kæt'-er-i (hairesis, fra verbet haireo, "at vælge"): Ordet har fået en kirkelig betydning, som er gået over i almindelig brug og indeholder elementer, som ikke findes i New Testamente, undtagen som antydet i ét sted. I klassisk græsk kan det bruges både i god og dårlig betydning, først blot for "valg", derefter "en valgt handlemåde" og senere om forskellige skoler og strømninger. Polybius refererer til dem, der helligede sig studiet af græsk litteratur, som givne til Hellenike hairesis. Det blev brugt ikke blot for en lære eller handlemåde, som man fulgte, men også for dem, der helligede sig sådan en sysselsætning, nemlig en sekt eller forsamling af tilhængere af en bestemt lære eller livsmåde. I Apostlenes Gerninger bruges ordet på græsk dér, hvor King James Version og Revised Version (britisk og amerikansk) har "sekt", "Sadducæernes sekt" (ApG 5,17), "Nazaræernes sekt" (ApG 24,5). I ApG 26,5 kaldes Farisæerne "den strengeste hairesis (sekt)". Navnet blev brugt hånsende om kristendommen (ApG 24,14; ApG 28,22). Dets anvendelse med kritik findes i 1 Kor 11,19 m; Gal 5,20 randnote, hvor det vises at forstyrre den enhed i tro og fælles interesser, som tilhører kristne. Da der kun er én sandhedsstandard og ét mål for alt kristenleiv, bliver ethvert vilkårligt valg, der afviger fra det fælles for alle troende, en inkonsistens og en synd at advare imod. Ellicott, om Gal 5,20, definerer korrekt "kætterier" (King James Version, English Revised Version) som "en mere alvorlig form af dichostasia" (American Standard Revised Version "partier") "når splittelserne har udviklet sig til særskilte og organiserede partier"; således også 1 Kor 11,19, oversat af Revised Version (britisk og amerikansk) "faktioner". I 2 Pet 2,1 kan overgangen mod den senere kirkelige betydning spores. De "ødelæggende kætterier" (Revised Version randnote, English Revised Version randnote "sekter til fordømmelse") er dem, der er skyldige i fejl både i lære og vandel, som beskrives meget fuldt gennem hele kapitlet, og som på denne måde skilte sig fra kirkens fællesskab.

I den faste kirkelige betydning, som det til sidst opnåede, betegnede det ikke blot nogen dogmatisk fejl, men "den åbne tilslutning til fundamental fejl" (Ellicott om Tit 3,10), eller, mere fuldstændigt, det vedvarende, stivsindet fasthold på en fejl med hensyn til kristendommens centrale lærer over for al bedre belæring, kombineret med angreb på kirkens fælles tro og dens forsvarere. Katolikker, der betragter alle proklaimerede kristne, som ikke er i deres kommunion, som kættere, modificerer deres doktrin på dette punkt ved at skelne mellem Formelt og Materielt Kætteri, hvor det første er ubevidst og utilsigtet, og mellem forskellige grader af hver af disse klasser (Cath. Encyclopedia, VII, 256 ff). For udviklingen af den kirkelige betydning, se Suicer's Thesaurus Ecclesiasticus, I, 119-23.

H. E. Jacobs