e-li'-ja ('eliyahu or (4 times) 'eliyah, "Jah er Gud"; Septuaginta Eleiou, Det Nye Testamente Eleias eller Elias, King James Version af Det Nye Testamente Elias):

Indhold

I. ELIAS' GERNINGER

1. Tørkens dom 2. Prøven ved bøn 3. Ved Horeb 4. Nabots sag 5. Elias og Akazja 6. Elias optaget 7. Brevet til Joram

II. ELIAS' VIRKE

III. PROFETENS KARAKTER

IV. MIRAKLER I ELIAS-FORTÆLLINGERNE

V. ELIAS I DET NYE TESTAMENTE

VI. LITTERATUR

(1) Den store profet på Akab, Israels konges, tid. Elias identificeres ved sin første fremtræden (1 Kong 17,1) som "Elias, tishbitten, som hørte til de fremmede i Gilead." Hans fødested må altså have heddet Tishbe. Et Tishbe (Thisbe) i Naftalis område kendes fra Tobit 1,2; men hvis man (med de fleste moderne kommentatorer) følger Septuagintas læsemåde i 1 Kong, er det ord, der oversættes "fremmede", selv "Tishbe", hvilket placerer stedet i Gilead og gør profeten til en indfødt fra dette bjergområde og ikke blot til en "fremmed" dér.

-------------------------------------------------------------------------------------------------

I. Elias' gerninger.

I 1 Kong 16,29-34 læser vi om Akabs ugudeligheder, der kulminerede i hans støtte til dyrkelsen af den tyriske Ba'al, hans tyriske dronning Jezabels gud (1 Kong 16,31). 1 Kong 16,34 nævner som endnu et eksempel på, hvor lidt vægt man på Akabs tid lagde på gamle profetiske trusler, at Hiel fra Betel genopbyggede den bandlyste by Jeriko, "med tabet" af Hiels ældste og yngste sønner. Dette er situationen, som kalder på en dom fra Jahve, forud forkyndt, som det ofte er tilfældet, af en trofast profet for Jahve.

1. Tørkens dom:

Om Elias allerede var en kendt skikkelse ved Akabs hof, siger fortællingen, der begynder med 1 Kong 17,1, ikke. Hans klædedragt og fremtræden identificerede ham under alle omstændigheder som profet (2 Kong 1,8; jf. Zak 13,4). Elias erklærede med få ord, at Jahve, Israels sande og eneste retmæssige Gud, hvis sendebud han var, netop på dette tidspunkt sendte en tørke, som skulle fortsætte, indtil profeten selv erklærede den for afsluttet. Tidsrummet fastsættes ganske vist ikke af Elias, men af Jahve; det skal ikke være kort ("disse år"), og det skal først ende, når tugtelsen viser sig at være tilstrækkelig. Ledet, sådan som sande profeter bestandig blev det, af "Jahves ord", skjulte Elias sig derefter i en af kløfterne øst for ("foran") Jordan, hvor bækken Kerit gav ham vand, og ravne bragte ham rigelig føde ("brød og kød" to gange dagligt), 1 Kong 17,2-6. Efterhånden som tørken skred frem, tørrede bækken ud. Elias fik da, ved "Jahves ord", som hele tiden, besked på at begive sig ud over den vestlige grænse for Akabs kongerige til den fønikiske landsby Sarepta nær Sidon. Dér fandt han enken, som Jahve sendte ham til, mens hun samlede nogle få pinde op fra jorden ved byporten for at tilberede et sidste måltid til sig selv og sin søn. Hun gav efter for profetens befaling om, at han selv først skulle mættes af hendes sparsomme forråd; og til gengæld oplevede hun opfyldelsen af hans løfte, udtalt i Jahves navn, om at hverken melkrukken eller oliekrukken skulle tømmes, før tørken blev brudt. (Josefus, Ant, VIII, xiii, 2, oplyser på Menanders autoritet, at tørken strakte sig til Fønikien og fortsatte dér et helt år.) Men da enkens søn blev syg og døde, betragtede moderen det som en guddommelig dom over hendes synder, en dom, som var blevet draget over hende ved gudsmandens nærvær. På Elias' bøn vendte livet tilbage til barnet (1 Kong 17,17-24).

