kan (qayin, "spyd" eller "smed", som i lyden ligner roden qanah, "få", "erhverve", 1 Mos 4,1 RV, randnote, men ikke nødvendigvis afledt af den rod; Septuaginta Kain):

1. Skriftens fortælling:

(1) I 1 Mos 4,1-24 er Kain den første søn af Adam og Eva. Hans fødsel hilses som en åbenbaring af Jahves hjælp. Han bliver "en, der dyrker jorden", og bringer Jahve en gave af jordens afgrøde, mens hans bror Abel, hyrden, samtidig bringer fedtet af de førstefødte i sin egen hjord. Fra Kain og fra hans offergave tilbageholder Jahve det tegn på antagelse, som han giver Abel. At grunden til denne forskel i behandlingen skal findes (sådan Hebr 11,4) i Kains mangel på den rette indstilling over for Jahve, fremgår af hans opførsel (se Abel). I stedet for at ydmyge sig viser han tegn på stærk harme over, at Jahve nægter at vise ham gunst. Under Jahves retfærdige irettesættelse forhærder han sit hjerte og bliver yderligere bestyrket i ubodfærdighed. Hans misundelse mod Abel, som han ikke angrer, vokser, indtil den kulminerer i overlagt mord. Overlagt, for i 1 Mos 4,8 må vi genindsætte en sætning i den hebraiske tekst, hvilket alle de gamle oversættelser vidner om, og læse: "Og Kain sagde til sin bror Abel: Lad os gå ud på marken," osv. I det forgæves forsøg på at skjule sin forbrydelse føjer Kain løgn til sine andre synder. Han forbandes "fra", dvs. bort fra, den jord, som han udgød sin brors blod på, og må blive en flygtning og en omstrejfer, langt fra Jahves umiddelbare nærvær. Skønt hans indsigelse mod dommens strenghed ikke viser nogen ægte anger, sætter Jahve dog i medlidenhed et "tegn" til hans beskyttelse. Kain tager bolig i landet Nod ("omstrejfen"), og dér bygger han en by og bliver stamfader til en slægt, som omfatter Jabal, forfader til kvægholdere, der bor i telte; Jubal, forfader til musikere; Tubal-Kain, forfader til smede; og Lemek, der ligesom Kain er en voldens mand. I Kains karakter ser vi "et frygteligt udbrud af egenvilje, stolthed og misundelse, som fører til en fuldstændig og ubønhørlig afvisning af alle menneskelige bånd og al hengivenhed." "Blandt de lærdomme eller sandheder, som fortællingen lærer, kan nævnes: fristelsens natur og den måde, hvorpå den bør modstås; de følger, et utæmmet sind kan føre et menneske til; de gradvise skridt, hvorved en dødelig forbrydelse til sidst kan begås; nødvendigheden af et oprigtigt forsæt, for at vores offergave ikke skal blive forkastet; Guds omsorg for den skyldige synder, efter at han er blevet straffet; menneskeslægtens medlemmers indbyrdes afhængighed af hinanden; og de pligter og forpligtelser, vi alle skylder hinanden" (Driver). I Hebr 11,4 påpeges Kains åndelige mangel; 1 Joh 3,12 bemærker hans misundelse og skinsyge som noget, der er "af den onde", og Jud 1,11 gør ham til selve forbilledet på de ugudelige.

2. Vanskeligheder:

Med få og kraftige strøg maler fortællingen om Kain, som den står, for os karakteren af den første morder og scenen for hans afsløring og domfældelse. Alt andet gøres underordnet fortællingens religiøse formål. Men hvis vi ikke kan lade være med at stille det velkendte spørgsmål: Hvem var Kains hustru? er det også umuligt ved et nærstudium af 1 Mos 4, som kapitlet står, at undgå at spørge, hvad tegnet på Jahves antagelse (1 Mos 4,4) bestod i, eller hvad det "tegn" var, som blev sat for Kain (1 Mos 4,15); eller hvad vi skal mene om, at så vigtige institutioner som offer (1 Mos 4,3; 1 Mos 4,4) og blodhævn (1 Mos 4,14) uden forklaring indføres midt i fortællingen; hvem de personer var, som Kain frygtede (1 Mos 4,14); hvem der beboede den by, han byggede (1 Mos 4,17); hvordan omstrejferen og flygtningen kunne blive bybygger; og hvorfor hyrdelivet skulle fremstilles som begyndende med Abel (1 Mos 4,2) og igen med Jabal (1 Mos 4,20); ligeledes om fortælleren mener, at ikke blot menneskers samling i byer (1 Mos 4,17), men også kvægavl, musik og metalarbejde (1 Mos 4,20-22) skal betragtes med mishag, fordi de er udsprunget fra Kain eller fra hans efterkommere? De fleste af disse spørgsmål finder deres svar i én betragtning: fortællingen er ikke udtømmende fuldstændig og er ikke tænkt sådan. At der fandtes en stor mængde racemæssige traditioner, hvorfra forfatteren til 1 Mosebog med den strengeste sammentrængning udvalgte sit materiale, er den konklusion, som fremtvinges af en nøje undersøgelse af fortællingen i 1 Mosebog og en sammenligning af den med de ældste bevarede traditioner. "I 1 Mos 4 fortælles disse gamle historier ikke for deres egen skyld. Ufuldstændigheden og de uløste vanskeligheder tillader ikke, at man gør denne antagelse. De udgør ganske enkelt det materielle grundlag, hvortil højere ideer og læresætninger knyttes" (Dillmann).

