Indhold

I. Ægthed

1. Ydre vidnesbyrd 2. Indre vidnesbyrd

Ii. Sted Og Tidspunkt For Affattelsen

Iii. Adressat

1. Titel 2. Indskriften 3. Brevets eget vidnesbyrd 4. Konklusion

Iv. Forhold Til Andre Nytestamentlige Skrifter

1. Peter 2. Johannesskrifterne 3. Kolossenserbrevet

V. Formålet

Vi. Argumentation

Vii. Lære

Viii. Litteratur

========================================================================

I. Ægthed.

1. Ydre vidnesbyrd:

Ingen af de breve, der tilskrives Paulus, har en stærkere kæde af vidnesbyrd om deres tidlige og fortsatte brug end det, vi kender som Efeserbrevet. Lader vi for øjeblikket spørgsmålet om Efeserbrevets forhold til andre nytestamentlige skrifter ligge, finder vi, at det ikke blot præger de apostolske fædres udtryksmåde, men faktisk citeres. Hos Clemens af Rom (cirka 95 e.Kr.) kunne forbindelsen med Efeserbrevet skyldes en fælles liturgisk form i xlvi.6 (sammenlign Ef 4,6); dog er ligheden så nær, at vi må mene, at vores brev var kendt af Clemens både her og i lxiv (sammenlign Ef 1,3-4); xxxviii (sammenlign Ef 5,21); xxxvi (sammenlign Ef 4,18); lix (sammenlign Ef 1,18; Ef 4,18). Ignatius (død 115) viser talrige berøringspunkter med Efeserbrevet, især i sit brev til efeserne. I kap. xii læser vi: "I er fæller og medstuderende i mysterierne sammen med Paulus, som i hvert brev nævner jer i Kristus Jesus." Det er vanskeligt at afgøre den nøjagtige betydning af udtrykket "hvert brev", men trods mange forskeres opfattelse af, at det må gengives "i hele sit brev", dvs. i hver del af sit brev, er det sikrere at forstå det som en overdrivelse, "i alle sine breve", hvilket til en vis grad berettiges af, at Paulus ud over Efeserbrevet nævner de kristne i Efesos i Rom (16,5); 1 Kor (15,32; 16,8.19); 2 Kor (1,8 f); 1 Tim (1,3) og 2 Tim (1,18). I åbningshilsenen er forbindelsen med Ef 1,3-6 for tæt til at være tilfældig. Der er ekkoer af vores brev i kap. i (Ef 6,1); ix (Ef 2,20-22); xviii (oikonomia, Ef 1,10); xx (Ef 2,18; Ef 4,24); og i Ignat. ad Polyc. v har vi nær identitet med Ef 5,25 og en mindre sikker forbindelse med Ef 4,2, og i vi med Ef 6,13-17.

Polykarps brev viser i to passager verbal overensstemmelse med Efeserbrevet: i kap. i med Ef 1,8, og i xii med Ef 4,26, hvor vi har (græsk mangler her) ut his scripturis dictum est. Hermas taler om Helligåndens sorg på en sådan måde, at det leder tanken hen på Efeserbrevet (Mand. X, ii; sammenlign Ef 4,30). Sim. IX, xiii, viser kendskab til Ef 4,3-6, og muligvis til 5,26 og 1,13. I Didache (4) finder vi en parallel til Ef 6,5: "Tjenere, underordn jer jeres herrer." Hos Barnabas findes to eller tre vendinger, som muligvis skyldes Efeserbrevet. Der er en lidt stærkere forbindelse mellem II Clemens og Efeserbrevet, især i kap. xiv, hvor vi har den efesiske figur med kirken som Kristi legeme, og forholdet mellem dem omtalt med udtryk hentet fra mand og hustru. Dette tidlige vidnesbyrd, hvor svagt det end er, styrkes af den rolle, Efeserbrevet spillede i det 2. århundrede, hvor det, som vi lærer af Hippolytos, blev brugt af ofitterne og Basilides og Valentinus. Sidstnævnte (ifølge Hip., Phil., VI, 29) citerede Ef 3,16-18 og sagde: "Dette er, hvad der er skrevet i Skriften," mens hans discipel Ptolemais ifølge Irenæus (Adv. Haer., i.8, 5) skal have tilskrevet Ef 5,13 til Paulus ved navn. Ifølge tillæggene til den ottende bog af Clemens af Alexandrias Stromateis citerede Theodotus, en samtidig med Valentinus, Ef 4,10 og 30 med ordene: "Apostlen siger," og tilskriver Ef 4,24 til Paulus. Markion kendte Efeserbrevet, som Tertullian fortæller os, idet han identificerede det med det brev, der omtales i Kol 4,16 som ad Laodicenos. Vi finder det i Det Muratoriske Fragment (10b, l. 20) som det andet af de breve, som "Paulus skrev efter sin forgænger Johannes' eksempel." Det bruges i brevet fra menigheden i Lyon og Vienne og af Irenæus, Tertullian, Clemens af Alexandria, Origenes og senere forfattere. Vi kan med god grund acceptere Dr. Horts udsagn om, at det "på dette vidnesbyrd er næsten sikkert, at brevet eksisterede i 95 e.Kr.; helt sikkert, at det eksisterede omkring femten år senere eller tænkeligt lidt mere" (Hort, Judaistic Christianity, 118).

