rok ((1) cela`; (2) tsur (3) challamish, "flint"; sammenlign arabisk khalanbus, "flint"; (4) kephim (Job 30,6); sammenlign Kefas, "Kefas" = Petros, "Peter" (Joh 1,42 KJV og RV's randnote); (5) petra):

1. Navne:

Tsur og cela` er de ord, der oftest forekommer, og der er ingen klart defineret forskel mellem dem. De står ofte sammen i den parallelisme, som er karakteristisk for de hebraiske forfattere, f.eks.:

"Vær for mig en stærk klippe (tsur),

Et forsvarshus til at frelse mig.

For du er min klippe (tsela) og min borg"

(Sl 31,2; Sl 31,3).

"Han kløvede klipper (tsur) i ørkenen,

Og gav dem rigeligt at drikke som fra dybene.

Han lod også strømme komme ud af klippen (sela),

Og lod vande løbe ned som floder"

(Sl 78,15; Sl 78,16).

Det er tydeligt her, at de to ord bruges for variationens skyld, uden nogen klar betydningsforskel. Selv challamish (oversat "flint") bruges på samme måde sammen med tsur i Sl 114,8:

"Han som gjorde klippen (tsur) til en vanddam;

Flinten (callamish) til en kilde med vande."

2. Billedligt:

(1) Noget af Bibelens mest slående og smukke billedsprog bygger på klipperne. De er et symbol på Gud: "Jahve er min klippe og min borg" (2 Sam 22,2; Sl 18,2; Sl 71,3); "Gud, min frelses klippe" (2 Sam 22,47; sammenlign Sl 62,2; Sl 62,7; Sl 89,26); "min Gud, min tilflugts klippe" (Sl 94,22); "din styrkes klippe" (Es 17,10); "Før mig til den klippe, der er højere end jeg" (Sl 61,2); gentagne gange i Moses' sang (5 Mos 32,3; 5 Mos 32,4; 5 Mos 32,18; 5 Mos 32,30; 5 Mos 32,31; sammenlign 2 Sam 22,32). Paulus anvender klippen, der blev slået i ørkenen (2 Mos 17,6; 4 Mos 20,11), om Kristus som kilden til levende vand til åndelig forfriskning (1 Kor 10,4).

(2) Klipperne er et tilflugtssted, både billedligt og bogstaveligt (Jer 48,28; Højs 2,14); "Klipperne er et tilflugtssted for klippegrævlingerne" (Sl 104,18). Mange rejsende i Israels land har mærket forfriskningen fra "skyggen af en stor klippe i et træt land" (Es 32,2). En helt anden tanke udtrykkes i Es 8,14: "Og han skal være en helligdom; men en anstødssten og en forargelsesklippe" (sammenlign Rom 9,33; 1 Pet 2,8).

(3) Klippen er et symbol på hårdhed (Jer 5,3; sammenlign Es 50,7). Derfor viser det at bryde klippen Guds magt (Jer 23,29; sammenlign 1 Kong 19,11). Klippen er også et symbol på det, der varer ved: "Åh, at de .... blev indgraveret i klippen for evigt!" (Job 19,23; Job 19,24). En klippe var et passende sted at bringe et offer (Dom 6,20; Dom 13,19). Det centrale træk ved `Umars moské i Jerusalem er Qubbat-uc-Cakhrat, "klippedomen." Klippen eller cakhrat under domen menes at være stedet for Salomos brændofferalter, og desuden menes den at være stedet for jebusitten Araunas tærskeplads, som David købte for at bygge et alter for Jahve.

3. Klippearter:

(1) Den vigtigste klippeart i Israels land og Syrien er kalksten, som findes i mange varianter, der adskiller sig i farve, struktur, hårdhed og grader af urenhed; noget af kalkstenen har betydelige indblandinger af ler eller sand. Nogle af de hårdere typer er meget tætte og brydes med et muslet brud, der ligner flintens brud. I klipper, som i århundreder har været udsat for atmosfæriske påvirkninger, har erosion frembragt slående og meget maleriske former. Knolde og lag af flint forekommer hyppigt i kalkstenen.

(2) Kalksten er den eneste klippeart i det vestlige Israels land, med undtagelse af nogle lokale udstrømninger af basaltisk klippe og desuden med undtagelse af en lysebrun, porøs, delvis kalkholdig sandsten, som findes med mellemrum langs kysten. Denne sidste er en overfladeaflejring fra kvartærtiden eller nyere tid og er af æolisk oprindelse. Det vil sige, den består af klitsand, som er størknet under påvirkning af atmosfæriske kræfter. Dette er meget usædvanligt, idet næsten alle lagdelte bjergarter er opstået som lag af sand eller mudder på havets bund.

(3) På Sinai, i Edom, Moab, Libanon og Anti-Libanon findes den nubiske sandsten, en kiselholdig sandsten, som i det mindste i nord er fra mellemste eller nedre kridttid. I syd synes de nederste lag af denne formation at være palæozoiske. Det meste af den er ikke tilstrækkeligt sammenhængende til at give god byggesten, skønt nogle af dens lag er meget faste og endda bruges til møllesten. Nogle steder er den så usammenhængende eller smuldrende, at den let kan graves med hakken, idet kornene falder fra hinanden og danner sand, som kan bruges i mørtel. I farve er den nubiske sandsten som helhed mørkt rødbrun, men lokalt viser den stor variation, fra hvid over gul og rød til sort. Nogle steder har den også blålige nuancer. De berømte klippegrave og templer i Petra er udhugget i denne sten.

(4) Store områder af den nordlige del af landet øst for Jordan er dækket af vulkansk klippe. I Jaulan sydøst for Hermonbjerget har denne i århundreder været udsat for atmosfæren og har på overfladen dannet en rig, mørk jord. Længere mod sydøst ligger Leja' (arabisk "tilflugtssted"), et vildt område dækket af en lavaaflejring, som geologisk set er nyere, og som, skønt den sandsynligvis er ældre end mennesket, stadig kun er lidt påvirket af atmosfæren. Det er vanskeligt at krydse og giver ofte asyl til fredløse.

Se KLIPPEFREMSPRING; FLINT; ISRAELS LANDS GEOLOGI; KALK.

Alfred Ely Day