I hebraisk og græsk findes der en enestående rigdom af terminologi vedrørende det generelle emne påklædning blandt de gamle østerlændinge. Dette afspejles i de talrige synonymer for "påklædning", som findes i engelske bibeloversættelser: "apparel", "attire", "clothes", "raiment", "garments" osv. Men ordene i oprindeligsprogene er ofte betydeligt forvirrende på grund af oversætternes ukonsekvente variationer. Desuden findes der få angivelser selv i det oprindelige hebraisk eller græsk af den præcise form eller de specifikke materialer for de forskellige påklædningsgenstande, der nævnes, og derfor bliver deres identifikation dobbelt så svær. Ved behandlingen af emnet er de mest pålidelige informationskilder derfor, bortset fra betydningen af de ord, der bruges til karakterisering, visse velkendte kendsgerninger om ortodokse jøders kostumer og påklædningsskikke samt oplysninger om de påklædningsformer, der benyttes i dag af folk med enkle levevilkår og primitive vaner i Israels land. Takket være det meget konservative og uforanderlige forhold i den nærmere Østen er dette til ikke ringe hjælp. I bestræbelsen på at opdage, skelne og behandle de forskellige orientalske klædningsstykker vil vi således betragte:

1. Ordenes betydning;

2. Materialerne;

3. De ydre klædningsstykker;

4. De indre klædningsstykker;

5. Hovedbeklædningen;

6. Fodtøjet;

7. Jesus og hans disciplles påklædning.

1. Ordenes betydning:

Der var oprindelig en skarp forskel mellem klassisk og orientalsk kostume, men denne blev mærkbar mindre under det romerske riges kosmopolitisme. Dette havde naturligvis sin virkning både på ændringen af datidens mode og på de ord, der blev brugt til klædningsgenstande i Det nye testamente.

(1) De ord, der hyppigst blev brugt for klæder generelt, var i Det gamle testamente cadhin, simlah, salmah, og i Det nye testamente himation (Matt 21,7; Matt 24,18; Matt 26,65; Luk 8,27) og enduma (Matt 22,11 flg.; jf. Matt 7,15), pluralis, skønt det ældste og mest udbredt forekommende menneskeligt påklædningsstykke var sandsynligvis "lændekluden" (hebraisk 'ezor), helt forskellig fra "bælte" (græsk zone). Bibelske referencer til klæder omhandler næsten udelukkende mandens kostume, hvilket uden tvivl skyldes det forhold, at de klædningsstykker, der normalt blev båret indendørs, blev båret på samme måde af mænd og kvinder.

(2) De tre normale kropsbeklædninger, dem der hyppigst nævnes i Skrifterne, er cadjin, et ret langt "underklædningsstykke" forsynet med ærmer; kethoneth (græsk chiton), en langarmet kiton båret over cadhin, ligeledes en skjorte med ærmer (se Masterman, DCG, artikel "Dress"); og simlah (græsk himation), kappen i King James-oversættelsen og den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk), brugt i flertal for "klæder" generelt; og "bæltet" (græsk zone; arabisk zunnar). "Hovedbeklædningen" (to typer er nu i brug, "turbanen" og "kufiyeh") bliver aldrig tydeligt navngivet i Bibelen, skønt vi ved, at det var universalt skik blandt gamle østerlændinge at dække hovedet.

