|| I. TITEL

II. OMFANG

III. BØGERNES KARAKTER OG PLADS I DEN HEBRAISKE KANON

1. Formål

2. Oplysningernes karakter

IV. HISTORISK VÆRDI

1. Behandling af historiske oplysninger

2. Kronologi

3. De assyriske optegnelsers værdi

4. Plan

V. TILBLIVELSE

1. Bøgernes art

2. Kilder

3. Kents skema

4. Jahvisten (Jahwist) og Elohisten (E)

VI. DATERING

LITTERATUR

I. Titel.

Den hebraiske titel lyder melakhim, "konger"; inddelingen i bøger bygger på Septuaginta, hvor Kongebøgerne nummereres som 3. og 4. Kongebog, Rigernes bøger (Basileion), mens Samuelsbøgerne nummereres som henholdsvis 1. og 2. Adskillelsen på hebraisk i 2 Kongebøger stammer fra Daniel Bombergs rabbinske bibel (Venedig, 1516-17), som tilføjer i en fodnote: "Her begynder ikke-jøderne (dvs. de kristne) den 4. Kongebog." Den hebraiske kanon behandler de 2 Samuelsbøger som én bog og de 2 Kongebøger som én. Derfor lyder både King James Version og Revised Version (britisk og amerikansk) ukorrekt: "The First Book of Kings"; selv brugen af artiklen er overflødig.gs (stadier) fra Jerusalem, som han kaldte Absaloms hånd." Efter al sandsynlighed var denne "søjle" en grov, opretstående sten--en matstsebhah--men dens sted er gået tabt. Den traditionelle græsk-egyptiske grav, måske fra 100-200 f.Kr., som er hugget ud af klippen på den østlige side af Kedrondalen, er åbenlyst fejlagtigt kaldt "Absaloms søjle", og Kedronkløften (nachal) kan ikke være Kongens Dal (`emeq).

II. Omfang.

Kongebøgerne indeholder 47 kapitler (I, 22 kapitler; II, 25 kapitler) og dækker perioden fra Adonijas sammensværgelse og Salomos tronbestigelse (975 f.Kr.) til Jojakins frigivelse efter eksilets begyndelse (561 f.Kr.). Stoffet kan grupperes under bestemte overskrifter, såsom Davids sidste dage (1 Kong 1); Salomo og hans tid (1 Kong 2,12-11); Nordriget frem til Assyriens komme (1 Kong 12,16-2) (937-722 f.Kr.), herunder 9 dynastiske skifter; Sydriget frem til Babylons komme (1 Kong 12,1-2, hvor de to rigers annaler gives som parallelle optegnelser indtil Israels fald) (937-586 f.Kr.), i hvilken tid kun ét dynasti, Davids, sad på tronen; eksilperioden frem til 561 f.Kr. (2 Kong 25,22-30). En enklere oversigt, Drivers, ville være:

(1) Salomo og hans tid (1 Kong 1);

(2) Israel og Juda indtil Israels fald (1 Kong 1); Juda indtil Jerusalems fald (586 f.Kr.) og fangenskabet indtil Jojakins frigivelse (561 f.Kr.) (2 Kong 18-25).

"Frem for alt er der tre træk i historien, som i forfatterens tanke er af allerstørste betydning, sådan som det fremgår af den vægt, han giver dem i sin fortælling.

(1) Davids dynasti er udstyret med en særlig værdighed. Dette havde to sider. Det pegede tilbage på Guds udvælgelse af folket i fortiden og gav garantien for en ubegrænset national fortsættelse i fremtiden. Løftet om 'Davids sikre nådegaver' var en stærk samlende indflydelse i eksilet.

(2) Templet og dets tjeneste, som forfatteren nærede en så særlig agtelse for, bidrog i høj grad til den form for national karakter, der kendetegnede senere tider. Trods alle ulemperne og forvanskningerne af den rene gudsdyrkelse fandtes her den fastsatte, regelmæssige udførelse af hellige ritualer, udviklingen og ordningen af præstelig orden og rituel lov, som prægede den senere jødedom så fast.

(3) Frem for alt var dette den gammeltestamentlige profetis blomstringstid. Selv om der siges mere om mænd som Elias og Elisa, der ikke har efterladt sig skrevne ord, må vi ikke glemme de før-eksilske profeters stræben, hvis skrifter er kommet ned til os--mænd som, trods herskeres modstand og folkets ligegyldighed, vidnede om det moralske grundlag, som folket var konstitueret på, hævdede Guds retfærdighed, irettesatte synd og fremholdt det ideal, som folket var kaldet til."--Robertson, Temple B D, 369 f.

