kris'-chan, kris'-ti-an (Christianos):

1. Historiciteten af ApG 11,26

2. Af hedensk oprindelse

3. Den kristne holdning til navnet

4. Var "Christian" den oprindelige form?

5. De kristne og imperiet

6. De første kristnes sociale stilling

7. Kristne selvbetegnelser

LITTERATUR

1. Historiciteten af ApG 11,26:

Ordet kristen forekommer kun tre gange i Det Nye Testamente (ApG 11,26; ApG 26,28; og 1 Pet 4,16). Det første sted, ApG 11,26, angiver udtrykkets oprindelse: "Disciplene blev først kaldt kristne i Antiokia." Den ældre generation af kritiske forskere betvivlede denne oplysnings historicitet. Man hævdede, at hvis udtrykket var opstået så tidligt, måtte det være fundet langt hyppigere i optegnelserne fra den tidlige kristendom; undertiden også at endelsen -ianus peger på en latinsk oprindelse. Men der er nu almindelig enighed om, at disse indvendinger er grundløse. Den lukanske beretnings historicitet fastholdes ikke blot af Harnack, men også af den mere radikale Knopf i Die Schriften des New Testament, redigeret af Johannes Weiss. I den tidlige kejsertid var adjektivendelsen -ianos vidt udbredt i hele imperiet. Den blev oprindeligt anvendt om slaverne, der tilhørte de store husholdninger, men var gået over i almindelig brug til at betegne tilhængerne af en person eller et parti. En kristen er således ganske enkelt en tilhænger af Kristus. Navnet hører, som Ramsay siger, til det folkelige slang, sådan som sekt- og partinavne i det hele taget gør. Det er først efter et betydeligt tidsrum, og meget ofte under protest, at sådanne navne accepteres som selvbetegnelser.

2. Af hedensk oprindelse:

Navnet opstod altså ikke hos de kristne selv. Jøderne ville heller ikke have brugt det om Jesu efterfølgere, hvis krav på at være Kristus de så lidenskabeligt modsatte sig. De omtalte de kristne som "nazaræernes sekt" (ApG 24,5); måske også som "galilæere", et udtryk som kejser Julian senere forgæves forsøgte at genoplive. Ordet må være blevet dannet af den hedenske befolkning i Antiokia, efterhånden som kirken trådte frem fra synagogen, og en overvejende hedningekristen kristendom indtog sin plads blandt verdens religioner.

3. Den kristne holdning til navnet:

Måske er den tidligste forekomst af kristen som selvbetegnelse i Didache 12,4. Hos apologeterne og Ignatius er ordet derimod i fast brug. 1 Pet overtager det ganske enkelt fra domstolenes antikristne retsprocedure, uden på nogen måde at antyde, at de kristne brugte det indbyrdes. Der er dog al sandsynlighed for, at det var den fare, som således allerede tidligt begyndte at knytte sig til navnet, der anbefalede det for de kristne selv som en ærestitel. Deissmann (Licht vom Osten, 286) foreslår, at kristen betyder Kristi slave, ligesom Caesarian betyder Cæsars slave. Men ordet kan næppe have haft denne fylde af betydning, før de kristne selv var blevet stolte af det.

Ifølge traditionen hørte Lukas selv hjemme i Antiokia. I ApG 11,27; ApG 11,28 læser Codex Bezae (D): "Der var megen glæde, og da vi var forsamlet, stod der én frem," osv. I betragtning af den større autoritet, der nu så ofte tillægges den såkaldte vestlige tekst, kan vi ikke uden videre afvise en sådan læsemåde som en interpolation. Hvis historikeren ikke blot var antiokener, men medlem af den oprindelige hedningekristne kirke, har vi forklaringen både på hans interesse for oprindelsen til navnet kristen og på den detaljerede præcision i hans oplysninger.

