kret (Krete, etnisk Kretes, ApG 2,11; Tit 1,12): En ø, som afgrænser Det Ægæiske Hav mod syd. Den strækker sig fra 34 grader 50' til 35 grader 40' nordlig bredde og fra 23 grader 30' til 26 grader 20' østlig længde. Med Kythera mod nord og Karpathos og Rhodos mod nordøst danner den en sammenhængende bro mellem Grækenland og Lilleasien. Øens midte dannes af en bjergkæde, der når en højde på 8.193 fod (ca. 2.497 m) i Ida-bjerget, og er omgivet af lave dale langs kysten. Der er ingen betydelige floder; den største, Metropole, mod syd, er en lille bæk, som kan vades over overalt. Som en ø af betydelig udstrækning (156 miles lang og fra 7 til 30 miles bred, ca. 251 km lang og 11-48 km bred), i flere distrikter meget frugtbar og med en eller to gode havne, synes den ved sin beliggenhed at være udset til en vigtig rolle i det østlige Middelhavs historie. Men aldrig siden en tidsalder, som allerede var sagnagtig, da den græske historie begyndte, har Kreta indtaget en dominerende stilling blandt magterne på de omgivende kontinenter. Indre stridigheder, i oldtiden på grund af forskelligheden mellem de racer, der beboede dens jord (eteokretere--de oprindelige indbyggere--pelasgere, achaier, kydoniere og dorere), og i nyere tid på grund af det forhold, at et stort mindretal af befolkningen har antaget den osmanniske religion sammen med det osmanniske styre, har gennem hele den historiske periode holdt Kreta i en politisk underlegen stilling.

1. Tidlig historie:

Ida-bjerget på Kreta var i græsk sagn kendt som Zeus' fødested. Den halvt sagnagtige, halvt historiske kong Minos blev sagt at være søn af Zeus og at have modtaget fra sin far den visdom, som de kretensiske byers forfatning blev tilskrevet ved en type myte, der er almindelig i græske lande. Minos blev accepteret som en historisk person af Thukydid og Aristoteles, som siger, at han var den første dynast i Grækenland, der etablerede herredømme på havet. En af hans bedrifter var undertrykkelsen af sørøveri i kretensiske farvande, en bedrift som måtte gentages af romeren Pompeius i en senere periode. Aristoteles sammenligner de kretensiske institutioner med Spartas; øen siges at være blevet koloniseret af dorere fra Peloponnes (Politik ii.10). De vigtigste byer på Kreta var Knossos (hvis palads er blevet udgravet med frugtbare resultater af hr. Arthur Evans), Gortyna, nær Messara-bugten, og Kydonia, med dens flod Iardanos. Hr. Evans' udgravninger i Knossos og italienernes i Phaistos (nær Gode Havne) beviser, at Kreta var et centrum for middelhavscivilisationen i en tidlig tidsalder. I de homeriske digte siges Kreta at have indeholdt hundrede byer; på den tid var kreterne stadig berømte som dristige søfolk. I den klassiske tidsalder i græsk historie havde de aldrig en ledende stilling. De nævnes især som handelsfolk og lejesoldater, særligt dygtige i bueskydning. I den hellenistiske periode forblev Kreta frit. Demetrius Nicator gjorde øen til sin operationsbase før sit nederlag ved Azotus i 148.

2. Jøderne på Kreta:

I 141 var de kretensiske jøder indflydelsesrige nok til at sikre sig Roms protektion. De blev undertrykt af folket i Gortyna og appellerede til Rom, som gav dem beskyttelse. Ved at styrke jødernes stilling kopierede romerne den seleukidiske politik i Lilleasien; både seleukiderne og romerne fandt i jøderne nogle af deres mest hengivne støtter i deres lydstater. Denne romerske indblanding til fordel for hendes fremtidige tilhængere banede vejen for hendes annektering af øen i det følgende århundrede. Fra denne dato var der en stærk og velstående gruppe jøder på Kreta, og kretere nævnes blandt de fremmede, der var til stede ved pinsefesten i ApG 2,11. Dets alliance med Mithradates den Store og den hjælp, det gav de kilikiske sørøvere, gav Rom det påskud, hun ønskede, til at føre krig mod Kreta, og øen blev annekteret af Metellus i 67 f.Kr. Sammen med Kyrene på Afrikas nordkyst blev den gjort til en romersk provins. Da Augustus delte riget mellem senatet og sig selv, var Kreta og Kyrene tilstrækkeligt fredelige til at blive givet til senatet.

3. Senere historie:

De udgjorde én provins indtil Konstantins tid, som gjorde Kreta til en særskilt provins. Saracenerne annekterede Kreta i 823 e.Kr., men det blev i det følgende århundrede generobret for det byzantinske rige af Nikeforos Fokas. Fra det 13. til det 17. århundrede blev det holdt af den venetianske republik: fra denne periode stammer dets moderne navn "Kandia," som venetianerne gav den saracenske hovedstad Khandax og siden hele øen. Efter en desperat modstand, der varede fra 1645 til 1669 e.Kr., faldt Kreta i hænderne på tyrkerne, som stadig udøver et nominelt overherredømme over øen.

