kron'-i-k'-ls (dibhere ha-yamim), "Dagenes ord"; Septuaginta paraleipomenon:

1. Navnet

2. Krønikebøgernes placering i Det Gamle Testamente

3. To bøger eller én?

4. Indholdet

5. Kilder, bibelske og uden for Bibelen

6. Nehemias' bibliotek

7. Måden at bruge de bibelske kilder på

8. Tilføjelser af Krønikeskriveren

9. Udeladelser af Krønikeskriveren

10. Kilderne uden for Bibelen

11. Formålet med at skrive Krønikebøgerne

12. Teksten

13. Kritiske vurderinger

14. Datering og forfatterskab

15. Vidnesbyrd om datering og forfatterskab

Argumenter for en senere datering

16. Sandhedstroskab og historicitet

(1) Påståede beviser på usandhed

(2) Sandhedstroskab i de forskellige dele

17. Krønikebøgernes værdi

LITTERATUR

1. Navnet:

Analogien mellem denne titel og engelske ord som diary, journal, chronicle er tydelig. Titlen er en, som ofte forekommer i Det Gamle Testamentes hebraisk. Den bruges til at betegne optegnelserne for det medo-persiske monarki (Est 2,23; Est 6,1; Est 10,2), og til at betegne offentlige optegnelser, enten persiske eller jødiske, udfærdiget i den sene tid efter eksilet (Neh 12,23), og til at betegne offentlige optegnelser om kong David (1 Krøn 27,24). Men dens almindeligste brug er at betegne de judæiske og israelitiske optegnelser, der i Kongebøgerne henvises til som kilder (1 Kong 14,19; 1 Kong 15,7 og omkring 30 andre steder). Henvisningerne i Kongebøgerne gælder ikke vores nuværende Krønikebøger, for en stor del af dem gælder forhold, som ikke nævnes i disse. Enten direkte eller indirekte henviser de læseren til offentlige arkiver.

Når denne titel anvendes om vores nuværende Krønikebøger, var det bestemt ikke hensigten at angive, at de strengt taget er kopier af offentlige dokumenter, selv om den kan angive, at de har en vis officiel karakter, som adskiller dem fra andre samtidige eller fremtidige skrifter. Den græske titel er Paraleipomenon, "Om ting, der er blevet ufortalte." Nogle håndskrifter tilføjer "vedrørende Judas konger," og dette er måske titelens oprindelige form. Det vil sige, at de græske oversættere opfattede Krønikebøgerne som et supplement til de andre fortællende skrifter i Skriften. Hieronymus accepterede den græske titel, men foreslog, at den hebraiske titel bedre ville blive gengivet ved en afledning af det græske ord chronos, og at dette ville passe til bogens karakter, som er en krønike over hele den hellige historie. Hieronymus' forslag følges i den titel, der er givet bogen på engelsk og andre sprog.

2. Krønikebøgernes placering i Det Gamle Testamente:

I de fleste versioner, som på engelsk, placeres Krønikebøgerne efter Kongebøgerne, som en senere beretning om de forhold, der fortælles i Kongebøgerne; og Ezra og Nehemias følger efter Krønikebøgerne som fortsættelser af fortællingen. I de hebraiske bibler placeres Ezras og Nehemias' bøger samt Første og Anden Krønikebog sidst. Efter almindelig opfattelse, baseret på beviser, der er fuldt tilstrækkelige, udgør de tre bøger ét samlet litterært værk eller en gruppe af værker, af én forfatter eller en skole af forfattere. Det er praktisk at bruge betegnelsen "Krønikeskriveren" om forfatteren, eller forfatterne hvis der var mere end én.

3. To bøger eller én?:

Det er det sædvanlige at sige, at Første og Anden Krønikebog oprindelig var én bog, som er blevet delt i to. Faktum er, at Krønikebog regnes som én bog i den optælling, der betragter Det Gamle Testamente som 22 eller 24 bøger, og som to bøger i den optælling, der betragter det samlede antal bøger som 39; og at begge måder at tælle på har været i brug så langt tilbage, som sagen kan spores. Begge måder at tælle på optræder i de tidligste kristne lister, for eksempel hos Origenes og Melito. Første Krønikebog slutter med et resumé, som naturligt kan betragtes som afslutningen på en bog.

4. Indholdet:

Med hensyn til deres indhold deles Krønikebøgerne naturligt i tre dele. Den første del er indledende og består mest af genealogisk stof med ledsagende fakta og hændelser (1 Krøn 1-9). Den anden del er en beretning om Davids tronbestigelse og regering (1 Krøn 10-29). Den tredje del er en beretning om begivenhederne under Davids efterfølgere i dynastiet (2 Krøn).

Slægtsregistrene begynder med Adam (1 Krøn 1,1) og strækker sig til de seneste gammeltestamentlige tider (1 Krøn 1; sammenlign Neh 11, og de seneste navne i slægtslinjerne, f.eks. 1 Krøn 3,19 ff). De begivenheder, der lejlighedsvis nævnes i forbindelse med dem, er talrigere og af større betydning, end den tilfældige læser ville forestille sig. De tæller flere dusin. Nogle af dem gentages fra de dele af Det Gamle Testamente, som Krønikeskriveren bruger som kilder--for eksempel sådanne udsagn som at Nimrod var en vældig mand, eller at jorden i Pelegs tid blev delt, eller detaljerne om Edoms konger (1 Krøn 1,10; 1 Krøn 1,19; 1 Krøn 1,43 ff; sammenlign 1 Mos 10,8; 1 Mos 10,25; 1 Mos 36,31 ff). Andre er eksempler, som Krønikeskriveren har taget fra andre kilder end Det Gamle Testamente--for eksempel fortællingen om Jabez eller beretningerne om simeonitternes erobringer af meunitterne og Amalek (1 Krøn 4,9; 1 Krøn 4,10; 1 Krøn 4,38-43).