4. Var "Christian" den oprindelige form?:

I alle tre nytestamentlige steder læser den ukorrigerede Codex Sinaiticus "Chrestian." Vi ved fra mange kilder, at denne variant var vidt udbredt i det 2. århundrede. Blass læser i sin udgave af ApG ikke blot konsekvent "Chrestian," men formoder, at "Chrestian" er den korrekte læsemåde hos Tacitus (Annaler, xv.44), det tidligste udenbibelske vidnesbyrd om ordet. Tacitus-håndskriftet er siden blevet udgivet i faksimile. Dette har ifølge Harnack (Mission and Expansion (engelsk oversættelse), I, 413, 414) vist, at "Chrestian" faktisk var den oprindelige læsemåde, skønt navnet "Christ" er korrekt gengivet. Harnack mener derfor, at den latinske historiker havde til hensigt at korrigere den folkelige betegnelse omkring 64 e.Kr. i lyset af sin egen mere præcise viden. "Almuen plejede at kalde dem `Chrestians,' men deres grundlæggers virkelige navn var Christ." Hvordan det end forholder sig, er en forveksling mellem "Christos" (Christos) og det velkendte græske slavenavn "Chrestos" (chrestos er mere forståelig på et tidligt tidspunkt end senere, da kristendommen var bedre kendt). Der må have været en stærk tendens til at bringe de tidligere vidner i overensstemmelse med den senere, velkendte og etymologisk korrekte brug. Det er derfor desto mere bemærkelsesværdigt, at den oprindelige skriver af Codex Sinaiticus bevarer "Chrestian." Alt i alt synes det sandsynligt, at denne betegnelse, skønt givet ved en fejl, var den oprindelige.

5. De kristne og imperiet:

Den mere udførlige drøftelse af dette emne hører mere passende hjemme under de artikler, der behandler forholdet mellem kirken og imperiet. Her er det tilstrækkeligt at sige, at Paulus tilsyneladende håbede, at kristendommens juridiske stilling som religio licita ved hans frifindelse ville blive fastslået i hele imperiet, og at 1 Peter hører til en tid, hvor selve bekendelsen til kristendommen var en forbrydelse i statens øjne, men at dette efter al sandsynlighed var en ny situation.

6. De første kristnes sociale stilling:

At den tidlige kristendom i det væsentlige var en bevægelse blandt de lavere, ikke-litterære klasser, er med rette blevet fremhævet--frem for alt af Deissmann. Dette er en omstændighed af største betydning for den rette forståelse af vor tros tidlige historie, skønt Deissmann sandsynligvis i nogen grad overdriver og fejlplacerer betydningen. Er det for eksempel korrekt at sige, at »urkristendommen var forholdsvis ligegyldig over for politik, ikke som kristendom, men som en bevægelse blandt de mere ydmyge folk, hvis lod i det hele taget ganske vist var blevet lettet af imperiet« (Licht vom Osten, 254)? Meget sandsynligt blev vanskelighederne ved Paulus' hedningemission dog mærkbart forøget af den kendsgerning, at han berørte et lavere socialt lag end det oprindelige jødekristne lag i Israels land. Ingen klasse bryder sig mere om på nogen måde at blive forbundet med de »nedsunkne masser« end den selvagtende bonde eller håndværker, som synes at have udgjort rygraden i menigheden i Israels land. Apostlen måtte følgelig kæmpe mod sociale fordomme, ikke mindre end mod racemæssige og religiøse.

7. Kristne selvbetegnelser:

De kristne kaldte oprindelig sig selv »disciple«, et udtryk der siden blev begrænset til Herrens personlige tilhørere og betragtet som en titel med stor udmærkelse. De almindelige selvbetegnelser i den apostolske tid er »troende« (ApG 5,14; 1 Tim 4,12), »hellige« (ApG 9,13; ApG 9,12; ApG 9,41; Rom 1,7), »brødre« (ApG 6,3; ApG 10,23, osv.), »de udvalgte« (Kol 3,12; 2 Tim 2,10), »Guds menighed« (ApG 20,28 randnote), »tjenere (slaver) for Gud« (Rom 6,22; 1 Pet 2,16). De apostolske forfattere omtaler sig selv som »Kristi Jesu tjenere (slaver)« (Fil 1,1). Andre udtryk møder man lejlighedsvis, hvoraf måske det mest betydningsfulde er: Dem »der påkalder Herrens navn« (ApG 9,14; Rom 10,12; Rom 10,13; 1 Kor 1,2). Sammenlign Plinius' rapport til Trajan (Epistles, X, 97): »De erklærede, at .... de havde haft for skik at samles og rette en hymne til Kristus som til en gud.«

LITTERATUR.

Den nyeste drøftelse af navnene på kristne troende, herunder »kristen«, findes i Harnacks Mission and Expansion of Christianity, engelsk oversættelse (2. udgave, 1908), I, 399 ff. Se også EB, HDB, DCG, med den litteratur, der dér anføres. Om de tidlige kristnes sociale status, sammenlign Orrs Neglected Factors in the Study of the Early Progress of Christianity; om navnets religiøse betydning, se kristendommen.

John Dickie