(3) Simlah (græsk himation) betyder en "ydre klædning" (se nedenfor), en "kappe" eller "slåbrok" (se leksikoner). Et beslægtet græsk ord himatismos (oversat "klæder" i Luk 9,29, "klæder" i Matt 27,35 og "gevandter" i Joh 19,24) står i modsætning til himation. Det græske chiton, hebraisk kethoneth, "underklædningen", oversættes "kjortel" i Matt 5,40, "klæder" i Mark 14,63. Det hebraiske ord me`il, græsk stole, latin stola, betyder en slags klædning brugt kun af mænd af høj stand eller præstelig orden, gengivet af den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk) som "kappe". Det betyder de lange klædninger af skriftlærde gengivet som "lange kapper" (Mark 12,38; Luk 20,46) og "bedste kappe" i fortællingen om den fortabte søn (Luk 15,22). (For forskel mellem me`il og simlah, se Kennedy, one-vol HDB, 197.) Orientalske indflydelser førte til adoptering af den lange kiton i Rom, og på Ciceros tid var det et tegn på femininitet. Den kom til at være kendt i sin hvide form som tunica alba, eller "hvid kiton", senere på engelsk "alb".

Andre ord fra Det nye testamente er porphuran, "purpur" (Luk 16,19); Jesu purpurkåbe kaldes himation i Joh 19,2; lention, "håndklædet", som Jesus omgjordede sig selv med (13,4.5); derefter othonion, "lærredsklud" (Luk 24,12; Joh 19,40); sindon, "lærredsklud" (Matt 27,59); og bussos, "fint lintøj" (Luk 16,19).

De primitive "forklæder" fra {{1.Mos.3.7}}, lavet af "sammensynede figenblade", var helt forskellige fra "forklæderne", der blev bragt til apostlene i Apg 19,12. Disse sidste var af en art kendt blandt romerne som semicinctium, et kort "midjeomslag" båret især af slaver (Rich, Dict. of Roman and Greek Antiq.).

2. Materialerne:

Antropologi, Skrifterne og arkæologi vidner alle om, at oprindeligt menneske brugte dyrehude som påklædningsmateriale ({{1.Mos.3.21}}, "kjoler af hud"; jf. Hebr 11,37#, "gik omkring i fåreskind, i gededragt").

Selv i dag vil den rejsende af og til se en hyrde i Israels land klædt i "en kappe af skind". Dengang som nu leverede gedehår og kamelhår materialerne til de fattiges grovere stoffer. Johannes Døber havde sin klædning, enduma, af kamelhår (bogstaveligt "af kamelhår", Matt 3,4). Dette var et groft stof fremstillet ved vævning af kamelhår. Der er intet bevis for, at kapper af kamelskind, som dem af gedeskind eller fåreskind, nogensinde har været båret i Østen, sådan som malere har forestillet sig (se Meyer, Bleek, Weiss og Broadus; men sammenlign HDB, artiklen "Camel"). De foretrukne materialer i Israels land, som i hele Orienten, i oldtiden var imidlertid uld (se Ordsp 27,26, "Lammene er til din klædning") og hør (se Ordsp 31,13, hvor det siges om kong Lemuels ideal-kvinde: "Hun søger uld og hør og arbejder villigt med sine hænder"). Den fineste kvalitet af oldtidens "linned" synes at have været et produkt fra Egypten (se linned). "Silken" i Ordsp 31,22 i KJV er i virkeligheden "fint linned", som i RV. Den første sikre omtale af "silke" i Bibelen, indrømmes det nu, er i Åb 18,12, eftersom det ord, der gengives "silke" i Ez 16,10; Ez 16,13, har usikker betydning.

3. De ydre klæder:

(1) Vi kan her passende begynde med Jesu velkendte udsagn som en grundlæggende skelnen: "Hvis nogen vil føre sag mod dig og tage din kjortel (græsk chiton), så lad ham også få din kappe (himation)" (Matt 5,40). Her var "kjortlen" (hebraisk kethoneth) den almindelige "inderklædning", som datidens jøde bar, og som han udførte dagens arbejde i (se Matt 24,18; Mark 13,16). Den lignede den romerske "tunika" og svarede nærmest til vores "lange skjorte"; den nåede altid ned under knæene, og hvis den var beregnet til festlige lejligheder, nåede den næsten til jorden. Undertiden bar man "to kjortler" (Luk 3,11; sammenlign Matt 10,10; Mark 6,9), men som regel kun én. Det var denne Jesu klædning, som Johannes siger (Joh 19,23) var "uden søm, vævet i ét stykke ovenfra og helt igennem".

