I. TEKST, ÆGTHED OG DATERING

1. Indre vidnesbyrd

2. Ydre vidnesbyrd

3. Datering

II. OVERSIGT OVER BEGIVENHEDERNE

III. DEN NYE SITUATION

1. Forbryderen

2. De falske lærere

3. Det smertefulde besøg

4. Det strenge brev

IV. HISTORISK REKONSTRUKTION

V. BREVETS INTEGRITET

1. 2 Korintherbrev 6,14-7,1

2. 2 Korintherbrev 10,1-13,10

VI. BREVETS INDHOLD

1. 2 Korintherbrev 1-7

2. 2 Korintherbrev 8-9

3. 2 Korintherbrev 10-13

VII. BREVETS VÆRDI LITTERATUR

I. Tekst, ægthed og datering.

1. Indre vidnesbyrd:

Sammenlign det, der allerede er sagt i den foregående artikel. I de to vigtige uncialhåndskrifter fra det 5. århundrede, Codex Alexandrinus (A) og Codex Ephraemi (C), mangler dele af teksten. Hvad ægtheden angår, bevidner det indre vidnesbyrd den meget levende. De karakteristiske elementer i paulinsk teologi og eskatologi, udtrykt i velkendte paulinske vendinger, er tydelige hele vejen igennem. Alligevel er brevet ikke læremæssigt eller undervisende, men et stærkt personligt dokument. Dets altopslugende interesse ligger i begivenheder, som på dette tidspunkt rystede Paulus og korintherne dybt, spændte deres forhold til bristepunktet og krævede kraftig handling fra Paulus' side. Vores ufuldkomne kendskab til omstændighederne hindrer nødvendigvis en fuldstændig forståelse, men henvisningerne til disse begivenheder og til andre i apostlens personlige historie er så naturlige og så åbenlyst fremsat i god tro, at der ikke opstår nogen tvivl i læserens sind om, at han befinder sig i virkelighedens sfære, og at den stemme, han hører, er stemmen fra den mand, hvis hjerte og nerver blev sønderrevet af de erfaringer, han gennemlevede. Uanset hvordan forskere kan være uenige om tekstens sammenhæng og integritet, er der ingen alvorlig uenighed blandt dem om, at alle dele af brevet er ægte skrifter af apostlen.

2. Ydre vidnesbyrd:

Udadtil er vidnesbyrdet fra den subapostolske tid, skønt ikke så hyppigt eller præcist som i tilfældet med Første Korintherbrev, stadig tilstrækkeligt klart til at fastslå brevets eksistens og brug i det 2. århundrede. Clemens af Rom tier, hvor man snarere kunne have forventet, at han ville bruge brevet (jf. Kennedy, Second and Third Corinthians, 142 ff); men det citeres af Polykarp (Ad Phil., ii.4 og vi.1) og i Brevet til Diognetus 5 12, mens det er rigeligt bevidnet af Irenæus, Athenagoras, Theophilus, Tertullian og Clemens af Alexandria.

3. Datering:

Det blev skrevet fra Makedonien (sandsynligvis fra Filippi), enten i efteråret samme år som Første Korintherbrev blev skrevet, 54 eller 55 e.Kr., eller i efteråret det følgende år.

