a-bi'-a-thar, ab-i-a'-thar ('ebhyathar, "far til overlegen fortræffelighed," eller "den overordentligt fortræffelige er far." Med ændret formulering er dette de forklaringer, der almindeligvis gives, skønt "en far forbliver" ville stemme bedre med den almindelige brug af stammen yathar. Den fromme Ebjatar var stadig bevidst om, at han havde en Far, selv efter nedslagtningen af sine menneskelige slægtninge):

1. Den bibelske beretning:

Skrifterne fremstiller det sådan, at Ebjatar nedstammede fra Pinehas, Elis søn, og gennem ham fra Itamar, Arons søn; at han var søn af Ahimelek, den øverste præst i Nob, som sammen med sine fæller blev dræbt af kong Saul for en påstået sammensværgelse med David; at han havde to sønner, Ahimelek og Jonatan, hvoraf den førstnævnte i Ebjatars levetid var fremtrædende i præstetjenesten (1 Sam 21,1-9; 1 Sam 22,7 ff; 2 Sam 8,17; 2 Sam 15,27 ff; 1 Krøn 18,16; 1 Krøn 24,3; 1 Krøn 24,6; 1 Krøn 24,31).

Se Akimelek; Akitub.

Ebjatar undslap massakren på præsterne i Nob og flygtede til David, idet han bar efoden med sig. Dette var en stor styrkelse af Davids position. Den offentlige stemning i Israel var oprørt over nedslagtningen af præsterne og vendte sig stærkt imod Saul. Arvingen til præstedømmet, og i hans varetægt den hellige efod, var nu hos David, og dette gav hans sag anseelse og en vis karakter af legitimitet. David følte også bittert, at han ufrivilligt havde været årsag til Ebjatars slægtninges død, og det gjorde hans hjerte varmt over for hans ven. Formodentlig var der også en dyb religiøs sympati mellem dem.

Ebjatar synes straks at være blevet anerkendt som Davids præst, formidleren af rådspørgsel hos Jahve gennem efoden (1 Sam 22,20-23; 1 Sam 23,6; 1 Sam 23,9; 1 Sam 30,7; 1 Sam 30,8). Han stod i spidsen for præstedømmet sammen med Sadok (1 Krøn 15,11), da David efter sine erobringer (1 Krøn 13,5; jf. 2 Sam 2) førte arken til Jerusalem. De to mænd nævnes sammen som ypperstepræster otte gange i beretningen om Absaloms oprør (2 Sam 15,24 ff) og nævnes sådan i den sidste liste over Davids øverste embedsmænd (2 Sam 20,25). Ebjatar sluttede sig til Adonija i hans forsøg på at bemægtige sig tronen (1 Kong 1,7-42) og blev derfor afsat fra præstedømmet, skønt han blev behandlet med hensynsfuldhed på grund af sit tidlige kammeratskab med David (1 Kong 2,26; 1 Kong 2,27). Muligvis forblev han emeritus-ypperstepræst, eftersom Sadok og Ebjatar stadig optræder som præster i listerne over de øverste embedsmænd under Salomos regering (1 Kong 4,4). Særligt træffende er afsnittet i Sl 55,12-14, hvis man anser det for at henvise til forholdet mellem David og Ebjatar på Adonijas tid.

Der er to yderligere forhold, som i betragtning af det nære forhold mellem David og Ebjatar må anses for betydningsfulde. Det ene er, at Sadok, som var yngre end Ebjatar, konsekvent nævnes først i alle de mange passager, hvor de to nævnes sammen, og behandles som den, der har det særlige ansvar. Slå op i beretningen, og se hvor tydeligt dette er. Det andet tilsvarende betydningsfulde forhold er, at i visse særligt ansvarsfulde sager (Sl 1; Sl 16; 2 Sam 8,17) repræsenteres Itamars slægts interesser ikke af Ebjatar, men af hans søn Ahimelek. Der må have været noget i Ebjatars karakter, der forklarer disse forhold, såvel som at han forlod David til fordel for Adonija. At skildre hans karakter kunne være en opgave for fantasien snarere end for kritisk slutning; men det synes klart, at selv om han var en mand, der var værdig til Davids venskab, havde han dog svagheder eller uheld, som delvis gjorde ham uskikket.

Ebjatars karakteristiske præstelige funktion udtrykkes således af Salomo: "Fordi du bar Herren Jahves ark foran David, min far" (1 Kong 2,26). Ved sin tid betegner verbet ikke en sædvanlig handling, men funktionen at bære arken, betragtet som helhed. Sadok og Ebjatar havde som ypperstepræster ansvaret for at bringe arken til Jerusalem (1 Krøn 15,11). Vi får ikke at vide, om den igen blev flyttet under Davids regering. Nødvendigvis indebærer det præstelige tilsyn med arken også tilsynet med de ofre og gudstjenester, der var forbundet med arken. Detaljerne i Kongebøgerne viser, at meget af den ceremoni, der beskrives i Pentateuken, fandtes, mens talrige yderligere pentateukiske detaljer nævnes i Krønikebøgerne.

