ko-losh'-ans, ko-los'-i-anz: Dette er et af den gruppe Paulusbreve, der er kendt som fangenskabsbrevene (se Brevet til Filemon for en drøftelse af disse som gruppe).

I. Ægthed.

1. Ydre vidnesbyrd:

Det ydre vidnesbyrd om Brevet til Kolossenserne før midten af det 2. århundrede er temmelig ubestemt. Hos Ignatius og hos Polykarp har vi hist og her vendinger og terminologi, der tyder på kendskab til Kolossenserbrevet, men ikke meget mere (Ignat., Ephes., x.3, og Polyc. x.1; sammenlign med Kol 1,23). Vendingen i Ep Barnabas, xii, "i ham er alle ting, og til ham er alle ting," kan skyldes Kol 1,16, men den kan lige så godt være en liturgisk formel. Henvisningerne i Justin Martyrs Dialog til Kristus som den førstefødte (prototokos) er meget sandsynligt inspireret af Kol 1,15, "den førstefødte af hele skabningen" (Dial., 84, 85, 138). Det første sikre vidne er Markion, som optog dette brev i sin samling af de breve, der var skrevet af Paulus (Tert., Adv. Marc., v. 19). Lidt senere nævner Det Muratoriske Fragment Kolossenserbrevet blandt Paulus' breve (10b, l. 21, Colosensis). Irenæus citerer det ofte og ved navn (Adv. haer., iii.14, 1). Det er velkendt for forfatterne i de følgende århundreder (f.eks. Tert., De praescrip., 7; Klemens af Alexandria, Strom., I, 1; Orig., Contra Celsum, v. 8).

2. Indre vidnesbyrd:

Ægtheden blev ikke betvivlet før andet kvartal af det 19. århundrede, da Mayerhoff på grundlag af stil, ordforråd og tanke hævdede, at brevet ikke var skrevet af apostlen. Tübingerskolen hævdede, på grundlag af en formodet gnosticisme, at brevet var et værk fra det 2. århundrede og derfor ikke paulinsk. Dette standpunkt er blevet grundigt besvaret ved at vise, at læren i sit væsen er forskellig fra gnosticismen i det 2. århundrede, især i opfattelsen af Kristus som forud for og større end alt det skabte (se V nedenfor). Angrebet i senere år har især bygget på ordforråd og stil, den læremæssige position, særlig kristologien og læren om engle, samt forholdet til Efeserbrevet. Indvendingen på grundlag af ordforråd og stil bygger, som så ofte, på den antagelse, at et menneske, uanset hvad han skriver om, må bruge de samme ord og den samme stil. Der er fireogtredive ord i Kolossenserbrevet, som ikke findes i nogen anden bog i Det Nye Testamente. Når man fjerner dem, der skyldes forskellen i emne, er det samlede antal ikke større end i nogle af de anerkendte breve. Udeladelsen af velkendte paulinske småord, brugen af genitiver, af "alle" (pas) og af synonymer finder paralleller i andre breve eller skyldes en forskel i emne, eller måske den indflydelse på apostlens sprog, som hans liv i Rom havde (von Soden). Den læremæssige position er i sit inderste ikke i modstrid med Paulus' tidligere undervisning (sammenlign Godet, Introduction to the New Testament; Paul's Epistles, 440 f). Kristologien er i fuld harmoni med Fil (se denne), som almindeligvis anerkendes som paulinsk, og er kun en udvikling af undervisningen i 1 Kor (8,6; 15,24-28), især med hensyn til den vægt, der lægges på "den præinkarnerede Kristus' kosmiske virksomhed." Endelig er den form, hvori Paulus fremstiller kristologien, den bedst egnede til at imødegå de kolossensiske kætteres falske lære (sammenlign V nedenfor). I de senere år har H. Holtzmann hævdet, at dette brev er en interpoleret form af et oprindeligt paulinsk brev til kolossenserne og et værk af forfatteren til Brevet til Efeserne (se denne). En ændring af denne interpolationsteori er for nylig blevet foreslået af J. Weiss (Theologische Literaturzeitung, 29. september 1900). Begge disse teorier er for komplicerede til at kunne stå, og selv von Soden, som først fulgte Holtzmann, har opgivet standpunktet (von Soden, Einleitung., 12); mens Sanday (DB2) har vist, hvor fuldstændig uholdbart det er. Nøgtern kritik i dag er kommet til at indse, at det er umuligt at nægte dette brevs paulinske forfatterskab. Dette standpunkt styrkes af det nære forhold mellem Kolossenserbrevet og Filemonbrevet, om hvilket Renan siger: "Paulus alene, sådan synes det, kunne have skrevet dette lille mesterværk" (Abbott, International Critical Commentary, lviii). Hvis Filemonbrevet (se dette) står som paulinsk, som det må, så er Kolossenserbrevets ægthed fastslået uden for enhver strid.