II. Oversigt over begivenhederne.

Der er stor vanskelighed med hensyn til de omstændigheder, under hvilke brevet blev skrevet, og med hensyn til hele situationen mellem Første og Andet Korintherbrev. I Første Korintherbrev havde Paulus antydet sin hensigt om at besøge korintherne og tilbringe vinteren hos dem, idet han ville komme til dem gennem Makedonien (1 Kor 16,5-7; jf. også ApG 19,21). I 2 Kor 1,15; 2 Kor 1,16 henviser han til en noget anderledes plan: Korinth--Makedonien--Korinth--Judæa; og han beskriver denne tilbagevenden fra Makedonien til Korinth som en anden eller dobbelt velgerning. Men hvis denne plan, som han og hans venner havde regnet med, ikke var blevet fuldt gennemført, var det med god grund (2 Kor 1,17) og skyldtes ikke blot ustadighed eller letsindig ændring for at passe hans egen bekvemmelighed. Det var, fordi han ville “skåne” dem (2 Kor 1,23) og ikke komme til dem “igen med sorg” (2 Kor 2,1). Det vil sige, han havde været hos dem, men der havde været en så dyb forstyrrelse i deres forhold, at han foreløbig ikke vovede at risikere at vende tilbage; i stedet havde han skrevet et brev for at lodde og prøve dem, “af megen trængsel og hjertekval .... med mange tårer” (2 Kor 2,4). Gud ske tak, dette strenge brev havde opfyldt sin mission. Det havde fremkaldt sorg hos dem (2 Kor 2,2; 2 Kor 7,8; 2 Kor 7,9), men det havde bragt deres hjerter tilbage til ham med den gamle troskab, med stor renselse af dem selv, og frygt og længsel og nidkærhed (2 Kor 7,11). Der var imidlertid en periode, hvor han ventede på at få viden om dette udfald, og den var for ham en tid med intens bekymring; han havde endda nervøst fortrudt, at han havde skrevet, som han gjorde (2 Kor 7,5-8). Titus, som var draget til Korinth som hans repræsentant, skulle vende tilbage med en beretning om, hvordan dette strenge brev var blevet modtaget, og da Titus ikke mødte ham i Troas 2 Kor 2,13, havde han “ingen ro i sin ånd”, men skyndte sig ivrigt videre til Makedonien for at træffe ham desto før. Så kom svaret, og den utålelige byrde blev løftet fra hans sind. “Han, som trøster de ydmyge, nemlig Gud, trøstede” ham (2 Kor 7,6). Korintherne var blevet bevæget af en sorg efter Guds vilje og omvendelse (2 Kor 7,8), og himlen var igen klaret op med en næsten uventet lysstyrke. En, der havde krænket (2 Kor 2,5 og 2 Kor 7,12) -- men hvis forseelse ikke tydeligt angives -- var blevet tugtet af menigheden; ja, i omslaget i stemningen imod ham og i sympatien for apostlen var han blevet straffet så hårdt, at der var fare for at gå til en yderlighed og styrte ham i fortvivlelse (2 Kor 2,7). Paulus beder derfor om mildhed og tilgivelse, for at yderligere harme ikke kun skulle føre til en yderligere og sørgeligere uret (2,6-11). Men foruden denne krænker var der andre, sandsynligvis i hans følge, som havde ført et ubarmhjertigt angreb mod apostlen både mod hans person og mod hans lære. Han forsvarer sig alvorligt imod deres foragtelige anklager om kødelighed og fejhed (kapitel 10) og om snedig pengegriskhed (2 Kor 12,16; 2 Kor 12,17). En anden Jesus bliver prædiket, en anderledes ånd, et anderledes evangelium (2 Kor 11,4). De “anbefaler sig selv” (2 Kor 10,12), men er falske apostle, svigefulde arbejdere, Satans tjenere, som omskaber sig til Kristi tjenere (2 Kor 11,13; 2 Kor 11,14). Deres angreb bliver kraftigt afvist i en veltalende apologia (kapitlerne 11 og 12), og han erklærer, at når han kommer for tredje gang, vil de ikke blive skånet (2 Kor 13,2). Titus, ledsaget af andre velkendte brødre, skal igen være apostlens repræsentant 2 Kor 8,6; 2 Kor 8,17 ff. Ikke længe efter fulgte Paulus selv efter og aflagde således sit tredje besøg (2 Kor 12,14; 2 Kor 13,1), og han opfyldte i den grad sit oprindelige formål, at han tilbragte vinteren fredeligt i Korinth (jf. ApG 20,2; ApG 20,3; Rom 15,25-27 og 1 Kor 16,23).

III. Den nye situation.

Det er åbenbart, at vi står over for en ny og uventet situation, hvis udvikling ikke er klart defineret, og om hvilken vi ellers ikke har nogen informationskilde. For at belyse den er de vigtigste punkter, der kræver opmærksomhed:

(1) Henvisningerne til krænkeren i 2 Kor 2 og 7 og til de falske lærere, især i brevets senere kapitler;

(2) det smertefulde besøg, som der indirekte henvises til i 2,1; og

(3) brevet, der beskrives som skrevet med tårer og for en tid fortrudt (2,4; 7,8).

