Kush
På engelsk: Cush
Easton's Bible Dictionary
Sort.
En søn, sandsynligvis den ældste, af Kam, og far til Nimrod (1 Mos 10,8; 1 Krøn 1,10). Fra ham synes landet Kush at have fået sit navn. Spørgsmålet om den præcise beliggenhed af landet Kush har givet anledning til ikke så lidt strid. Den anden flod i Paradis omgav hele landet Kush (1 Mos 2,13, RV). Betegnelsen Kush anvendes i Det Gamle Testamente almindeligvis om landene syd for israelitterne. Det var Egyptens sydlige grænse (Ez 29,10, KJV “Ethiopia,” hebr. Kush), som det almindeligvis forbindes med (Sl 68,31; Es 18,1; Jer 46,9, osv.). Det står også i forbindelse med Elam (Es 11,11), med Persien (Ez 38,5) og med sabæerne (Es 45,14). Ud fra disse forhold har man sluttet, at Kush omfattede Arabien og landet på Rødehavets vestkyst. Rawlinson opfatter det som det land, der stadig er kendt som Khuzi-stan, på østsiden af Nedre Tigris. Men der er antydninger, som berettiger den konklusion, at der også fandtes et Kush i Afrika, afrikanernes Etiopien (sådan kaldt af grækerne). Ezekiel omtaler det (29,10; jf. 30,4-6) som liggende syd for Egypten. Det var det land, vi nu kender som Nubien og Abessinien (Es 18,1; Sef 3,10, hebr. Kush). I gamle egyptiske indskrifter kaldes Etiopien Kesh. Kushitterne synes at have bredt sig over vidtstrakte områder, der strakte sig fra Øvre Nilen til Eufrat og Tigris. På et tidligt tidspunkt var der en strøm af kushitisk udvandring “fra Etiopien i egentlig forstand, gennem Arabien, Babylonien og Persien, til Vestindien.” De hamitiske folkeslag begyndte kort efter deres ankomst til Afrika at brede sig mod nord, øst og vest. Tre grene af den kushitiske eller etiopiske stamme, som kom fra Vestasien, slog sig ned i områderne omkring Den Persiske Bugt. Én gren, kaldet cossæerne, slog sig ned i bjergområdet øst for Tigris, senere kendt som Susiana; en anden besatte de nedre områder ved Eufrat og Tigris; mens en tredje koloniserede bugtens sydlige kyster og øer, hvorfra de senere udvandrede til Middelhavet og slog sig ned på kysten af Kanaans land som fønikerne. Nimrod var en stor kushitisk høvding. Han erobrede akkaderne, en tauranisk race, der allerede havde slået sig ned i Mesopotamien, og grundlagde sit rige; kushitterne blandede sig med akkaderne og dannede således den kaldæiske nation.
En benjaminit med dette navn nævnes i overskriften til Sl 7. “Kush var sandsynligvis en tilhænger af Saul, overhovedet for hans stamme, og havde søgt Davids venskab med det formål at ‘gengælde ondt mod ham, der levede i fred med ham.’”
International Standard Bible Encyclopedia
Kush (1)
kush (kush):
1. Stamfader til mange folkeslag:
(1) Den første af Hams sønner, fra hvem Seba, Havila, Sabta, Rama og Sabteka stammede. Han var også far til Nimrod, som grundlagde Babel (Babylon) og de andre store stater i Sinear eller Babylonien (1 Mos 10,6-8). Navnets betydning er usikker.
(2) Navnet på landet, som Gihon flød omkring (1 Mos 2,13), gengivet som "Ethiopia" i King James Version, men i betragtning af dette lands afstand fra de andre nævnte floder synes denne identifikation usandsynlig.
2. Et område i Edens have:
Fried. Delitzsch har foreslået (Wo lag das Paradies? 74 ff), at det pågældende vandløb er kanalen Gu-hande eller Arahtu, som kom fra syd, løb ind i Babylon lidt øst for Eufrat og, idet den løb langs Festgaden, løb ud i Eufrat nord for Nebukadrezzars palads. Koldewey (Tempel von Babylon und Borsippa, 38) betragter Gu-hande som selve Eufrats strækning på dette sted. Der er imidlertid ingen antydning af, at det område, som den omsluttede, nogensinde blev kaldt Kusu eller Kush, og udeladelsen af den sidste stavelse i Gu-hande ville forblive uforklaret. Desuden synes identifikationen af Kush med et muligt Cas, for Kasdu, "Kaldæa", ligeledes usandsynlig, især da dette navn i tidlige tider kun kan have været anvendt om området ved Den Persiske Bugt (se Kaldæa).