Beretningen i Krønikebøgerne om Davids regeringstid deler sig i tre dele. Den første del (1 Krøn 10-21) er en række afsnit, der giver et samlet overblik, herunder Sauls død, Davids kroning over de tolv stammer, hans medarbejdere, hans krige, pagtarkens førelse til Jerusalem, det store davidiske løfte og den plage, der førte til købet af jebusitten Ornans tærskeplads. Den anden del (1 Krøn 1) handler om én bestemt begivenhed og forberedelserne til den. Begivenheden er indsættelsen af Salomo som konge ved en stor offentlig forsamling (1 Krøn 23,1; 1 Krøn 28,1). Forberedelserne til den omfatter ordninger vedrørende stedet, materialerne og arbejdskraften til det tempel, der skal bygges, samt organiseringen af levitter, præster, sangere, dørvogtere og hærførere til tjeneste ved templet og i kongeriget. Den tredje del (1 Krøn 29,22-30) er en kort beretning om, at Salomo blev gjort til konge "for anden gang" (jf. 1 Kong 1), med et resumé og henvisninger vedrørende Davids regeringstid.

Historien om Davids efterfølgere, sådan som den gives i 2 Krønikebog, behøver ikke at blive kommenteret her.

5. Kilder, bibelske og uden for Bibelen:

Kilderne til Krønikebøgerne inddeler sig i bibelske og uden for Bibelen. Betydeligt mere end halvdelen af indholdet stammer fra de andre bøger i Det Gamle Testamente, især fra Samuelsbøgerne og Kongebøgerne. Andre kilder, der nævnes i Krønikebøgerne, er følgende:

(1) Bogen om Judas og Israels konger (2 Krøn 16,11; 2 Krøn 25,26; 2 Krøn 28,26; 2 Krøn 32,32).

(2) Bogen om Israels og Judas konger (2 Krøn 27,7; 2 Krøn 35,27; 2 Krøn 36,8).

(3) Bogen om Israels konger (2 Krøn 20,34).

(4) Bogen om Kongerne (2 Krøn 24,27).

Det er muligt, at disse kan være fire varierende former af den samme titel. Det er også muligt, at de kan være henvisninger til vores nuværende Kongebøger, selv om vi i så fald må betragte henvisningsformlerne som konventionelle snarere end nøjagtige.

(5) Bogen om Israels konger (1 Krøn 9,1), et genealogisk værk.

(6) Midrashen til Bogen om Kongerne (2 Krøn 24,27).

(7) Ordene om Israels konger (2 Krøn 33,18), som der henvises til for detaljer om Manasse.

Bemærk, at disse syv er kongebøger, og at indholdet i de sidste tre slet ikke svarer til indholdet i vores bibelske bøger. I den syvende titel og i flere af de titler, der endnu skal nævnes, forstås "Ord" almindeligvis som det samme som "handlinger" eller "historie"; men her foretrækkes det at fastholde formen "Ord", da den bedre end de andre egner sig til de syntaktiske tilpasninger.

(8) Ordene af Samuel, synernes mand, og ordene af profeten Natan og ordene af seeren Gad (1 Krøn 29,29) skal måske regnes som ét værk og identificeres med vores Dommerbogen og Samuelsbøgerne.

(9) Ordene af profeten Natan (2 Krøn 9,29; jf. 1 Kong 11,41-43). Kilde om Salomo.

(10) Profetien af Ahija fra Shilo (2 Krøn 9,29; jf. 1 Kong 11,29; 1 Kong 14,2 ff. osv.). Salomo.

(11) Synerne af seeren Jedo (2 Krøn 9,29; jf. 1 Kong 1). Salomo.

(12) Ordene af profeten Shemaja (2 Krøn 12,15; jf. 1 Kong 12,22). Rehabeam.

(13) "Shemaja skrev" (1 Krøn 24,6). David.

(14) Seeren Iddo i slægtsregistre (2 Krøn 12,15). Rehabeam.

(15) "Ordene (Historien) af Jehu, Hananis søn, som er indsat i Bogen om Israels konger" (2 Krøn 20,34; jf. 1 Kong 16,1; 1 Kong 16,7; 1 Kong 16,12). Joshafat.

(16) "Resten af Uzzijas handlinger, fra først til sidst, skrev profeten Esajas, Amos' søn" (2 Krøn 26,22; jf. Es 1,1; Es 1,6).

(17) "Esajas' syn .... i Bogen om Judas og Israels konger" (2 Krøn 32,32; jf. 2 Kong 18-20; Es 36-39 osv.). Hizkija.

(18) Seernes ord (2 Krøn 33,19 randnote). Manasse.

(19) Henvisninger til "Klagesange" og til "Jeremias" osv. (2 Krøn 35,25). Josija.

(20) Profeten Iddos midrash (2 Krøn 13,22). Abija. Disse numre, fra 12 til 20, omtales som profetværker. Ved første tanke er der en vis sandsynlighed i den tanke, at henvisningerne kan være til de afsnit i Samuelsbøgerne og Kongebøgerne, hvor disse forskellige profeter nævnes; men i næsten alle tilfælde forsvinder denne forklaring ved nærmere undersøgelse. Krønikeskriveren havde adgang til profetiske skrifter, som man nu ikke ved eksisterer.

(21) Liturgiske skrifter af David og Salomo (2 Krøn 35,4; jf. Ezra 3,10). Josija.

(22) Befalinger af David og Gad og Natan (2 Krøn 29,25). Hizkija.

(23) Befalingen af David og Asaf og Heman og Jedutun (2 Krøn 35,15). Josija.

(24) Kong Davids krøniker (1 Krøn 27,24).

(25) Davids sidste ord (1 Krøn 23,27).

Læg dertil de mange omtaler af genealogiske værker, knyttet til bestemte tider, for eksempel dem fra David, Jotam og Jeroboam II (1 Krøn 9,22; 1 Krøn 5,17), og omtaler af forhold, der forudsætter arkivføring, fra Samuel og fremefter (f.eks. 1 Krøn 26,26-28). Læg også dertil den kendsgerning, at Krønikeskriveren havde en vane, som ses i Ezra og Nehemias, med at bruge og citere det, han fremstiller som offentlige dokumenter, for eksempel breve til og fra Kyros og Artaxerxes og Dareios og Artaxerxes Longimanus (Ezra 1,1; Ezra 6,3; Ezra 4,7; Ezra 4,17; Ezra 5,6; Ezra 6,6; Ezra 7,11; Neh 2,7). Det er ingen overdrivelse at sige, at Krønikeskriveren hævder at have haft et betydeligt bibliotek til sin rådighed.