II. Sted og tid.

Når det paulinske forfatterskab er fastslået, bliver det straks tydeligt, at apostlen skrev Kolossenserbrevet sammen med de andre fangenskabsbreve, og at det bedst dateres fra Rom (se Brevet til Filemon) og under det første fangenskab. Det ville være omkring 58 eller, hvis den senere kronologi foretrækkes, 63 eller 64.

III. Bestemmelsessted.

Brevet blev efter alt at dømme skrevet til menigheden i Kolossæ (se denne), en by i Lykosdalen, hvor evangeliet højst sandsynligt var blevet forkyndt af Epafras (Kol 1,7; Kol 4,12), og hvor Paulus selv var personligt ukendt (Kol 1,4; Kol 1,8; Kol 1,9; Kol 2,1; Kol 2,5). Af brevet fremgår det, at de kristne i Kolossæ var hedninger (Kol 1,27), for hvem apostlen som sådanne føler et ansvar (Kol 2,1 ff). Han sender Tykikus til dem (Kol 4,7), ledsaget af Onesimus, en fra deres eget fællesskab (Kol 4,9), og opfordrer dem til at sørge for at læse et andet brev, som vil nå dem fra Laodikea (Kol 4,16).

IV. Forhold til andre nytestamentlige skrifter.

Ud over forbindelsen med Efeserbrevet (se dette) behøver vi kun at bemærke forholdet mellem Kolossenserbrevet og Åb. I brevet til Laodikea (Åb 3,14) har vi to udtryk: "begyndelsen på Guds skabning" og "jeg vil give ham at sætte sig sammen med mig på min trone," hvori vi har et ekko af Kolossenserbrevet, som "tyder på, at Johannes kendte til og anerkendte den tidligere apostels undervisning" (Lightfoot, Colossians, 42, note 5).

V. Formålet.

Anledningen til brevet var, kan vi være sikre på, de oplysninger, som Epafras bragte, om at menigheden i Kolossæ var udsat for angreb fra en gruppe judaiserende kristne, som søgte at omstyrte kolossensernes tro og svække deres agtelse for Paulus (Zahn). Dette "kætteri", som det almindeligvis kaldes, har fået mange forklaringer. Tübingen-skolen lærte, at det var gnostisk, og søgte i de udtryk, apostlen brugte, at finde bevis for, at brevet var skrevet i det 2. århundrede. Pleroma og gnosis ("fylde" og "kundskab") kræver ikke blot ikke denne fortolkning, men tillader den heller ikke. Selve kernen i gnosticismen, dvs. læren om emanation og den dualistiske opfattelse, der betragter materien som ond, har ingen plads i Kolossenserbrevet. Brugen af pleroma i dette brev og søsterbrevet, Efeserbrevet, indebærer ikke gnostiske synspunkter, hverken hos apostlen eller hos brevenes læsere. Betydningen i Kolossenserbrevet af dette og de andre ord, som gnosticismen i senere år tog til sig, er helt forskellig fra denne senere betydning. Den underliggende lære er lige så forskellig. Kolossenserbrevets Kristus er ikke gnosticismens æon-Kristus. I essæismen søger Lightfoot og visse tyskere derimod dette kætteris oprindelse. Essæismen har visse ligheder med gnosticismen på den ene side og jødedommen på den anden. Der rejses to indvendinger mod denne forklaring på det kolossensiske kætteris oprindelse. For det første findes essæismen, sådan som vi kender den, i området ved Det Døde Hav, og der er intet vidnesbyrd om, at den var etableret i Lykos-dalen. For det andet findes der i Kolossenserbrevet ingen henvisninger til visse særlige essæiske lærepunkter, f.eks. dem om ægteskab, afvaskninger, fælleseje, sabbatsregler osv.

