ep-i-ku-re'-anz (Epikoureioi):

Indhold

1. Samfundsmæssige og politiske årsager 2. Egoistisk hedonisme 3. Tilbage til naturen 4. Ataraksí 5. Lyst er fraværet af smerte 6. Samfundspagt 7. Atomteori 8. Materialisme 9. Ideernes teori 10. Epikuræiske guder 11. Consensus gentium 12. Årsager til succesen 13. Fuldstændig antitese til Paulus' lære 14. LITTERATUR

===================================================================

Epikuræerne mødte Paulus i Athen sammen med stoikerne (se dér) (ApG 17,18). De var tilhængere af Epikuros, en filosof født på Samos i 341 f.Kr., som først underviste i Lilleasien og siden i Athen indtil sin død i 270 f.Kr. Hans system bevarede, i modsætning til de fleste filosofier, sin oprindelige form med ringe udvikling eller uenighed lige til slutningen. Synspunkterne for Paulus' modstandere fra denne skole kan derfor rekonstrueres ud fra Epikuros' undervisning.

1. Samfundsmæssige og politiske årsager:

Betingelserne for epikuræismens og stoicismens fremkomst var politiske og samfundsmæssige snarere end intellektuelle. Spekulativ tænkning havde nået sit højdepunkt i Platons store konstruktive idealer og Aristoteles' encyklopædiske system. En kritik af disse ville nødvendigvis drive mennesker tilbage på sig selv til at udforske dybere betydningen af erfaringen, som Kant gjorde i senere tider. Men betingelserne var ikke gunstige for ren spekulation. Opløsningen af de græske bystat-staten og tabet af græsk uafhængighed havde fyldt menneskenes sind med en fornemmelse af usikkerhed. De institutioner, love og skikke i samfundet, som hidtil havde beskyttet individet, gav efter; og mennesker forlangte fra filosofien en tilflugtshavn til hvile for deres hjemløse og trætte sjæle. Filosofien blev derfor en teori om adfærd og en kunstner at leve.

Epikuros frarådte jagten på viden for dens egen skyld, hvad enten som filosofi eller videnskab, og rettede sine undersøgelser mod to praktiske spørgsmål: Hvad er livets formål? og Hvordan opnår man det? Filosofi definerede han som "en daglig virksomhed med tale og tanke for at sikre et lykkeligt liv."

2. Egoistisk hedonisme:

Hans etiske undervisning er derfor den centrale og styrende faktor i Epikuros' filosofi. Den hører til den type, der generelt beskrives som egoistisk hedonisme. De samme generelle principper var blevet undervist af Aristippos og hans skole, kyrenaerne, et århundrede tidligere, og de blev igen genoplivet i det 17. århundrede i England af Thomas Hobbes. Formålet og slutmålet for livets for ethvert menneske er dets eget lykke, og lykke er først og fremmest defineret som lyst. "Hvorfor kalder vi lyst alfa og omega i et velsignet liv. Lyst er vores første og naturlige gode. Det er udgangspunktet for ethvert valg og hver afvigen, og til det vender vi tilbage, idet vi gør følelsen til den regel, hvorved vi dømmer ethvert godt" (Epikuros, Brev til Menekaios). Hidtil kunne Epikuros virke at være blot gentage kyrenaernes synspunkt. Men der er vigtige forskelle. Aristippos betragtede lusten i øjeblikket som handlingens formål; men Epikuros lærte, at livet burde leves sådan, at det sikrede den største mængde lyst gennem hele dets varighed. Og i dette større perspektiv kom sindets luster til at indtage en større plads end legemets luster. For lykke består ikke så meget i tilfredsstellung af ønsker som i undertrykkelsen af behov og i at nå en tilstand af uafhængighed af alle forhold, som sikrer en fredsfølelse, som livets mangler og forandringer ikke kan forstyrre. Menneskets ønsker er af forskellig art: "Nogle er naturlige, nogle er grundløse; af de naturlige er nogle både nødvendige og naturlige, og nogle er kun naturlige. Og af de nødvendige ønsker er nogle nødvendige, hvis vi skal være lykkelige, nogle hvis kroppen skal befries fra ubehag, nogle hvis vi selv skal leve." Menneskets formål burde være at undertrykkelige alle ønsker, der er unødvendige, og især sådanne, som er kunstigt frembragt. Læring, kultur, civilisation og afledigende social og politisk liv forbydes, meget som de var i den modsatte skole af kynikerne, fordi de frembringer mange ønsker, der er vanskelige at tilfredsstille, og således forstyrrer sindets fred. Denne undervisning er blevet sammenlignet med Rousseaus og endog Buddhas. Ligesom den tidligere fastsætter Epikuros tilbagetrækningen af livet fra civilisationens kompleksiteter og uklarheder til naturens nøgne fornødenheder, men han holder op kort af nirvana-læren, thi livet og lysten til at leve betragger han som gode ting.