1. Krænkeren:

Den skyldige i 1 Kor 5,1-5 havde gjort sig skyldig i incest, og Paulus var bedrøvet over, at menigheden i Korinth ikke betragtede en forbrydelse med rædsel, som selv den hedenske verden ikke ville have tolereret. Hans dom i sagen var kompromisløs og den strengest mulige--at menigheden i højtidelig forsamling, i Herren Jesu navn og med hans magt, skulle overgive en sådan til Satan til kødets ødelæggelse. På den anden side er den skyldige i 2 Kor 2,5 ff en, som tydeligvis har forbrudt sig mindre afskyeligt og på en måde, der var mere personlig over for apostlen. Menigheden, som apostlen havde vakt til at vise, om de virkelig havde omsorg for ham og stod ved ham (2 Kor 2,9; 2 Kor 13,7), havde med et flertal ladet dadel ramme denne mand, og Paulus opfordrede nu til, at sagen ikke skulle føres videre, for at en overdrivelse af tugt ikke i virkeligheden skulle ende med en sejr for Satan. Det er ikke muligt at betragte sådanne henvisninger som anvendt på den forbrydelse, der behandles i Første Korintherbrev. Selv om udsagnene med vilje er tilslørede, synes det dog, at der var blevet rettet et personligt angreb mod apostlen; og da de "mange" i Korinth (2 Kor 2,6) omsider havde taget hans sag op, behandler Paulus derefter sagen i den storsindede ånd, som man kunne have ventet, at han ville udvise. Selv hvis den skyldige var den samme person, hvilket er højst usandsynligt, for han kan næppe være blevet bevaret som medlem, er sproget ikke et sprog, der kunne have været anvendt om den tidligere sag. Der har været en ny forseelse under nye omstændigheder. Apostlen var blevet dybt krænket i menighedens nærvær, og korintherne havde ikke spontant harmedes over uretten. Det er det, der sårede apostlen dybest, og hans alvorligste anliggende er at sikre deres forandring på dette punkt.

2. De falske lærere:

Særligt i de senere kapitler af Andet Korintherbrev findes der, som vi har set, beskrivelser af en modstand fra falske lærere, som ligger langt ud over noget, man møder i Første Korintherbrev. Der har vi ganske vist en partisindets ånd, forbundet med uværdig partiskhed over for enkelte prædikanter, men intet, der får os til at mistænke tilstedeværelsen af dybe og radikale forskelle, som undergravede evangeliet. Den almindelige enighed i vurderingen er, at denne modstand var af en judaiserende type, organiseret og fremmet af uforsonlige anti-paulinske udsendinge fra Israels land, som nu fulgte apostlens spor i Akaja, ligesom de gjorde i Galatien. Da de tilskrev sig selv et særligt forhold til Kristus selv ("Kristi mænd" og "Kristi tjenere", 2 Kor 10,7; 2 Kor 11,13), er det muligt, at Kristus-partiet i Første Korintherbrev (og muligvis Kefas-partiet) kan have bestået og dannet den kerne, som disse nyankomne byggede deres frygtindgydende modstand op omkring. Én mand synes at have været fremtrædende som deres leder (2 Kor 10,7; 2 Kor 10,11) og at have gjort sig særligt forhadt hos apostlen. Efter al sandsynlighed kan vi antage, at han var den skyldige i 2 Kor 2 og 7. Under hans indflydelse forsøgte modstanden frækt at ødelægge nådens evangelium ved personlige angreb på dets mest fremtrædende talsmand. Paulus blev fordømt som en opkomling og egennyttig person, blottet for enhver apostolisk myndighed, og han blev latterliggjort for det ringe indtryk, han gjorde personligt, i modsætning til de svulstige ord og formastelige krav i hans breve. Det er derfor klart, at der var opstået en dyb religiøs krise blandt korintherne, og at der var fare for, at deres tilknytning til Paulus og hans lære blev ødelagt.

3. Det smertelige besøg:

2 Kor 12,14 og 2 Kor 13,1; 2 Kor 13,2 taler om et tredje besøg, der stod umiddelbart for døren, og det sidstnævnte sted henviser også til et andet besøg, som allerede havde fundet sted; mens 2,1 tydeligt indebærer, at et besøg havde fundet sted af en så smertelig karakter, at apostlen aldrig ville vove at udholde et lignende. Da dette umuligt kan henvise til det første besøg, da menigheden blev grundlagt, og vanskeligt kan forstås som noget før Første Korintherbrev, der aldrig hentyder til en sådan erfaring, må vi konkludere, at henvisningen peger på mellemrummet mellem Første og Andet Korintherbrev. Det var da hævet over tvivl, at besøget "med sorg", som ydmygede ham (2 Kor 12,21) og efterlod så dybe sår, faktisk havde fundet sted. "Enhver eksegese," siger Weizsacker med rette, "som vil undgå den konklusion, at Paulus allerede havde været to gange i Korinth, er vilkårlig og kunstig" (Apostolic Age, I, 343). Sabatier (Apostle Paul, 172 note) anfører sin reviderede opfattelse: "Henvisningen her (2 Kor 2,1) er til et andet og ganske nyligt besøg, om hvilket han bevarede et meget sørgeligt minde, idet han regnede det blandt de bitreste prøvelser i sin apostolske karriere."