6. Nehemias' bibliotek:

Hvis et sådant bibliotek som dette fandtes, skulle vi måske vente at finde en omtale af det et eller andet sted. En sådan omtale mener jeg findes i det meget diskuterede afsnit i 2 Makk 2,13-15. Det forekommer i noget, der giver sig ud for at være et brev skrevet efter 164 f.Kr. af de makkabæiske ledere i Jerusalem til Aristobulos i Egypten. Brevet har en hel del at sige om Nehemias, og blandt andet dette: "Og hvordan han, da han grundlagde et bibliotek, samlede bøgerne om kongerne og profeterne og Davids (bøger) og kongers breve om hellige gaver." Det siger, at disse skrifter er blevet spredt på grund af krigen, men at Judas nu har samlet dem igen, og at de kan stå til rådighed for Aristobulos og hans venner.

Dette påståede brev indeholder udsagn, der forekommer de fleste moderne læsere fabulerende, selv om de måske ikke har virket sådan på Judas og hans landsmænd. Men hvis man ser bort fra vidnets iboende troværdighed, er den måde, udsagnet passer sammen med visse andre traditioner og med de fænomener, der viser sig i Krønikebøgerne, for bemærkelsesværdig til at blive overset. Tidligere har man citeret dette afsnit som en beretning om udformningen af en skriftkanon--Profeternes kanon, eller Profeterne og Hagiograferne. Men det giver sig ud for at være en beretning om et bibliotek, ikke om en samling hellige skrifter; og dets liste over indhold synes ikke at være hverken Profeterne eller Hagiograferne eller begge. Men det er en nøjagtig liste over de kilder, som forfatteren (eller forfatterne) til Krønikebøgerne og Ezra og Nehemias hævder at have haft adgang til--"bøger om kongerne" (se ovenfor, numrene 1-7), "og profeter" (numrene 8-20), "og af David" (numrene 21-25 ff.), "og kongers breve om hellige gaver" (dem, der citeres i Ezra og Nehemias). Det bibliotek, der tilskrives Nehemias, svarer til det, som Krønikeskriveren hævder at have brugt; og de to uafhængige vidnesbyrd bekræfter stærkt hinanden.

7. Måden, hvorpå de bibelske kilder bruges:

Den metode, hvormed de bibelske kilder bruges i Krønikebøgerne, fremviser visse bemærkelsesværdige træk. Som et typisk eksempel kan man studere 1 Krøn 1 i sammenligning med 1 Sam 1. 1 Krøn 10,1-12 er blot en afskrift, med små ændringer, af afsnittet i Samuel. En stor del af Krønikebøgerne består således af afsnit, der er afskrevet fra Samuel og Kongebøgerne. Alternativet er, at Krønikeskriveren afskrev fra kilder, som tidligere var blevet afskrevet i Samuel og Kongebøgerne, og dette alternativ kan i nogle tilfælde være det sande.

Dette fænomen er interessant af mange grunde. Det har betydning for pålideligheden af de oplysninger, der gives; en kopi af et gammelt dokument har højere værdi som vidnesbyrd end blot en gengivelse af dokumentets indhold. Det har betydning for spørgsmål vedrørende teksten; skal teksterne i Kongebøgerne og Krønikebøgerne betragtes som to recensioner? Det er især interessant, fordi det belyser de litterære processer, der var i brug blandt forfatterne til vores skrifter.

Det siges undertiden, at de brugte deres kilder, ikke ved at gengive indholdet på ny, sådan som en moderne kompilator ville gøre, men ved blot at kopiere. Det ville være mere korrekt at sige, at de gør dette en del af tiden. I 1 Krøn 1 ophører kopieringsprocessen med 1 Krøn 10,12. I 1 Krøn 10,13; 1 Krøn 10,14 sammenfatter Krønikeskriveren i én sætning en stor del af indholdet i 1 Samuel; især én sætning er en sammenfatning af 1 Sam 1. Sådan er det også med andre dele. 1 Krøn 1,1-4 er forkortet fra 1 Mos 5 med ét navn for et afsnit; det samme gælder 1 Krøn 1,24-27 fra 1 Mos 11,10-26. I de forskellige dele af Krønikebøgerne finder vi alle de metoder, som bruges af enhver kompilator; det særlige kendetegn er ganske enkelt, at afskrivningsmetoden bruges mere, end en moderne kompilator ville gøre.

I de afskrevne afsnit har der, næsten uden undtagelse, fundet en systematisk redaktionel revision sted. Ord og sætninger er blevet beskåret, og grammatiske ujævnheder er blevet glattet ud. Som regel er teksten i Krønikebøgerne noget kortere og mere flydende end i Samuel eller Kongebøgerne. Hvis vi lægger nøje mærke til sagen, vil vi være sikre på, at denne revisionsproces fandt sted, og at den forklarer de fleste tekstlige forskelle mellem Krønikebøgerne og de tidligere skrifter, så der ikke bliver mange tilbage, som må forklares som tekstfordærv.

8. Tilføjelser af Krønikeskriveren:

Naturligvis er de mest betydningsfulde ændringer, som Krønikeskriveren foretog, dem, der består i tilføjelser og udeladelser. Det er et velkendt faktum, at de tilføjede afsnit i Krønikebøgerne, som fylder mest, er dem, der handler om templet og dets gudsdyrkelse og dets tjenere--dets præster, levitter, musikere, sangere, dørvogtere. Som vidnesbyrd kan nævnes for eksempel det tilføjede stof i forbindelse med pagtarkens førelse til Jerusalem, forberedelserne til templet, præsternes tilslutning til Rehabeam, krigen mellem Abija og Jeroboam, reformerne under Asa og Joshafat, detaljer om Uzzija, Hizkijas påske, Manasses reform, Josijas påske (1 Krøn 15-16; 22-29; 2 Krøn 11,13-17; 13; 14; 15; 17; 19; 20; 26,16-21; 29-31; 33,10-20; 35). Det er blevet mindre bemærket, end det burde, at mens Krønikeskriveren i disse afsnit ophøjer Moses' ceremonielle love, ophøjer han Davids endnu mere.

