Krone
På engelsk: Crown
Easton's Bible Dictionary
Betegner guldpladen foran på ypperstepræstens turban (2 Mos 29,6; 39,30). Det samme hebraiske ord, der gengives sådan (ne’zer), betegner det diadem, Saul bar i kamp (2 Sam 1,10), og også det, der blev brugt ved Joashs kroning (2 Kong 11,12).
Det mere almindelige hebraiske navn for en krone er ’atarah, som betyder en “ring” eller “krans.” Det bruges om kroner og hovedprydelser af forskellig slags, herunder kongelige kroner. Sådan var den krone, David tog fra Ammons konge (2 Sam 12,30). Den krone, de assyriske konger bar, var en høj turban, undertiden prydet med blomster. Der findes også skulpturer, som viser de kroner, de tidlige egyptiske og persiske konger bar. Undertiden omgav et diadem den kongelige hovedbeklædning med to eller tre bånd. Dette betød sandsynligvis, at bæreren havde herredømme over to eller tre lande. I Åb 12,3; 13,1 læser vi om “mange kroner,” et tegn på vidtstrakt herredømme.
Den gamle persiske krone (Est 1,11; 2,17; 6,8) blev kaldt kether, dvs. “en krans,” en høj hue eller tiara. Kroner blev undertiden båret som udtryk for ære og magt (Ez 23,42). De blev båret ved bryllupper (Højs 3,11; Es 61,10, “prydelser;” RV: “en krans”) og ved fester og offentlige højtider.
Hos romerne og grækerne var kronen et symbol på sejr og belønning. Den krone eller krans, som sejrherrerne i de olympiske lege bar, var lavet af blade fra det vilde oliventræ; i de pythiske lege af laurbær; i de nemeiske lege af persille; og i de isthmiske lege af fyr. Romerne tildelte “borgerkronen” til den, der reddede en borgers liv. Den var lavet af egeblade. Som modsætning til alle disse visnende kroner taler apostlene om den uforgængelige krone, livets krone (Jak 1,12; Åb 2,10), “som ikke visner” (1 Pet 5,4, gr. amarantinos; jf. 1,4). Sandsynligvis blev ordet “amaranth” brugt om blomster, vi kalder “evighedsblomster,” den “udødelige amarant.”
International Standard Bible Encyclopedia
kroun: Ordet krone i Det Gamle Testamente er en oversættelse af fem forskellige hebraiske ord, og i Det Nye Testamente af to græske ord. Disse udtrykker flere forskellige betydninger og skal undersøges for at fastslå dem.
1. På hebraisk:
De fem hebraiske ord er følgende:
(1) qodhqodh, fra qadhadh;
(2) zer, fra zarar;
(3) nezer, eller nezer, begge fra nazar;
(4) aTarah, fra `atar;
(5) kether, fra kathar.
(1) Qodhqodh betyder "kronestykket på hovedet" og bliver også i King James Version gengivet som "hovedets top", "hovedbund", "isse". Det kommer fra qadhadh, som betyder "at skrumpe ind", "at trække sammen", eller at bøje kroppen eller halsen i høflighed. Både den reviderede engelske udgave (britisk og amerikansk) og American Standard Revised Version gengiver det som "krone" i 5 Mos 28,35 og 33,16 i stedet for "top" som i King James Version. Jakob siger i sin profeti om hans sønner: "Din faders velsignelse ... skal komme over Josephs hoved og over kronestykket af ham, der er fyrste blandt sine brødre" (1 Mos 49,26, American Revised Version, randnote). Andre steder er: 5 Mos 33,20; 2 Sam 14,25; Job 2,7; Es 3,17; Jer 2,16; Jer 48,45. Gengivet som "hovedbund" i Sl 68,21 og "isse" i Sl 7,16.
(2) Zer betyder et "chaplet", noget der spredes omkring toppen som en lister langs kanten, og på grund af dets kranseagtige udseende kaldet en krone. "Det som presser, binder" (BDB). Kommer fra zarar, som betyder "at spredes" eller "at sprede sig". Det bruges i 2 Mos 25,11; 2 Mos 25,24; 2 Mos 25,25; 2 Mos 30,3; 2 Mos 30,1; 2 Mos 37,2; 2 Mos 37,11; 2 Mos 37,12; 2 Mos 37,26; 2 Mos 37,27.