3. Tilbage til naturen:

Han stiger endda over naturalisme til et synspunkt, der har slægtskab med moderne spiritualisme, i sin bekræftelse af sindets herredømme over ugunstige forhold. "Selv når han tortureres på stigen, er den vise mand stadig lykkelig."

4. Ataraksí:

Epikuros' definition af livets formål og vejen dertil bærer en overfladisk lighed med hans modstanderes, stoikernes. Det formål, som begge søger, er ataraksí, "uforstyrrethed," en fredsfølelse i sindet, som overstiger alle forhold, og vejen dertil er livet ifølge naturen. Men naturen for Epikuros er rent fysisk og materiel, og den størst mulige tilgængelige lykke er det fuldstændige fraværet af smerte.

5. Lyst er fraværet af smerte:

Han protesterer med rette mod fremstillingen af hans undervisning som grov og umoralsk. "Når vi siger, at lyst er formål og hensigt, betyder vi ikke den slemmels lusters lusters eller sanselighedens lusters, som nogle gennem uvidenhed, fordom eller villig vildledelse forstår det. Med lyst mener vi fraværet af smerte i kroppen og lidelse i sjælen" (Brev til Menekaios). Hans eget liv var præget af en enkelhed, der grænsede til askese, og af venlig hensyn til hans venner. Men teorien var egnet til at tjene værre menneskers formål til at retfærdiggøre løssluppenhed og selviskhed.

6. Samfundspagt:

Retfærdighed og almindelig moral blev i systemet anerkendt som noget, der udsprang af en oprindelig samfundspagt, sådan som Hobbes og Rousseau forestillede sig den, og som hvilede på egeninteressen og lykken hos de individer, der indgik pagten for bedre at opnå disse mål. Almindelig moral har derfor ingen stærkere sanktion end individets ønske om at sikre sin egen lykke. Over for offentlige overtrædelser af moralkodeksen finder sanktionen sit redskab i samfundsordenen og de straffe, den pålægger; men det eneste, der afskrækker fra hemmelig umoral, er frygten for at blive afsløret og selve denne frygts nødvendigt forstyrrende karakter. Venskab, epikuræismens højeste dyd, bygger på den samme beregnende egoisme og skal dyrkes for den lykke, det frembringer hos dem, der ejer det. Systemets grundlæggende mangel er dets yderste individualisme, som fører til en bevidst egoisme, der nægter de sociale dyder nogen værdi i sig selv, og til fornægtelsen af livets større aktiviteter.

Epikur havde ingen interesse i viden for dens egen skyld, hverken om den ydre verden eller om nogen endelig eller højeste virkelighed. Men han fandt, at menneskers sind var fulde af forestillinger om verden, udødelighed og guderne, som forstyrrede deres fred og fyldte dem med tomme begær og frygt. Det var derfor nødvendigt for hans filosofis praktiske mål at finde en teori om tingene uden for mennesket, som kunne give det ro og sindsro.

7. Atomteori:

Til dette formål vendte Epikur tilbage til Demokrits atomteori om verden. Universets oprindelige bestanddele, som der ikke kunne gives nogen forklaring på, var atomer, tomrummet og bevægelsen. Ved en fast lov eller skæbne bevægede atomerne sig gennem tomrummet, sådan at de dannede verden, som vi kender den. Den samme ensartede nødvendighed opretholder og bestemmer den vedvarende tilstand for alt, hvad der eksisterer. Epikur ændrede dette system så langt, at han indrømmede atomerne en oprindelig frihed, som gjorde dem i stand til at afvige en smule fra deres ensartede, rette bane, mens de faldt som regn gennem rummet, og således støde sammen, forene sig og frembringe roterende bevægelser, hvorved verdenerne og alt, hvad der er i dem, blev til.

8. Materialisme:

Han fulgte ikke tanken om frihed i naturen og mennesket videre end til sin teoris krav, og hans univers’ gennemført materialistiske karakter forhindrede ham i at udlede et moralsk område. Med denne teori skaffer han sig af med de årsager til frygt og bekymring, som forstyrrer det menneskelige sind. Teleologi, forsyn, en moralsk verdensorden, gudernes vilkårlige handling, blind skæbne, udødelighed, helvede, belønning og straf efter døden — alt dette udelukkes fra et univers, hvor atomer, der bevæger sig gennem rummet, gør alt. Sjælen er, ligesom legemet, lavet af atomer, men af en mindre eller finere beskaffenhed. I døden opløses den ene ligesom det andet og når sin ende.