III. Bøgernes karakter og plads i den hebraiske kanon.

Kongebøgerne indeholder meget historisk materiale, men det historiske er dog ikke deres primære formål. Det, der i vores engelske bibler går for at være historiske bøger, er i den hebraiske kanon profetiske bøger; Josvabogen, Dommerbogen, 1 Samuel, 2 Samuel, 1 Kongebog og 2 Kongebog klassificeres som de "tidligere profeter".

1. Formål:

Disse bøgers hovedsigte er belærende: at formidle store moralske lærdomme, understøttet af velkendte eksempler fra folkets historie og fra dets heltes og lederes liv. Følgelig har vi her en slags historisk øgruppe, mere sammenhængende end i Pentateuken, men dog en, der kræver meget overbygning og mange formodninger i detaljerne.

2. Oplysningernes karakter:

Det historiske stof omfatter, når det gælder Israels konger, regeringstidens længde og døden; når det gælder Judas konger, medtages også alderen ved tronbestigelsen, moderens navn og omtale af begravelsen. Begyndelsen på regeringstiden dateres i hvert enkelt tilfælde ud fra et tidspunkt i den samtidige herskers regering, f.eks. 1 Kong 15,1: "I kong Jeroboam, Nebats søns, 18. år begyndte Abijam at herske over Juda."

IV. Historisk værdi.

1. Behandling af historiske oplysninger:

Disse bøger indeholder en stor mængde autentiske oplysninger og må, sammen med de andre bøger i denne gruppe, som udgør en samtidig fortælling, Josva, Dommerbogen, 1 Samuel, 2 Samuel, tillægges høj rang blandt oldtidens dokumenter. Ganske vist er den etiske og religiøse værdi den første og højeste; ikke desto mindre må de historiske kendsgerninger regnes for det, de virkelig er værd. Uoverensstemmelser og modsætninger må forklares ved, at historiske detaljer underordnes bøgernes moralske og religiøse formål, og ved mangfoldigheden af de kilder, hvorfra disse oplysninger er hentet; det vil sige, at samlerne og redaktørerne af Kongebøgerne, som de nu foreligger, ikke arbejdede for at skabe en sammenhængende, fortløbende historisk fremstilling, men for at skabe en stor etisk og religiøs afhandling. Det historiske materiale er kun underordnet og indført som illustration og bekræftelse. For den orientalske tankegang udgør disse historiske eksempler, snarere end den moderne logiks strenghed, det uimodsigelige argument.

2. Kronologi:

Der kan ikke siges lige så meget om bøgernes kronologiske værdi. Således er der f.eks. et spørgsmål om tidspunktet for afslutningen på Akaz' regering. Ifølge 2 Kong 18,10 faldt Samaria i det 6. år af Hizkijas regering. De konger, som fulgte efter Hizkija, udgør tilsammen 110 år; 586 plus 110 plus 29 (Hizkija, 2 Kong 18,2) = 725. Men i 2 Kong 18,13 får vi at vide, at Sankeribs invasion kom i det 14. år af Hizkijas regering. Så giver 701 plus 14 = 715. Med dette sidste stemmer beretningen om Hizkijas sygdom (2 Kong 2). Som forklaring på 2 Kong 18,13 hævder nogle imidlertid, at forfatteren har trukket de 15 år i 2 Kong 20,6 fra de 29 år af Hizkijas regering. Endvidere får vi f.eks. i 1 Kong 6,1 at vide, at Salomo begyndte at bygge templet 480 år »efter at Israels børn var kommet ud af Egyptens land« (Septuaginta læser her 440 år). Dette ville give 12 generationer på hver 40 år mellem Moses og David. Men hvis udvandringen regnes til Merenptahs regeringstid, 1225-1215 f.Kr., og begyndelsen på opførelsen af templet til 975 f.Kr. eller senere, kan vi ikke få mere end (1225-975) 250 år ud af det. Desuden, hvis den samlede længde af regeringstiderne i Israel og Juda, som de er optegnet i de parallelle beretninger i Kongebøgerne, lægges sammen for de to riger, stemmer de to summer ikke overens. Og endvidere er det ikke sikkert, om hebræerne i deres annaler foruddaterede eller efteruddaterede deres kongers regeringstider, dvs. om året for en konges død blev regnet som hans sidste år og som det første år af hans efterfølgers regering, eller om det følgende år blev regnet som den efterfølgende konges første år (sammenlign Curtis i H D B, I, 400, 1, f; Marti i E B, I, sp. 777 ff.).