(3) Nezer betyder noget "sat til side"; dvs. en dedikation til præsteembedet eller indvielsen af en Nasirær, dermed et chaplet eller bånd som symbol på sådan helliggørelse. Ordet bliver i King James Version gengivet som "krone", "helliggørelse", "adskillelse", "hår". Kommer fra nazar, som betyder "at holde sig borte" fra urenhed, også fra drikke og mad, mere bestemt "at sætte til side" til hellige formål, dvs. "at adskille", "at hellige", "at indvie". Det findes i 2 Mos 29,6; 2 Mos 39,30; 3 Mos 8,9; 3 Mos 21,12; 2 Sam 1,10; 2 Kong 11,12; 2 Krøn 23,11; Sl 89,39; Sl 132,18; Ordsp 27,24; Zak 9,16.
(4) `ATarah betyder en krone i sædvanlig forstand. Kommer fra `aTar, som betyder "at omgive", som i krig til offensiv eller defensiv; også faktisk og overført "at krone". Nogle gange gengivet som "at omgive". Det bruges i 2 Sam 12,30; 1 Krøn 20,2; Est 8,15; Job 19,9; Job 31,36; Sl 21,3; Ordsp 4,9; Ordsp 12,4; Ordsp 14,24; Ordsp 16,31; Ordsp 17,6; Højs 3,11; Es 28,1; Es 28,3; Es 28,1; Es 62,3; Jer 13,18; Klag 5,16; Ez 16,12; Ez 21,26; Ez 23,42; Zak 6,11; Zak 6,14; "kronet", Højs 3,11; "kroner", Sl 65,11; "kroner", Sl 103,4. Den reviderede engelske udgave (britisk og amerikansk) gengiver "kronet" i Sl 8,5 som "du har kronet". American Standard Revised Version foretrækker at gengive "kronende" i Es 23,8, "den som giver kroner".
(5) Kether betyder et "bånd" eller "en diadem". Fra kathar, som betyder "at lukke inde": som en ven, "at krone"; som en fjende, "at belejre". Forskelligt oversat som "omringet", "lukket inde", "lide", "omgivet". Findes i Est 1,11; Est 2,17; Est 6,8; "kronet" i Ordsp 14,18.
2. På græsk:
De to græske ord i Det Nye Testamente, som bliver oversat med krone, er:
(1) stephanos, fra stepho, og
(2) diadema, fra diadeo, "at binde omkring".
(1) Stephanos betyder et chaplet (kranser) af blade eller bladlignende guld, brugt til bryllupper og festlige lejligheder, og som udtrykker offentlig anerkendelse af sejr i løb, spil og krig; også overført som belønning for effektivt kristelig liv og tjeneste (se Spil). Dette symbol var mere iøjnefaldende og indviklet end det enkle bånd. Kun i Johannes' Åbenbaring kaldes stephanos "gylden". "Tornekronen", som Jesus bar, var et stephanos (vævet kranseværk) af torne; arten er ukendt (Matt 27,29; Mark 15,17; Joh 19,2; Joh 19,5). Lukas nævner det ikke. Uanset om det var tænkt som repræsentation af kongeskab eller sejr, var det en karikerisk krone. Stephanos findes i 1 Kor 9,25; Fil 4,1; 1 Thess 2,19; 2 Tim 4,8; Jak 1,12; 1 Pet 5,4; Åb 2,10; Åb 3,11; Åb 6,2; Åb 12,1; Åb 14,14; flertal i Åb 4,4; Åb 4,10; Åb 9,7; "kronet" i 2 Tim 2,5; Hebr 2,9; "du kronede" i Hebr 2,7.
(2) Diadema er ordet for "diadem", fra dia (omkring) og deo (bundet), dvs. noget der er bundet omkring hovedet. På de tre steder hvor det optræder (Åb 12,3; Åb 13,1; Åb 19,12) gengiver både den reviderede engelske udgave (britisk og amerikansk) og American Standard Revised Version det ikke som "kroner" men som "diademerne", og gør således skelnen mellem stephanos og diadema, hvilket hverken King James Version eller Septuaginta gør (se Trench, Synonymer i Det Nye Testamente). Ifølge Thayer blev sondringen ikke iagttaget i hellenistisk græsk. "Diademerne" er på dragen (Åb 12,3), dyret (Åb 13,1) og på Rytteren på den hvide Hest, "den Trofaste og Sande" (Åb 19,12). I hvert fald er "diademerne" symbolske for magt til at regere.
3. Brug og betydning:
Der er fem anvendelser af kronen som set i de bibelsteder der er undersøgt, nemlig pyntning, helliggørelse, kroning, ophøjelse og belønning. (1) Pyntning.
