kol'-ing (klesis, fra kaleo, "jeg kalder"): Er et nytestamentligt udtryk. Ordet bruges især af Paulus, selv om både ideen og udtrykket også findes andre steder. Det har en bestemt, teknisk betydning: den indbydelse, som Gud giver mennesker til at modtage frelse i hans rige gennem Jesus Kristus. Denne indbydelse gives udvortes ved evangeliets forkyndelse og indvortes ved Helligåndens virke. Med hensyn til Israel er den fra Guds side uigenkaldelig, noget han ikke fortryder. Da han i sit evige råd havde kaldet dette folk, betroede han dem store gaver, og fordi han således berigede dem, kaldte han dem også i tidens løb til at udføre den opgave at indføre verden i frelsens vej og at berede frelse for verden. Derfor vil han ikke forlade sit folk, for han vil ikke tilbagekalde dette kald (Rom 11,29). Denne kaldelse er høj eller opadrettet, i Kristus, det vil sige, den er givet i himlen af Gud for Kristi skyld og kalder mennesket til himlen (Fil 3,14). På samme måde er den en himmelsk kaldelse (Hebr 3,1); også en hellig kaldelse, hellig i mål, midler og ende (2 Tim 1,9). Kristne formanes til at vandre værdigt for denne kaldelse (Ef 4,1) (American Standard Revised Version og Revised Version (British and American), men King James Version har "kald"). I den er der håb; den er håbets inspirator og giver håbet dets højeste genstand (Ef 4,4). Mennesker formanes til at leve sådan, at Gud vil regne dem værdige til deres kaldelse (2 Thess 1,11). De formanes også til at gøre deres kaldelse og udvælgelse fast (2 Pet 1,10). Se udvælgelse. Der er en noget særegen brug af ordet i 1 Kor 1,26 og 1 Kor 7,20, nemlig om den livsstilling, som mennesker befandt sig i, da Gud kaldte dem: ikke mange af dem var vise efter kødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; nogle omskårne, nogle uomskårne, nogle trælle, nogle frie, nogle mænd, nogle kvinder, nogle gifte, nogle ugifte.

George Henry Trever