ke'-mosh (kemosh; Chamos):

1. Moabitterne, Kemoshs folk

2. Salomo og Kemosh-dyrkelsen

3. Josija undertrykker Kemosh-dyrkelsen

4. Kemosh og ammonitterne

5. Mesha-stenen

6. Meshas indskrift og Det Gamle Testamente

7. Kemosh i indskriften

8. Paralleller mellem indskriften og Det Gamle Testamentes beretning

9. Etisk kontrast

LITTERATUR

1. Moabitterne, Kemoshs folk:

Moabitternes nationale gud, ligesom Ba'al var det for zidonierne, eller Milkom (Molok, Malkam) for ammonitterne. Moabitterne tiltales i en gammel hebraisk sang som »Kemoshs folk« (4 Mos 21,29). Jeremias griber i sit domsord over Moab tilbage til den samme gamle sang og kalder folket »Kemoshs folk«. Gudens afmagt til at udfri sit folk beskrives af profeten i billeder, der fremstiller ham som én, der går i fangenskab sammen med dem, hans præster og stormænd med ham; og Moab skal skamme sig over ham, ligesom Israel skammede sig over Guldkalven i Betel, som ikke formåede at frelse Nordriget fra den erobrende assyriske magt (Jer 48,7; Jer 48,13; Jer 48,16).

2. Salomo og Kemosh-dyrkelsen:

For Kemosh, »Moabs vederstyggelighed«, ligesom for Molok, »ammonitternes vederstyggelighed«, byggede Salomo, under indflydelse af sine afgudsdyrkende hustruer, en offerhøj på bjerget foran Jerusalem (1 Kong 11,7). Det var naturligt, at de fortsat ønskede at dyrke guderne fra deres hjemland på deres vante måde; men selv om virkningen af alt dette viste sig i Salomos egen moralske og åndelige forringelse, er der ingen antydning af, at de usædeligheder og grusomheder, der var forbundet med en sådan dyrkelse, dengang blev praktiseret i Jerusalem. I Akaz' og Manasses dage, ja allerede i Abijam af Judas dage, blev de det (1 Kong 15,12; 1 Kong 15,13).

3. Josija undertrykker Kemosh-dyrkelsen:

Josija fandt disse vederstyggeligheder fra fremmed gudsdyrkelse, som var blevet indført af Salomo og udvidet af Akaz og Manasse, i fuldt flor, da han kom på tronen. Drevet af forbuddene i Lovbogen (5 Mos 12,29-31; 5 Mos 18,10) rev Josija offerhøjene og altrene ned og vanhelligede dem; og for at gøre rent bord med afgudsbillederne »slog han stenstøtterne i stykker«, eller obeliskerne, »og huggede Ashera-pælene ned«, eller de hellige pæle, »og fyldte deres steder med menneskeknogler« (2 Kong 23,1).

4. Kemosh og ammonitterne:

Der er ét sted, hvor Kemosh betegnes som ammonitternes gud (Dom 11,24). Jefta bestrider ammonitternes ret til at trænge ind på et område, der tilhører Israel, fordi Jahve har givet dem det ved erobring. Og han spørger: »Skulle du ikke besidde området efter dem, som Kemosh, din gud, fordriver, og vi området efter alle dem, som Jahve, vor gud, fordriver?« Det kan være, at han her kaldes ammonitternes gud ved en ren forglemmelse fra historieskriverens side; eller at Kemosh i en vis forstand kan høre til begge folk, fordi Moab og Ammon var beslægtede folkeslag, nedstammet fra en fælles forfader, Lot. Vi lægger dog mærke til, at Jeftas argumentation mod det krav, som Ammons konge fremsætter, går videre til Israels forhold til moabitterne og kun nævner velkendte moabitiske byer. Kemosh nævnes derfor på grund af sin forbindelse med Moab, hvis byer der tales om, selv om Milkom strengt og bogstaveligt burde have været nævnt i en appel, der som helhed var rettet til ammonitterne (Dom 11,12-28; sammenlign Moore på stedet).

5. Mesha-stenen:

Opdagelsen af Mesha-stenen i 1868 i Dibon har kastet lys over Kemosh og Moabs forhold til sin nationale gud. Monumentet, som nu er en af Louvres mest værdifulde skatte i Paris, bærer en indskrift, der er det ældste bevarede eksempel på semitisk alfabetisk skrift, og som mindes den vellykkede indsats, Mesha, Moabs konge, gjorde omkring 860 eller 850 f.Kr. for at kaste Israels åg af sig. Vi ved fra Det Gamle Testamentes beretning, at Moab var blevet gjort underdanigt af David (2 Sam 8,2); at det betalte en tung tribut til Akab, Israels konge (2 Kong 3,4); og at Mesha, dets konge, ved Akabs død gjorde oprør mod israelitisk herredømme (2 Kong 3,5). Først under Joram blev der gjort noget forsøg på at genvinde det tabte herredømme. Israels konge sluttede da forbund med Judas og Edoms konger og drog mod Moab ad vejen ved Det Røde Hav; han tilføjede Mesha et så afgørende nederlag, at hans gud Kemoshs vrede kun kunne formildes ved ofringen af hans søn (2 Kong 3,6).