2. Indre vidnesbyrd:

Til denne meget stærke kæde af ydre vidnesbyrd, som rækker tilbage til selve begyndelsen af det 2. århundrede, hvis ikke til slutningen af det 1., og som viser Efeserbrevet som en del af den oprindelige paulinske samling, som Ignatius og Polykarp utvivlsomt brugte, må vi føje brevets eget vidnesbyrd og prøve det for at se, om der er nogen grund til, at det brev, der således er bevidnet så tidligt, ikke skulle tilskrives apostlen.

(2) Yderligere bevis for Paulus' forfatterskab findes i brevets generelle stil og sprog. Vi kan være enige med von Soden (Early Christ. Lit., 294) i, at "enhver sætning indeholder verbale ekkoer fra Paulus' breve, ja uden for de tanker, der er ejendommelige for Efeserbrevet, er det blot et mosaikbillede af paulinsk ordlyd," uden at acceptere hans konklusion om, at Paulus ikke skrev det. Vi føler, når vi læser, at vi har værket af en, hvis andre breve har gjort os fortrolige. Alligevel er vi ikke desto mindre bevidst om visse subtile forskelle, som giver anledning til de forskellige argumenter, som kritikere har fremsat mod påstanden om, at Paulus er den egentlige forfatter. Dette blev ikke betvivlet før slutningen af forrige århundrede, men har været siden Schleiermacher og hans discipel Usteri, skønt sidstnævnte udgav sine tvivl før sin mester gjorde det. Tübingen-lærde angreb brevet hovedsageligt på grund af påståede spor af gnostiske eller montanistiske påvirkninger, beslægtede med dem, der tillægges Kolossenserbrevet. Senere forfattere har opgivet dette krav for at fremsætte andre baseret på stilforskel (De Wette, fulgt af Holtzmann, von Soden og andre); afhængighed af Kolossenserbrevet (Hitzig, Holtzmann); holdningen over for Apostlene (von Soden); læremæssige forskelle, især dem der vedrører kristologien og Parusien, kirkens opfattelse (Klopper, Wrede og andre). Tendensen synes dog at være tilbage mod en sundere opfattelse af de involverede spørgsmål; og de fleste, der ikke accepterer Paulus' forfatterskab, ville sandsynligvis være enige med Julicher (Encyclopedia Biblica), som tillægger det en "paulinsk kristen, intimt bekendt med Paulus' breve, især Kolossenserbrevet, skrevet omkring år 90," som søgte i Efeserbrevet "at præsentere et forsvar for den sande katolicisme i Paulus' betydning og i hans navn."

Det er heller ikke sandt, at der i Efeserbrevet tales nedsættende om loven, som nogle siger, med henvisningen til omskærelsen (2,11). I intet tilfælde står brevets læremæssige del i modsætning til de anerkendte paulinske breve, selv om der med hensyn til menigheden og Kristi forhold til den og til universet er vidnesbyrd om fremskridt i apostlens forståelse af de underliggende sandheder, som ikke desto mindre finder genklang i de tidligere skrifter. "Nye læremæssige ideer, eller en ny vægtning af disse ideer, er ikke noget bevis for et andet forfatterskab." (c) Med hensyn til organisation er Efeserbrevets position ikke i nogen væsentlig henseende forskellig fra det, vi har i 1 Kor.

(4) Det sproglige argument er et teknisk spørgsmål om brugen af græske ord, som ikke godt kan drøftes her. De generelle forskelle i stil, de længere "svulstige" sætninger, gentagelserne på den ene side; manglen på argumentation, de fyldige, bølgende perioder på den anden, finder deres modstykke i dele af Romerbrevet. De små forskelle, som viser sig i nye eller usædvanlige ord, vil blive stærkt reduceret i antal, når vi fra listen fjerner dem, som skyldes emner, forfatteren ikke behandler andre steder (f.eks. dem i listen over rustningen i Ef 6,13 ff.). Holtzmann (Einl, 25) giver os en liste over disse hapax legomena (76 i alt). Men der er ingen af disse, som Paulus, som Lock siger, ikke kunne have brugt, selv om der er nogle, som han ikke bruger andre steder, og andre, som kun findes i hans anerkendte skrifter og her. Følgende skiller sig ud som særligt grundlag for indvending. Udtrykket "himmelske steder" (ta epourania, Ef 1,3; Ef 1,10; Ef 2,6; Ef 3,10; Ef 6,12) er særegent for dette brev. Udtrykket finder en delvis parallel i 1 Kor 15,49, og tanken findes i Fil 3,20. Djævelen (ho diabolos, Ef 4,27; Ef 6,11) bruges i stedet for det mere almindelige Satan (satanas).

