vin'-e-ger (chomets; oxos): Eddike, hvis brug som krydderi (Ruth 2,14) ikke kræver nogen kommentar, dannes når en sukkerholdig væske gennemgår en gæring, der frembringer eddikesyre. I oldtiden blev eddike sædvanligvis lavet af vin, selv om enhver frugtsaft kan bruges ved fremstillingen, og »eddike af stærk drik« (palmesaft?) nævnes i 4 Mos 6,3. Ufortyndet eddike er naturligvis udrikkelig, og at tilbyde den til en tørstig mand er spot (Sl 69,21), men en blanding af vand og eddike giver en drik, som var meget populær blandt de fattige (græsk oxos, oxukraton, latin posca--navne, der også blev brugt om fortyndet sur vin). Den nævnes i 4 Mos 6,3 (forbudt for nasiræeren) og igen i evangelierne i beretningen om korsfæstelsen. Bødlerne havde bragt den med i et kar (Joh 19,29) til deres eget brug og »tilbød« den først til Kristus, mens de holdt den uden for rækkevidde (Luk 23,36). Men til sidst blev drikken givet ham på en svamp (Mark 15,36; Matt 27,48; Joh 19,29; Joh 19,30). Desuden har King James Version, efter Det Nye Testamentes Textus Receptus, »eddike .... blandet med galde« i Matt 27,34, men dette hviler på en fejlagtig læsemåde, sandsynligvis på grund af Sl 69,21, og Revised Version (britisk og amerikansk) har med rette »vin«. Eddike er, ligesom alle syrer, skadelig for tænderne (Ordsp 10,26); og når den blandes med niter, frembringes en brusen (Ordsp 25,20). Det passende i det sidste billede er dog uklart, og Septuaginta læser »som eddike på et sår«, hvilket volder smerte.

Burton Scott Easton