(stauros, "et kors", "korsfæstelsen"; skolops, "en påle", "en stang"): Ordet findes ikke i Det Gamle Testamente. Det er afledt af det latinske ord crux. På græsk er det stauros, men undertiden finder vi ordet skolops brugt som dets græske ækvivalent. De historiske forfattere, som overførte begivenhederne fra romersk historie til græsk, benyttede disse to ord. Intet ord i menneskesproget er blevet mere universelt kendt end dette ord, og det fordi hele verdens historie siden Kristi død er blevet målt efter afstanden, som adskiller begivenhederne fra den. Symbolet og det centrale indhold i kristendommen og den kristne civilisation findes i dette ene ord.

1. Korsets former:

Korset forekommer i mindst fire forskellige former:

(1) den form, som man sædvanligvis ser på billeder, crux immissa, hvor den lodrette bjelke strakte sig ud over det kortere tværstykke; dette er mest sandsynligt den type kors, hvorpå Frelseren døde, som kan sluttes af indskriften, som blev sømt over Hans hoved;

(2) crux commissa, eller Antoniuskors, som har formen af bogstavet T;

(3) det græske kors fra senere tid, hvor stykkerne er lige lange;

(4) crux decussata, eller Andreas-korset, som har formen af bogstavet X.

2. Opdagelsen af det sande kors:

De gamle kirkeforfatterere Sokrates (1, 17), Sozomen (2, 1), Rufinus (1, 7) og Theodoret (1, 18) omtaler alle denne tradition. Det vigtigste er, at Eusebius (Vit. Const., iii.26-28), som vejer mere end de alle sammen, helt udelader den.

Ifølge traditionen opdagede Helena, moder til Konstantin den Store, i år 325 e.Kr., da hun var 79 år gammel, det sande kors af Jesus ved en udgravning, som hun lod foretage på det traditionelle sted for Hans grav. Sammen med Frelseren's kors fandtes de to kors af de forbrydere, som blev korsfæstet med Ham. Et healingmirakel, som blev virket ved at berøre det sande kors, afslørede dets identitet. Da det blev fundet, var det helt, selv de hellige søm fra korsfæstelsen blev opdaget. Hovedparten af korset blev af Helena anbragt i en kirke, som blev opført over stedet. Af resten blev en del indsat i hovedet på en statue af Konstantin, og det øvrige blev anbragt i en ny kirke, som særlig blev opført til det i Rom og navngivet efter det Santa Croce. Små stykker af det sande kors's træ blev solgt, indlagt i guld og ædelstene, og da mange blandt de velstillede troende ønskede at eje sådanne uvurderlige relikvier, blev miraklet om "formeringen af korset" opfundet, så at relikvien ikke led nogen formindskelse "et quasi intacta maneret" (Paulinus brev 11 til Sev). Fragmenter af det sande kors findes således i mange romersk-katolske kirker i mange lande over hele Kristenheden. Det siges, at Østen siden det 4. århundrede har fejret staurosimos hemera (Korsfæstelsesdagen) den 14. september. Beviserne for dette faktum er sene og upålidelige. Det er sikkert, at Vesten siden Gregor den Store i det 6. århundrede har fejret Korsets Opdagelse den 3. maj. Opdagelsen og publikationen af den apokryf "Doctrina Addaei" har gjort det klart, at hele legenden om Korsets opdagelse af Helena kun er en version af den gamle Edessa-legende, som fortæller om en identisk opdagelse af korset under præcis de samme omstændigheder, foretaget af kejser Claudius' hustru, som var blevet omvendt til kristendommen gennem Petrus's prædiken.

3. Korsets symbolske anvendelse:

(1) Udenbibelske.

Korsestegnet var velkendt i symbolikken hos forskellige gamle folk. Blandt egypterne siges det at have været symbolet på guddommelighed og evigt liv, og det findes i templet for Serapis. Det kendes enten i det græske kors' form eller i formen af bogstavet "T". Spanierne fandt det at være velkendt som et symbol blandt mexicanerne og peruanerne, måske betydende de fire elementer, eller de fire årstider, eller de fire verdenshjørner.

(2) Bibelske.

Den lidelse, som korsfæstelsen indebar, gjorde naturligt korset til et symbol på smerte, nød og byrdetagen. Således brugte Jesus det selv (Matt 10,38; Matt 16,24). I paulinsk litteratur står korset for læren om Forsoningen (1Kor 1,18; Gal 6,14; Fil 3,18; Kol 1,20). Det udtrykker enhedsbånd mellem jøden og hedningen (Ef 2,16), og mellem troende og Kristus, og symboliserer også helliggørelsen (Gal 5,24). Korset er centret og omkredsen for apostlenes prædiken og for Det Nye Testamentes kirkes liv.