Men i ApG citeres Paulus for at bruge diabolos i 13,10 og satanas i 26,18. Det er i det mindste naturligt, at han ville have brugt det græske udtryk, når han skrev fra Rom til et græsktalende fællesskab. Indvendingen mod udtrykket "hellige" (hagiois) apostle (Ef 3,5) falder til jorden, når vi husker, at udtrykket "hellig" (hagios) er Paulus' almindelige ord for kristen, og at han bruger det om sig selv i netop dette brev (Ef 3,8). På samme måde findes "mysterium" (musterion), "husholdning" (oikonomia) i andre breve i den samme betydning, som vi finder dem her. Angrebet på brevet mislykkes, hvad enten det rettes mod læren eller sproget; og der er intet som helst grundlag for at betvivle sandheden i den kristne tradition, at Paulus skrev det brev, vi kender som Efeserbrevet.

II. Sted og tidspunkt for nedskrivningen.

Tidspunktet og stedet for hans nedskrivning af Efeserbrevet afhænger af det større spørgsmål om kronologien i Paulus' liv (se PAULUS) og fangenskabsbrevenes indbyrdes forhold; og det andet spørgsmål, om de blev skrevet fra Cæsarea eller Rom (om dette se Filemonbrevet). Det er nok her at sige, at stedet utvivlsomt var Rom, og at de blev skrevet i den sidste del af det toårige fangenskab, som vi finder omtalt i ApG 28,30. Datoen vil da, hvis man følger den senere kronologi, være 63 eller 64 e.Kr.; hvis man følger den tidligere, som på mange måder er at foretrække, omkring 58 e.Kr.

III. Bestemmelsessted.

Til hvem blev dette brev skrevet?

1. Titel:

Titlen siger: til efeserne. Hermed stemmer den tidlige kirkes vidnesbyrd næsten universelt overens. Det siges udtrykkeligt i Det muratoriske fragment (10b, l. 20); og brevet citeres som til efeserne af Irenæus (Adv. Haer., v.14, 3; 24, 3); Tertullian (Adv. Marc., v.11, 17; De Praesc., 36; De Monag., v); Klemens af Alexandria (Strom., iv.65; Paed., i.18) og Origenes (Contra Celsum, iii.20). Hertil må føjes vidnesbyrdet fra de bevarede håndskrifter og VSS, som samstemmende tilskriver brevet efeserne. Den eneste undtagelse fra det universelle vidnesbyrd er Tertullians beretning om Markion (cirka 150 e.Kr.), som læser Ad Laodicenos (Adv. Marc., v.11: "Jeg siger her intet om et andet brev, som vi har med overskriften `til efeserne,' men kætterne `til laodikenserne' .... (v.17): I overensstemmelse med kirkens sande tro fastholder vi, at dette brev blev sendt til efeserne, ikke til laodikenserne; men Markion måtte forfalske dets titel, idet han ønskede at fremstille sig selv som en meget flittig undersøger").

