ki'-shon, kish'on (qishon; Keison): Det »vandløb« eller den »strømmende bæk«, langs hvis bredder det store slag blev udkæmpet mellem Israel, ledet af Debora og Barak, og Siseras hær, og i hvis vand så mange omkom (Dom 4,7 osv.). Den nævnes sandsynligvis tidligere som »bækken, der ligger foran Jokneam« (Jos 19,11; se JOKNEAM). Den optræder igen som stedet for Elias' nedslagtning af Ba'als profeter (1 Kong 18,40). »Bækken« frem for nogen i området er det moderne el-MuqaTTa`, et vandløb, der afvander hele Jizre'elsletten vest for vandskellet – en linje trukket fra Iksal til Nain og derfra til el-Fuleh og Zer`in. Alt vandet øst for denne linje, fra Nazarethøjene, Tabor og Lille Hermon, løber ned gennem Wady esh-Sherrar og Nahr Jalud til Jordan. Kishon samler i regntiden vandløbene fra Gilboas vestlige skråninger, samt vandet fra den kraftige kilde ved Jenin. Der kommer også bidrag fra de rigelige kilder i nærheden af Megiddo. Ved Sa`adiyeh, igen, omkring 3 miles øst for Haifa, øges dens vandmængde betydeligt af kilder, der bryder frem ved Karmels fod, på kanten af Akkosletten. Fra Jenin i sydøst følger det dybe bækleje en vestlig retning, med talrige bugtninger, der skærer sletten i to, indtil det når passet ved Karmels nordøstlige fod. Gennem kløften mellem bjerget og Galilæas høje når det Akkosletten. Fra Sa`adiyeh flyder det som en dyb, træg strøm gennem marsklandet til havet nær Haifa. I denne del siges krokodillen til tider at være blevet set.

I sommertiden opsuges vandet fra kilderne i vid udstrækning af kunstvanding, og flodens øvre løb tørrer snart ud. Lejet løber langs bunden af en rende omkring 20 fod dyb (ca. 6 m) gennem sletten. Den kan let krydses ved vadestederne af dem, der ved, hvordan man undgår områderne omkring kilderne. I tider med kraftig regn fyldes renden hurtigt, og slettens bløde jord bliver til mudder. Når man husker dette, er det let at forstå den ulykke, der overvældede Siseras tungt bevæbnede rytteri og vogne. Det vigtigste vadested lå længe vest for kløften, hvor vandløbet løber ud på Akkosletten, på hovedvejen fra Haifa til Nazareth. Her er det nu overspændt af en solid bro, mens jernbanen krydser lidt længere oppe. Ved flodens munding kan den som regel let vades over på sandbanken, som bølgerne har kastet op, når de slår mod strømmen. Hovedtrafikken her bæres nu af en træbro.

Udtrykket nachal qedhumim i Dom 5,21 er ikke let at fortolke. Engelske bibeloversættelser gengiver det med »den gamle flod«; G.A. Smith med »oversvømmelsernes bæk«; mens andre mener, at det kan henvise til et andet vandløb end Kishon. Guthe foreslår, at begge navne kan være afledt af navnene på steder ved floden. Kishon kan muligvis betyde den »bugtede« strøm, med henvisning til dens løbs slyngninger.

W. Ewing