"I det tredje år," 1 Kong 18,1 (Luk 4,25; Jak 5,17 angiver tre år og seks måneder som tørkens varighed), fik Elias besked på at vise sig for Akab som herolden for regn fra Jahve. Hvor hårdt både mennesker og dyr i Israel var presset af tørke og den deraf følgende hungersnød, ses af, at kong Akab og hans øverste hofmester Obadja personligt gennemsøgte landet efter små pletter med grønt græs, som kunne tjene til at holde nogle af kongens egne heste og muldyr i live (1 Kong 18,5; 1 Kong 18,6). Obadjas ord, da han mødte Elias, viser det indtryk, som profetens lange fravær havde gjort. Man mente, at Guds Ånd havde ført Elias bort til en ukendt, utilgængelig, gådefuld egn (1 Kong 18,10; 1 Kong 18,12). Obadja frygtede, at det igen ville ske, og mens han bønfaldt profeten om ikke at gøre ham til overbringer af et budskab til Akab, henviste han til sin egen velkendte fromhed og iver, som havde vist sig ved, at han under Jezabels forfølgelse havde skjult og bespist hundrede af Jahves profeter. Elias beroligede hofmesteren med en højtidelig ed på, at han ville vise sig for Akab (1 Kong 18,15). Kongen hilste profeten med de hovmodige ord: "Er det dig, du, som styrter Israel i ulykke?" Elias' svar, der besvarer hån med hån, er det, vi måtte vente af en profet; Israels ulykker skal ikke tilskrives profeten, som forkyndte dommen, men de konger, som fik nationen til at fortjene den (1 Kong 18,17; 1 Kong 18,18).

2. Prøven ved bøn:

Elias gik videre og udfordrede til en prøve på den falske guds magt. Blandt dem, som blev forsørget af Jezabel, var 450 Ba’al-profeter og 400 Ashera-profeter – stadig bespist af kongelig gavmildhed trods hungersnøden. Akab accepterede Elias’ forslag og sammenkaldte alle disse og hele folket til Karmels bjerg (1 Kong 18,19; 1 Kong 18,20). Elias’ første ord til forsamlingen antydede det tåbelige i deres forestilling om, at et folks troskab med held kunne deles mellem to guddomme: “Hvor længe vil I halte mellem de to sider?” (muligvis “springe over to tærskler,” som en ironisk hentydning til skikken med at springe over tærsklen til et afgudstempel for at undgå at snuble, hvilket ville være et dårligt varsel; jf. 1 Sam 5,1-5). Da Elias tog folkets tavshed som tegn på, at de indrømmede styrken i hans første ord, fremsatte han sine betingelser for prøven: En tyr skulle ofres til Ba’al, en tyr til Jahve, men der skulle ikke lægges ild under; “Den Gud, som svarer med ild, han skal være Gud.” Folkets stemme godkendte forslaget som rimeligt (1 Kong 18,22-24). Gennem en dag med brændende sol råbte Ba’al-profeterne i vanvid til deres gud, mens Elias hånede dem med ubarmhjertig sarkasme (1 Kong 18,25-29). Omkring tidspunktet for det regelmæssige aftenoffer i Jahves tempel i Jerusalem overtog Elias ledelsen. Han genopbyggede et gammelt alter, som måske var blevet revet ned under Jezabels forfølgelse; ved genopbygningen brugte han tolv sten, som symboliserede et udelt Israel, sådan som det i gammel tid var lovet patriarken Jakob; han gennemvædede offer og brænde med vand fra en stadig rindende kilde under Karmels skråninger, indtil selv en grøft omkring alteret, dyb og bred nok til at rumme et mål på to se’ah (en halv bushel), var fyldt – og profeten kaldte med få og alvorlige ord på nationens fædres Gud (1 Kong 18,30-37). Jahves svar med ild, der fortærede tyren, brændet, alteret og selve støvet, slog folket med ærefrygt og frygt. Overbevist om, at Jahve alene var Gud for dem, udførte de villigt profetens strenge dødsdom over afgudens profeter (1 Kong 18,38-40). Dernæst bød profeten Akab skynde sig med måltidet, sandsynligvis et offermåltid for den store skare, som var blevet gjort rede; for regnen var nær. På bjergtoppen bøjede Elias sig i bøn og sendte sin tjener syv gange ud for at se over havet efter den kommende storm. Til sidst blev det meldt, at en sky steg op, “så lille som en mands hånd”; og før kongens hastende vogn kunne krydse sletten til Jizre’el, blev den indhentet af “en stor regn” fra himle, sorte af skyer og vind, efter tre år uden regn. Med overnaturlig styrke løb Elias som en løber foran Akab helt til Jizre’els port (1 Kong 18,41-46).