Det kolossensiske kætteri skyldes på den ene side judaiserende påvirkninger og på den anden side lokale trosforestillinger og overtro. De judaiserende elementer i denne lære er åbenbare: omskærelse (Kol 2,11), loven (Kol 2,14; Kol 2,15) og særlige tider (Kol 2,16). Men der er mere end jødedom i denne falske lære. Dens lærere vender sig mod mellemvæsener, engle, som de tilbeder, og insisterer på en meget streng askese. At søge oprindelsen til engletilbedelse i jødedommen, som man almindeligvis gør, er, som A. L. Williams har vist, at overse den virkelige betydning af jødernes holdning til engle og at overdrive Celsus' bitre spot. Bortset fra vendinger brugt i eksorcisme og magi viser han os, at der ikke er noget vidnesbyrd om, at jøden nogensinde tilbad engle (JTS, X, 413 f). Dette element i det kolossensiske kætteri var lokalt og havde sit fortilfælde i tilbedelsen af flodånderne, og i senere år gav den samme tendens stødet til dyrkelsen af Mikael som Kolossæs skytshelgen (således også Ramsay, Hastings, Dictionary of the Bible (five volumes), under ordet "Colossae"). Faren ved og falskheden i denne lære var dobbelt. For det første bragte den evangeliet ind under lovens bånd endnu en gang, nu ikke med den formalisme, som modstanderne i Galatien udviste, men ikke desto mindre sikkert. Men eftersom apostlens læsere er hedninger (Kol 1,27), er Paulus ikke optaget af at vise lovens forberedende side. Han indskærper dem ganske enkelt, at de er helt fri for alle lovens forpligtelser, fordi Kristus, i hvem de er blevet døbt (Kol 2,12), har udslettet hele loven (Kol 2,14). Den anden fare er, at deres tro på og tilbedelse af de himmelske magter, falske forestillinger om Kristus og den materielle verden, ville udvikle sig endnu videre, end det allerede var sket. De behøver, på grund af deres forening med ham, ikke at frygte noget englevæsen. Kristus har sejret over dem alle og har så at sige ført dem som fanger i sit triumftog (Kol 2,15), idet han sejrede på korset. De åndelige magter ophører med at have nogen myndighed over de kristne. Det er for på denne måde at fremstille Kristus som hoved over hele skabningen, som sand Gud, og ud fra hans forhold til menigheden og til universet at udfolde det kristne liv, at apostlen skriver.

VI. Argument.

Brevets argument er som følger:

Kol 1,1; Kol 1,2:

Hilsen.

Kolossenserbrevet 1,3-8:

Taksigelse for deres tro på Kristus, deres kærlighed til de hellige, deres håb, som er henlagt i himlen, hvilket de havde i og gennem evangeliet, og som han havde hørt om fra Epafras.

Kolossenserbrevet 1,9-13:

Bøn om, at de måtte blive fyldt med den fulde kundskab om Guds vilje, så de kan vandre Herren værdigt og bære frugt i gode gerninger, taknemlige for deres arv i hans Søns rige.

Kolossenserbrevet 1,14-23:

Fremstilling af Sønnens stilling, ham fra hvem vi har forløsningen. Han er selve Guds billede, Skaberen, den forudeksisterende, menighedens hoved, den fremmeste over alt, ham i hvem hele fylden (pleroma) bor, forsoneren af alle ting, ligesom også af kolossenserne, ved sin død, forudsat at de er tro mod evangeliets håb.

Kolossenserbrevet 1,24-2,5:

Ved sin lidelse udfylder han Kristi lidelser; Kristus, som han er tjener for, ja, for at åbenbare tidsaldrenes store mysterium: at Kristus er i dem, hedningerne, herlighedens håb, genstanden for apostlens forkyndelse overalt. Dette forklarer Paulus' interesse for dem og hans omsorg for dem, at deres hjerter må styrkes i kærligheden til og kundskaben om Kristus.

Kolossenserbrevet 2,6-3,4:

Han går derefter over til en formaning imod dem, der fører dem vild, disse falske lærere med en tom, bedragerisk filosofi, der bygger på verdslig visdom, og som ser bort fra sandheden om Kristi stilling som den, i hvem hele den guddommelige pleroma bor, og om deres forhold til ham, forenet med ham ved dåben; oprejst gennem troen; gjort levende og tilgivet; og som lærer, at man er forpligtet til at overholde forskellige lovbestemte skikke, streng askese og engledyrkelse. Denne formaning afsluttes med en appel om, at de som Kristi egne ikke vil underkaste sig disse menneskelige forskrifter, som er unyttige, især sammenlignet med Kristi kraft gennem opstandelsen.

Kolossenserne 3,5-17:

Praktiske formaninger følger om virkelig at døde kødet med dets kendetegn og erstatte det med et nyt liv i fællesskab, kærlighed og fred.

Kolossenserne 3,18-4,1:

Formaning om at opfylde sociale forpligtelser som hustruer, mænd, børn, forældre, slaver og herrer.

Kolossenserne 4,2-6:

Formaning til from og årvågen bøn.

Kolossenserne 4,7-18:

Hilsener og afsluttende hilsen.

LITTERATUR.

Lightfoot, Paul's Epistles to the Colossians and Philemon; Abbott, Ephesians and Colossians, International Critical Commentary; Peake, Colossians, Expositor's Greek Testament; Maclaren, Colossians, Expositor's Bible; Alexander, Colossians and Ephesians, Bible for Home and School; Moule, Colossians, Cambridge Bible; Haupt, Meyer's Krit. u. Exeg. Kom.; von Soden, Hand-Kom. zum New Testament.

C. S. Lewis