(nachal = "en strømmende bæk," "en dal"; oversættes bedst med det orientalske ord wady, som, ligesom det hebraiske ord, betyder både en bæk og dens dal).

1. Navn:

Egyptens bæk nævnes seks gange i Det Gamle Testamente (4 Mos 34,5; Jos 15,4; Jos 15,47; 1 Kong 8,65; Es 27,12); én gang, 1 Mos 15,18, med et andet ord, nahar. Egyptens bæk var slet ikke en egyptisk bæk, men en lille ørkenbæk nær grænseområdet til Egypten, en wady i ørkenen og måske skillelinjen mellem Kanaan og Egypten. Den identificeres sædvanligvis med Wady el 'Arish i moderne geografi.

2. Beskrivelse:

Egyptens bæk kommer ned fra et Tih-plateauet på Sinaihalvøen og løber ud i Middelhavet ved 31 5 nordlig bredde og 33 42 østlig længde. Dens kilde ligger ved foden af halvøens centrale bjerggruppe. Den øvre del af wadyen ligger omkring 400 fod (ca. 122 m) over havet. Dens løb, med et skarpt sving mod vest i den øvre del, går næsten stik nord langs plateauets vestlige skråning. Hele dens løb på 140 miles (ca. 225 km) går gennem ørkenen. Disse vandløb på Sinaihalvøen er sædvanligvis tørre vandløbslejer, som til tider bliver til rasende floder, men meget sjældent til rislende "bække". Oversvømmelserne kommer let med ringe eller ingen advarsel, når der indtræffer skybrud i det bjergområde, de afvander.

3. Arkæologi:

Brugen af det hebraiske ord nachal om denne wady peger på et mærkeligt og højst interessant og vigtigt stykke arkæologisk vidnesbyrd i det kritiske spørgsmål om Pentateukens oprindelse. I Pentateuken betegnes Egyptens vandløb med et egyptisk ord (ye'or), som hører Egypten til, ligesom ordet bayou hører den nedre Mississippi-dal til, mens ethvert andet vandløb, der nævnes, ikke engang undtaget denne ørkenbæk, "Egyptens bæk," betegnes med det ene eller det andet af to hebraiske ord, nachal og nahar. Hvert af disse ord forekommer 13 gange i Pentateuken, men aldrig om Egyptens vandløb. Brugen af nahar i 2 Mos 7,19 i beretningen om plagerne er egentlig ingen undtagelse, for ordet bruges dér generisk i kontrast til ye'or for at skelne mellem de "strømmende vandløb," neharoth, og Nilens træge vandingsgrene, ye'orim, "kanaler" (sammenlign kanaler) (Es 19,6; Es 33,21), mens ye'or forekommer 30 gange, men aldrig om andre end Egyptens vandløb. Der er således en meget nøjagtig skelnen i brugen af disse forskellige ord, en skelnen, som findes ens i Præsteskriftet (P), Jahvisten (Jahwist) og Elohisten (E) i dokumentarteorien, og også dér, hvor redaktøren formodes at have ændret dokumenterne. En sådan skelnen er næppe troværdig på den hypotese, at Pentateuken er skrevet af mere end én forfatter, senere end Moses' tid, eller at den er skrevet af nogen forfatter uden egyptisk uddannelse. Dokumentarteorien, som kræver, at disse tilfælde af brugen af de forskellige ord for "flod" er blevet nedskrevet af flere forskellige forfattere eller redaktører, i forskellige tidsaldre og alle flere århundreder efter udgangen af Egypten, langt borte fra Egypten og fra mulighederne for nøjagtig kundskab om dets sprog, synes fuldstændig uforenelig med en sådan skelnende brug af ordene. Og selv hvis udelukkelsen af alle fejl tilskrives én person, en endelig redaktør, bliver vanskeligheden næppe mindre. For da intet formål tjenes ved denne skelnende brug af ord, er den tydeligvis et naturligt fænomen. I hvert eneste tilfælde af brugen af ye'or ville et af de sædvanlige hebraiske ord, nachal eller nahar, have tjent forfatterens formål, ligesom enhver fremmed religiøs forfatter med rette kunne tale om "Louisianas vandløb," skønt en louisianer bestemt ville kalde dem "bayous." Hvordan kommer forfatteren til at bruge ye'or selv dér, hvor hans egne hebraiske ord kunne have været brugt passende? Hvorfor aldrig, hvor dets passende brug blot er tvivlsom, ikke engang ved at sige ye'or for nachal om "Egyptens bæk"? Det er ikke kunst, men erfaring i brugen af et sprog, der giver en sådan færdighed, at man lægger mærke til en så lille ting i en så omfattende brug uden en eneste fejl. Det eneste tidspunkt og sted, hvor en sådan erfaring i brugen af egyptiske ord kan forventes i Israel, er blandt folket fra udgangen af Egypten, ikke længe efter denne begivenhed.

M. G. Kyle