3. Ved Horeb:

Samme nat fandt et sendebud fra Jezabel Elias. Budskabet lød: “Så sandt du er Elias, og jeg er Jezabel” (således Septuaginta), “må guderne gøre sådan mod mig og endnu mere” (dvs. må jeg blive hugget i stykker som et offerdyr, hvis jeg bryder mit løfte; jf. 1 Mos 15,8-11; 1 Mos 15,17; 1 Mos 15,18; Jer 34,18; Jer 34,19), “hvis jeg ikke i morgen ved denne tid gør dit liv som en af” de dræbte Ba’al-profeters “liv.” Hvordan vi end forklarer Elias’ handling – og alle mulige forklaringer på den har fundet forsvarere – søgte han sikkerhed i øjeblikkelig flugt. I Be’ersheba, den sydligste by i Juda, efterlod han sin “tjener,” som fortællingen ikke nævner andre steder. Han gik videre ud i den sydlige ørken, satte sig under den sparsomme skygge af en gyvelbusk i ørkenen og bad om, at han måtte få del i menneskehedens almindelige skæbne i døden (1 Kong 19,1-4). Efter søvn blev han styrket med mad, som en engel bragte. Igen sov han og fik mad. I kraft af den mad vandrede han så videre i fyrre dage og nætter, indtil han befandt sig ved Horeb, bjerget, der var helligt, fordi Jahve dér havde åbenbaret sig for Moses (1 Kong 19,5-8). Gentagelsen af de identiske ord af Elias i 1 Kong 19,10 og 14 udgør en vanskelighed. Medmindre vi skal antage en tilfældig gentagelse af en meget tidlig afskriver (tidlig, eftersom den allerede findes i Septuaginta), kan vi i den se et tegn på, at Elias’ mismod ikke let blev fjernet, eller at han ved Horeb søgte en særlig manifestation af Jahve til opmuntring, eller begge dele. Profeten fik befaling om at stille sig på det hellige bjerg; og Jahve gik forbi, bebudet af storm, jordskælv og tordenvejr (19,9-12). Disse var kun Jahves forløbere; Jahve var ikke i dem, men i den “stille, sagte stemme,” sådan som profeterne plejede at høre den i deres sjæle. Da Elias hørte den ikke ukendte indre stemme, erkendte han, at Jahve var nærværende for at høre og svare ham. Elias synes at søge at retfærdiggøre sin egen tilbagetrækning til ørkenen med den begrundelse, at han havde været “meget nidkær,” og i Jahves sag havde gjort alt, hvad en dødelig profet kunne gøre, før han flygtede, men alt forgæves! Det samme folk, som havde forladt Jahves lov og “pagt,” revet hans altre ned og dræbt hans profeter, ville have tilladt drabet på Elias selv på Jezabels befaling; og i ham ville den sidste sande tjener for Jahve i hele Israels land være gået til grunde (19,13.14).

Guds medlidenhed gik uden om Elias' klager for at give ham retning for videre arbejde for Herrens sag. Elias måtte salvede Hasael til at gribe Syrias trone, Israels værste fjende blandt nabomægterne; Jehu måtte han på samme måde salve for at gøre ende på Ahabs dynasti og tage Israels trone; og Elisa, for at være hans egen efterfølger i profetembeddet. Disse tre, Hasael og hans syrere, Jehu og hans følgere, endog Elisa selv, skulle udføre yderligere domme over afgudsdyrkerne og spotterne i Israel. Herren vil lade Sig selv blive tilbage 7.000 (et rundt tal, et lille men ikke overdrevent lille tal, som formidler en lære, ligesom senere profeters lære om frelsen for en retfærdig rest) i Israel, mænd bevist mod dommen fordi de ikke deltog i synden. Hvis Elias blev irettesat overhovedet, var det kun i kontrasten mellem de 7.000 trofaste og den ene, han selv, som han troede udgjorde alle de retfærdige, der var tilbage i Israel (1Kon 19,15-18).