2. Indskriften:

Dette næsten universelle vidnesbyrd om Efesos som bestemmelsessted for vores brev brydes, når vi vender os til læsemåden i det første vers. Her læser vi ifølge Det Nye Testamentes Textus Receptus: "Paulus til de hellige, som er i Efesos (en Epheso), og til de troende i Kristus Jesus." Når vi ser på vidnesbyrdet for denne læsemåde, finder vi, at de to ord en Epheso mangler i Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus, og at korrekturlæseren af den kursivskrift, der er kendt som 67, har streget dem ud af sit eksemplar. Desuden udelader et nyligt beskrevet håndskrift, Cod. Laura 184, som giver os en tekst, der er så nært beslægtet med den, Origenes brugte, at skriveren antyder, at den var samlet ud fra Origenes' skrifter, disse ord (Robinson, Ephesians, 293). Til dette stærke håndskriftlige vidnesbyrd imod at medtage disse to ord i indskriften må vi føje vidnesbyrdet fra Origenes og Basilios. Origenes, som citeret i Cramers Catena på stedet, skriver: "Alene i Efeserbrevet fandt vi udtrykket 'til de hellige, som er', og vi spørger: hvis udtrykket 'som er' ikke er overflødigt, hvad kan det så betyde? Kan det ikke være, at ligesom han, der taler til Moses i Anden Mosebog, erklærer sit navn for at være Den Absolutte, således bliver også de, der har del i Den Absolutte, eksisterende, når de så at sige kaldes fra ikke-væren til væren?" Origenes kender tydeligvis her intet til nogen læsemåde en Epheso, men tager ordene "som er" i en absolut, metafysisk betydning. Basilios, halvandet århundrede senere, henviser sandsynligvis til denne bemærkning af Origenes (Contra Eun., ii.19), når han siger: "Men desuden, når han skriver til efeserne som til mennesker, der virkelig er forenet med Den Absolutte gennem klar erkendelse, benævner han dem som eksisterende i en særlig vending, idet han siger: 'til de hellige, som er, og troende i Kristus Jesus.' For således har de, der var før os, overleveret det, og vi har også fundet (denne læsemåde) i gamle eksemplarer." I Hieronymus' note til dette vers er der måske en henvisning til denne bemærkning om Origenes, men passagen er udtrykt for ubestemt til, at vi kan være sikre på, hvilken betydning den egentlig har for læsemåden. De senere forfattere, som Lightfoot citerer (Biblical Essays, 384 f), kan, som Robinson viser (Eph, 293), ikke bruges som vidner imod Textus Receptus. Vi kan derfor slutte, at læsemåden en Epheso manglede i mange tidlige håndskrifter, og at der er god grund til at betvivle dens plads i den oprindelige autograf. Men de forklaringer, der er foreslået til passagen, sådan som den står uden ordene, strider så fuldstændigt mod paulinsk sprogbrug, at vi ikke kan acceptere dem. At tage "som er" i udtrykket "de hellige, som er" (tois ousin) absolut, som Origenes gjorde, eller som betydende "virkelig", er umuligt. Det er muligt at tage ordene sammen med det følgende, "og troende" (kai pistois), og fortolke dette sidste udtryk (pistois) enten i Det Nye Testamentes betydning "troende" eller i den klassiske betydning "standhaftige". Sætningen ville da lyde enten "til de hellige, som også er troende", eller "til de hellige, som også er trofaste", dvs. standhaftige. Ingen af disse stemmer helt overens med Paulus' normale sprogbrug, men de er i det mindste mulige.

3. Vidnesbyrdet fra brevet selv:

Den afgørende faktor i spørgsmålet om brevets bestemmelsessted ligger i selve brevet. Vi må ikke glemme, at der, måske med undtagelse af Korinth, ikke fandtes nogen menighed, som Paulus var så nært knyttet til som den i Efesos. Hans lange ophold dér, som vi læser om i ApG (kapitlerne 19; 20), finder intet ekko i vores brev. Der er ingen hilsen til nogen i det kristne fællesskab, hvoraf mange sandsynligvis var nære venner. De tætte personlige bånd, som scenen i ApG 20,17-38 viser os fandtes mellem ham og hans omvendte i Efesos, antydes end ikke. Brevet er en rolig drøftelse, uberørt af varmen fra personlige hentydninger ud over den blotte oplysning, at forfatteren er fange (Ef 3,1; Ef 4,1), og hans anbefaling af Tykikos (Ef 6,21; Ef 6,22), som skulle fortælle dem om Paulus' situation i Rom. Denne mangel på personligt præg forstærkes af den forudsætning, der ligger under Ef 3 og 4, nemlig at læserne ikke kender hans kundskab om Kristi hemmeligheder. I 3,2 og 4,21.22 findes der en partikel (eige, "hvis da virkelig"), som i det mindste antyder et vist spørgsmål om, i hvor høj grad Paulus selv var den missionær, gennem hvem de kom til tro. Gennem hele brevet mangler der de elementer, som er så stadige i de andre breve, og som kendetegner det nære personlige fællesskab og kendskab mellem apostlen og dem, han skriver til.

4. Konklusion:

Dette element i brevet, sammen med det mærkelige faktum at Marcion tillægger det laodicenserne, og udtrykkene i Kol 4,16, der peger på et brev fra Laodikea til Kolossæ, har fået de fleste nutidens forfattere til at acceptere Ushers forslag, at brevet egentlig er et rundskriv til menighederne enten i Asien eller, måske bedre, i det område af Frygien, som ligger nær Kolossæ. Læserne var åbenbart hedninger (Ef 2,1; Ef 3,1; Ef 3,2), og på grund af Tykikus' missionsopgave uden tvivl fra et bestemt område, selvom det af de grunde, der er angivet ovenfor, ikke kunne være Efesus alene. Det er knap muligt, at de byer, som Johannes blev befalet at skrive Åbenbaringen til (Åb 1-3), er de samme, som Paulus skrev dette brev til, eller det kan være, at de var menighederne i Lykos-dalen og dens nærmeste område. Den nøjagtige beliggenhed kan ikke bestemmes. Men ud fra det faktum, at Marcion tillægger brevet Laodikea, muligvis fordi det var skrevet således i det første vers, og fra forbindelsen med Kolossæbrevet, er det i det mindste sandsynligt, at to af disse byer var i Kolossæ og Laodikea. Efter denne teori synes brevet at være skrevet fra Rom til menighederne i området omkring eller tilgængelige for Kolossæ, omhandlende spørgsmålet om kristen enhed og fællesskab og forholdet mellem Kristus og kirken, og sendt til dem gennem Tykikus' hænder. Addresseringen skulle udfyldes af budbringeren, eller afskrifter skulle laves med det lokale menigheds navn indskrevet, og derefter sendt til eller efterladt hos de forskellige menigheder. Det var fra Efesus, som uden tvivl var Asiens vigtigste by, at kopier af dette rundskriv nåede til kirken i verden, og fra dette faktum kom brevet til at være kendt i kirken i almindelighed som det fra Efesus, og titlen blev skrevet "til efeserne," og det første vers blev gjort til at lyde til "de hellige, som er i Efesus."