9. Idélære:

Ud fra de samme forudsætninger ville man forvente den fuldstændige benægtelse af alle guddommelige væsener. Men det er en ejendommelighed ved systemet, at en groft materialistisk erkendelsesteori skulle kræve bekræftelsen af gudernes eksistens. Menneskers forestillinger stammer fra tynde, materielle hindeagtige billeder, som passerer fra genstandene omkring dem ind i deres sinds beslægtede stof. Deraf følger, at enhver idé må være frembragt af en tilsvarende genstand. Mennesker har i almindelighed forestillinger om guder. Derfor må guder eksistere for at frembringe disse forestillinger, som kommer til mennesker i søvn og drømme. Men de er ikke sådanne guder, som mennesker almindeligvis tror findes. De består af det samme atomare stof som mennesker, men af en endnu finere beskaffenhed. De bor i intermundia, mellemrummene uden for verdenerne, hvor jordiske bekymringer og dødens opløsning ikke kan nå dem. De er udødelige og fuldkomment salige. Derfor kan de ikke vide noget om verden med dens smerte og dens trængsler, og de kan heller ikke på nogen måde have med den at gøre. De er apoteoser af den epikuræiske vismand, helt tilbagetrukket fra verdens uro, idet de nyder et liv i rolig hvile og er tilfredse med den overflod, som naturen giver dem.

10. Epikuræiske guder:

"For gudernes natur må altid i sig selv nødvendigvis nyde udødelighed med den højeste hvile, langt borte fra og adskilt fra vore anliggender; eftersom den er fri for enhver smerte, fri for alle farer, stærk ved sine egne ressourcer og ikke mangler noget fra os, vindes den hverken ved tjenester eller bevæges af vrede" (Lucretius). Al religion forbydes, skønt guderne bevares. Epikurs undladelse af at føre sit systems logik igennem til benægtelsen af guderne ligger dybere end hans idélære.

11. Consensus Gentium:

Han var påvirket af den kendsgerning, at "en fast enstemmighed fortsat råder blandt alle mennesker uden undtagelse" om, at guder findes. "En bevidsthed om guddommelighed tillader ham ikke helt at benægte Guds eksistens. Deraf hans forsøg på at forklare kendsgerningen, så den ikke kommer i konflikt med hans generelle teori" (Wallace, Epicureanism, 209). I sin levetid tiltrak Epikur en stor tilhængerskare til sin lære, og den fortsatte med at blomstre langt ind i den kristne tidsalder. Den blev fremlagt for den romerske verden af digteren Lucretius i hans digt De natura rerum, som stadig er hovedkilden til kundskaben om den. Én gammeltestamentlig forfatter, forfatteren til Præd, kan have været påvirket af dens ånd, selv om han ikke antog alle dens idéer.

12. Årsager til succes:

Epikurs egen personlige charme og tiltalende karakter drog mennesker til ham og ophøjede ham til den slags ideelle vismand, der legemliggjorde skolens lære, sådan som det var skik i alle filosofiske skoler. Systemet var klart afgrænset og let at forstå for almindelige mennesker, og det tilbød en plausibel livsteori til sådanne, som ikke kunne følge de dybere og vanskeligere spekulationer i andre skoler. Dets moralske lære fandt en villig genklang i alt det verdslige, almindelige og selvoptagne hos mennesker, der havde mistet deres høje idealer og store begejstringer. Frem for alt befriede det mennesker fra rædslerne ved en mørk overtro, der havde indtaget religionens plads. Det er en bemærkelsesværdig afsløring af den græske religions utilstrækkelighed, at Epikur skulle have forvist guderne fra den synlige verden uden nogen følelse af tab, men kun med lettelsen ved en stor befrielse.

13. Fuldstændig modsætning til Paulus' lære:

Det var uundgåeligt, at Paulus' lære skulle bringe denne skole i modsætning til ham. Han kom til Athen og lærte om en Gud, der var blevet menneske, som havde lidt og var død for at fuldbyrde det yderste selvopofrelse, som var opstået fra de døde og vendt tilbage for at leve blandt mennesker for at vejlede og forme deres liv, og som til sidst ville dømme alle mennesker og efter deres gerninger belønne eller straffe dem i en kommende verden. For epikuræeren var dette genoplivningen af alle de gamle og forhadte former for overtro. Det var ikke blot dårskab, men ugudelighed; for Epikur havde lært, at »ikke den mand, der fornægter de guder, som mængden tilbeder, men den, der om guderne bekræfter det, som mængden tror om dem, er i sandhed ugudelig.«

14. LITTERATUR.

Hicks, Stoic and Epicurean (hvis oversættelser er anvendt i alle citater i denne artikel); Zeller, Stoics, Epicureans and Sceptics; Wallace, Epicureanism; Lucretius, De natura rerum.

T. Rees