Den overordnede forståelse af vor Herres formidlerembede sammenfattes især i hans forbøn, hvor han træder frem i sit ypperstepræstelige embede og også som den, der går i forbøn hos Faderen på vegne af den menneskehed, hvis sag han havde gjort til sin.

1. Kristi forbøn set i dens præstelige aspekt:

Præstedømmets funktion, sådan som den blev udviklet under jødedommen, indebar en stilling som formidler mellem mennesket og Gud. Præsten repræsenterede mennesket og trådte på menneskets vegne frem for Gud; således bragte han offer, gik i forbøn og gav den, han repræsenterede, velsignelsen og udtrykket for den guddommelige accept. (Om de forskellige former for disse ofre, se særskilte artikler.) Som i offeret, sådan finder vi også i Kristi værk offerbringerens ejendomsret til offeret. For mennesket frembærer Kristus, som én med mennesket og dog i sin egen personlige ret, sig selv (se Rom 5; og sammenlign Gal 4,5 med Hebr 2,11). Der var også overførslen af skyld og dens betingelser, typisk ved at lægge hånden på dyrets hoved, som da bar offerbringerens synder og blev fremstillet for Gud af præsten. Bekendelsen af synd og overgivelsen til Gud opfyldes fuldstændigt i Kristi frembærelse af sig selv og hans død (sammenlign 3 Mos 3,2; 3 Mos 3,8; 3 Mos 3,13; 3 Mos 16,21; med Es 53,6; 2 Kor 5,21). Vor Herres forbønsmæssige karakter i offeret af sig selv angives ikke blot ved, at skyld tilregnes ham som den, der repræsenterer synderen, men også i hans livs sejr over døden, som derefter gives til mennesket i Guds accept af hans repræsentant og stedfortræder.

I Hebræerbrevet overføres den forbønskarakter, der hører til vor Herres ypperstepræstelige embede, til Kristi himmelske tilstand og gerning, hvor forholdet mellem Kristi gerning og menneskets tilstand betragtes som fortsat på det himmelske sted (se Hebr 9,11-28). Denne indgang i himlen er én gang for alle, og i ypperstepræstens person er vejen åben helt ind i Guds nærvær. Fra ét synspunkt (Hebr 10,12) blev Herrens præstelige tjeneste afsluttet og samlet i hans kongelige embede (Hebr 10,13; Hebr 10,14-18). Men fra et andet synspunkt bliver vi selv opfordret til at gå ind i det Allerhelligste; som om også vi i forening med Kristus bliver et kongeligt præsteskab (Hebr 10,19-22; og sammenlign 1 Pet 2,9).

Det må dog ikke glemmes, at denne ret til at gå ind i det Allerhelligste er en ret, der helt afhænger af vores levende forening med Kristus. Han træder frem i himlen for os og vi med ham, og i denne forstand opfylder han den anden pligt i sit ypperstepræstelige embede som forbeder, med den tilføjede forestilling hentet fra den juridiske forsvarer ved den romerske domstol. Det ord, der i 1 Joh 2,2 oversættes "Advokat", er parakletos, som i Joh 14,16 oversættes "Trøster". Ordet er velkendt i græsk om den juridiske forsvarer eller patronus, som trådte frem på sin klients vegne. Således er vor Herre, i dobbelt forstand som præstelig og juridisk repræsentant, vores forbeder i himlen.

Om de måder, hvorpå Kristus udfører sit forbederembede, kan vi ikke have nogen viden ud over det, vi med rimelighed kan udlede af Skriftens udtryksmåde og antydede tanker. Som ypperstepræst kan det bestemt være rigtigt for os at støtte vores svage tro ved at forsikre os om, at vor Herre fører vores sag, samtidig med at vi må være varsomme med ikke at forsimple vores tanke om den herliggjorte Herre gennem metaforer og analogier fra jordiske relationer.

Kristi forbønsgerning kan således fremstilles: Han repræsenterer mennesket for Gud i sin fuldkomne natur, sit ophøjede embede og sit fuldbragte værk. Skriftens ord for dette er (Hebr 9,24) "at træde frem for Guds ansigt for os". Der er også en aktiv forbøn. Dette er vor Herres embede som advokat eller parakletos. At dette udtrykker et vist forhold til den hjælp, som en, der har brudt loven, modtager fra en forsvarer, kan ikke overses, og vi finder Kristi forbøn i dette aspekt sat i forbindelse med de tekster, der henviser til retfærdiggørelse og beslægtede tanker (se Rom 8,34; Rom 8,1).

2. Kristi forbønsgerning set fra bønnens synspunkt:

I KRISTI BØNNER (se denne) behandles den forbønskarakter, som mange af vor Herres bønner har, og især den i Joh 17. Og det har været umuligt for kristen tænkning at frigøre sig fra den tanke, at Kristi himmelske forbøn er af bønnens art. Det er umuligt for os at vide; og selv hvis Kristus nu beder til Faderen, kan det på ingen måde være analogt med jordiske bønner. En del af kristenhedens tanke har tydeligt forbundet bøn med Herrens himmelske gerning. Der er fare i yderliggående synspunkter. Skriftens udtryk må ikke presses for langt, og på den anden side må de ikke tømmes for hele deres indhold. Moderne protestantisk lære har, i sin protest mod en blot fysisk opfattelse af vor Herres tilstand og beskæftigelse i himlen, næsten fordampet virkeligheden ud af hans forbønsgerning. I luthersk lære blev vor Herres forbøn sagt at være »vokal«, »verbal« og »mundtlig«. Det er med rette blevet bemærket, at sådanne former for bøn kræver kød og blod, og naturligvis har lærerne i de reformerte kirker for størstedelens vedkommende nøjedes (som for eksempel Hodge, Syst. Theol., II, 593) med erklæringen om, at »Kristi forbøn omfatter: (1) at han træder frem for Gud på vore vegne, som offeret for vore synder, som vor ypperstepræst, på grundlag af hvis gerning vi modtager vore synders forladelse, Helligåndens gave og alt nødvendigt gode; (2) forsvar mod lovens dom og Satans anklager, han som er den store anklager; (3) at han frembærer sig selv som vor garant, ikke alene for at det skal vises, at retfærdighedens krav er tilfredsstillet, men også for at hans folk skal være lydigt og trofast; (4) frembærelsen af de forløstes personer, idet han helliger deres bønner og alle deres tjenester og gør dem antagelige for Gud ved duften af sine egne fortjenester.«

Selv dette udtryk for de elementer, som udgør Herrens forbøn, hvor forsigtigt og åndeligt det end er i sin anvendelse på kristen tænkning og gudsdyrkelse, må omhyggeligt beskyttes mod en alt for fuldstændig og materialistisk brug. Uden denne omhu kan gudsdyrkelse og from tanke blive nedværdiget og falde ind i de mekaniske former, hvorved vor Herres stilling som forbeder er blevet reduceret til meget lidt mere end en forestillet og skuepræget proces, som foregår et eller andet himmelsk sted. Det må ikke glemmes, at den metaforiske og symbolske oprindelse til de forestillinger, som udgør Kristi forbøn, altid er i fare for at dominere og materialisere den åndelige virkelighed i hans forbederembede.

L. D. Bevan