At råbe om hjælp, og deraf: at bede (1 Mos 4,26). Således siges mennesker at “påkalde Herrens navn” (ApG 2,21; 7,59; 9,14; Rom 10,12; 1 Kor 1,2).

Gud kalder med hensyn til mennesker, når han udpeger dem til et særligt embede (2 Mos 31,2; Es 22,20; ApG 13,2), og når han indbyder dem til at tage imod den nåde, han tilbyder (Matt 9,13; 11,28; 22,4).

I evangeliets budskab er hans kald rettet til alle mennesker, til jøder og hedninger ligeligt (Matt 28,19; Mark 16,15; Rom 9,24, 25). Men dette universelle kald er ikke uløseligt forbundet med frelse, selv om det efterlader alle, som det kommer til, uden undskyldning, hvis de afviser det (Joh 3,14-19; Matt 22,14).

Et virksomt kald er mere end Guds ords ydre budskab til mennesker. Det er indre og er resultatet af Helligåndens oplysende og helliggørende indflydelse (Joh 16,14; ApG 26: 18; Joh 6,44), som virksomt drager mennesker til Kristus og gør dem villige og i stand til at modtage sandheden (Joh 6,45; ApG 16,14; Ef 1,17).