede os først" (1 Joh 4,19). Trench siger, når han taler om agape, at det er et ord født i den åbenbarede religions skød. Hedenske forfattere bruger det slet ikke; det nærmeste, de kommer det, er philanthropia eller philadelphia--kærligheden mellem dem af samme blod. Kærligheden i menneskets hjerte er afkom af Guds kærlighed. Kun det genfødte hjerte kan virkelig elske, som Gud elsker; denne højere form for kærlighed kan den ugenfødte ikke gøre krav på (1 Joh 4,7; Joh 4,19; Joh 4,21; Joh 2,7-11; Joh 3,10; Joh 4,11 f). Det genfødte menneske er i stand til at se sit medmenneske, som Gud ser ham, værdsætte ham, som Gud værdsætter ham, ikke så meget på grund af hvad han er i kraft af sin synd og ukærlighed, men på grund af hvad han, gennem Kristus, kan blive; han ser menneskets iboende værdi og mulighed i Kristus (2 Kor 5,14-17). Denne kærlighed skabes også i menneskets hjerte ved Helligånden (Rom 5,5) og er en Åndens frugt (Gal 5,22). Den stimuleres også af Herren Jesu Kristi eksempel, han som mere end nogen anden åbenbarede sand kærligheds ånd og væsen for verden (Joh 13,34; Joh 15,12; Gal 2,20; Ef 5,25-27; Ef 5,1).

2. Genstande for menneskets kærlighed:

Gud må være det første og højeste objekt for menneskets kærlighed; han må elskes af hele hjertet, sindet, sjælen og styrken (Matt 22,37; Mark 12,29-34). I dette sidste sted forbindes formaningen til den højeste kærlighed til Gud med læren om Guds enhed (5 Mos 6,4) -- for så vidt som det guddommelige væsen er ét og udeleligt, må også vores kærlighed til ham være udelt. Vores kærlighed til Gud vises ved at holde hans bud (2 Mos 20,6; 2 Mos 20,1; 2 Mos 20,2). Kærlighed fremstilles her som mere end blot en hengivenhed eller følelse; den er noget, der viser sig, ikke kun i lydighed mod kendte guddommelige bud, men også i at værne om og forsvare dem og i at søge at kende mere og mere af Guds vilje for at udtrykke kærlighed til Gud i yderligere lydighed (jf. 5 Mos 10,12). De, der elsker Gud, vil hade det onde og alle former for verdslighed, som det kommer til udtryk i at undgå øjnenes lyst, kødets lyst og livets stolthed (Sl 97,10; Sl 97,1). Hvad der end måtte være i hans omgivelser, som ville drage sjælen bort fra Gud og retfærdighed, vil Guds barn undgå. Kristus, som er Gud, gør også krav på førstepladsen i vores hengivenhed. Han skal vælges frem for far eller mor, forælder eller barn, bror eller søster eller ven (Matt 10,35-38; Luk 14,26). Ordet "hade" i disse steder betyder ikke at hade i den betydning, hvori vi bruger ordet i dag. Det bruges i den betydning, hvori Jakob siges at have "hadet" Lea (1 Mos 29,31), det vil sige, at han elskede hende mindre end Rakel; "Han elskede også Rakel mere end Lea" (1 Mos 29,30). At elske Kristus højest er prøven på sandt discipelskab (Luk 14,26) og er et usvigeligt kendetegn på de udvalgte (1 Pet 1,8). Vi beviser, at vi virkelig er Guds børn, ved således at elske hans Søn (Joh 8,42). Fravær af en sådan kærlighed betyder til sidst evig adskillelse (1 Kor 16,22).

Mennesket må også elske sit medmenneske. Kærlighed til broderskabet er en naturlig følge af kærligheden til faderskabet; for "På dette kendes Guds børn og Djævelens børn: enhver, som ikke gør retfærdighed, er ikke af Gud, og heller ikke den, som ikke elsker sin bror" (1 Joh 3,10). Når et menneske siger: "Jeg elsker Gud" og dog hader sit medmenneske, stempler han sig selv som "en løgner" (1 Joh 4,20); "Den, som ikke elsker sin bror, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set" (1 Joh 4,20); den, der elsker Gud, vil også elske sin bror (1 Joh 4,21). Den grad, hvori vi skal elske vores medmenneske, er "som dig selv" (Matt 22,39), efter lovens strenge overholdelse. Kristus satte dog et langt højere eksempel for sine efterfølgere end dette. Ifølge Jesu lære skal vi overgå denne norm: "Et nyt bud giver jeg jer, at I skal elske hinanden; ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden" (Joh 13,34). At vise en kærlighed af denne art mod vores medmenneske er tegnet på sandt discipelskab. Den kan kaldes summen af hele vores pligt mod vores medmenneske, for "Kærligheden gør ikke næsten noget ondt: derfor er kærligheden lovens opfyldelse"; "for den, der elsker sin næste, har opfyldt loven" (Rom 13,8; Rom 13,10). De egenskaber, der bør kendetegne den kærlighed, vi skal vise mod vores medmennesker, fremstilles smukt i 1 Kor 1. Den er tålmodig og uden misundelse; den er ikke stolt eller selvophøjet, og den opfører sig heller ikke uhøfligt; den gemmer ikke på det onde, men fører et godt regnskab over det gode; den glæder sig ikke over en fjendes eller konkurrents fald, men hilser med glæde hans fremgang; den er håbefuld, tillidsfuld og overbærende -- for sådanne findes der ingen lov, for de behøver ingen; de har opfyldt loven.

Det bør heller ikke overses, at vores Herre befalede sine børn at elske deres fjender, dem, der talte ondt om dem og behandlede dem hånligt (Matt 5,43-48). De skulle ikke gengælde ondt med ondt, men tværtimod med velsignelse. Kærligheden hos Kristi discipel må vise sig i at afhjælpe nød, ikke kun hos vores venner (1 Joh 3,16-18), men også hos vores fjender (Rom 12,20).

Vores kærlighed bør være "uden hykleri" (Rom 12,9); der bør ikke være nogen forstillelse ved den; den bør ikke blot være noget i ord eller på tungen, men en virkelig erfaring, der viser sig i gerning og sandhed (1 Joh 3,18). Sand kærlighed vil finde sit udtryk i tjeneste for mennesker: "Tjen hinanden gennem kærlighed" (Gal 5,13). Hvilken mere vidunderlig illustration af tjenende kærlighed kan man finde end den, vor Herre fremstillede i fodvaskningens tjeneste, som den findes i Joh 13? Kærligheden bærer de svages skrøbeligheder, behager ikke sig selv, men søger andres velfærd (Rom 15,1-3; Fil 2,21; Gal 6,2; 1 Kor 10,24); den giver afkald på ting, som i sig selv kan være uskyldige, men som alligevel kan blive en anstødssten for andre (Rom 14,15; Rom 14,21); den tilgiver gerne krænkelser (Ef 4,32) og giver hæderspladsen til en anden (Rom 12,10). Hvad er da mere afgørende end at eje en sådan kærlighed? Den er opfyldelsen af den kongelige lov (Jak 2,8) og skal sættes over alt andet (Kol 3,14); den er det bånd, der holder alle de andre nådegaver i det kristne liv på plads (Kol 3,14); ved at eje en sådan kærlighed ved vi, at vi er gået over fra døden til livet (1 Joh 3,14), og den er den højeste prøve på, at vi bliver i Gud og Gud i os (1 Joh 4,12; Joh 4,16).

William Evans