3. Værdien af assyriske optegnelser:

Babylonierne og assyrerne var dygtigere og mere omhyggelige kronologer, og det er ved henvisning til deres beretninger om de samme eller om samtidige begivenheder, at man finder sikkert fodfæste. Derfor har sådanne monumenter som dem fra Shalmaneser IV og Sankerib værdi – og her bør også Mesha-stenen nævnes.

4. Plan:

Bøgernes plan er overvejende kronologisk, skønt materialet til tider er ordnet i grupper (f.eks. 2 Kong 2,1-8, Elisa-fortællingerne).

V. Tilblivelse.

1. Bøgernes karakter:

Kongebøgerne har karakter af en samling. Samleren har tilvejebragt en ramme, hvori han har ordnet det historiske stof, der er hentet fra andre kilder. Der er kronologiske oplysninger, henvisninger til autoriteter, vurderinger af de enkelte herskeres karakter og gerninger samt moralske og religiøse belæringer, draget af herskernes holdning i religiøse anliggender, især over for hedenske kulter. Synsvinklen er profeternes i det nationale parti, vendt mod fremmed indflydelse. »Både i synsvinkel og i ordvalg viser samleren sig at være stærkt påvirket af Femte Mosebog.« (Hovedredaktøren betegnes RD, dvs. deuteronomistisk redaktør.) Den deuteronomiske lov var prøvestenen, og efter sin loyalitet mod eller sit frafald fra denne norm står hver konge godkendt eller fordømt. Denne indflydelse ses også i passager, hvor redaktøren tager sig friheder ved at udvide og tilpasse materialet. Der er en tydelig gentagelse af vendinger, som ellers hovedsagelig eller endda udelukkende forekommer i Femte Mosebog eller i bøger, der viser deuteronomisk indflydelse (Burney i H D B, II, 859 f). I 2 Kong 2 har vi en prøvelse af folket efter de samme normer; sammenlign også 1 Kong 2,3 f.; 9,1-9; 2 Kong 14,6; 5 Mos 24,16.

2. Kilder:

I talrige tilfælde angives kilderne, som »bogen om Salomos gerninger« (1 Kong 11,41), »Judas kongers krøniker« (1 Kong 14,29), »Israels kongers krøniker« (1 Kong 15,31). Omkring tyve eller flere af disse kilder nævnes ved titel i de forskellige bøger i Det Gamle Testamente. Således »seeren Samuels historie«, »profeten Natans historie«, »seeren Gads historie« (1 Krøn 29,29); »profetien af Akija fra Shilo«, »seeren Iddos syner om Jeroboam, Nebats søn« (2 Krøn 9,29; sammenlign 2 Krøn 12,15; 2 Krøn 13,22; 2 Krøn 20,34; 2 Krøn 32,32). Således nævnes »bogen om Israels konger« 17 gange (for alle konger undtagen Joram og Hosea); »bogen med Judas kongers krøniker« nævnes 15 gange (for alle undtagen Akazja, Atalja, Joakaz, Jojakin og Sidkija). Om samleren selv gik til arkiverne eller til et værk, der byggede på arkiverne, er stadig et spørgsmål.

3. Kents skema:

Kent, Student's Old Testament (II, oversigt, og s. ix-xxvi), giver følgende skema til at vise kilderne:

(1) Tidlige fortællinger om arken (ca. 950 f.Kr. eller tidligere), Saul-fortællinger og David-fortællinger (950-900 f.Kr.) blev forenet (ca. 850 f.Kr.) til tidlige judæiske Saul- og David-fortællinger. Med disse sidste blev der (ca. 600 f.Kr.) kombineret folkelige judæiske David-fortællinger (ca. 700 f.Kr.), senere efraimitiske Samuel-fortællinger (ca. 650 f.Kr.) og meget sene folkelige profetiske traditioner (650-600 f.Kr.) i en første udgave af Samuelsbøgerne.