4. Det strenge brev:

Paulus taler ikke blot om et besøg, som var endt sørgeligt, men også om et brev, som han havde skrevet for at tage sig af de smertefulde omstændigheder og som en slags ultimatum, der skulle bringe hele sagen til en afgørelse (2 Kor 2,4; 2 Kor 7,8). Dette brev blev skrevet, fordi han i mellemtiden ikke turde betro sig selv til endnu et besøg. Han var så bedrøvet og ophidset, at han skrev det "med mange tårer"; efter at det var skrevet, fortrød han det; og indtil han kendte dets virkning, udholdt han en pine så skarp, at han skyndte sig til Makedonien for at møde sin sendebud, Titus, på halvvejen. Det er umuligt ved nogen fortolkningens strækning at henvise dette sprog til Første Korintherbrev, som i det store og hele er præget af en ånd af læremæssig ro og af en bevidsthed om venligt forhold til dets modtagere. Selv om der i det findes enkelte tegn på stærke følelser, er der bestemt intet, som vi kan forestille os, at apostlen kunne have ønsket at kalde tilbage. Alternativet har almindeligvis været at betragte dette som endnu et tilfælde af et tabt brev. Ligesom forfatteren til ApG synes at have været villig til, at selve det beklagelige besøg skulle synke i glemsel, således ville uden tvivl hverken Paulus eller korintherne være særlig ivrige efter at bevare et brev, som gav genlyd af vindstødene og stormene fra et sådant besøg. På den anden side er der opstået en stærk tendens til at betragte dette mellemliggende brev som i det mindste delvis bevaret i 2 Kor 10-13, hvis tone, som alle indrømmer, på en bemærkelsesværdig måde adskiller sig fra tonen i de foregående kapitler, og ikke let lader sig forklare. Flertallet af nyere forfattere synes tilbøjelige til at støtte denne opfattelse, som naturligt må overvejes under overskriften "Integritet."

IV. Historisk rekonstruktion.

Med henblik på en sådan fortolkning kan vi med betydelig sandsynlighed følge begivenhedernes forløb i intervallet mellem Første og Andet Korintherbrev på følgende måde: Efter afsendelsen af Første Korintherbrev nåede der apostlen nyheder af foruroligende karakter; sandsynligvis berettede både Titus og Timotheus, da de vendte tilbage fra Korinth, om den voksende trussel fra den modstand, som blev næret af det judaiserende parti. Paulus følte sig tvunget til straks at aflægge et besøg og fandt kun alt for sørgeligt, at forholdene ikke var blevet overdrevet. Modstanden var stærk og fuld af frækhed, og hele udviklingen gik ham imod. Over for menigheden blev han forvirret og hånet. Han vendte tilbage til Efesos og udgød sin harme i et strengt brev, som han sendte med Titus. Før Titus kunne vende tilbage, tog begivenhederne en katastrofal vending i Efesos, og Paulus blev tvunget til at forlade byen med livet i fare. Han drog til Troas, men da han ikke kunne vente tålmodigt dér på nyt om udfaldet i Korinth, sejlede han over til Makedonien og mødte Titus, muligvis i Filippi. Beretningen var heldigvis beroligende; flertallet af menigheden vendte tilbage til deres gamle hengivenhed, og den tunge sky af tvivl og bekymring blev fjernet fra apostlens sind. Derefter skrev han igen--det nuværende brev--og sendte det med Titus og andre brødre, mens han selv fulgte efter lidt senere og til sidst overvintrede i Korinth, sådan som han oprindelig havde planlagt. Hvis man mener, at intervallet mellem forår og efterår i samme år er for kort til disse begivenheder, må de to breve adskilles af en periode på næsten 18 måneder, således at Første Korintherbrev henføres til foråret 54 eller 55, og Andet Korintherbrev til efteråret 55 eller 56 e.Kr. (Med hensyn til rekonstruktionen bør der især henvises til Weizsackers Apostolic Age, engelsk oversættelse, I; til Sabatiers note til den engelske udgave (1893) af hans Apostle Paul; og til Robertsons artikel i Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind).)

V. Brevets integritet.

Selv om ægtheden af brevets forskellige dele næppe bestrides, er dets ensartethed meget omdiskuteret. Semler og nogle senere forfattere, heriblandt Clemen (Einheitlichkeit), har ment, at 2 Kor 2 burde fjernes som logisk uforeneligt med kapitel 8 og som tydeligvis en del af et brev til de omvendte i Akaja. Men forbindelsen med kapitel 8 er for tæt til at tillade en adskillelse, og den logiske indvending, der bygger på formuleringen i 9,1, betragtes almindeligvis som hyperkritisk. Der er dog to afsnit, hvis ret til at forblive integrerede dele af 2 Kor er blevet mere kraftigt anfægtet.