En præstelig funktion, der fremhæves meget, er at få svar fra Gud gennem efoden (1 Sam 23,6; 1 Sam 23,9; 1 Sam 30,7). Ordet efod (se 1 Sam 2,18; 2 Sam 6,14) betegner ikke nødvendigvis den præstelige klædning med Urim og Tummim (f.eks. 3 Mos 8,7; 3 Mos 8,8), men hvis nogen benægter, at dette var præsten Ebjatars efod, påhviler bevisbyrden ham. Dette er ikke stedet til at undersøge metoden til at opnå guddommelige åbenbaringer gennem efoden.

Ebjatars landejendom lå i Anatot i Benjamin (1 Kong 2,26), en af de byer, der blev tildelt Arons sønner (Jos 21,18).

Bortset fra de mænd, der udtrykkeligt siges at være efterkommere af Aron, nævner denne del af beretningen præster tre gange. Davids sønner var præster (2 Sam 8,18). Dette hører sammen med, at David bar arken på en ny vogn (2 Sam 2), før han var blevet belært ved Uzzas død. "Og også Ira fra Jair var præst for kongen" (2 Sam 20,26 English Revised Version). "Og Zabud, Natans søn, var præst, kongens ven" (1 Kong 4,5 English Revised Version). Disse eksempler synes at vise, at David og Salomo hver havde en privat kapellan. Om disse to "præsters" afstamning og funktion har vi ikke et ord af information, og det er uberettiget at forestille sig detaljer om dem, som bringer dem i konflikt med resten af beretningen.

2. Kritiske opfattelser vedrørende Ebjatar:

Ingen vil bestride, at den fremstilling, der hidtil er givet, er den bibelske beretning, sådan som den foreligger. Kritikere af visse skoler accepterer imidlertid ikke kendsgerningerne sådan som de er nedskrevet. Hvis en person er bundet til den tradition, at de deuteronomiske og præstelige ideer i Pentateuken først opstod nogle århundreder senere end Ebjatar, og hvis han gør denne tradition til den målestok, hvormed han prøver sine kritiske konklusioner, må han naturligvis betragte den bibelske beretning om Ebjatar som uhistorisk. Enten modbeviser beretningen traditionen, eller traditionen modbeviser beretningen. Der findes intet tredje alternativ. De mænd, der accepterer de gængse kritiske teorier, forstår dette, og de har to måder at forsvare teorierne mod beretningen på. I nogle tilfælde bruger de kneb til at miskreditere beretningen; i andre tilfælde griber de til harmoniserende hypoteser og ændrer beretningen, så den stemmer med teorien. Uden her at drøfte disse forhold må vi blot bemærke nogle af deres følger i Ebjatars tilfælde.

For eksempel, for at slippe af med Jesu vidnesbyrd (Mark 2,26) om, at Ebjatar var ypperstepræst, og at helligdommen i Nob var »Guds hus«, hævdes det, at enten Jesus eller evangelisten her tager fejl. Det bevis, der anføres for dette, er, at Ebjatars tjeneste som præst først begyndte i det mindste nogle få dage senere end den hændelse, der henvises til. Dette er blot pedantisk, skønt det er et argument, som undertiden bruges af nogle lærde.

Man hævder, at beretningens udsagn om Elis slægtslinjes afstamning fra Itamar er usande; at vi tværtimod må formode, at Ebjatar gjorde krav på at nedstamme fra Eleazar, idet hans linje skulle være den påståede ældre linje i denne familie; at den ældre linje uddøde ved hans død, mens Zadok var af en yngre linje, hvis han da overhovedet arvede noget af Arons blod. Når man fremsætter sådanne påstande, benægter man Bibelens udsagn som hvilende på utilstrækkeligt bevis og erstatter dem med andre udsagn, som efter egen indrømmelse slet ikke hviler på noget bevis.

Al sådan fremgangsmåde er forkert. Mange nærer mistillid til udsagn, der findes i Krønikebøgerne; det giver dem ingen ret til at bruge deres mistillid, som om den var iagttagelser af kendsgerninger. Man kan tænkes at finde beretningen utilfredsstillende og kan være i sin gode ret til at mene det, men det giver ikke bemyndigelse til at ændre beretningen undtagen på grundlag af en eller anden form for bevis. Hvis vi behandler beretningen om Ebjatars tid, sådan som rimelighed kræver, at en beretning behandles ved en domstol, eller i en videnskabelig undersøgelse, eller i et forretningsanliggende, eller i en medicinsk sag, vil vi i det væsentlige acceptere kendsgerningerne, sådan som de findes i Samuel og Kongebøgerne og Krønikebøgerne og Markusevangeliet.

Willis J. Beecher