Iv. Forhold Til Andre Nye Testamentes Skrifter

Efeserbrevet rejser et endnu videre spørgsmål ved de tætte ligheder, der kan spores mellem det og forskellige andre Nye Testamentes skrifter.

1. Peter:

Forbindelsen mellem Efeserbrevet og 1. Peters brev er ikke uden spørgsmål. Trods protestationen fra en så omhyggelig forfatter som Dr. Bigg (ICC) er det umuligt at følge de henvisninger, som Holtzmann og andre giver, uden at føle, at Peter enten kendte Efeserbrevet eller i det mindste havde drøftet disse emner med dets forfatter. For, som Dr. Hort fortæller os, er ligheden en af tanke og struktur snarere end af ordlyd. Følgende er de mere slående steder med deres paralleller i 1. Peters brev: Ef 1,3 (1 Pet 1,3); 1,18-20 (1 Pet 1,3-5); 2,18-22 (1 Pet 2,4-6); 1,20-22 (1 Pet 3,22); 3,9 (1 Pet 1,20); 3,20 (1 Pet 1,12); 4,19 (1 Pet 1,14). Forklaringerne på, at 1. Peters brev og Efeserbrevet begge er fra samme forfatters hånd, eller at Efeserbrevet er baseret på 1. Peters brev, væltes omkult, blandt andet grunde, af det tætte forhold mellem Efeserbrevet og Kolossæbrevet.

2. Johanneiske skrifter:

Forbindelsen til Åbenbaringen er baseret på Ef 2,20 i sammenligning med Åb 21,14; Ef 3,5 og Åb 10,7; Ef 5,11 og Åb 18,4, og figuren af Lammets brud (Åb 19,7; sammenlign Ef 5,25). Holtzmann tilføjer forskellige mindre ligheder, men ingen af disse er tilstrækkelige til at bevise nogen virkelig kundskab om eller endsige afhængighed af Efeserbrevet. Kontakten med det fjerde evangelium er mere positiv. Kærlighed (agape) og kundskab (gnosis) bruges i samme betydning i både Efeserbrevet og evangeliet. Anvendelsen af den messianske titel, Den elskede (Ef 1,6), på Kristus forekommer ikke i evangeliet (det findes i Matt 3,17), men udsagnet om Faderens kærlighed til ham går gang på gang igen. Henvisningen til Kristi opgang og nedkommen (Ef 4,9) står tæt på Joh 3,13 ("Ingen er opstigen til himlen uden han," osv.). Ligeledes Ef 5,11; Ef 5,13 finder genklang i Joh 3,19; Joh 3,20; Ef 4,4; Ef 4,7 i Joh 3,34; Ef 5,6 i Joh 3,36. Ef 5,8 og ff. er beslægtet med 1. Joh 1,6 og Ef 2,3 med 1. Joh 3,10.

3. Kolossæbrevet:

Når vi vender os til Kolossæbrevet, finder vi en situation, der er uden sidestykke i Nye Testamente. Af 155 vers i Efeserbrevet findes 78 i Kolossæbrevet i varierende grad af identitet. Blandt dem er disse: Ef 1,6 parallel Kol 1,13; Ef 1,16 ff parallel Kol 1,9; Ef 1,21 ff parallel Kol 1,16 ff; Ef 2,16 parallel Kol 2,20; Ef 4,2 parallel Kol 3,12; Ef 4,15 parallel Kol 2,19; Ef 4,22 parallel Kol 3,9; Ef 4,32 parallel Kol 3,12 ff; Ef 5,5 parallel Kol 3,5; Ef 5,19 ff parallel Kol 3,16 ff; Ef 6,4 parallel Kol 3,21; Ef 6,5-9 parallel Kol 3,22-4. For en mere fuldstændig liste se Abbott (ICC, xxiii). Ikke alene er det således, men der er en identitet i behandling, en lighed i argumentation så stor, at biskop Barry (NT Commentary for English Readers, Ellicott) kan foretage en parallel analyse, der viser afvigelsen og ligheden ved simpel hjælp af forskelligt skrift. Hertil må vi tilføje, at der er mindst et dusin græske ord fælles for disse to breve, der ikke findes andre steder. Mod denne lighed må sættes forskelligheden. Det generelle emne for brevene nærmes ikke fra det samme standpunkt.