1. Andet Korintherbrev 6,14-7,1:

Afsnittet 2 Kor 6,14 til 2 Kor 7,1 handler om inkonsekvensen og faren ved nære forbindelser med hedningerne og føles som uforeneligt med sammenhængen. Det kommer uden tvivl mærkeligt efter en appel til korintherne om at vise apostlen den samme åbenhed og venlighed, som han viser dem; hvorimod 7,2 følger naturligt og knytter sig tæt til en sådan appel. Når vi husker, at det særlige tema for det tabte brev, der henvises til i 1 Kor 5,9, var de omvendtes forhold til de umoralske, er det på ingen måde usandsynligt, at vi her har bevaret et løst fragment af dette brev

2. Andet Korintherbrev 10,1-13,10:

Det anerkendes almindeligt, at der er en bemærkelsesværdig ændring i tonen i afsnittet 2 Kor 10,1-13, sammenlignet med tonen i de foregående kapitler. I de tidligere kapitler er der lettelse over den forandring, som Titus har meddelt er sket i Korinth, og ånden er præget af glæde og tilfredshed; men fra kapitel 10 og fremefter fremstilles fjendtligheden mod apostlen uventet som stadig rasende og som noget, der kræver den mest kraftige behandling. Indledningsudtrykket, "Nu jeg, Paulus" (2 Kor 10,1), betragtes som tegn på et tydeligt brud med det foregående afsnit, som Timotheus er knyttet til (2 Kor 1,1), mens det afsluttende vers, 2 Kor 13,11 til slutningen, synes passende at afslutte dette afsnit, men brat at være ude af harmoni med den polemik, der ender ved 2 Kor 13,10. Derfor foreslås det, at 13,11 straks skulle følge efter 9,15, og at 2 Kor 10,1-13 betragtes som et længere indskud fra et andet brev. De, som, skønt de anerkender ændringen i tone, alligevel fastholder brevets enhed, gør det på det grundlag, at apostlen var et menneske med mange sindsstemninger, og at det er karakteristisk for ham at foretage uventede og endog voldsomme overgange; at nye meldinger om en kun delvis dæmpet modstand kan være kommet ind og have forstyrret og gjort hans relative tilfredshed urolig; og at han under alle omstændigheder meget vel kunne have anset det for tilrådeligt til sidst at udøse hele sin sjæl over en sag, som han havde grublet over og lidt dybt under, så der ikke kunne være nogen misforståelse om, at grunden var ryddet, når han selv kom. Spørgsmålet er stadig genstand for ivrig drøftelse, og det er ikke et spørgsmål, som det er let at udtale sig dogmatisk om. I det hele taget må det dog anerkendes, at overvægt af nyere opfattelse går ind for interpolationsteorien. Hausrath (Der Vier-Capitel-Brief des Paulus an die Korinther, 1870) gav et vældigt fremstød til den opfattelse, at dette senere afsnit i virkeligheden repræsenterer det smertelige brev, der henvises til i 2 Kor 2 og 7. Da dette tidligere brev imidlertid må have indeholdt henvisninger til den personlige lovovertræder, kan det foreliggende afsnit, som udelader alle sådanne henvisninger, højst betragtes som en del af det. Denne teori fremlægges dygtigt og udførligt af Schmiedel (Hand-Kommentar); og Pfleiderer, Lipsius, Clemen, Krenkel, von Soden, McGiffert, Cone, Plummer, Rendall, Moffatt, Adeney, Peake og Massie er fremtrædende blandt dens tilhængere. J. H. Kennedy (Second and Third Cor) fremlægger måske det dygtigste og mest fyldige argument for den, som endnu er udkommet på engelsk. På den anden side udtaler Sanday (Encyclopaedia Biblica) sig imod den, og Robertson (Hastings, Dictionary of the Bible (five volumes)) anser den for bestemt ikke bevist; mens kritikere med en sådan vægt som Holtzmann, Beyschlag, Klopper, Weizsacker, Sabatier, Godet, Bernard, Denney, Weiss og Zahn alle må regnes blandt forsvarerne for brevets enhed.

VI. Brevets indhold.

Stoffets orden i 2 Korintherbrev er ganske klart afgrænset. Der er tre hoveddele:

(1) kapitel 1-7;

(2) kapitel 8-9; og

(3) kapitel 10-13.