(2) Ordet himation, her gengivet "kappe", betegner jødernes velkendte "yderklædning" (se Matt 9,20; Matt 9,21; Matt 14,36; Matt 21,7; Matt 21,8; men sammenlign også Matt 9,16; Matt 17,2; Matt 24,18; Matt 26,65; Matt 27,31; Matt 27,35). I nogle tilfælde synes det at have været en løstsiddende dragt, men i de fleste andre var det ganske sikkert et stort firkantet stykke stof, som et moderne sjal, der kunne svøbes om personen med større eller mindre smag og bekvemmelighed. Disse to, sammen med "bæltet" (en nødvendig og næsten universel del af orientalsk klædedragt), var nu almindeligvis alle de klæder, som den almindelige mand i Orienten bar. "Yderklædningen" blev ofte brugt af fattige og af den rejsende som hans eneste dække om natten, ligesom sjaler bruges hos os nu.

(3) Det almindelige hebraiske navn for denne "yderklædning" i Det Gamle Testamente er som ovenfor simlah eller salmah. I de fleste tilfælde var den af "uld", skønt undertiden af "linned", og den var som regel bestemt modstykket til grækernes himation (dette er dens navn gennem hele Det Nye Testamente). Den svarede også til romernes pallium. Den hørte, ligesom disse, ikke til endumata, eller klæder, der "tages på", men til periblemata, eller klæder, der "svøbes om" kroppen. Det var om denne "kappe", at Moseloven bestemte, at hvis den blev taget i pant, skulle den gives tilbage før solnedgang -- "for den er hans eneste dække, den er hans klædning for hans hud: hvad skal han sove i? .... for jeg er nådig" (2 Mos 22,27). De jødiske domstole ville derfor naturligt tillade, at "inderklædningen" blev taget ved retslig fremgangsmåde, snarere end den ydre (Matt 5,40; Luk 6,29); men Jesus lærer i praksis, at man, snarere end at få vanskeligheder eller nære fjendskab, bør give afkald på sine rettigheder i dette som i andre forhold; sammenlign 1 Kor 6,7.

Nogle identificerer de gamle hebræeres simlah med den moderne aba, den grove bluse eller overfrakke, som i dag bæres af den syriske bonde (Nowack, Benzinger, Mackie i HDB); men skellet mellem disse to jødiske klædningsstykker, som gøres så klart i Det Nye Testamente, synes at bekræfte den konklusion, man også på anden måde er nået til, at denne jødiske "yderklædning" nøje lignede, hvis den ikke var identisk med, grækernes himation (se Jew Encyclopedia, artiklen "Cloke" og 1-binds HDB, "Dress," 197; men sammenlign Masterman, DCG, artiklen "Dress," 499, og Dearmer, DCG, artiklen "Cloke"). I ingen henseende har variationen i gengivelserne i vores engelske bibelversioner gjort mere for at skjule originalens betydning for engelske læsere end i tilfældet med dette ord simlah. For eksempel er det den "klædning", hvormed Noas nøgenhed blev dækket (1 Mos 9,23); de "klæder", hvori hebræerne bandt deres dejtrug ind (2 Mos 12,34); Gideons "klædning" i Dom 8,25; Ruts "klædning" (3,3); ligesom Det Nye Testamentes himation er "kappen" i Matt 5,40, "klæderne" i Matt 24,18 i KJV (RV "kappe"), "klædningen" (Mark 13,16 i KJV, RV "kappe").

