kor-ne'-li-us (Kornelios, "af et horn"): Fortællingen om Cornelius findes i ApG 10,1-11.

1. Hans familie og stilling:

Navnet er romersk og tilhørte fremtrædende familier i kejserstaden, såsom Scipioerne og Sulla. Derfor var han sandsynligvis en italiener af romersk blod. Julian den Frafaldne regner ham for en af de få personer af rang, som blev kristen. Han var tydeligvis en betydningsfuld mand i Cæsarea og velkendt blandt jøderne (ApG 10,22). Han var centurion i den italienske kohorte. For at forstå dette må vi bemærke, at den romerske hær var delt i to store afdelinger, legionerne og hjælpetropperne.

Se den romerske hær.

Legioner var aldrig permanent indkvarteret i Israels land før den store krig, som endte med Jerusalems ødelæggelse i 70 e.Kr. Fra år 6 e.Kr., da landet blev gjort til en provins af anden rang, indtil 66 e.Kr., havde det garnisoner af hjælpetropper, rekrutteret blandt samaritanerne og syriske grækere. Hovedkvarteret lå naturligvis i Cæsarea, prokuratorens residens. Men det ville ikke have været klogt, at en garnison i landet udelukkende bestod af lokalt rekrutterede tropper. Derfor blandede den romerske regering 600 soldater, frie italienske frivillige, ind i garnisonen. Til denne kohorte var Cornelius knyttet som centurion.

2. Hans karakter:

Han beskrives som from og gudfrygtig, dvs. i det mindste som en af de mænd, der var så talrige i denne udlevede tidsalder med forfaldent hedenskab, som, utilfredse med polyteismen, længtes efter en bedre tro og derfor tog jødernes monoteisme til sig, læste Skrifterne og i større eller mindre grad praktiserede de jødiske riter. Han havde et godt ry blandt jøderne, og hans religion viste sig i bøn ved de faste timer og i almisser til folket (Israel). Selv jødisk snæversyn tav i nærværelse af så ædel en mand. Desuden synes han at have gjort sit hus til en slags menighed, for hans slægtninge og venner delte hans sindelag, og blandt de soldater, der stod ham nær, var der nogle fromme (ApG 10,1; ApG 10,27).

3. Hans optagelse i den kristne kirke:

Fortællingen om hans omvendelse og optagelse i den kristne kirke fortælles ret udførligt i ApG 10. Intet yderligere vides om Cornelius, selv om én tradition hævder, at han grundlagde kirken i Cæsarea, og en anden legende, at han blev biskop af Scamandros.

4. Hændelsens betydning:

Hændelsens præcise betydning afhænger af Cornelius' stilling, før den fandt sted. Han var bestemt ikke en helligdommens proselyt, omskåret, under loven, et medlem af det jødiske fællesskab. Dette fremgår rigeligt af ApG 10,28; ApG 10,34; ApG 10,45; ApG 11,3; ApG 11,18; ApG 15,7; ApG 15,14. Men var han ikke en ringere form for proselyt, senere kaldt "portens proselytter"? Dette spørgsmål har været meget omdiskuteret og drøftes stadig. Ramsay (St. Paul the Traveler, 43) siger, at udtrykket "gudfrygtig", anvendt om ham, altid bruges i ApG med henvisning til denne slags proselytter. Sådanne var forpligtet til at overholde visse renhedsforskrifter, sandsynligvis dem, mener denne forfatter, som nævnes i ApG 15,29, og som står i nær forbindelse med de principper, der opstilles i 3 Mos 17-18 for fremmedes adfærd, når de bor blandt Israel. Renan benægter på den anden side, at Cornelius overhovedet var proselyt, men hævder, at han blot var en from hedning, som antog nogle af de jødiske idéer og religiøse skikke, der ikke indebar en særlig bekendelse. Hele begivenhedens betydning for kirkens udvikling synes at afhænge af den omstændighed, at Cornelius sandsynligvis slet ikke var proselyt. Således betragter vi Cornelius som bogstaveligt talt førstegrøden af hedningerne. Det skridt, Peter her tog, var derfor af vældig betydning for hele kirkens udvikling. Hændelsens betydning består netop i dette, at under guddommelig ledelse bliver den første hedning, som slet ikke hører til det gamle teokrati, en åndsfyldt kristen og træder ind gennem den kristne kirkes hoveddør uden først at gå gennem jødedommens snævre port. Hændelsen afgjorde for altid det store, grundlæggende spørgsmål om forholdet mellem jøde og hedning i kirken. Vanskelighederne for den fulde sejr for Peters syn på jøders og hedningers lighed i Kristi rige var enorme. Det ville virkelig have været næsten intet mindre end mirakuløst, hvis mængden af kristne farisæere ikke havde rejst spørgsmålet igen og igen. Fulgte de ikke Paulus i hælene efter rådet? Ramsay tager bestemt fejl, når han siger, at sagen om Cornelius blev forbigået eller tolereret som en undtagelse, for den blev brugt som præcedens af både Peter og Jakob (ApG 15,7; ApG 15,14).

Hvad angår Peters senere adfærd i Antiokia, behøver ingen, der kender Peter, at blive overrasket over den. Netop den anklage, som Paulus slyngede mod ham, var, at han for øjeblikket blev ført ud i uoverensstemmelse med sine principper (hupokrisis). Selvfølgelig var denne hændelse med Cornelius kun det første skridt i en lang udvikling; men princippet var afgjort for altid. Resten ville med sikkerhed følge i rette tid og orden. Ved denne vældige nyskabelse blev det fastslået, at kristendommen skulle frigøres fra jødedommens svøb, og at den kristne kirke ikke skulle være et vedhæng til synagogen. Cornelius' ædle karakter var netop egnet til så vidt muligt at dæmpe de jødekristnes fordomme mod det, der for dem måtte have set ud som en farlig, om ikke frygtelig, nyskabelse.

G. H. Trever