1. 2 Korintherbrev 1-7:

De første syv kapitler i 2 Korintherbrev er som helhed optaget af et tilbageblik på de begivenheder, der for nylig er indtruffet, glædesfyldte henvisninger til, at sorgens skyer i forbindelse med dem er blevet spredt, og at den evangeliske tjeneste som en guddommelig betroet opgave og kraft klart viser sig. Efter en hjertelig hilsen, hvori Timotheus er medtaget, begynder Paulus straks at udtrykke sin dybe taknemmelighed mod Gud for den store trøst, der var kommet til ham gennem de gode nyheder fra Korinth, idet han glæder sig over den som en åndelig berigelse, der vil gøre hans tjeneste endnu mere frugtbar for menigheden (2 Kor 1,3-11). Han erklærer sin oprigtighed i alle sine forhold til korintherne og forsvarer den særlig i forbindelse med en ændring i den plan, som oprindelig havde lovet en tilbagevenden ("en anden velgerning") til Korinth; hans eneste grund til at afstå derfra og i stedet skrive et smerteligt brev var hans ønske om at skåne dem og prøve dem (2 Kor 1,12; 2 Kor 2,4; 2 Kor 2,9). Langt fra at nære nogen bitterhed mod den mand, der havde voldt så meget besvær, beder han oprigtigt om, at hans straf fra flertallets side ikke skal gå videre, men at tilgivelsen nu skal råde, for at Modstanderen ikke skal få en fordel over dem (2 Kor 2,5-11). Det var virkelig en pinefuld erfaring indtil det øjeblik, han mødte Titus, men lettelsen var desto sødere og mere triumferende, da Gud til sidst gav den, sådan som han kunne have været sikker på, at Han ville give den til en trofast og sjælevindende tjener for Kristus (2 Kor 2,12-17). Han ønsker ganske vist ikke at gå ind på yderligere undskyldninger eller selvros. Nogle tror meget på anbefalingsbreve, men hans levende vidnesbyrd findes i hans omvendte. Dette har han ikke af sig selv, men helt og holdent gennem Gud, som alene har gjort ham til en duelig tjener for Åndens nye og blivende pagt, hvis herlighed naturligt overgår den gamle ordnings, som svinder bort, fordi den i virkeligheden ikke kan bringe liv. Med hensyn til denne herlige tjeneste må han være frimodig og åbenhjertig. Den behøver intet slør, som om dens forgængelighed skulle skjules. Kristus fremstiller den utilsløret for alle, der vender sig til ham, og de bliver selv, idet de genspejler hans herlighed, åndeligt forvandlet (2 Kor 3,1-18). Hvad dem angår, som ved Guds barmhjertighed har modtaget en sådan evangelietjeneste, er det umuligt for dem at være modløse i udøvelsen af den, selv om nogles øjne kan være blindede for den, fordi denne verdens gud gør dem til slaver (2 Kor 4,4). Det er virkelig vidunderligt, at tjenere for denne nåde skulle være så skrøbelige skabninger, så udsatte for pres og trængsel, men det er ikke uforklarligt. Desto mere indlysende er det, at al frelsens kraft og herlighed er fra Gud alene (2 Kor 4,7; 2 Kor 4,15). Ja, selv hvis man kaldes til at dø i denne tjeneste, er det blot endnu en let og kortvarig trængsel. Det er blot at gå fra et skrøbeligt jordisk telt til for evigt at bo i et himmelsk hjem (2 Kor 5,1). Hvem ville ikke længes efter det, at dette dødelige kan opsluges af udødelighed? Derfor er modet vort til enden, for den ende betyder kun ophøret af vores adskillelse fra Kristus, som det er en glæde at tjene, hvad enten vi er borte eller hjemme. Og hjemme skal vi alle til sidst være foran ham på dommersædet (2 Kor 5,10). Dette uddyber i sig selv på usigelig måde den alvor, hvormed evangeliets forkyndere søger at overbevise mennesker. Det er Kristi kærlighed, der tvinger dem (2 Kor 5,14) i forligelsens tjeneste, så de skal formane mennesker som udsendinge på Kristi vegne (2 Kor 5,20). En så hellig og ansvarsfuld betroet opgave har kuet apostlens eget liv og er virkelig nøglen til hans mangfoldige udholdenhed og til den alvor, hvormed han har stræbt efter at opdyrke enhver nåde og underkaste sig enhver tugt (2 Kor 6,1-10). Gid korintherne ville åbne deres hjerter for ham, som han gør for dem! (Lad dem ikke have fællesskab med uretfærdighed, men fuldende hellighed i gudsfrygt, 2 Kor 6,14-7.) Han har aldrig gjort dem uret; de er indfattet i hans hjerte, levende eller døende; han roser sig af dem og er fyldt med trøst i al sin trængsel (2 Kor 6,11-13; 2 Kor 7,2-4). For hvilken velsignet trøst var ikke den, Titus bragte ham i Makedonien for at fordrive hans frygt og vise, at de ting, han fortrød og sørgede over at have skrevet, trods alt ikke havde gjort skade, men snarere havde virket den glædelige forandring i dem, som han længtes efter! Nu vidste både de og han, hvor kær han var for dem. Også Titus var ovenud glad over den storsindede måde, de modtog ham på. Apostlens bæger er fuldt, og "i alt er han ved godt mod med hensyn til dem" (2 Kor 7,16).