I det ene er det Kristus som hoved for hele skabningen, og vores pligt som følge deraf. I det andet er det kirken som Kristi fylde og vores pligt -- stadig udtrykt med de samme ord -- som følge deraf. I Efeserbrevet har vi en række henvisninger til Det Gamle Testamente, i Kolossenserbrevet kun én. I Efeserbrevet har vi særegne udtryk, hvoraf "de himmelske sfærer" (ta epourania) er det mest iøjnefaldende, og hele behandlingen af forholdet mellem jøde og hedning i kirken, samt ægteskabsbåndet som belyst ved forholdet mellem Kristus og kirken. I Kolossenserbrevet har vi på tilsvarende måde særlige afsnit, som ikke har nogen parallel i Efeserbrevet, især det polemiske afsnit i kapitel 2 og hilsenerne. I virkeligheden, som Davies (Ephesians, Paul to Ephesians, Colossians, and Philippians.) med rette siger: "Det er virkelig vanskeligt at sige, når det gælder de åbenlyse sammenfald i udtryk i de to breve, om lighedspunkterne eller forskellene mellem dem er de mest bemærkelsesværdige." Denne situation har givet anledning til forskellige teorier. Den mest indviklede er H. Holtzmanns, som hævder, at nogle passager peger på Kolossenserbrevets prioritet, andre på Efeserbrevets; og som følge deraf mener han, at Kolossenserbrevet, som vi har det, er sammensat, bygget på et oprindeligt brev af Paulus, som blev udvidet af Efeserbrevets forfatter -- som ikke var Paulus -- efter at han havde skrevet dette brev. Således ville Holtzmann give os det oprindelige Kolossenserbrev (paulinsk), Efeserbrevet (bygget på det) og det nuværende Kolossenserbrev (ikke paulinsk), udvidet fra det første gennem det sidste. Teorien falder til jorden på sin grundlæggende hypotese, nemlig at Kolossenserbrevet, som det står, er interpoleret. Den mest rimelige forklaring er, at både Kolossenserbrevet og Efeserbrevet er Paulus' værk, skrevet praktisk talt på samme tid, og at der, når han skrev om de samme emner til forskellige mennesker, netop ville være de forskelle og den lighed, som vi har i disse breve. Indvendingen om, at Paulus ikke kunne gentage sig selv og dog afvige, som disse to breve gør, er rent indbildt. Zahn viser os, at mennesker netop gør dette, idet han beretter om Bismarcks tale om et bestemt emne til en gruppe officerer og senere til en stor forsamling mænd, og at han alligevel brugte ganske forskelligt sprog. Desuden er Paulus ikke uvillig til at gentage sig selv (sammenlign Romerbrevet og Galaterbrevet samt 1 Timotheusbrev og 2 Timotheusbrev), når det tjener hans formål. "Samtidigt forfatterskab ved én forfatter," og denne forfatter Paulus, er den eneste forklaring, der vil tilfredsstille alle sagens kendsgerninger og give dem deres rette vægt.

V. Formålet.

Hvis vores fortolkning af omstændighederne, tilblivelsen og bestemmelsesstedet for Efeserbrevet er rigtig, er vi nu i stand til at se under overfladen og spørge, hvorfor apostlen skrev det. For at forstå dets centrale tema må vi huske, at Paulus, Herrens fange, skriver i sit fængsels ro, langt fra den larm og uro, den konflikt og strid, som prægede hans tidligere liv. Han er nu i stand til at se ud over kirken og få et syn på den i dens helhed, at se den rolle, den skal spille i Guds plan for genoprettelsen af menneskeslægten, at se Guds formål med den og for den og dens forhold til ham. Med dette standpunkt kan han skrive til menighederne omkring Efesos i anledning af Tykikos' tilbagevenden til Kolossæ, ikke for at rette falske opfattelser på et særligt punkt, men for at understrege den store centrale sandhed, som han havde sat helt i forgrunden af sit brev. Guds evige formål er at samle hele det skabte univers til ét, at genoprette harmoni blandt hans skabninger og mellem dem og ham selv. Hele apostlens bøn har dette mål, hele hans indsats og ønske er rettet mod dette mål: at de må have fuld, klar kundskab om dette Guds formål, som han virkeligør gennem Kristus Jesus, som er kirkens hoved, selve fylden af ham, som bliver fyldt over hele verden. Alt, for apostlen, når han ser ud over riget, samler sig om Guds formål. Uoverensstemmelsen mellem elementerne i kirken, forskellen mellem jøde og hedning, alt dette må vige for dette større formål. Synet er et syn af en stor enhed i Kristus og gennem ham i Gud, en enhed i fødsel og tro og liv og kærlighed, idet mennesker, berørt af dette guddommelige formåls ild, søger at opfylde, hver i sig selv, den del, som Gud har givet ham at spille i verden, og, i kamp mod Guds fjender, til sidst at sejre.

