(qir moa'-abh; Septuaginta har to teichos, "muren", "fæstningen"):

1. Identifikation:

Navnet, i det mindste i denne form, forekommer kun én gang (Es 15,1) som navnet på en by i Moab. Den nævnes sammen med Ar i Moab, som den muligvis kan være identisk med, eftersom `ar eller `ir er den hebraiske ækvivalent til det moabitiske Qir. Targum læser derfor "Kerak i Moab". Der kan ikke være nogen tvivl om, at det Kerak, der her menes, repræsenteres af den moderne by af samme navn, som Kir i Moab følgelig næsten universelt identificeres med. Den må altid have været et sted af betydning. Den nævnes som Charakmoba (Karakmoba) i akterne fra kirkemødet i Jerusalem (536 e.Kr.) og af de tidlige geografer. Den beherskede den store karavanevej, der forbandt Syrien med Egypten og Arabien. Korsfarerne rettede derfor deres opmærksomhed mod den og holdt den besat fra 1167, indtil den igen faldt i muslimernes hænder under Saladin i 1188. Krønikeskriverne omtaler den som beliggende i el Belqa og som hovedbyen i Arabia Secunda. Under navnet Petra Deserti grundlagde korsfarerne her et bispesæde. Den græske biskop af Petra har stadig sit sæde i Kerak.

2. Beskrivelse:

Kerak ligger på en høj bjergudløber, der skyder sig mod vest fra Moabs højslette, med Wady `Ain Franjy mod syd og Wady el-Kerak mod nord, omkring 10 miles fra Det Døde Hav. Bjergets sider falder stejlt ned i disse dybe kløfter, som straks mod vest forenes, og som Wady el-Kerak løber den store sænkning mod nordvest til havet. Det er en stilling med stor naturlig styrke, idet den kun er forbundet med højlandet mod øst ved en smal hals. Den ligger 3.370 fod over havets overflade. Bjergene på den anden side af de tilstødende dale er meget højere. Stedet var omgivet af en stærk mur med fem tårne, som stadig kan spores i hele dens længde. Det nordligste tårn er velbevaret. Den mest interessante bygning i Kerak er den vældige borg på sydsiden. Den er adskilt fra den tilstødende høj til højre ved en stor kunstig voldgrav, og den er forsynet med et reservoir. En voldgrav løber også langs fæstningens nordside, og mod øst har muren en skrånende eller affaset base. Borgen er således adskilt fra byen. Murene er meget tykke og er velbevarede. Under borgen ligger et kapel, hvor spor af fresker stadig er synlige. I oldtidens krigsførelse må stedet have været praktisk talt uindtageligt. Man kunne kun komme ind ad to veje, der gik gennem tunneler hugget i klippen. Den største fare må altid have været svigtende vandforsyning. Der findes kilder umiddelbart uden for byen, men de alene ville ikke være tilstrækkelige. Derfor blev der anlagt store cisterner i byen og også i borgen. De halvnomadiske indbyggere i Kerak tæller i dag omkring 1.140 familier (Musil, Arabia Petrea, III, 97). Den græske kirke gør krav på omkring 2.000 sjæle; resten er muslimer. De er et vildt og frygtløst folk, ikke særlig tilbøjelige til at behandle fremmede med høflighed og venlighed. I foråret 1911 var byen centrum for en opstand mod regeringen, som ikke blev slået ned, før meget blod var blevet udgydt.

W. Ewing