kit'-im (kittim, Es 23,12; Jer 2,10; kittiyim, tilsyneladende flertal af kitti (ikke fundet, men sammenlign (4) nedenfor); Ketioi, Kitioi, Ketieim, Jer 2,10; Chettieim, Chettein): identificeret med Sepphoris, som repræsenteres af den moderne landsby Seffuriyeh].

1. To anvendelser af navnet:

I 1 Mos 10,4 anvendes ordet om Javans efterkommere og betegner derfor de græsk-latinske folkeslag, hvis område strakte sig langs Middelhavets kyster og omfattede dets øer. Ved siden af Kittim nævnes Elisa, Tarshish og Dodanim (= Rodanim i 1 Krøn 1,7), som almindeligvis forklares henholdsvis som Sicilien med Syditalien, Spanien og Rhodos. I sin snævrere betydning synes Kittim ganske enkelt at have stået for øen Cypern--den nævnes mellem Bashan (= landet) og Elisas øer i Ez 27,6; Ez 27,7, og med dette stemmer Es 23,1; Es 23,12, idet Kittim i disse passager forekommer mellem Tarshish, Tyrus og Sidon.

2. I sin begrænsede betydning:

Den ældste etymologi er tilsyneladende Josefus', som forbinder Kittim med den velkendte gamle cypriotiske by Kition (Citium) (Ant., I, vi, 1) og dermed vidner om kittitternes bosættelse på øen. Dette ord forbinder han videre med Chethima, fra Chethimus, og han siger, at det var, fordi Cypern var dette folks hjem, at alle øer blev kaldt Chethim af hebræerne. Afledningen af et gammelt Chethim fra Chethimus ville imidlertid gøre m til en rodlyd, og dette, sammen med udskiftningen af Ch (= Kh) med Kittim, gør hans foreslåede etymologi noget tvivlsom.

3. I sin udvidede betydning:

Josefus' udsagn om, at »alle øer og den største del af havkysten kaldes Chethim (= Kittim) af hebræerne«, må på den anden side tages som vidnesbyrd fra en, der var godt bekendt med den lærde verdens opfattelser i sin tid. I Jer 2,10 og Ez 27,6 tales der udtrykkeligt om Kittims øer, og dette bekræfter Josefus' udsagn om navnets udvidede betydning. Dette ville forklare dets anvendelse om den romerske flåde i Dan 11,30 (således Vulgata) og om makedonerne i 1 Makk 1,1 (Chettieim) og 8,5 ([@Kitians). I den sidstnævnte passage synes den græske forfatter snarere at have tænkt på det cypriotiske Kition end på det hebraiske Kittim.

4. Koloniseringen af Cypern:

Ifølge Herodot (vii.90) blev Cypern koloniseret fra Grækenland, Fønikien og Etiopien. Med henvisning til skyternes plyndring af Afrodites tempel i Askalon (i.105) siger han, at hendes tempel på Cypern var en udløber af denne gamle grundlæggelse, sådan som cyprioterne selv berettede det, idet fønikere havde grundlagt det på Kythera, da de ankom fra Syrien. Datoen for de tidligste fønikiske bosættelser på Cypern er ukendt, men det er blevet foreslået, at de lå før Moses' tid. Naturligt nok bragte de deres religion med sig; dyrkelsen af månegudinden Atargatis (Derceto) blev indført i Pafos, og den fønikiske Ba'al i Kition. Hvis Kition altså er et semitisk ord (fra samme rod som det hebraiske Kittim), er det blevet overført fra den lille gruppe fønikiske bosættere, som det først betegnede, til de ikke-semitiske jafetitter i Vesten. Kition forekommer i de fønikiske indskrifter fra Cypern i formerne K(i)t(t) og K(i)t(t)i, hvoraf den sidste er langt den mest almindelige (CIS, I, i, 10,11,14,19 osv.).

5. Dets skiftende herrer:

Cyperns tidlige historie er usikker. Ifølge den assyriske kopi af Sargon af Agades varsler siges denne konge (omkring 3800 f.Kr. efter Nabonids opfattelse; 2800 f.Kr. efter mange assyriologers opfattelse) at have krydset »solnedgangens hav« (Middelhavet), skønt den babylonske kopi gør det til »solopgangens hav«--dvs. Den Persiske Golf. Hvordan det end forholder sig, opdagede general Cesnola i Curium på Cypern en seglcylinder, der tilsyneladende bar indskriften »Mar-Istar, søn af Ilu-bani, tjener (tilbeder) af Naram-Sin«, hvor den sidstnævnte var Sargons guddommeliggjorte søn. I det 16. århundrede f.Kr. var Cypern skattepligtigt under Thothmes III. Omkring år 708 f.Kr. modtog Sargon af Assyrien underkastelsen fra kongerne i distriktet Ya' på Cypern og opstillede i Citium den stele, der bærer hans navn, og som nu findes i det kongelige museum i Berlin. Esarhaddon og hans søn Assur-bani-apli modtog hver især tribut fra de 10 cypriotiske fyrster, som anerkendte assyrisk overhøjhed. Øen blev erobret af den egyptiske konge Amasis og blev senere en del af Perserriget, indtil Evagoras' oprør i 410 f.Kr. Assyrerne kendte øen under navnet Yad(a)nanu, »Wedan« (Vedan) i Ez 27,19 Revised Version (British and American) (Sayce, PSBA, 1912, 26).

6. Folkeslagene der og deres sprog:

Hvis den ortodokse datering af tilblivelsen af Første Mosebog accepteres, må ikke blot fønikerne, men også grækerne, eller et folk af græsk-latinsk stamme, have været til stede på Cypern før Moses' tid i tilstrækkeligt antal til at udgøre den dominerende del af befolkningen. Så vidt man kan bedømme, besatte fønikerne kun den østlige og sydlige del af øen. Pafos, hvor de havde bygget et tempel for Astarte og opstillet en 'asherah (en søjle, der symboliserede gudinden), var en af deres vigtigste bosættelser. Resten af øen var tilsyneladende beboet af arierne, hvis tilstedeværelse dér bevirkede, at navnet Kittim blev anvendt om alle de græsk-latinske lande ved Middelhavet. Græsk og fønikisk var de sprog, der blev talt på øen, som det blev bevist ved George Smiths påvisning af karakteren af den ikke-fønikiske tekst i indskriften fra kong Melek-yathon af Citium (370 f.Kr.). Tegnene, der bruges i de græsk-cypriotiske indskrifter, er praktisk taget alle stavelsestegn.

7. Vidnesbyrdet fra cypriotisk kunst:

De mange påvirkninger, som har ændret den cypriotiske race, afspejles i den gamle kunst, som viser virkningen af babyloniske, egyptiske, fønikiske og græske kontakter. Eksemplarer findes i mange museer, men den fineste samling af eksempler på cypriotisk kunst er utvivlsomt den i Metropolitan Museum of Art i New York. Nogle af figurerne i fuld længde er i naturlig størrelse, og den bedre klasse af arbejder er særdeles bemærkelsesværdig.

Se Cypern.

T. G. Pinches