Zer fra 2. Mosebog, for så vidt det overhovedet var en krone, var til udsmykning, dets placering ikke syntes at angive noget praktisk formål. Disse små bølgede guldlister, brugt til møblering af Moses' helligteltet, blev anbragt omkring
(a) skuebrødenes bord (2 Mos 25,24; 2 Mos 37,11);
(b) pagts-arken (2 Mos 25,11; 2 Mos 37,2);
(c) røgelsesalteret (2 Mos 30,3; 2 Mos 30,1; 2 Mos 37,26; 2 Mos 37,27). Disse kroners placering er et omdiskuteret spørgsmål blandt arkæologer. Deres formål ud over udsmykning er ikke kendt. Det omsluttende guld kunne betegne taknemlighed, ligeværd og varig værdi.
(2) Indvielse.
Nezer havde en dobbelt anvendelse som indvielseskrone:
(a) Den blev anbragt som et pandeblad på ypperstepræstens turban og bundet fast med en blå snor (2 Mos 39,30). Præstekronen var et fladt stykke rent guld med indskriften: "Hellig for Jahve," hvilket betegnede præstens indvielse som folkets repræsentant (2 Mos 29,6; 3 Mos 8,9).
(b) På samme måde blev den hebraiske konge (2 Kong 11,12) udskilt af Gud ved at bære en kongelig nezer på sit hoved; om den var af silke eller guld, ved vi ikke. Den var besat med ædelsten (Zak 9,16) og var let nok til at blive taget med i kamp (2 Sam 1,10).
(3) Kroning.
Den almindelige brug af kronen. Der var tre slags kongekroner, som blev brugt ved kroningshandlinger:
(a) Nezer, eller indvielseskronen, som er omtalt ovenfor, var den eneste, der blev brugt ved kroning af hebraiske konger. Hvad der synes at være en undtagelse, er tilfældet med Josva, som repræsenterede både præst og konge (Zak 6,11 American Revised Version, randnote).
(b) `aTarah, og
(c) kether blev brugt ved kroning af fremmede monarker.
Ingen anden konge end en hebræer kunne bære en nezer--en "Hellig for Jahve"-krone. Det er fortalt, at David dristede sig til at sætte kong Malkams `atarah på sit eget hoved (2 Sam 12,30 American Revised Version, randnote). Kether, eller den juvelbesatte turban, var den persiske konges og dronnings krone (Est 1,11; Est 2,17; Est 6,8).
(4) Ophøjelse.
`atarah, stephanos og diadema blev brugt som ophøjelseskroner. Stephanos var den sædvanlige ophøjelseskrone for sejrherrer i idrætslege, for bedrifter i krig og for ærespladser ved fester. `atarah blev båret ved festmåltider (Højs 3,11; Es 28,1; Es 28,3), sandsynligvis i form af en blomsterkrans; også som en æres- og sejrskrone (Ez 16,12; Ez 21,26; Ez 23,42). Stephanos er den ophøjelseskrone, der gives til Kristus (Åb 6,2; Åb 14,14; Hebr 2,9). "Ophøjelse var det logiske resultat af Kristi ydmygelse" (Vincent). Den apokalyptiske kvinde og græshopperne modtager dette ophøjelsens emblem (Åb 12,1; Åb 9,7). Den symbolske drage og dyret ophøjes, idet de bærer diadema (Åb 12,3; Åb 13,1). Den sejrende Kristus har "på sit hoved .... mange diademer" (Åb 19,12). Se desuden Tertullian, De corona.
(5) Belønning.
Paulus, der var vidne til væddeløb og idrætslege, greb synet af kransede sejrherrer, glødende af belønningen for oprigtig anstrengelse. Se idrætslege. Han så også den udholdende, trofaste kristne ved afslutningen af sit hårdt vundne løb bære den symbolske stephanos af glæde (1 Thess 2,19 KJV), af retfærdighed (2 Tim 4,8), af herlighed (1 Pet 5,4), af liv (Jak 1,12; Åb 2,10). Paulus' medkristne var hans glæde og stephanos (Fil 4,1), "som Paulus med rette kunne rose sig af" (Ellicott). Længe før Paulus så hans hebraiske forfædre herlighedens `aTarah (Ordsp 4,9) og en god hustrus, børnebørns, rigdoms og en fredelig alderdoms `aTarah (Ordsp 12,4; Ordsp 14,24; Ordsp 16,31; Ordsp 17,6). For henvisninger til apokryferne se 1 Makk 10,29; 11,35; 13,39.
William Edward Raffety
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).