Dernæst i omfang kommer det tilføjede genealogiske og statistiske stof, for eksempel den største del af de indledende slægtstavler, detaljer om Davids tilhængere, Rehabeams befæstede byer og familieanliggender med detaljer om Shishaks invasion, Asas militære forberedelser og Zerachs invasion, med tal og datoer, Joshafats militære ordninger, med tal, Jorams brødre og andre detaljer om ham, Uzzijas hær og hans erhvervsforetagender (1 Krøn 2-9; 12; 27; 2 Krøn 11,5-12; 2 Krøn 11,18-23; 2 Krøn 12,3-9; 2 Krøn 14,3-15; 2 Krøn 17,1-5; 2 Krøn 17,10-19; 2 Krøn 26,6-15).

Krønikeskriveren omtales undertiden som interesseret i præstelige anliggender og ikke i profeterne. Det er en fejl. Han gør sig særlig umage for at fremhæve profeterne (fx 2 Krøn 20,20; 2 Krøn 36,12; 2 Krøn 36,16). Han bruger ordet "profet" 30 gange og de to ord for "seer" (chozeh og ro'eh) henholdsvis 5 og 11 gange. Han giver os yderligere oplysninger om mange af profeterne--for eksempel Samuel, Gad, Natan, Ahija, Shemaja, Hanani, Jehu, Elias, Esajas, Jeremias. Han har gjort sig umage for at bevare en optegnelse for os om mange profeter, som vi ellers ikke ville kende til--Asaf, Heman, Jedutun, Jedo (2 Krøn 9,29), Iddo, Oded fra Asas tid, Jahaziel, Zakarias' søn, Eliezer, Dodavas søn, to Zakarias'er (2 Krøn 24,20; 2 Krøn 26,5), unavngivne profeter fra Amasjas tid (2 Krøn 25,5-10; 2 Krøn 25,15; 2 Krøn 25,16), Oded fra Akaz' tid.

Ud over de materialer, der således kan klassificeres, er det imidlertid Krønikeskriverens metode at bevare interessante hændelser af enhver art ved at indarbejde dem i sin fortælling. Da han når til Jair i sin slægtsliste, er han i besiddelse af en lille oplysning, som ikke findes i de ældre skrifter, og han indsætter den (1 Krøn 2,21). Han er interesseret i at holde mindet levende om de "skriverfamilier, som boede i Jabes" (1 Krøn 2,55). Han har fundet oplysninger om håndværkere og om en linnedindustri og en pottemagerindustri, og han forbinder disse med navne på sin liste (1 Krøn 4,14; 1 Krøn 4,21; 1 Krøn 4,23). Han er stødt på et lille stykke af en hymne i Jabes' navn, og han knytter hymnen til sin navneliste som en anmærkning (1 Krøn 4,9; 1 Krøn 4,10). Der er forhold vedrørende Asas sygdom og begravelse og vedrørende Joashs dårlige opførsel efter Jojadas død og vedrørende Hizkijas bygningsarbejder (2 Krøn 16,12; 2 Krøn 16,13; 2 Krøn 24,15-27; 2 Krøn 32,27-30), som Krønikeskriveren finder værd at bevare, selv om de ikke er optegnet i de tidligere skrifter. Frugterne af denne vane viser sig i mange snese tilfælde i alle dele af Krønikebøgerne.

9. Udeladelser hos Krønikeskriveren:

Ligesom Krønikebøgerne således tilføjer stof, som ikke findes i de ældre bøger, udelader de meget, som findes i Samuelsbøgerne og Kongebøgerne. Her burde spørgsmålet dog snarere være, hvad Krønikeskriveren har bevaret fra sine kilder, end hvad han har udeladt. Han skriver for læsere, som han forudsætter er fortrolige med de tidligere bøger, og han bevarer så meget af den ældre fortælling, som forekommer ham nødvendigt for at definere forholdet mellem hans nye faktiske oplysninger og denne fortælling. Fra det punkt, hvor Davids historie begynder, har han udeladt alt, som ikke er strengt forbundet med David eller hans dynasti--Nordisraels historie som sådan, de lange fortællinger om profeterne, så sørgelige forhold som dem om Amnon og Absalom og Adonija og Salomos troløshed samt en mængde mindre enkeltheder. Vi har allerede bemærket hans systematiske forkortelse af de afsnit, som han afskriver.

10. De udenbibelske kilder:

Der er to markante fænomener i de dele af Krønikebøgerne, som ikke blev taget fra de andre kanoniske bøger. De er skrevet på senere hebraisk af en ret ensartet type; mange dele af dem er fragmentariske. Hebraisk i de dele, der blev kopieret fra Samuelsbøgerne og Kongebøgerne, er naturligvis disse bøgers klassiske hebraisk, som i almindelighed er gjort mere klassisk ved den revision, det har været underkastet. Hebraisk i de øvrige dele er formodentlig Krønikeskriverens egen. Forskellen er umiskendelig. En oplagt måde at forklare den på er at antage, at Krønikeskriveren behandlede sine skriftlige kilder med særlig respekt og sine øvrige kilder med større frihed. Vi vil om lidt overveje, om dette er den rette forklaring.

Der er tegn på, at nogle af de ikke-bibelske kilder var i en lemlæstet eller på anden måde fragmentarisk tilstand, da Krønikeskriveren brugte dem. Afbrudte sætninger og afsnit og konstruktioner forekommer i stort tal. I oversættelserne skjules disse i vid udstrækning, idet oversætterne har gættet betydningerne på plads, men ujævnhederne er tydelige i hebraisk. De viser sig mindre i de lange fortællinger end i slægtsregistrene og de beskrivende afsnit. De omtales undertiden, som om de var karakteristiske for det senere hebraisk, men det giver ingen mening.