4. Korsfæstelsen:

Som dødsredskab var korset afskyet af jøderne. "Forbandet er enhver, som hænger på et træ" (Gal 3,13; jf. 5 Mos 21,23); derfor blev det en anstødssten for dem, for hvordan kunne en, der var forbandet af Gud, være deres Messias? Heller ikke romerne betragtede korset anderledes. "Lad selve korsets navn være langt borte, ikke blot fra en romersk borgers legeme, men endog fra hans tanker, hans øjne, hans ører" (Cicero Pro Rabirio 5). Den tidligste form for korsfæstelse synes at have været spidning, hvor kroppen blev gennemboret på langs og på tværs med spidse pæle, en dødsstraf som stadig er velkendt blandt den mongolske race. Den sædvanlige form for korsfæstelse var kendt hos grækerne, romerne, egypterne, perserne og babylonierne (Thuc. 1, 110; Herod. iii.125, 159). Alexander den Store henrettede to tusind tyriske fanger på denne måde efter byens fald. Jøderne modtog denne straffeform fra syrerne og romerne (Ant., XII, v, 4; XX, vi, 2; BJ, I, iv, 6). Den romerske borger var fritaget for denne dødsform, da den blev regnet for en slaves død (Cicero In Verrem i. 5, 66; Quint. viii.4). Straffen blev idømt for forbrydelser som landsforræderi, desertering over for fjenden, røveri, sørøveri, snigmord, oprør osv. Den fortsatte med at være i brug i Romerriget indtil Konstantins tid, da den blev afskaffet som en fornærmelse mod kristendommen. Hos romerne blev korsfæstelse forudgået af piskning, uden tvivl for at fremskynde den forestående død. Offeret bar derefter sit eget kors, eller i det mindste den lodrette bjælke, til henrettelsesstedet. Dette beviser i sig selv, at konstruktionen var mindre tung, end man almindeligvis antager. Når han blev bundet til korset, blev der ikke gjort mere, og han blev overladt til at dø af sult. Hvis han blev naglet til korset, fik han, i hvert fald i Judæa, en bedøvende drik for at dæmpe smerten. Antallet af søm, der blev brugt, synes at have været ubestemt. En plade, som fødderne hvilede på, eller som kroppen delvis blev støttet af, synes at have været en del af korset for at hindre sårene i at rive sig gennem de gennemborede lemmer (Iren., Adv. haer., ii.42). Lidelsen ved død ved korsfæstelse var intens, især i varme klimaer. Kraftig lokal betændelse, sammen med en ubetydelig blødning fra de flængede sår, fremkaldte traumatisk feber, som blev forværret af udsættelsen for solens hede, kroppens spændte stilling og uudholdelig tørst. Hævelsen omkring de ru søm og de sønderrevne sener og nerver forårsagede ulidelig smerte. Hovedets og mavens arterier blev overfyldt med blod, og en frygtelig, dunkende hovedpine fulgte. Sindet blev forvirret og fyldt af angst og rædselsfulde anelser. Offeret for korsfæstelse døde bogstaveligt talt tusind dødsfald. Stivkrampe indtrådte ikke sjældent, og de ledsagende krampers voldsomhed ville rive i sårene og lægge endnu mere til smertens byrde, indtil de legemlige kræfter til sidst var udtømt, og offeret sank hen i bevidstløshed og død. Lidelserne var så frygtelige, at "selv midt under krigens rasende lidenskaber blev medlidenhed undertiden vakt" (BJ, V, xi, 1). Varigheden af denne smerte blev helt bestemt af offerets legemlige konstitution, men døden indtraf sjældent, før der var gået seksogtredive timer. Der findes beretninger om korsets ofre, som overlevede deres frygtelige kvæstelser, når de blev taget ned fra korset efter mange timers ophængning (Josephus, Vita, 75). Døden blev undertiden fremskyndet ved, at man brækkede ofrenes ben, og ved et hårdt slag under armhulen før korsfæstelsen. Crura fracta var et velkendt romersk udtryk (Cicero Phil. xiii.12). Kristi pludselige død var tydeligvis noget, der vakte forbavselse (Mark 15,44). De særlige symptomer, som Johannes nævner (19,34), synes at pege på en bristning af hjertet, som Frelseren døde af, uafhængigt af selve korset, eller måske fremskyndet af dets smerte.

Se blod og vand.

Henry E. Dosker