2. 2 Korintherbrev 8-9:

I det andet afsnit, 2 Kor 2, formaner apostlen, som nu har rigelig tillid til deres gode vilje, korintherne angående indsamlingen til de fattige hellige i Jerusalem. Han fortæller dem om de makedonske menigheders usædvanlige gavmildhed og opfordrer dem til at efterligne den og ved at vise denne yderligere nåde give fuldt bevis på deres kærlighed (2 Kor 8,1-8). Ja, de har en højere tilskyndelse end Makedoniens gavmildhed, nemlig Kristi egen selvopofrelse (2 Kor 8,9). Derfor skal de fortsætte det gode arbejde, som de for et år siden var så rede til at påbegynde, idet de giver ud fra et villigt sind, sådan som Gud har sat dem i stand til (2 Kor 8,10-15). For yderligere at opmuntre dem sender han Titus og andre velkendte og anerkendte brødre i forvejen; deres interesse for dem er lige så stor som hans egen, og han håber, at sagen med deres hjælp vil blive fuldført, og at alle vil glæde sig, når han kommer, sandsynligvis med nogle af dem fra Makedonien, som han allerede har rost deres iver over for (2 Kor 8,16-9). Frem for alt skal de huske, at vigtige følger er knyttet til denne nåde, den kristne gavmildhed. Det er umuligt at høste rigeligt, hvis vi sår sparsomt. Modvillig og tvungen godgørenhed er en selvmodsigelse, men Gud elsker og belønner en glad giver. Denne nåde velsigner den, der giver, og den, der modtager. Mange store formål tjenes ved den. De trængendes behov bliver dækket, menneskers hjerter drages kærligt til hinanden, taksigelserne bliver mange, og Gud selv bliver herliggjort (2 Kor 9,6).

3. 2 Korintherbrev 10-13:

Det tredje afsnit, 2 Kor 2, er, som det er blevet påpeget, en livlig og endda lidenskabelig polemik, hvorunder det judaistiske parti i Korinth angribes kraftigt. Apostlens fjender har anklaget ham for at være meget frimodig og modig, når han er fraværende, men ydmyg nok, når han er til stede. Han håber, at korintherne ikke vil tvinge ham til at vise sit mod (2 Kor 10,2). Det er sandt, at han som menneske vandrer i kødet, men ikke på den selviske og feje måde, som hans modstandere antyder. Hans krigsførelses våben er ikke kødelige, men de er dog mægtige for Gud til at nedbryde sådanne fæstningsværker som deres, sådanne tomme indbildninger og ulydighed. Nogle roser sig af at tilhøre "Kristus", men det er ikke noget monopol; også han tilhører Kristus. De mener, at hans breve blot er "larm og raseri, der intet betyder"; inden længe vil de opdage deres fejltagelse. Hvis han skulle rose sig af sin myndighed, er han berettiget til det, for Korinth var virkelig en del af det område, Gud havde anvist ham, og han trådte i det mindste ikke dér ind i andre mænds arbejde. Men det ville være godt, hvis mennesker, der roste sig, begrænsede sig til at rose sig "i Herren". For når alt kommer til alt, er det alene hans anbefaling, der har nogen varig værdi (2 Kor 10,3-18). Vil de kyndige korinthere bære over med ham i lidt af denne tåbelige ros? Sandelig, han vover det af omsorg for dem (2 Kor 11,2). Og da de er så tydelige i deres tolerance og overstrømmende tålmodige over for dem, der er kommet med et andet evangelium, kan de måske række noget af deres overbærenhed til ham; for skønt han ikke kan gøre krav på en poleret talekunst, der kan sammenlignes med disse "overordentlig fremragende" apostles, står han dog i det mindste ikke tilbage for dem i kundskab (2 Kor 11,4-6). Kan det virkelig være, at han syndede ved at forkynde evangeliet for dem uden betaling eller løn? Var det et tegn på kødelig snuhed, da han besluttede ikke at ligge dem til byrde, mens han tog imod understøttelse fra Makedonien? Åh! Det var ikke, fordi han ikke elskede dem, men fordi han besluttede ikke at give nogen anledning til dem, der var alt for rede til at bebrejde ham--disse falske apostle, som, ligesom Satan selv, forklædte sig som lysets engle og retfærdighedens tjenere (2 Kor 11,7-15). Kom da, lad ham gå ind i denne ros, denne ynkelige dårskab, som de i deres overlegne visdom så gerne bærer over med hos de uforskammede skabninger, der nu kuer og nedværdiger dem (2 Kor 11,16-21). Hebræere! Israelitter! Det er han også. Kristi tjenere! Dér overgår han dem- i arbejde, i farer, i forfølgelser; i byrder, bekymringer, medfølelse; i syner og åbenbaringer fra Herren; i skrøbeligheder og svagheder, som tydeligere har åbenbaret Kristi kraft i ham 2 Kor 11,22-12. Alt dette er ganske vist dårskab, men de har størst skyld i det, som ved mangel på loyalitet har tvunget ham til det. Skadede han dem ved at nægte at ligge dem til byrde? Er det et så ømt punkt? Lad det blive tilgivet! Men når han kommer igen, vil han ikke vælge nogen anden vej (2 Kor 12,11-18). De må ikke forestille sig, at han i alt dette forsvarer sig over for dem. Han er oprigtigt og kærligt optaget af deres opbyggelse. Han skælver ved tanken om, at når de mødes igen, skulle de blive skuffede over hinanden; at de skulle findes i uværdig strid og uroligheder, og at han skulle blive ydmyget af Gud over for dem og have grund til at sørge over nogle, som er forhærdede og ubodfærdige i deres synder (2 Kor 12,19-21). For de må mødes igen--han kommer for tredje gang--og denne gang vil han ikke skåne. Lad dem prøve sig selv, om de er i troen; for de må dog vide, om Kristus er i dem. Han beder inderligt om deres godhed og ære; ikke med det formål, at nogen fremvisning af hans magt ikke skal blive nødvendig, men ganske enkelt fordi han gerne vil fremstå svag, hvis de kan fremstå stærke. Kunne de blot tro det, er deres fuldkommengørelse målet for alt hans arbejde (2 Kor 13,1-10). Og således, med ord fulde af nåde og ømhed, idet han formaner dem til enhed og fred og udtaler den trefoldige velsignelse over dem, tager han afsked med dem (2 Kor 13,11-4). VII. Brevets værdi. Det vigtigste værdielement i dette brev er den åbenbaring, det giver af apostlen selv. Gennem alle dets skiftende stemninger viser Paulus os i fuld hengivelse selve sin sjæl, lidende, jublende, udholdende, sejrende. Det er med rette blevet sagt, at "det sætter os i stand til så at sige at lægge vore hænder på hans bryst og mærke selve hans hjertes slag."

