e'-fra-im, e'-fra-im ('ephrayim, "dobbelt frugt"):

1. Patriarken:

Den yngste af Josef og Asenats to sønner, født i Egypten. Han og hans bror Manasse blev adopteret af Jakob og regnet som hans egne sønner, idet hver blev stamfader til en stamme i Israel. Da Jakob velsignede sine sønnesønner, foretrak han, trods deres fars protest, den yngste og varslede dermed hans efterkommeres fremtidige fremtrædende stilling (1 Mos 41,50; 1 Mos 48,20). I Jakobs velsignelse er de to dog indbefattet under navnet Josef (1 Mos 49,22).

2. Stammen:

Ved den første folketælling efter udgangen af Egypten talte Efraims krigere 40.500; og ved den anden folketælling angives de til 32.500 (4 Mos 1,33; 4 Mos 26,37). Se dog artiklen NUMBERS. Stammens overhoved ved udgangen var Elishama, Ammihuds søn (4 Mos 1,10). Sammen med Efraims stammes banner vest for tabernaklet under ørkenvandringen var Manasse og Benjamin (4 Mos 2,18). Efraimitten blandt spejderne var Hoshea (dvs. Josva), Nuns søn (4 Mos 13,8). Ved delingen af landet var Efraim repræsenteret ved fyrsten Kemuel, Shiftans søn (4 Mos 34,24). Denne stammes fremtidige magt varsles igen i Moses' velsignelse (5 Mos 33,17). Da Moses døde, overtog et medlem af stammen, Josva, hvis tro og mod havde udmærket ham blandt spejderne, den ledende plads i Israel. Det var naturligt, at stedet for nationale forsamlinger og centrum for nationens gudsdyrkelse skulle vælges inden for det land, som Josefs børn besad, henholdsvis i Sikem og Shilo. Efraims lederskab blev yderligere understreget ved Samuels styre. Fra begyndelsen af livet i Israels land nød de en vis prestige og var meget følsomme, når det gjaldt ære (Dom 7,24; Dom 8,1; Dom 12,1). Deres accept af og loyalitet mod Saul, den første konge, der blev valgt over Israel, kan forklares ved, at han tilhørte en Rakel-stamme, og ved de nære og ømme relationer mellem Josef og Benjamin. Men de forsonede sig aldrig med, at scepteret gik over til Juda i Davids person (2 Sam 2,8). At Israel skulle have underkastet sig Absaloms herredømme mere end Davids, er ikke til at tro; men hans oprør gav en lejlighed til at rette et snedigt slag mod den sydlige stammes magt (2 Sam 15,13). Salomos mangel på visdom og Rehabeams grove dårskab i håndteringen af de nordlige stammer pustede den ulmende utilfredshed op til en voldsom flamme. Dette gjorde oprøreren Jeroboams arbejde let; og fra splittelsens dag indtil Nordrigets fald var der ingen, der kunne bestride Efraims overhøjhed, idet navnene Efraim og Israel var synonyme. De mest fremtrædende af Efraims sønner var Josva, Samuel og Jeroboam I.

3. Området:

Den centrale del af det vestlige Israels land tilfaldt Josefs børn; og selv om grænserne for det område, der blev tildelt henholdsvis Efraim og Manasse, gives i 2 Sam 16; 2 Sam 1 ff, synes det i nogen tid at have været holdt af dem i fællesskab (17,14). Kana'anæerne i visse byer i begge dele blev ikke drevet ud. Man mente sandsynligvis, at det var mere indbringende at gøre dem til slaver (16,10; 17,13). Efraims grænser kan ikke følges med nøjagtighed, men omtrent var de som følger: Den sydlige grænse, der faldt sammen med Benjamins nordlige grænse, begyndte ved Betel og gik ned vestpå forbi nedre Bet-Horon og Gezer mod havet (16,3; i vers 5 standser den ved øvre Bet-Horon); den drejede nordpå til den sydlige bred af bækken Kana (Wady Kanah), langs hvilken den løb østpå (17,10) til Mikmetat (Mukhneh-sletten); derfra gik den nordpå langs slettens vestlige kant til Sikem. Den bøjede så østpå og sydpå forbi Taanat-Shilo (Ta`ana), Janoa (Yankun) til Atarot og Naara (uidentificerede) og Jordan (16,7). Fra Atarot, som sandsynligvis svarer til Atarot-addar (16,5), muligvis identisk med det moderne et-Truneh, gik den sydlige grænse op til Betel. Langs den østlige front af det således afgrænsede land er der en stejl nedstigning til Jordandalen. Den er gennemskåret af mange kløfter og er klippefuld og ufrugtbar. De lange skråninger mod vest giver derimod meget af det bedste land i Israels land. Da det er godt vandet, er dalene i sæsonen smukke med kornmarker, vingårde, oliven og andre frugttræer. Højlandet er tilgængeligt på mange steder fra kystslettten; men den store adgangsvej til landet går op gennem Wady esh-Sha`ir til Nablus, hvorfra den, idet den snor sig gennem passet mellem Gerizim og Ebal, går ned til Jordandalen. I denne begunstigede egn må folket i det store og hele have levet et velstående og lykkeligt liv. Hvor passende er ikke de profetiske hentydninger til disse forhold i dagene med Efraims moralske forfald (Es 28,1; Es 28,4; Jer 31,18; Hos 9,13; Hos 10,11 osv.)!

W. Ewing

(1) En position, der åbenbart var af en vis betydning, eftersom Baal-Hazors position (sandsynligvis = Tell `Asur), hvor Abrahams fåreflok var placeret, bestemmes i forhold til den (2 Sam 13,23). At den lå Nord for Jerusalem synes at være angivet i 2 Sam 13,34. Den kan være identisk med det Efraim, som Eusebius nævner i Onomasticon, 20 romerske mil Nord for Jerusalem, og skal derfor søges et sted i nærheden af Sinjil og el-Lubban. Forbundet hermed kan være navnet Aphaerema, et område i Samarien nævnt i 1 Makk 11,34; Ant. XIII, iv, 9.

(2) Byen tæt ved ørkenen, hvor Jesus trak sig tilbage efter opstandelsen af Lazarus (Joh 11,54). Dette svarer sandsynligvis til Efrem hos Eusebius i Onomasticon (s.v. "Afra") 5 romerske mil øst for Betel. Dette kan være det sted, som Josefus nævner sammen med Betel (BJ, IV, ix, 9). Det svarer sandsynligvis til et-Taiyebeh, en stor landsby omkring 4 mil nord for Beitin. Stedets ælde attesteres af cisternen og stengrotte. Det ligger på en høj bakke med vidt udsyn, der omfatter Jeriko-slettene og Det døde Hav.

Se Efron.

W. Ewing