For eksempel er de fleste af slægtsregistrene ufuldstændige. De præstelige slægtsregistre udelader nogle af de navne, som er mest fremtrædende i historien, navne som Jojada og to Azarjaer (2 Kong 11,9, osv.; 2 Krøn 26,17; 2 Krøn 31,10). Mange af slægtsregistrene gives mere end én gang og i varierende former, men deres ufuldstændighed er stadig tydelig. Der er mange brud i listerne. Vi læser navnene på én gruppe, og pludselig befinder vi os midt i navne, der hører til en anden gruppe, uden noget der gør opmærksom på overgangen. De samme fænomener viser sig i afsnittene i 1 Krøn 23,2-27. Disse indeholder en række emner, ordnet i en helt systematisk rækkefølge i klasser og underklasser, mens mange af de udsagn, der er ordnet på denne måde, er så fragmentariske, at de knap nok er forståelige. Den mest naturlige forklaring på disse fænomener forudsætter, at forfatteren havde en mængde skriftlige brudstykker – måske lertavler, potteskår eller papyrus, eller hvad det nu kunne være, mere eller mindre beskadigede – og at han afskrev dem så godt, han kunne, det ene efter det andet. En moderne forfatter, der udførte et sådant arbejde, ville markere lakunerne med prikker eller streger eller andre midler. Den antikke afskriver skrev ganske enkelt tekststykkerne efter hinanden uden sådanne markeringer. Med hensyn til mange af de formodede lakuner i Krønikebøgerne ville forskere være uenige, men der er et stort antal, som alle ville være enige om. Hvis nogen ville trykke en tekst af Krønikebøgerne, hvor disse blev markeret, ville han yde et vigtigt bidrag til bøgernes forståelighed.

11. Formålet med at skrive Krønikebøgerne:

På grundlag af disse fænomener, hvilken dom kan vi da fælde om de formål, som Krønikebøgerne blev skrevet for? Der er dem, der finder svaret på dette spørgsmål meget enkelt. De siger, at forfatterens interesser var tempelpræsteskabets, at det forekom ham, at de ældre historieværker ikke betonede disse interesser, som de burde, og at han derfor skrev en ny historie, hvor han indførte de synspunkter og kendsgerninger, som han mente burde være der. Hvis denne udtalelse blev ændret, så den ikke drog Krønikeskriverens redelige tro i tvivl, ville den være næsten korrekt som en angivelse af en del af hans formål. Hans formål var at bevare, hvad han betragtede som historisk materiale, der var i fare for at gå tabt, materiale om tempeltjenesten, men også om en stor mangfoldighed af andre forhold. Han havde historikerens instinkt for at gribe fat i alle slags detaljer og give dem en varig form. Hans indånding fra Gud (vi drøfter ikke her denne inspirations natur) førte ham i denne retning. Han ønskede for fremtiden at redde det, som han betragtede som historisk kendsgerning. Bogens indhold, der til dels blev bestemt af hans begejstring for templet, blev også til dels bestemt af arten af det materiale, som forsynet havde stillet til hans rådighed. Der synes også i hans bevidsthed at have været en idé om at føre den samling af hellige skrifter, som da havde ophobet sig gennem århundreder, til fuldendelse.

Som vi har set, gav de græske oversættere Krønikebøgerne en titel, som udtrykte den idé, de havde om værket. De betragtede det som en fremstilling af emner, der var blevet udeladt i de tidligere Skrifter, skrevet ikke for at erstatte de ældre bøger, men for at supplere dem, og som et værk der, sammen med Ezra og Nehemias, førte Skrifterne ajour og gjorde dem fuldstændige.

12. Teksten:

Teksten i Krønikebøgerne er blevet bevaret mindre omhyggeligt end teksten i visse andre dele af Det Gamle Testamente. Som vidnesbyrd herom kan man for eksempel nævne tallene 42 og 8 for Akazjas og Jojakins aldre (2 Krøn 22,2; sammenlign 2 Kong 8,26; 2 Krøn 36,9; sammenlign 2 Kong 24,8). Der er dog intet bevis for væsentlig tekstfordærvelse. Som vi har set, skyldes visse deles fragmentariske karakter sandsynligvis hovedsagelig nøjagtighed i at følge fragmentariske kilder og ikke en dårlig tekst; og forskellene mellem Samuel eller Kongebøgerne og Krønikebøgerne i de afskrevne passager skyldes for det meste tilsigtet revision snarere end tekstvarianter.

13. Kritiske vurderinger:

I kritiske drøftelser er Krønikebøgerne blevet behandlet med endnu mindre skin af fair play end de fleste andre Skrifter. Det er ikke usædvanligt at antage, at Krønikeskriverens henvisning til kilder blot er en foregivelse, at han “har citeret kilder ganske enkelt for at give indtryk af, at han skriver med autoritet.” Andre skynder sig til generaliseringen, at Kongebøgerne, som nævnes i Krønikebøgerne (se numrene 1-7 ovenfor), alle er ét værk, som derfor må have været en omfattende Midrash (kommentar, eksegetisk og anekdotisk) over de kanoniske Kongebøger; og at henvisningerne til profetiske skrifter er til afsnit i denne Midrash; således at Krønikeskriveren i praksis kun havde to kilder, de kanoniske bøger og denne midrashiske historie om Israel; og at “det er umuligt at afgøre”, om han hentede nogen småstykker af information fra andre kilder.

I de kritiske teorier om Krønikebøgerne indgår en hypotese om en tidligere Kongebog, som var mere omfattende end vores nuværende kanoniske bøger. Og i nyere publikationer af mænd som Buchler, Benzinger og Kittel findes teorier om en analyse af Krønikebøgerne i dokumenter – for eksempel et tidligere skrift, som ikke skelnede mellem præster og levitter, eller et tidligere skrift, som behandlede de kanoniske bøger frit; og Krønikeskriverens senere skrift i egentlig forstand.

Hvad vi ved om sagen, er, at tre grupper af forfattere medvirkede ved tilblivelsen af Krønikebøgerne--for det første de mænd, der frembragte de kanoniske kilder, for det andet de mænd, der frembragte de øvrige kilder, og for det tredje den eller de mænd, der direkte eller indirekte samlede indholdet af disse kilder til den bog, vi har. Vi har ingen mulighed for at vide, hvordan de fleste af de mellemliggende processer foregik, og det er i allerhøjeste grad nytteløst at gætte. Det er ubegrundet at sige, at omtalen af kilder i Krønikebøgerne ikke er gjort i god tro. Det er sandsynligt, at der blandt kilderne var midrasher, som næsten var samtidige. Det er yderst usandsynligt, at ingen af de nævnte kilder var ægte og gamle. Alle sandsynligheder peger i retning af, at de hjemvendte landflygtige og deres nærmeste efterkommere var tilbøjelige til at studere deres slægts gamle historie og at samle materiale til det formål. Som vi har set, viser bogens fænomener, at der findes et antikvarisk motiv, som nødvendigvis måtte interessere sig for ægte vidnesbyrd fra den fjerne fortid.

