ke'-os, ki'-os (Chios): En ø, der tilhører Tyrkiet, i Det Ægæiske Hav, syd for Lesbos og meget nær Lilleasiens fastland. Paulus' skib passerede den på hans sidste rejse til Jerusalem (ApG 20,15). Strædet her er meget malerisk. Ud fra Lukas' udtryk: "næste dag kom vi ud for Chios," har man gættet på, at de lå vindstille; mere sandsynligt betyder det ganske enkelt, at de på grund af nymånen lå for anker om natten ved den asiatiske kyst over for øen (Hastings Dictionary of the Bible, under ordet). Herodes, da han var på vej til Agrippa ved Bosporus, "opholdt sig mange dage på Chios" og skænkede indbyggerne mange kongelige velgerninger (Josephus, Ant, XVI, ii, 2).

Jorden er gold (skønt godt dyrket), klimaet mildt. Jordskælv er hyppige. I bjergene (det højeste 4.000 fod) blev der i oldtiden brudt smuk blå marmor med hvide årer og fremragende pottemagerler. I moderne tid udvindes store mængder okker. Hovederhvervet er dyrkning af silkeormen, idet kokonerne sendes til Lyon. Appelsiner, citroner, mandler, brændevin, anis, mastiks og læder eksporteres også. Indbyggerne, som næsten alle er grækere, tæller omkring 60.000. Hovedstaden, Castro, har et folketal på 15.000. Det sted, hvor Homer siges at have samlet sine elever omkring sig, vises stadig den rejsende ved foden af bjerget Epos, nær kysten. Det er i virkeligheden (sandsynligvis) en meget gammel helligdom for Kybele, gudernes moder. Tragediedigteren Ion, historikeren Theopompos og sofisten Theokritos var født på Chios. Chierne var især berømte for deres evne til at fortælle historier og for deres letsindighed. Et velkendt ordsprog siger, at "det er lettere at finde en grøn hest end en sindig chiot" (Conybeare and Howson, XX, 549).

Øens ældste indbyggere var leleger, kretensere og karere, som blev erobret af ionerne. De sidstnævnte gjorde Chios til en af de mest blomstrende stater i Ionien. Da perserne løb Lilleasien over ende og undertrykte de græske kolonier, viste chierne en panhellensk ånd. De overgav sig dog til Kyros i 546 f.Kr. Ikke desto mindre sluttede de sig 46 år senere til Aristagoras' oprør mod perserne. I søslaget ud for øen Lade kæmpede de med 100 skibe og viste stort mod. Igen faldt de under Persiens magt; men efter slaget ved Mykale (479) sluttede chierne sig til det athenske forbund. I 412 tog de parti for peloponneserne, i det 19. år af den krig, som Athen havde ført mod Sparta og hendes allierede. For denne forræderiske handling hærgede athenerne øen. Ved krigens slutning gjorde chierne oprør mod Sparta og blev efter slaget ved Naxos (376) endnu en gang Athens allierede. Chios, som nu blev undertrykt af Athen, ligesom hun før var blevet det af Sparta, indgik en alliance med Theben i 363 og forsvarede sig med held mod den athenske feltherre Chares; og i 355 blev Athen tvunget til at anerkende øens uafhængighed. Senere blev chierne venner med romerne, og i krigen mod Mithridates blev de tvunget til at overgive deres skibe til den pontiske konge og derudover betale ham 2.000 talenter.

I 1307 e.Kr. undertvang tyrkiske sørøvere øen og lagde den øde. Tyrkerne selv blev herrer over Chios i 1566. I den græske frihedskrig sluttede chierne sig til grækerne (februar 1821), men blev overmandet af tyrkerne. Pashaen bestemte, at øen skulle ødelægges fuldstændigt; 23.000 chiere blev massakreret og 47.000 solgt som slaver. Kun 5.000 undslap. Et andet forsøg på at genvinde friheden blev gjort i 1827, men mislykkedes. Da kongeriget Grækenland blev oprettet to år senere, blev Chios ikke indlemmet. Den 3. april 1881 blev øen ramt af et frygteligt jordskælv, og byen Castro blev næsten fuldstændigt ødelagt.

LITTERATUR.

Conybeare and Howson, The Life and Epistles of Paul; W. M. Ramsay, Paul the Traveler; G. H. Gilbert, The Student's Life of Paul (beskæftiger sig især med kronologien og rækkefølgen af begivenhederne i Paulus' liv); Eckenbrecher, Die Insel Chios (1845); Pauli, samme person (i Mitteilungen der Geogr. Gesellschaft in Hamburg, 1880-81).

J. E. Harry