Det er et ædelt formål at stille dette store mysterium om kirken frem for mennesker som Guds middel, hvorved han i Kristus kan genoprette alle mennesker til forening med sig selv. Det er en umulig vision undtagen for en, der, som Paulus var på det tidspunkt, befinder sig i en situation, hvor striden og uroen i det ydre liv kun i ringe grad kan trænge ind, men en situation, hvor han kan se ud med et roligt blik og, midt i verdens splid, skelne, hvad Gud er ved at fuldbyrde blandt mennesker.

Vi. Argumentation.

Efeserbrevets argumentation er som følger:

Ef 1,1; Ef 1,2: Hilsen.

Ef 1,3-10: Lovsang til Gud for åbenbaringen af hans formål med mennesker i Kristus Jesus, udvalgt fra begyndelsen til et helligt liv i kærlighed, forudbestemt til antagelse som sønner gennem Jesus Kristus, i hvem han, som den Elskede, har givet os nåde (1,3-6). Genløst ved Kristi blod, ved hvem vi har syndernes tilgivelse gennem hans nåde, som strømmer over i os og lader os kende hans formåls mysterium, nemlig at forene alt til ét, ja hele universet (1,7-10).

Ef 1,11-14: Til dette har Israel tjent som forberedelse, og til dette er hedningerne kommet, beseglet til frelse ved kraftens Helligånd.

Ef 1,15; Ef 1,16 a: Taksigelse for deres tro.

Ef 1,16-21: Bøn om, at de ved visdoms og åbenbarings ånd må kende deres bestemmelse og Guds kraft til at opfylde den.

Ef 4,25-6: Særlige træk ved det kristne liv, der opstår af de kristnes forening med Kristus og sigter mod fællesskabet i menigheden. På det enkelte menneskes side: synder i ord (4,25-30); af temperament (4,31.32); selvopofrelse i modsætning til selvtilfredshed (5,1-8); modsætningen mellem nutid og fortid gentaget (5,9-14); almindelig opførsel (5,15-20); på siden af sociale forhold: mand og kone eksemplificeret i Kristus' og menighedens forhold (5,23-33); børn og forældre (6,1-4); tjenere og herrer (6,5-9).

Ef 6,19-20: Den kristne kamp, dens fjender og rustning og våben.

Ef 6,21-24: Afslutning.

VII. Lære

Nøglen til brevets dogmatiske grundlag ligger lige fra starten. Lovprisningshymnen centrerer sig omkring tanken om Gud, vores Herre Jesu Kristi Fader. Det er til Ham, velsignelsen skyldes, til Ham, som havde valgt os fra begyndelsen, i hvem der er forløsning i Ef (1,3-7). Gud som alt væsens hjerte og sjæl: "Han er over alt og gennem alt og i alt" (4,6). Han er Faderen, hvorfra al åbenbaring kommer (1,17), og fra hvem hver menneskeslægt får sine særegne karaktertræk (3,15). Men Han er ikke kun Fader i forhold til universum: Han er på en særlig måde vores Herres Jesu Kristi Fader (1,3). Vor Herrers evighed bekræftes klart (1,4.5) som af en, der eksisterede før verdens grundlæggelse, i hvem alt det himmelske såvel som jordiske er samlet, opsummeret (1,10; jf. 2,12; 4,18). Han er Messias (den Elskede (1,6) er klart et messianisk udtryk, som stemmens ord fra himlen ved Kristi dåb viser: "Dette er min elskede Søn, i hvem jeg velbehager mig" (Matt 3,17)). I Ham bliver vi levendegjort (2,5). Han blev menneske (2,15). Han døde på korset (2,16), og ved Hans blod (1,7) har vi forløsning (4,30) og forsoning med Gud (2,16). Ham, hvem Gud oprejste fra de døde (1,20), han er nu i himlen (1,20; 4,8), hvorfra han kommer (4,8), bringende gaver til mennesker. (Denne fortolkning lader nedstigningen følge efter opstigningen, og stedet lærer Kristi genkomst gennem hans gaver af Ånden, som han gav menigheden.)

Han, som er i himlen, fylder alt (4,10); og fra en rigdom som er umulig at udmåle (3,8), som menighedens Hoved (1,22), udgyder Han sin nåde for at befri os fra syndens magt (2,1). Til dette øjemed forsyner Han os med sin Ånd (3,16). Denne lære om Gud, Fader, Søn og Helligånd er ikke abstrakt teorisering. Det er alt sammen intensivt praktisk, med i sit hjerte Guds formål fra evighederne, som vi så ovenfor, at genetablere enhed af alle ting i Ham (1,9.10); at hele bruddet mellem menneske og Gud (2,16.17); at nedrive adskillelsen mellem Jøde og Hedning, og at ophæve fjendskabet ikke kun mellem dem, men mellem dem og Gud. Guds formål skal gennemføres i et synligt samfund, den ene menighed, bygget på apostlenes og profeternes grundvold (2,20), af hvilken Jesus Kristus er hjørnestenen, ind i hvilken mennesker skal optages ved hellig dåb, hvor de bekender en Herre, holder fast ved en tro, i en Gud og Fader til alle, som er over alt og gennem alt (4,4-7).