14. Datering og forfatterskab:

Den almindelige opfattelse for tres år siden var, at Krønikebøgerne og hele Det Gamle Testamente blev fuldført omkring 404 f.Kr., nær det tidspunkt da Artaxerxes Mnemon efterfulgte Darius Nothus. Den påstand, der nu er på mode, er, at Krønikebøgerne blev fuldført senest omkring 250 f.Kr., og dette udarter sig stadig til påstanden om, at de blev skrevet omkring 250 f.Kr. eller senere. Faktisk blev de fuldført inden for Nehemias' levetid, ikke senere eller ikke meget senere end 400 f.Kr.

Når vi drøfter dette, kan vi ikke se bort fra den kendsgerning, at Krønikebøgerne og Ezra og Nehemias er ét værk, eller, hvis man foretrækker det, én serie. De afsluttende vers i 2 Krønikebog gentager de indledende vers i Ezra. Dette er sandsynligvis ikke en uagtsom gentagelse. Krønikebøgerne blev skrevet senere end de øvrige dele af serien. De afsluttende vers er krønikeskriverens meddelelse til sine læsere om, at han har ført den tidligere historie frem til det punkt, hvor han tidligere havde begyndt fortællingen i Ezra. Vidnesbyrdet om Ezra og "mændene fra den Store Synagoge" og Nehemias og deres arbejde med Skrifterne fortjener ikke den foragt, hvormed nogle personer behandler det. Vi ved intet om den Store Synagoge som organisation, men vi ved meget om rækken af mænd, fra Daniel til Simon den Retfærdige, som kaldes mændene fra den Store Synagoge. De gamle traditioner siger ikke, at Ezra var grundlæggeren af denne række, men de gør ham til den typiske person i den. To traditionsstykker er ikke nødvendigvis uforenelige, hvis det ene tilskriver Ezra et arbejde, som det andet tilskriver mændene fra den Store Synagoge. Den gængse bemærkning om, at traditionen tilskriver Ezra og ikke Nehemias bibelsk arbejde, er usand. Nehemias var en af mændene fra den Store Synagoge og fremtrædende som sådan. Han præsenteres for os som en smuk dreng, en konges yndling, der kom til Jerusalem i 444 f.Kr. I 433 f.Kr. vendte han tilbage til kongen. Efter et ukendt tidsrum kom han tilbage til Judæa og tilbragte formodentlig resten af sit lange liv dér, idet han døde nogle år eller nogle årtier efter 400 f.Kr.

15. Vidnesbyrd om datering og forfatterskab:

Placeringen af Krønikebøgernes værk ved afslutningen af de hebraiske skrifter har i sig selv karakter af et vidnesbyrd. De mænd, der placerede det dér, vidner derved om deres tro på, at disse er de seneste skrifter i Det Gamle Testamentes samlede helhed. Vi kender vidnesbyrdet i Babha' Bathra' om, at de fleste af de senere bøger i Det Gamle Testamente skyldtes mændene fra den Store Synagoge og Ezra, men at Nehemias fuldførte Krønikebøgerne. Vi kan ikke undgå at medregne Krønikebøgerne blandt de 22 bøger, som Josefus siger blev skrevet før Artaxerxes Longimanus' død (Apion, I, 8). Naturligvis er den tidsgrænse, Josefus her egentlig mener, ikke Artaxerxes' død, men levetiden for mænd, der var samtidige med ham--for eksempel Nehemias' levetid. Vi har allerede bemærket vidnesbyrdet om Nehemias' bibliotek (2 Makk 2,13-15). Den tid, da biblioteket blev samlet, var den mest sandsynlige tid for, at det kunne bruges sådan, som krønikeskriveren har brugt det. Hertil kommer sammenfatningen i Siraks Bog (44-49), som nævner Nehemias sidst på sin liste over Det Gamle Testamentes værdige mænd.

Også indre kendetegn retfærdiggør den konklusion, at krønikeskriverens værk var færdigt, før Nehemias døde. Den rigelige forekomst af persiske ord og kendsgerninger, sammen med fraværet af græske ord og kendsgerninger, synes afgørende for, at værket blev udført, før Alexanders erobringer gjorde den græske indflydelse dominerende. I nogle af afsnittene (f.eks. Ezra 7,28 ff; Nehemias passim) taler Ezra og Nehemias i første person. Hele værket giver indtryk af at være skrevet frem til den aktuelle tid. Den seneste situation i Krønikebøgerne er den samme som i Nehemias (1 Krøn 1; sammenlign Neh 11,3-12). Den seneste begivenhed, der nævnes, er udskillelsen af det samaritanske skisma. En bestemt indskrivning blev foretaget (Neh 12,22-26) i Darius' regeringstid, frem til ypperstepræsten Johanans tid (andetsteds kaldet Jonatan og Johannes), men med Jaddua, Johanans søn, indbefattet i den ypperstepræstelige rækkefølge. Ezra og Nehemias var stadig i embede (Neh 12,26). Denne indskrivning knytter sig naturligt til udvisningen af Jadduas bror Manasse, fordi han giftede sig ind i Sanballats familie (Neh 13,28; Josefus, Ant, XI, 7-8). Jaddua hører til den femte generation efter Jeshua, som var ypperstepræst i 538 f.Kr. Josefus siger, at Sanballat havde en fuldmagt fra Darius. Han nævner en vis Bagoas, "hærfører for en anden Artaxerxes' hær," som stående i forbindelse med ypperstepræsten Johannes.

Argumenter for en senere datering.