(2) Salomos annaler (ca. 950 f.Kr.) og tidlige tempeloptegnelser (950-900 f.Kr.) blev forenet (ca. 800 f.Kr.) med folkelige Salomo-traditioner (850-800 f.Kr.) i en »Bog om Salomos gerninger«. En Jeroboam-historie (900-850 f.Kr.), en Akab-historie (ca. 800 f.Kr.) og en Jehu-historie (ca. 750 f.Kr.) blev forenet med Israels annaler (efter 950 til ca. 700 f.Kr.) i »Israels kongers krøniker« (700 eller senere). Tidlige efraimitiske Elisa-fortællinger (800-750 f.Kr.), påvirket af en Samaria-kreds af Elisa-fortællinger (750-700 f.Kr.) og en Gilgal-kreds af Elisa-fortællinger (700-650 f.Kr.), blev omkring 600 f.Kr. føjet sammen med »Bog om Salomos gerninger« og »Israels kongers krøniker« i en »første udgave af Kongebøgerne«.

(3) Den første udgave af Samuel, den første udgave af Konger og Esajas-fortællinger (før 550 f.Kr.) blev forenet (ca. 550 f.Kr.) i en endelig revision af Samuel og Konger.

(4) Fra »Judas annaler« (før 900 til 650 f.Kr. eller senere), tempeloptegnelser (før 850 til efter 650 f.Kr.) og en Hizkija-historie (ca. 650 f.Kr.) blev der hentet materiale til »Judas kongers krøniker« (ca. 600 f.Kr.).

(5) Fra dette sidste værk og den endelige revision af Samuel og Konger blev der hentet materiale til en »Midhrash over bogen om Israels og Judas konger« (ca. 300 f.Kr.), og fra dette værk, den endelige revision af Samuel og Konger samt en mulig tempelhistorie (efter 400) – som selv stammede fra den endelige revision af Samuel og Konger – kom Krønikebøgerne (ca. 250 f.Kr.).

4. Jahvisten (Jahwist) og Elohisten (E):

Skellene mellem Pentateukens store dokumenter træder ikke så tydeligt frem her. Sammenfatningen, »epitome«, er en jødisk redaktørs værk; de længere fortællinger (f.eks. 2 Krøn 1; 2 Krøn 14-21) »er skrevet i en klar og ren hebraisk stil, skønt nogle af dem udviser små ejendommeligheder i ordvalg, uden tvivl (delvis) på grund af deres nordisraelitiske oprindelse« (E). Forfatterne til disse fortællinger menes at have været profeter, i de fleste tilfælde fra Nordriget.

VI. Datering.

Der er talrige data, som har betydning for dateringen af Kongebøgerne, og tegn på forskellige dateringer viser sig i bøgerne. De afsluttende vers fører historien ned til fangenskabets 37. år (2 Kong 25,27); men forfatteren, der indarbejdede sit materiale, var tilsyneladende ikke omhyggelig med at tilpasse dateringerne til sin egen tid, som i 1 Kong 8,8; 1 Kong 12,19; 2 Kong 8,22; 2 Kong 16,6, der henviser til forhold, som forsvandt med eksilet. Værket blev sandsynligvis sammensat før Jerusalems fald (586 f.Kr.) og blev revideret under eller kort efter eksilet og også suppleret med tilføjelsen af beretningen om det judæiske riges undergang. Der er spor af en eftereksilsk hånd, som f.eks. omtalen af »Samarias byer« (1 Kong 13,32), hvilket antyder, at Samaria var en provins, hvad det først blev efter eksilet. Eksistensen af altre rundt om i landet (1 Kong 19,10) og helligdommen på Karmel var ulovlige ifølge den deuteronomiske lov, ligesom også det råd, der blev givet til Elisa (2 Kong 3,19), om at fælde frugttræerne i krigstid, var det; (5 Mos 20,19).

LITTERATUR.

K. Budde, Das Buch der Richter, Mohr, Leipzig; John Skinner, »Kings«, i New Century Bible, Frowde, New York; C.F. Burney, Notes on the Hebrew Text of the Books of Kings, Clarendon Press, Oxford; 1903; R. Kittel, Die Bucher der Konige, Vandenhoeck and Ruprecht, Leipzig, 1900; I. Benzinger, Die Bucher der Konige, Mohr, 1899; C.F. Kent, Student's Old Testament, Scribner, 1905; S.R. Driver, Introduction to the Literature of the Old Testament, Scribner, ny revideret udgave, 1910; J.E. McFadyen, Introduction to the Old Testament, Armstrong, New York, 1906; Carl H. Cornill, Einleitung in die kanonischen Bucher Altes Testament, Mohr, 6. udgave, 1908; A. F. Kirkpatrick, The Divine Library of the Old Testament, Macmillan, 1891.

Wallace N. Stearns