3. Kritiske teorier:

Uden at gå uden for Skriftens tekst kan vi finde stærke beviser for, at den fortælling, der her behandles, delvis bygger på gamle kilder. Lad Kains slægtslinje (1 Mos 4,17-24) sammenlignes med Sets (1 Mos 5,1-29):

De hebraiske former af navnene viser endnu tydeligere, at Kain = Kenan, Irad = Jered, Metushael = Metusalem; en enkelt ombytning, nemlig af det første og det tredje navn efter Kain, bringer de to Enok'er sammen, og ligeledes de lignende navne Mehujael og Mahalalel. Således har vi seks navne, der næsten eller helt er identiske; syv forfædre i den ene liste og ti i den anden, som i begge tilfælde ender med en forgrening i tre betydelige personer. Ligheder, der er lige så sikre, om end på ingen måde så iøjnefaldende, findes mellem navnene i denne dobbelte liste og navnene på de ti konger i Babylonien, som regerede før syndfloden, sådan som de angives af Berosus, den babyloniske historiker fra det 3. århundrede f.Kr. (se Skinner, Driver, Sayce som nedenfor). Således synes en kilde, som forfatteren i 1 Mos 4 benyttede, at have været en gammel liste i genealogisk form, hvorved menneskehedens første blev forbundet med begyndelsen til civiliserede institutioner og genstande. En anden del af hans materiale var fortællingen om en brors mord på en bror (1 Mos 4,1-16). Mange hævder på dette punkt, at beretningen må bygge på stammers handlinger snarere end på enkeltpersoners. Det er sandt, at stammehistorie ikke sjældent i Det Gamle Testamente fortælles under individuelle navne (sammenlign 1 Mos 49;, Dom 1, og stammetavlerne i 1 Mos 25,1-4); men den stamme, der sigtes til, kan næppe være kenitterne i Det Gamle Testamente, som fremtræder som Israels nære forbundsfæller, ikke særlig blodtørstige eller hævngerrige, og uden nogen skygge over sig af en tidlig forbrydelse mod en broderstamme (se Kenitter). Tegnene i 1 Mos 4,1-16 på et udviklet samfundsstadie og en betydelig befolkning kan vise, at mordberetningen oprindelig ikke var knyttet til den første mands sønner. Der er således plads til at antage, at Kain, Adams søn; Kain, morderen; og Kain, bybyggeren og hovedet for en række patriarker, i processen med sammentrækning og ordning er blevet gjort til én person. De kritiske konklusioner, som her er sammenfattet, nås ganske vist gennem en fin og vanskelig proces; men det anføres til deres fordel, at de gør det muligt at fjerne vanskeligheder, som ikke kunne forklares på nogen anden måde. Det spørgsmål, som vil opstå hos mange: Hvilken teori om inspiration kan fastholdes i overensstemmelse med anvendelsen af sådanne kritiske metoder? behandles udførligt af de fleste moderne kommentatorer (se Kritik; Inspiration).

LITTERATUR.

A. Dillmann, Genesis (engelsk oversættelse); S. R. Driver, Genesis ("Westminster Commentaries"); H. E. Ryle, Early Narratives of Genesis; J. Skinner, Genesis (ICC); A. H. Sayce, "Archaeology of the Book of Genesis," The Expositor T, august 1910, juni 1911. (2) I Jos 15,57, Revised Version (britisk og amerikansk) KAIN, se denne.

Se også Kenitter.

F. K. Farr