Josefus synes dog at betragte den Dareios, som gav Sanballat fuldmagt, som den sidste af kongerne med dette navn, og han siger, at Jaddua var samtidig med Alexander den Store; dermed daterer han det samaritanske skisma til lidt før 331 f.Kr. Alle forskere forkaster disse udsagn, når de bruges til at datere det samaritanske skisma, men nogle forskere accepterer dem ivrigt med det formål at bevise den sene datering af de sidste bøger i den hebraiske bibel. Argumentet har aldrig været gyldigt, og det er fuldstændig sprængt af de aramaiske papyri, der for nylig er blevet opdaget i Egypten, og som viser, at Bagoas og ypperstepræsten Johanan og Sanballats sønner var samtidige i 407 f.Kr., Dareios Nothus' 17. år, og i nogle år tidligere.

Dr. Driver (LOT, udgave 1897, 518) udtrykker en opfattelse, der er meget almindelig vedrørende Krønikebøgerne: "Det eneste positive holdepunkt, som bogen indeholder med hensyn til tidspunktet for dens tilblivelse, er slægtsregistret i 1 Krøn 3,17-24, .... ført ned til sjette generation efter Zerubbabel. Dette ville indebære en datering ikke tidligere end omkring 350 f.Kr." Slå op på stedet og lav selv regnestykket over det. Jekonja blev født 614 f.Kr. (2 Kong 24,8). Hvis hver af sønnerne i rækken i gennemsnit blev født, da hans far var omkring 25 år gammel, ville det bringe den første fødsel i 6. generation fra Zerubbabel til omkring 414 f.Kr. og ikke 350 f.Kr. Dette er ikke et usandsynligt resultat.

Dr. Driver foreslår imidlertid, at vi i 1 Krøn 3,21 bør følge den græske læsemåde i stedet for den hebraiske. Det ville give os: "Og Hananjas sønner: Pelatja, og hans søn Jeshaja, hans søn Refaja, hans søn Arnan, hans søn Obadja, hans søn Shekanja." Meningen her er tvetydig. Det kan forstås sådan, at hver af de seks mænd, der nævnes efter Hananja, var søn af den mand, der nævnes før ham (sammenlign 1 Krøn 3,10-14, eller 1 Krøn 6,20-30; 1 Krøn 6,50-53); eller som at de seks regnes for Hananjas sønner (sammenlign 1 Krøn 3,16; 1 Krøn 7,20; 1 Krøn 7,21 osv.). Hvis det forstås på den første af disse to måder, ville antallet af generationer efter Zerubbabel blive øget til elleve. Så mange generationer før de tidlige årtier af det 4. århundrede f.Kr. ville være usædvanligt, om end ikke umuligt. Men udsagnet om, at der var 11 generationer, er svagt, da det bygger på en hypotetisk fortolkning af en ubevist tekstændring og står ubekræftet i modsætning til troværdigt bevis.

16. Sandfærdighed og historicitet:

"Krønikebøgerne er et tendensskrift af ringe historisk værdi"; "et forvrænget billede i de senere institutioners interesse i den eftereksilske jødedom"; "nogle gamle kendsgerninger, der er sivet ned gennem mundtlig eller skriftlig tradition, er uden tvivl bevaret. .... De er i sandhed få sammenlignet med fantasiens produkter og må sigtes som hvedekerner fra en masse avner." Disse udsagn, taget tilfældigt fra den bog, der tilfældigvis ligger nærmest, repræsenterer retfærdigt den opfattelse, mange har. De betragter Krønikebøgerne som et falsum fremstillet i en religiøs partis interesse, et falsum hvori historien forsætligt er blevet forfalsket.

Et hovedmotiv for denne opfattelse er at miskreditere Krønikebøgernes vidnesbyrd mod visse kritiske teorier, idet dette vidnesbyrd er mere fyldigt og detaljeret end det i Samuel og Kongebøgerne og profeterne. Men i hele spørgsmålet har Krønikebøgernes vidnesbyrd samme virkning som de andre bøgers. De andre bøgers vidnesbyrd støtter Krønikebøgernes. Miskrediteringen af Krønikebøgerne er en del af en teori, der benægter den historiske pålidelighed af praktisk talt alle dele af Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente.

(1) Påståede beviser for usandfærdighed.

Mod Krønikebøgerne hævdes det, at de undertiden modsiger de ældre bøger; men næsten alle tilfælde kan løses tilfredsstillende. De store tal i Krønikebøgerne, for eksempel dem om Davids, Abijas, Jeroboams, Asas, Zeras, Joshafats, Amasjas og Uzzijas hære, anføres som overdrevne og utrolige. Det meste af vanskeligheden i forbindelse med sådanne tal, hvad enten det er i Krønikebøgerne eller Anden Mosebog eller Fjerde Mosebog eller Dommerbogen eller Samuel, forsvinder, når vi lægger mærke til, at de tydeligvis hører til en kunstig måde at tælle på. Disse tal angives i hele tusinder eller hele hundreder (hele halvtredsere eller tiere i ganske få tilfælde), hvilket ikke ville være tilfældet, hvis hundrederne og tusinderne blot var numeriske. Det hævdes, at krønikeskriveren betragter fortidens herligheder i større målestok end den, hvori de fremstilles i de tidligere bøger, men dette er ikke konsekvent tilfældet. På grundlag af disse påstande anklages krønikeskriveren for en overdrevenhed, der er uforenelig med nøgtern sandfærdighed, men denne anklage lider samme skæbne som de andre. Det siges, at krønikeskriveren manglede pålidelige kilder, men det er noget, der skal bevises, ikke tages for givet, og vi har set, at det er usandsynligt. Det hævdes, at teksten er i en sådan dårlig stand, at indholdet bliver upålideligt. Dette kan afvejes mod den modsatte formodning, at eftersom Krønikebøgerne ikke er blevet afskrevet så ofte som Kongebøgerne, bør deres tekst i de transskriberede passager foretrækkes frem for Kongebøgernes. Kort sagt svinder de grunde, der anføres imod Krønikebøgernes historicitet, ind ved nærmere undersøgelse, selv om der stadig er nogle problemer, som ikke så let kan ryddes af vejen.

(2) Sandfærdighed i de forskellige dele.