4. Nabots sag:

Salvningen af Hasael og Jehu synes at være blevet overladt til Elias' efterfølger; vi læser faktisk intet om en salvning af Hasael, kun om et betydningsfuldt møde mellem ham og Elisa (2Kon 8,7-15). Elias vises dernæst i beretningen som irettesætter af Ahab for det rettergang mord på Naboth. På selve det jordstykke, som kongen havde begjæret og erobret, mødte profeten op, uventet og uønsket, for at forkynde over Ahab, Jesabel og hele deres hus dommen over en skammelig død (1Kon 21). Der var til stede ved denne scene, som følge af kongen, en anfører ved navn Jehu, netop den mand, som allerede var udvalgt til at afløse Ahab, og han glemte aldrig, hvad han så og hørte da (2Kon 9,25; 2Kon 9,26).

5. Elias og Ahazja:

Ahabs bod (1Kon 21,28; 1Kon 21,29) afværgede fra ham selv en del af dommen. Hans søn Ahazja trak den ned over sit eget hoved. Syg til døden fra skader modtaget i et fald sendte Ahazja bud efter et orakel vedrørende hans helbredelse på helligdommen for Baal-zebul i Ekron. Elias mødte budbringerne og vendte dem tilbage med en forudsigelse, ikke fra Baal-zebul men fra Herren, om forestående død. Ahazja kendte ved budbringernes beskrivelse sin families gamle "fjende". En anfører og halvtreds soldater sendt for at arrestere profeten blev fortæret af ild fra himlen efter Elias' ord. En anden anfører med halvtreds til mødte samme skæbne. En tredje bønfaldt profeten om at spare hans liv, og Elias gik med ham til kongen, men kun for at gentage dommens ord (2Kon 1).

6. Elias oprykkelse:

En anelse, som deles af "profeternes sønner" i Bethel og Jeriko, advarede Elias om, at hans jordiske livs afsluttende scene nærmede sig. Han ønskede at møde enden, skulle den komme i hvilken form som helst, alene. Elisa bandt sig imidlertid ved ed til ikke at forlade sin mester. Elias delte Jordan ved sit kappeslags slag, så de to kunne gå over mod ørken mod øst. Elisa bad om, at han måtte modtage en førstefødsels andel af den ånd, som hvilede på hans mester. "En ildkaret og hestene ildfarvede" dukkede op og skilte de to ad; "og Elias blev optaget i himlen i en hvirvelvind" (2Kon 2,1-11).

7. Brevet til Jehoram:

I {{2Krøn.21.12-15}} læser vi om et "skrift" fra Elias til Jehoram, søn af Jehosafat, konge af Juda. Udsagn fra 2Kon 3,11; 2Kon 3,12 tillader ingen anden fortolkning end, at Elisas succession til uafhængigt profetværk allerede var sket i Jehosafats levetid. Det er blevet påpeget, at det vanskeligt vers 2Kon 8,16 synes at betyde, at Jehoram begyndte at regere på et tidspunkt før hans faders død; det er også muligt, at Elias efterlod en besked, reduceret til skrift enten før eller efter hans bortgang, for den kommende konge af Juda, som skulle falde fra den sande tro.