4. Kreta i Det Gamle Testamente:

I 1 Sam 30,14; Ez 25,16 og Ze 2:5 beskrives filistrene som keretitter, hvilket sædvanligvis forstås som kretere. Navnet forbindes med Kaftor og kaftoritterne (5 Mos 2,23; Jer 47,4; Am 9,7). Ligheden mellem flodnavnene Jordan og Iardanos (Homers Odysseen iii. 292), "omkring hvis strømme kydonierne boede," har antydet, at Kaftor skal identificeres med Kydonia; eller muligvis var det navnet på hele øen. Tacitus troede på en gammel forbindelse mellem Kreta og Israels land; jøderne, sagde han, var flygtninge fra Kreta og afledte deres navn Iudaei fra Ida-bjerget (Hist. v.2). Kreta nævnes i forbindelse med Demetrius Nicators felttog, omtalt ovenfor, i 1 Makk 10,67.

Se Kaftor; keretitter.

5. Kreta i Det Nye Testamente:

Kreta skylder sin forbindelse med den paulinske historie det tilfælde, at en storm tvang det skib, der førte Paulus til Rom, til at søge ly ved øens sydkyst. I havnen i Myra, på Lykiens kyst, overførte den officer, der havde ansvaret for Paulus, ham fra det adramyttiske skib, som havde bragt dem fra Cæsarea, til et skib fra Alexandria i Egypten, bestemt for Ostia med en last korn. Den kendsgerning, at officeren i praksis havde kommandoen over skibet (ApG 27,11), viser, at det var et af fartøjerne i den kejserlige transporttjeneste. Da de forlod Myra, nåede de med besvær ud for Knidos i modvind. Den almindelige rute fra Knidos i godt vejr var at styre lige mod Kythera, men ved denne lejlighed gjorde vestlige eller nordvestlige vinde denne rute ufremkommelig, og de sejlede i læ af Kreta, hvis sydkyst ville beskytte dem mod en nordvestlig storm og give lejlighedsvis beskyttelse mod en vestlig storm. De passerede med besvær Salmone, Kretas nordøstlige hjørne, og arbejdede sig rundt langs kysten til Gode Havne, en havn noget øst for Kap Matala. Den store fest faldt, mens de var i Gode Havne; i 59 e.Kr. var den den 5. oktober, midt i den årstid, hvor jævndøgnene gjorde sejlads umulig. Paulus rådede officeren til at overvintre i Gode Havne, men kaptajnen ønskede at nå Fønix, en havn længere mod vest, hvor skibe fra Egypten plejede at lægge til i stormtiden. Det blev besluttet at følge kaptajnens råd; men på vej til Fønix blev skibet ramt af en nordøstenvind kaldet Euraquilo, som styrtede ned fra Ida-bjerget. Skibet blev drevet ud på havet; det lykkedes det at løbe ind i læ af Kauda, en ø 23 miles vest for Kap Matala, hvor besætningen halede båden ind, surrede skibet underneden og mindskede sejl. Den fjortende nat blev de drevet ind mod Maltas kyst og led skibbrud.

Fortællingen siger ikke, at Paulus gik i land på Kreta, men da skibet lå nogen tid ved Gode Havne (ApG 27,8; ApG 27,9), havde han rig lejlighed til at gå i land, men ikke til at rejse ind i landet. Officeren gav ham tilladelse til at gå i land i Sidon. Paulus efterlod Titus på Kreta (Tit 1,5); traditionen gjorde denne til øens første biskop og skytshelgen.

6. Kreterne:

Kretere var, som nævnt ovenfor, til stede ved pinsefesten (ApG 2,11). Paulus' vurdering af den kretiske karakter (Tit 1,10-16) var den, der var almindelig i oldtiden. Paulus citerer (Tit 1,12) en velkendt linje af den kretiske digter Epimenides (som levede omkring 600 f.Kr.) om kreternes løgnagtighed. Følelsen blev gentaget af Kallimachos (Hymne til Zeus 8). Andre antikke vidner om den afsky, som den kretiske karakter blev mødt med, er Livius xliv.45 og Plutarch Aemilius afsnit 23.

LITTERATUR.

Smith, Voyage and Shipwreck of Paul; Ramsay, Paul the Traveler and Roman Citizen, 320-30. Om Kreta i græsk og romersk tid, se f.eks. Grote, Holm og Mommsen. En kortfattet redegørelse for øens forhistoriske arkæologi gives i Burrows, The Discoveries in Crete, og Bailkie, The Sea Kings of Crete.

W. M. Calder