Forskellige dele af Krønikebøgerne har deres egne særskilte problemer med hensyn til historicitet. Tag slægtsregistrene som eksempel. Hvis nogen havde opdigtet dem, ville han ikke have givet dem deres nuværende fragmentariske form, hvor de ikke har nogen fortællingsmæssig interesse og ikke er til direkte nytte for nogen. På den anden side er det rimeligt at forklare deres nuværende form ud fra den hypotese, at forfatteren brugte de materialer, han havde. Denne hypotese er ikke nedsættende for forfatterens inspiration. Guddommen fandt det passende at lade disse materialer få plads i Skrifterne, og med dette mål påvirkede han mennesker i forskellige generationer gennem forsynets ledelse og gennem Åndens tilskyndelser. Ingen mener, at den Åndsledede mand, der gav slægtsregistrene deres endelige form, modtog dem som mirakuløse åbenbaringer. Han modtog dem som resultatet af arbejde med studier — hans egne bestræbelser og hans forgængeres. Han har ret til at blive regnet for sandfærdig, hvis han brugte sund dømmekraft og troskab ved udvælgelsen og nedskrivningen af sine materialer.

Lignende udsagn ville være sande med hensyn til det øvrige statistiske stof og med hensyn til de mange hændelser, der nævnes i forbindelse med slægtsregistrene og andre forhold. At betragte dem som opfindelser af krønikeskriveren stemmer ikke med menneskelig erfaring. De er for korte og brudstykkeagtige til i sig selv at have interesse som fortællinger. Man kan ikke angive nogen mulig grund, som nogen kunne have til at opfinde dem. De bærer præg af at være ægte antikvariske fund. Den endelige forfatter troede, at han var stødt på kendsgerninger, som ville være af interesse, hvis de blev sat i forbindelse med historien, sådan som den almindeligvis blev fortalt. Disse forhold forklares langt rimeligere som kendsgerninger end som opfindelser. Og desuden er mange af dem, både her og der, blevet bekræftet ved udforskning. Tag for eksempel, at Manasse blev ført til Babylon af den assyriske konges hærførere, eller beretningen om Uzzijas militære storhed (2 Krøn 33,11; 2 Krøn 26,6), eller henvisningerne til erhverv i 1 Krøn 4,14-23 (jf. PEFS, 1905, 243, 328; eller Bible Sidelights from Gezer, 150 ff.).

Muligvis står et afsnit som beretningen om Abija og Jeroboam på et andet grundlag (2 Krøn 13,3-18). Den siger, at Abija havde 400.000 mand og Jeroboam 800.000, hvoraf 500.000 blev dræbt i slaget. Man kunne med en vis sandsynlighed hævde, at disse tal var tænkt som et vink til læseren om, at han skal forstå fortællingen, ikke som kendsgerning, men som et fantasiværk, en religiøs lignelse, en midrashisk fortælleprædiken, hentet fra Iddos midrash (vers 22). Uanset om man finder dette argument overbevisende eller ej, kan enhver se, at det ikke anklager Krønikebøgerne for at være usandfærdige. Hvis afsnittet er en lignelse, er det sandt i den betydning, hvori det var tænkt at blive forstået. Et lignende tilfælde er beretningen om Joshafats fare fra de indtrængende folk og hans vidunderlige redning (2 Krøn 2).

På endnu et andet grundlag står sådanne fortællinger som dem om opførelsen af arken, den første indsættelse af Salomo som konge, reformerne under Asa, Joshafat, Hizkija og Josija. Dette er nøgterne fortællinger, uden noget i dem, der antyder fantasifulde udsving. Sandsynligvis tvivler ingen på, at krønikeskriveren ønskede, at de skulle forstås som historisk kendsgerning. Hvis man er bundet af den moderne tradition, som daterer De fra Josijas tid og præstelovene til efter eksilet, må man nødvendigvis regne disse dele af Krønikebøgerne for forfalsket historie; men hvis man er fri for dette bånd, vil man ikke se nogen tungtvejende grund til at regne dem for det.

17. Krønikebøgernes værdi:

Kort sagt har man ret, når man siger, at Krønikebøgernes største værdi ligger i deres anvendelighed til levende at illustrere religionens store sandheder. Man har ret, når man tillægger disse bøger stor værdi som skildring af de forestillinger, der fandtes på den tid, da de blev skrevet. Men de er ikke mindre værdifulde ved, at de fra de øvrige Skrifter gentager omridset af historien om Jahves religion og fremlægger yderligere materiale til udfyldning af dette omrids.

LITTERATUR.

Blandt de ældre kommentarer til Krønikebøgerne, se Keils i Keil-Delitzsch-serien, udgivet på engelsk i 1872; Zocklers i Lange-serien, 1876; Barkers i Pulpit Commentary, efter 1880. Blandt nyere værker, ud fra det synspunkt der benægter Krønikebøgernes historicitet, se R. Kittel i Polychrome Bible, 1895, og Curtis og Masden i International Critical Commentary, 1910. En strålende karakteristik ud fra dette synspunkt er Torreys »The Chronicler as Editor and as Independent Narrator« i AJSL, januar 1909, og efterfølgende numre. På den anden side se Beecher, Reasonable Biblical Criticism, 1911, kapitlerne xviii og xxii; »Is the Chronicler a Veracious Historian?« i Bible Student (oktober 1899 og efterfølgende numre) er et forsvar for historiciteten. Alle værker om indledning til Det Gamle Testamente drøfter spørgsmålene vedrørende Krønikebøgerne. I betragtning af de mange egennavne i Krønikebøgerne har en bog som Gray, Studies in Hebrew Proper Names, sin nytte. Om de kronologiske kendsgerninger, især i forbindelse med afslutningen af Det Gamle Testamentes historie, se Beecher, Dated Events of the Old Testament, 1907. Om de egyptiske papyri se Drei Aramaische Papyrusurkunden aus Elephantine, Sachau, Berlin, 1907, eller tillægget til Toffteen, Historic Exodus. Også Sprenglings artikel i AJSL, april 1911. Hvad angår lys over Krønikebøgerne fra udforskninger, se »The Excavations of Gezer, 1902-5, and 1907-9«, PEF; eller Bible Sidelights from the Mounds of Gezer, 1906. For andre bøger se listerne i Encyclopedia Biblica og HDB.

Willis J. Beecher