II. The Work of Elijah.

Ens vurdering af betydningen af Elias' gerning afhænger af ens opfattelse af de forhold, som profeten stod over for i Nordriget Israel. Selv om det er sandt, at Akabs regeringstid udadtil var fremgangsrig, og at kongen selv ikke var uden en vis politisk klogskab sammen med personligt mod, indebar hans religiøse politik i bedste fald en sådan tolerance over for falske trosformer, at den kun kunne føre til ulykke. Lige siden Josvas tid havde troen på Jahve ført sin kamp mod den gamle kana'anæiske tilbedelse af naturens kræfter, en tilbedelse rettet mod lokale guddomme, "Baalim" eller "herrer" over det ene og det andet område, hvis gamle altre stod "på de høje bjerge og på højene og under hvert grønt træ" (5 Mos 12,2). Den gud, som Jezabel indførte fra Fønikien, bar også titlen Baal; men hans karakter og hans dyrkelse var værre og mere nedværdigende end noget, man tidligere havde kendt. Den modstand, som Jahves tjenere ydede mod kravene fra dronningens begunstigede gud, førte til forfølgelse, som historikeren med rette tilskriver Jezabel (1 Kong 18,4). Over for denne fare trådte forskellene mellem dyrkelsen af Jahve, sådan som den blev udøvet i Nordriget, og den samme dyrkelse, sådan som den blev praktiseret i Jerusalem, i baggrunden. Elias' ene bestræbelse var at kalde folket tilbage fra den tyriske Baal til Jahve, deres fædres Gud. Den sande religions livskraft i krisen ses af trofastheden hos en mand som Obadja (1 Kong 18,3), eller af den retfærdige rests udholdenhed, 7.000, trods alt det, der var sket af forfølgelse (1 Kong 19,18). Den gerning, Elias begyndte, blev fuldført, ikke uden blod, af Jehu; vi hører ikke mere om dyrkelsen af den tyriske Baal i Israel efter denne salvede tronraners tid (1 Kong 2; 1 Kong 10). At sige, at Elias ved Horeb "lærer Guds mildhed at kende" (Strachan i HDB), er at modsige både fortællingens umiddelbare tekst og tidens historie. Den befaling, Elias fik, var, at han skulle salve én mand til at gribe Syriens trone, en anden til at gribe Israels, og en profet til at fortsætte hans egen gerning; med løftet og forudsigelsen om, at disse tre kræfter skulle forenes i at eksekvere over det skyldige Israel den dom, som stadig stod tilbage på grund af dets frafald fra Jahve og dets dyrkelse af en falsk gud. Elias var ikke en fredelig reformator; selve synet af fred var skjult for hans øjne og forbeholdt senere profeter, for hvem han kun kunne bane vejen. Det var hans mission for enhver pris at ødelægge den hedenske gudsdyrkelse, som ellers ville have ødelagt Israel selv, med følger hvis ondskab vi ikke kan bedømme. Amos og Hoseas ville ikke have haft noget ståsted, hvis det ikke havde været for Elias' gerning og de påvirkninger, som han på guddommelig befaling satte i gang.

Iii. Profetens Karakter.

Det er åbenlyst, at den bibelske historieskriver ikke har til hensigt at give os et karakterstudie af profeten Elias. Giver han os overhovedet det materiale, som et sådant studie med udbytte kan forsøges på grundlag af? Karakteristikken i Jak 5,17, "Elias var et menneske med de samme lidenskaber (randnote: "natur") som vi," er ganske kort; men en undersøgelse af de bøger, der er skrevet om Elias' liv, fører til den konklusion, at man kan tage fejl ved at tillægge begivenheder betydninger, som disse begivenheder aldrig var tænkt at bære, lige så vel som ved at indføre alt for meget ren fantasi i sit studie. Det er for eksempel let at iagttage, at Elias præsenteres for læseren pludseligt, og at hans fremtræden og forsvinden i fortællingen virker brat; men har man ret til deraf at slutte en tilsvarende bramfrihed eller brathed i profetens karakter? Findes den tilstrækkelige forklaring ikke ved at lægge mærke til, at historieskriverens formål ikke var at give en fuldstændig biografi over noget enkeltmenneske, hvad enten profet eller konge, men at vise, hvordan Jahve virkede på og med Israels og Judas kongeriger gennem profeterne? Derfor findes der kun få personlige detaljer nedskrevet selv om en profet som Elias; og slet ingen, medmindre de har direkte betydning for hans budskab. Nogle menneskers fantasi har i profetens oplevelser skelnet en "oplæring af Elias"; men at indrømme, at der må have fundet en sådan oplæring sted, forpligter os ikke til at finde spor af den i de scener og hændelser, som er nedskrevet. Hvis man af de grunde, der er antydet ovenfor, nærer mistillid til ethvert forsøg på en detaljeret fremstilling af profetens indre liv, kan man søge og værdsætte det, der synes at ligge på fortællingens overflade: tro på Jahve som naturens Gud og som patriarkernes og deres efterkommeres pagtsgud; fortærende "nidkærhed" mod den falske religion, som ville fortrænge Jahve fra den plads, der alene må være hans; skarpt blik for at opfatte hykleri og falskhed, og skarp ånd til at revse dem, med den samme frimodighed og ringeagt for selvet, som nødvendigvis må kendetegne den sande profet i enhver tidsalder.