6. Meshas indskrift og Det Gamle Testamente:

Den historiske situation, som beskrives i Det Gamle Testamentes fortælling, bekræftes fuldt ud af Meshas indskrift. Der er dog afvigelser i enkeltheder. I Kongebogen siges Meshas oprør at have fundet sted efter Akabs død. Indskriften antyder, at det må have fundet sted omkring midten af Akabs regeringstid. Indskriften antyder, at Moabs underkastelse under Israel ikke havde været ubrudt siden Davids tid, og siger, at Omri, Akabs far, havde genhævet Israels magt og havde besat i det mindste en del af landet.

7. Kemosh i indskriften:

Det er især det, indskriften siger om Kemosh, der optager os. På monumentet forekommer navnet tolv gange. Mesha er selv Kemoshs søn, og det var for Kemosh, han byggede den offerhøj, hvor monumentet blev fundet. Han byggede den, blandt andet fordi Kemosh havde ladet ham se sit ønske opfyldt over dem, der hadede ham. Det var, fordi Kemosh var vred på sit land, at `Omri plagede Moab i mange dage. `Omri havde taget Medebas land i besiddelse, og Israel boede i det i hans dage og halvdelen af hans søns dage, men Kemosh gav det tilbage i Meshas dage. Mesha indtog `Ataroth, som Israels konge havde bygget for sig selv, dræbte hele byens folk og gjorde dem til et skue for Kemosh og for Moab. Mesha førte derfra Dodos alterildsted og slæbte det frem for Kemosh i Kerioth. På Kemoshs befaling angreb Mesha Nebo og kæmpede mod Israel, og efter en hård kamp indtog han stedet, dræbte indbyggerne en masse, 7.000 mænd og kvinder og tjenestepiger, viede byen til `Ashtor-Kemosh og slæbte Jahves alterkar frem for Kemosh. Også fra Jahaz, som Israels konge havde bygget, drev Kemosh ham bort foran Mesha. På Kemoshs tilskyndelse kæmpede Mesha mod Horonaim, og selv om teksten er mangelfuld i det afsluttende afsnit, kan vi antage, at Kemosh ikke svigtede ham, men førte byen tilbage under hans herredømme.

8. Paralleller mellem indskriften og Det Gamle Testamentes beretning:

Naturligt nok er der betydelig uklarhed i de lokale og personlige hentydninger. Dodo kan have været en lokal gud, der blev dyrket af israelitterne øst for Jordan. Ashtor-Kemosh kan være en sammensat guddom af en art, som ikke er ukendt i semitisk mytologi, hvor Ashtor muligvis repræsenterer den fønikiske Ashtoreth. Det vigtige er, at så mange vendinger og udtryk, der anvendes om Kemosh, går igen i Det Gamle Testamentes fortællinger om Jahve. Moabitternes religiøse forestillinger, sådan som de afspejles i indskriften, ligner israelitternes så slående, at hvis blot navnet Jahve blev sat i stedet for Kemosh, kunne vi tro, at vi læste et kapitel af Kongebøgerne. Det er dog ikke i indskrifterne, men i Det Gamle Testamentes beretning, at vi finder en henvisning til Kemoshs krav om menneskeoffer. »Han tog sin ældste søn,« siger den hebraiske historiker, »som skulle have hersket i hans sted, og ofrede ham som brændoffer på muren. Og der kom stor vrede over Israel; og de drog bort fra ham og vendte tilbage til deres eget land« (2 Kong 3,27). Dette synes at vise, at israelitterne måtte opgive deres hensigt om igen at lægge trældommens åg på Mesha, og at de vendte tomhændede tilbage til deres eget land. Men dette lykkelige udfald for Moab skyldtes Kemoshs gunst, og især det menneskeoffer, hvormed han blev formildet.

9. Etisk kontrast:

Hvis vi i disse fremstillinger af Kemosh i Det Gamle Testamentes beretning og i Meshas indskrift finder en slående lighed med den hebraiske forestilling om Jahve, kan vi ikke undgå at bemærke manglen på de højere moralske og åndelige elementer, som blev givet Israels religion af profeterne og i virkeligheden fra Moses og Abraham og fremefter. »Kemosh,« siger W. Baudissin, »er ganske vist sit folks hersker, som han beskytter, ligesom Jahve beskytter israelitterne, som han tugter i sin vrede, og fra hvem han modtager frygtelige soningsgaver. Men om en nådig Gud, hvis langmodighed fører selv de vildfarne tilbage til ham selv, om en hellig Gud, for hvem offeret af et rent og lydigt hjerte er mere velbehageligt end blodige ofre, om en sådan Gud, som skildres hos Israels profeter og søde sangere, er der intet spor i det moabitiske billede af Kemosh. Mens Mesha fremstilles som en, der ofrer sin egen søn i overensstemmelse med sin religions strenge krav, fordømte Det Gamle Testamentes lovgivere og profeter fra begyndelsen menneskeoffer« (RE3, artikel »Kemosh«).

LITTERATUR.

RE3, artikel »Kemosh«; Cooke, Text-Book of North-Semitic Inscriptions, »Moabite Stone,« 1-14; W. Robertson Smith, Prophets of Israel, 49 ff.; Sayce, Sayce, Higher Criticism and the Monuments, 364 ff.

T. Nicol.