(1) En smukt skovklædt bjergkæde, der løber omkring 13 miles (ca. 21 km) i sydøstlig retning fra forbjergget, som falder ned mod Middelhavets kyst nær Haifa, ved den sydlige ende af Akko-sletten, til højden el-Machraqah, som har udsigt over Jizre'el-sletten. På toppen af forbjergget, i en højde af 500 fod (ca. 150 m), står Elias-klosteret. Fra dette punkt er der en jævn stigning, indtil den største højde nås ved Esfiyeh (1.742 fod, ca. 531 m), idet toppen ved el-Machraqah kun er omkring 55 fod (ca. 17 m) lavere. Bjerget—som sædvanligvis nævnes med artiklen, »Karmel«—retfærdiggør stadig sit navn, »haven med frugttræer«. De stejle skråninger mod nord og øst giver ganske vist kun ringe mulighed for dyrkning, selv om træer og krat vokser i overflod. Men mod syd og vest falder bjerget ned mod havet og sletten i en række lange, frugtbare dale, hvor Karmels »ypperlighed« i dag får fuld illustration. Der er nogle få kilder med godt vand; men hovedforsyningen kommer fra vinterregnen, som opsamles og opbevares i store cisterner. Landsbyerne på skråningerne har et præg af velstand, som man ikke alt for ofte ser i Syrien; den rige jord belønner rigeligt landmændenes slid. Eg og fyr, myrte og kaprifolie, buksbom og laurbær trives; glansen fra frugtbare oliventræer fylder mangt et hul; og i blomstertiden er Karmel smuk i en klædning af mange farver. Vidnesbyrd om det gamle landbrug, som gjorde det berømt, findes i cisternerne og i olie- og vinpresserne, der er hugget ud i klippens overflade. Der er sandsynligvis en hentydning til vindyrkningen her i 2 Krøn 26,10. I Skriftens billedsprog fremstår det som symbol på skønhed (Højs 7,5), på frugtbarhed (Es 35,2), på majestæt (Jer 46,18), på et fremgangsrigt og lykkeligt liv (Jer 50,19). At Karmel visner, varsler Guds hævn over landet (Nah 1,4); og dets forfald, fuldstændig ødelæggelse (Am 1,2; Es 33,9).

Asyl og helligdom:

Omtrent trekantet af form, med sletter der strækker sig fra dets fod på hver af de tre sider, er bjerget med sin majestætiske form og massive størrelse synligt på lang afstand. Dets beliggenhed fratog det enhver større værdi til militære formål. Det beherskede ingen af de store veje, som hære fulgte: passene mellem Jizre'el og Sharon, øst for Karmel, gav de mest bekvemme ruter. Men bjerget vinkede den flygtende til sig på lang afstand og har til alle tider tilbudt asyl til de jagede i sine huler og skovklædte slugter. Også dets afsides højder med deres vide udsyn over land og hav; dets beskyttede kroge og løvrige lunde har fra gammel tid været skuepladser for gudsdyrkelse. Her stod et gammelt alter for Jahve (1 Kong 18,30). Vi kan antage, at der også fandtes en Ba'al-helligdom, eftersom dyrkerne af disse guddomme valgte stedet som fælles grund for den store prøve (1 Kong 1). Stedet lokaliseres traditionelt til el-Machraqah, »brændofferstedet«, som stadig holdes helligt af druserne. Et latinsk kapel står i nærheden, med en stor cisterne. En god kilde findes længere nede ad skråningen. Lige nedenfor, på Kishons nordlige bred, står højen kaldet Tell el-qissis, »præstens høj«. Fra Karmels top skimtede Elias den kommende storm, og da han steg ned fra bjerget, løb han foran Akabs vogn til Jizre'els port (1 Kong 18,42). Under klosteret på det vestlige forbjerg er en hule, som siges at være Elias'. En ældre tradition placerer profetens hule ved ed-Deir, nær `Ain es-Sih. Den kan have været skuepladsen for de begivenheder, der fortælles i 2 Kong 1,9 ff. Også Elisa var en hyppig gæst på Karmels bjerg. Det lå inden for det område, der blev tildelt Asher; i senere tider kom det i Tyrus' hænder (BJ, III, iii, 1).

(2) En by i Juda, i højlandet nær Hebron, nævnt sammen med Maon og Zif (Jos 15,55). Her rejste Saul af en eller anden ikke oplyst grund et mindesmærke eller trofæ (1 Sam 15,12; bogstaveligt »hånd«). Det var hjemsted for Nabal, den grove og fordrukne hjordejer, hvis enke Abigail David giftede sig med (1 Sam 1); og også for Hezro, en af Davids vældige krigere (2 Sam 23,35; 1 Krøn 11,37). Den repræsenteres af det moderne el-Karmil, omkring 10 miles (ca. 16 km) sydøst for Hebron. Karmil er den udtale, flere indfødte gav mig dette forår. Der er betydelige ruiner, hvor det mest fremtrædende træk er et firkantet tårn fra det 12. århundrede, nu hastigt på vej mod forfald. Der er også huler, grave og et stort reservoir.

W. Ewing