Iv. Mirakler I Elias-Fortællingerne.

Det mirakuløse element må indrømmes at være fremtrædende i Elias' erfaringer og værker. Det kan ikke vurderes uden for den almindelige holdning, som læseren finder det muligt at have angående mirakler, som er optegnet i Det Gamle Testamente. Forsøget på at forklare det ene eller andet punkt på rationalistisk vis er fuldstændig ufrugtubart. Elias' "ravne" kan vel omskrves til "arabere" ved en ændring af vokalpunkterne; men på trods af at orientalere vil bringe madgaver til en hellig eneboer, taler hele fortællingens tenor for ingen anden antagelse end at forfatteren mente "ravne", og så i begivenheden endnu en sådan udøvelse af Jahves magt over alle ting, som kunne ses i forsorgelsen af mel og olie til profeten og Sarfatas enke, ilden fra himlen, Jordans deling eller profetens oprykkelse ved hvirvelvind til himlen. Nogle moderne kritikere genkender en anden og senere kilde i beretningen om 2 Kong 2; men også her fjernes ingen reel vanskelighed, hvis der er nogen. Den strenge profet, som ville befale de 450 Ba'al-profeter slået ihjel, kunne vel kalde ild ned til at fortære en affaldfallen og fientlig konges soldater. Betydningen og meningen med Elias-kapitlerne graspes af dem, som accepterer forfatterens opfattelse af Jahve, hans magt og hans virken i naturen og blandt mennesker, snarere end af dem, som søger at erstatte denne opfattelse med en anden.

V. Elias I Det Nye Testamente.

Malaki (4,5) nævner Elias som forløberen for "Herrens store og frygtelige dag", og forventningen, der grundes på denne passage, antydes i Mark 6,15 parallelt Luk 9,8; Matt 16,14 parallelt Mark 8,28 parallelt Luk 9,19; Matt 27,47-49 parallelt Mark 15,35; Mark 15,36. Fortolkningen af Malakis profeti, der forskygges i englens forkyndelse til Zakarias (Luk 1,17), at Johannes Døberen skulle udføre værket som en anden Elias, gives på Jesus selv autoritet (Matt 11,14). Elias' fremtoning sammen med Moses på Forklarelsesbjergет optegnes i Matt 17,1-13 parallelt Mark 9,2-13 parallelt Luk 9,28-36, og i Matt 11,14 parallelt Mark 9,13 identificerer Jesus atter Malakis Elias med Johannes Døberen. Skæbnen for Ahazjas soldater (2 Kong 2) er i Jakobs og Johannes sind ved en lejlighed (Luk 9,54). Jesus selv henviser til Elias og hans ophold i Sidons land (Luk 4,25; Luk 4,26). Paulus gør brug af profetens erfaring ved Horeb (Rom 11,2-4). I Jak 5,17; Jak 5,18 giver Elias' værk eksempel på en retfærdig mands kraftfulde bøn.

(2) En "faders hushovedsmand" af Benjamins stamme (1Kr 8,27, KJV "Elias").

(3) En mand af præstelig stand, som havde giftet sig med en fremmed kvinde (Ezra 10,21).

(4) En lægmand, som havde giftet sig med en fremmed kvinde (Ezra 10,26).

LITERATUR.

Historierne om Israel og kommentarer til Kongernes Bøger er mange. De, som tilbøjer til rationalisering, tilbøjer også til at mindske Elias' betydning for historien. F. W. Robertson, Sermons, 2nd series, V; Maurice, Prophets and Kings of the Old Testament, Sermon VIII; Milligan, Elijah ("Men of the Bible" series); W. M. Taylor, Elijah the Prophet.

F. K. Farr