3. Sandsynligvis ikke i Lilleasien:
En anden teori er, at Kush i 1 Mos 2,13 er Kusu i visse assyriske breve, hvor det synes at betegne et område i nærheden af Kappadokien. Denne identifikation fører os tilsyneladende tilbage til en gammel tradition, der på et tidspunkt var udbredt i Østen, men senere blev glemt, og som fik floden Pyramus til at antage navnet Jihun (dvs. Gihon). Denne strøm udspringer i bjergene nordøst for Alexandretta-bugten og løber i sydvestlig retning ud i Middelhavet nær Karatash. Skønt dette er nærmere end det etiopiske Kush, ligger det stadig for langt mod vest og er derfor utilfredsstillende som identifikation--alle Edens haves strømme eller vandløb burde løbe gennem det samme område.
4. Det etiopiske Kush:
(3) Det velkendte land Kush eller Etiopien, fra Syene (Ez 29,10) og sydpå--egyptisk Kos, babylonisk Kusu, assyrisk Kusu. Dette navn betegner undertiden landet (Es 11,11; Es 18,1; Zak 3,10; Ez 29,10; Job 28,19; Est 1,1; Est 8,9); undertiden folket (Es 20,4; Jer 46,9; Ez 38,5); men er i mange passager usikkert. Skønt Hams efterkommere altid regnes for ikke-semitter, talte etiopierne, Ge`ez, som de kaldte sig selv, et semitisk sprog af særlig interesse på grund af dets lighed med himjaritisk og dets belysning af visse former i assyrisk-babylonisk. Disse kushitter var efter al sandsynlighed indvandrere fra et andet (nordligere) område og beslægtede med kana'anæerne--ligesom dem mørke, men på ingen måde sorte, og bestemt ikke negre. W. Max Muller (Asien und Europa, 113 note) anfører, at det ikke kan bevises, om egypterne havde helt sorte naboer (mod syd). I tidligere tider fremstilles de som brune, og senere som brune blandet med sort, hvilket antyder, at negre først blev kendt for dem som en særskilt og talrig race i forholdsvis sen tid. Moses' (første?) hustru (4 Mos 12,1) var derfor bestemt ikke en negerkvinde, men ganske enkelt en kushitisk kvinde, som sandsynligvis talte et semitisk sprog--forhistorisk Ge`ez eller etiopisk (se kushitisk kvinde). Efter al sandsynlighed blev semitiske stammer klassificeret som hamitiske ganske enkelt, fordi de anerkendte de hamitiske egypteres overhøjhed, ligesom de ikke-semitiske elamitter blev opført som semitter (1 Mos 10,22), fordi de anerkendte babylonisk overhøjhed. Det er tvivlsomt, om hebræerne i oldtiden kendte til negerracen--de blev sandsynligvis bekendt med den længe efter egypterne.
5. Negre sandsynligvis ikke indbefattet:
Efter W. Max Mailers opfattelse (A, und East, 112) klassificerede egypterne, da de blev bekendt med negrene og ikke havde noget ord til at betegne denne race, dem sammen med nechese, som derefter omfattede negrene. Hvis det hebraiske navn Pinehas (Pi-nechas) virkelig er egyptisk og betyder "den sorte", er der stadig ingen grund til at antage, at dette betød "negeren", for ingen israelit ville have båret et navn med en sådan betydning. Skatmestereren hos Kandake, dronning af Meroe (ApG 8,27-39)--den etiopiske hofmand--var abyssinier, ikke neger; og da han var en uddannet mand, var han i stand til at læse de hebraiske skrifter i den græske (Septuaginta) version. Kush (mat Kusi, udt. Kushi) nævnes hyppigt i de assyriske indskrifter sammen med Melubha (Merohha) for at betegne Etiopien og Meroe.
Se Eden; Etiopien; folkeslagenes tavle.
T. G. Pinches
International Standard Bible Encyclopedia
Kus (2)
kus (kush; Septuaginta Chousei, Sl 7 overskrift): En benjaminit, måske han som "uden grund" var Davids "modstander" (jf. {{Ps.7,4}}).
Se Kusi.
Se også
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).