4. Underklæderne:

(3) Med hensyn til ærmer nævnes de ikke udtrykkeligt i Det gamle Testamente, men de ovennævnte tuniker fra Lakis har korte ærmer, der når halvvejs ned til albuer. Dette repræsenterer formentlig den almindeligste ærmetyp blandt hebræerne i tidligere tid. Et tidligt ægyptisk billede af en gruppe semitiske handelsfolk (omkring 2000 f.Kr.) viser en farverig tunika uden ærmer, som var fastgjort på venstre skulder og lod højre skulder blottet. En anden ærmevariant, som var forbeholdt de øvre og velhavende klasser, havde lange og brede ærmer, der nåede til jorden. Dette var tunikaen båret af Thamar, den kongelige prinsesse (2 Sam 13,18, "en mangfoldig farvet kjole på hende; thi således blev de kongelige døtre, som var jomfruer, klædt"), "tunikaen med (dvs. nåede til) håndflader og såler", båret af Josef, almindeligt kendt som "flerfarvet kjole" (1 Mos 37,3), en oversættelse som nu repræsenterer en forladt tradition (jf. Kennedy, HDB). Den lange hvide linnedtunika, som var hovedkjolen for den almindelige jødiske præst i senere tid, havde ærmer, som af særlige grunde blev bundet til armene (jf. Josefus, Ant., III, vii, 2).

Den hovedbeklædning, som imidlertid er bedst bevidnet, i det mindste for de højere lag af begge køn, er turbanen (hebraisk tsaniph, fra en rod der betyder at »vikle rundt«). Det er kvindernes »hætte« i Es 3,23, Revised Version (britisk og amerikansk) »turban«; den »kongelige diadem« i Es 62,3, og »mitraen« i Zak 3,5, Revised Version, randnote »turban« eller »diadem«. Ezekiels beskrivelse af en kvindes hovedprydelse: »Jeg bandt dig med klæde af fint linned« (Ez 16,10 randnote), peger på en turban. Om præsternes ægformede turban, se BONNET (Revised Version (britisk og amerikansk) »hovedbind«). Hattene i Dan 3,21 (Revised Version (britisk og amerikansk) »kapper«) menes af nogle at have været den kegleformede babyloniske hovedbeklædning, som ses på monumenterne. Ifølge 2 Makk 4,12 i Revised Version (britisk og amerikansk) blev de unge jødiske stormænd af Antiokus Epifanes tvunget til at bære petasos, den lave, bredskyggede hat, der forbindes med Hermes. Andre former for hovedbeklædning var i brug på Det Nye Testamentes tid, sådan som vi ved fra Mishna såvel som fra Det Nye Testamente, f.eks. suddar (soudarion) fra latin sudarium (et klæde til at tørre sved, sudor, af med), som sandsynligvis er »svededugen« i Joh 11,44; Joh 20,7, skønt den dér fremtræder som et tørklæde eller en tildækning for hovedet. De kvindelige fanger fra Lakish (se ovenfor) bærer over deres tunikaer en overklædning, som dækker panden og falder ned over skuldrene til anklerne. Om dette er den klædning, der menes med det hebraiske ord i Ruth 3,15, gengivet »slør« i King James Version og »kappe« i Revised Version (britisk og amerikansk), og »tørklæder til hovedet« (Ez 13,18 i Revised Version (britisk og amerikansk)), kan vi ikke sige. Det »slør«, som Rebekka og Tamar »tildækkede sig« med (1 Mos 24,65; 1 Mos 38,14), var højst sandsynligt en stor »kappe«, som hele kroppen kunne svøbes i, ligesom cadhin (se ovenfor). Men det synes umuligt at drage en klar skelnen mellem »kappe« og »slør« i Det Gamle Testamente (Kennedy). Tilfældet med Moses (2 Mos 34,33) giver os den eneste udtrykkelige omtale af et »ansigtsslør«.