(1) I forhold til hans omvendte viser det os, hvor følsom han var, hvor let det var at ramme ham på det ømme punkt og såre hans følelser. Apostlen var meget menneskelig, og ingen steder er hans beslægtede begrænsninger mere åbenlyse end i disse hændelser. Han ville sandsynligvis være den første til at give sin tilslutning, hvis det blev sagt, at selv hos ham var troslæren større end livet. I de hastigt skrevne og nervøst fortrudte passager i det strenge brev; i den rastløse vandring, som en foruroliget ånd, fra Troas til Makedonien for at møde nyheden og kende udfaldet af sine handlinger, ser vi en mand, som i sandhed er yderst elskelig, mest lig os selv, når udfaldet hænger i en tynd tråd, men en mand, der ikke allerede er fuldkommen, endnu ikke nået op til målet for Kristi fyldes vækst. Dog ser vi også den intensitet, hvormed Paulus arbejdede i sin tjeneste--den vedholdenhed, hvormed han holdt fast ved sin mission, og det uovervindelige mod, hvormed han vendte tilbage til kampen for sin truede menighed. Han elskede disse omvendte, som kun en stor sjæl i Kristus kunne elske dem. Hans skarpeste sorg kom i den ulykke, der truede dem, og han ilede til deres forsvar. Han havde ikke blot vundet dem for Kristus, han var villig til at dø for at bevare dem for Kristus.

(2) Brevet er præget af en storslået bevidsthed hos apostlen om hans høje kaldelse i Kristus Jesus. Han er blevet kaldet med en guddommelig kaldelse til den herligste gerning, som et menneske kan beskæftige sig med: at være en himlens ambassadør for denne fremmedgjorte jord. Modtaget som guddommelig bliver dette kald taget imod med den højeste hengivenhed. Det har været en tjeneste i sorg, i pres og lidelse, i hårfine undslippelser med livet i behold; med sin torn i kødet, sine slag fra Satan. Men gennem det hele lyder tonen af overstrømmende trøst i Kristus Jesus, og aldrig er “Kristi kraft”, hvilende på skrøbelig menneskelighed, blevet mere tydeligt åbenbaret.

LITTERATUR.

Se henvisningerne til begge breve og til 2 Korintherbrev alene under denne overskrift i den foregående artikel. Til den liste, der dér er givet, bør føjes Moffatts Introduction to the Literature of the New Testament, 1911; værdifuld for sin kritiske fremstilling af nyere synspunkter og for sine henvisninger til litteraturen.

R. Dykes Shaw