Læren om kirken er et af brevets mest iøjnefaldende elementer. For det første har vi den absolutte brug af udtrykket, som allerede er blevet drøftet. Apostlen ser hele det kristne fællesskab over hele verden bundet sammen til en enhed, ét fællesskab, ét legeme. Han er nået frem til en højere vision, end noget menneske før havde haft. Men der er en yderligere lære i brevet. Kirken over hele verden er ikke blot ét legeme, men den er Kristi legeme, han som er dens hoved (Ef 1,21). Han har, som Lightfoot antyder, det samme forhold til kirken, som han i Ef 1,10 har til universet. Han er dens hoved, »den inspirerende, styrende, vejledende, sammenbindende, opretholdende kraft, drivfjederen i dens virksomhed, centrum for dens enhed og sædet for dens liv.« Men forholdet er endnu tættere. Hvis man, sådan som de fremførte beviser ville kræve, accepterer J. Armitage Robinsons forklaring af pleroma som det, uden hvilket en ting er ufuldstændig (Eph, 255 f), så er kirken, i et vidunderligt mysterium, Kristi komplement, uden hvilket han selv, som Kristus, mangler fylde. Vi behøves af ham, for at han således kan blive alt i alle. Han, hovedet for den genoprettede menneskehed, den anden Adam, behøver sin kirke for at fuldbyrde den enhed, som han kom til jorden for at gennemføre (sammenlign Stone, Christian Church, 85, 86). Endvidere finder vi i dette brev de to billeder af kirken som Åndens tempel (2,21 ff.) og Kristi brud (5,23 ff.). Under det sidste billede finder vi Herrens ægteskabelige forhold til Israel, som går gennem Det Gamle Testamente (Hos 2,16, et al.), anvendt på foreningen mellem Kristus og kirken. Betydningen er det nære bånd, der binder dem sammen, Kristi selvopofrende kærlighed og kirkens lydige selvhengivelse; og formålet med dette er, at kirken således kan være fri for enhver plet, hellig og ulastelig. I billedet af templet, som er en udvidelse af det tidligere billede i 1 Kor 3,16; 2 Kor 6,16, ser vi tanken om en åndelig bygning, en helligdom, hvori alle kirkernes forskellige elementer vokser sammen til en fast enhed.

Disse billeder sammenfatter apostlens tanke om det, hvori den guddommelige hensigt finder sin opfyldelse. Fremskridtet frem mod denne opfyldelse skyldes Guds og menneskers samlede indsats. »Kirken, samfundet af kristne mennesker .... bliver bygget, og dog vokser den. Menneskelig bestræbelse og guddommelig energi samarbejder i dens udvikling« (Westcott). Ud fra denne læremæssige udvikling udarbejder apostlen det praktiske liv, hvorved denne guddommelige hensigt kan finde sin opfyldelse. Når vi ved dåben er optaget i kirkens fællesskab, bliver vi hinandens lemmer, Ef (4,25). Det er på dette grundlag, han formaner til ærlighed, tålmodighed og sandhed i vores omgang med hinanden og beder om mildhed og en tilgivende ånd (4,25-32). Som Guds efterfølgere skal vi holde os fri for de synder, der udspringer af hovmod og selvforkælelse, og fra ethvert fællesskab med ondskabens ånd (5,1-14). Vores liv skal leves som en søgen efter opfyldelsen af Guds hensigt i alle livets relationer (5,15-6,9). Alt skal gøres med den kristne soldats fulde rustning, sådan som det sømmer sig for dem, der kæmper mod åndelige fjender (6,10 ff.). Brevet er i særlig grad praktisk; det fører betydningen af den store åbenbaring af Guds vilje ind i livets daglige pligter og løfter alle ting op på et højere plan, som finder sit ideal i, at Kristus bor i vores hjerter, hvorudfra vi kan blive fyldt med hele Guds fylde (3,17-19).

Viii. Litteratur. J. Armitage Robinson, Paul's Epistle to the Ephesians; Westcott, Epistle to the Ephesains; Abbott, »Ephesians and Colossians,« International Critical Commentary; Moule, »Ephesians,« Cambridge Bible; Salmond, »Ephesians,« Expositor's Greek Testament; Macpherson, Commentary on Ephesians; Findlay, »Epistle to the Ephesians,« Expositor's Bible; Alexander, »Colossians and Ephesians,« Bible for Home and School; Haupt, Meyer's Exeget. und krit. Kommentar; von Soden, Handcommentar; Hort, Prolegomena to the Epistles to the Romans and Ephesians; Dale, Lectures on the Ephesians.

Charles Smith Lewis