6. Fodtøj:

De gamle hebræere gik, ligesom orientalere i almindelighed, barfodede indendørs. Udendørs bar de sædvanligvis sandaler, sjældnere sko. Den enkleste form for sandal bestod dengang, som nu, af en sål af ugarvet læder, bundet til foden med en læderrem, skoremmen i 1 Mos 14,23 og remmen i Mark 1,7 osv. På Shalmanesers obelisk adskilles Jehus ledsagere imidlertid fra assyrerne ved sko, der fuldstændig dækker fødderne; assyrerne er afbildet med sandaler forsynet med hælkappe. Kvinder på Ezekiels tid bar sko af »sælskind« (Ez 16,10 i Revised Version (britisk og amerikansk)). Soldaternes »snørede støvle« kan være ment i Es 9,5 (Revised Version (britisk og amerikansk), randnote). Dengang som nu tog man sandalerne eller skoene af, når man trådte ind i en vens hus eller på et helligt område (2 Mos 3,5; Jos 5,15), eller i tilfælde af sorg (2 Sam 15,30). Præsterne udførte deres tjeneste i templet med bare fødder (sammenlign det moderne krav ved indgang i en moské).

7. Jesu og hans disciples klædedragt:

I almindelighed kan vi sige, at de klæder, Kristus og hans disciple bar, var af de enkleste og mindst pragtfulde slags. Selv de klæder, Jesus bar, må knytte en særlig interesse til sig. De bestod, synes det ganske sikkert, ikke af blot fem særskilte stykker (se Edersheim, LTJM, I, 625), men af seks. På hans tid var det blevet almindeligt at bære en linnenskjorte (chaluq) under tunikaen (se ovenfor). At vor Herre bar en sådan »skjorte«, synes klart af omtalen af, at han lagde overklæderne (himatia, flertal) fra sig, dvs. »kappen« og »tunikaen«, før han vaskede sine disciples fødder (Joh 13,4). Den egentlige tunika, som han bar, var, som vi har set, »vævet uden søm« hele vejen igennem og var derfor af den slags, der sluttede tæt om halsen og havde korte ærmer. Over tunikaen ville der naturligt være et bælte af linned, viklet flere gange om livet. På fødderne havde han lædersandaler (Matt 3,11). Hans overklædning var af den sædvanlige slags og form, sandsynligvis af hvidt uldent stof, sådan som detaljerne i beretningen om forklarelsen antyder (Mark 9,3), med de fire foreskrevne »kvaster« i hjørnerne. Hvad hans hovedbeklædning angår, har vi ingen beskrivelse af den, men vi kan anse det for sikkert, at ingen jødisk lærer på den tid ville vise sig offentligt med hovedet utildækket. Han bar sandsynligvis det sædvanlige hvide linnede »tørklæde« (sudarium), viklet om hovedet som en turban, med enderne faldende ned over nakken. Hans disciples klædedragt var sandsynligvis ikke væsentligt anderledes.

Afslutningsvis kan det siges, at selv om selv ortodokse jøders klædedragt i dag er lige så forskellig som deres bopælslande og deres sprog, er der dog to klædningsstykker, som de bærer over hele verden, Tallith og 'arba` kanephoth (se DCG, artiklen »Dress«, sp. 1). Jøder, som lægger særlig vægt på hellighed, især dem der bor i Det Hellige Land, bærer stadig Tallith hele dagen, sådan som det var almindelig skik på Kristi tid. Da den tidligste omtale af 'arba` kanephoth er fra 1350 e.Kr., er det klart, at den ikke kan have eksisteret på Det Nye Testamentes tid.

LITTERATUR.

Nowacks og Benzingers Hebrew Archaologie; Tristram, Eastern Customs in Bible Lands; Rich, Dict. of Roman and Greek Antiq.; Edersheim, Life and Times of Jesus the Messiah, 625, og andre steder; artikler om »Dress«, »Clothing«, »Costumes« osv., HDB, DCG, Jew Encyclopedia (af Noldeke) i Encyclopedia Biblica (af Abrahams og Cook); Masterman, »Dress and Personal Adornment in Mod. Palestine«, i Biblical World, 1902 osv.

George B. Eager