el-a'-sar ('ellacar):

1. Navnet og dets etymologi:

Byen, som Arjok (Eri-Aku) og andre babyloniske konger herskede over (1 Mos 14,1). Den semitisk-babyloniske form af dens navn er (al) Larsa, "byen Larsa," en form som indebærer, at hebraisk har ombyttet r og s og flyttet den afsluttende vokal. Dens sumeriske navn angives som Ararwa, tilsyneladende for Arauruwa, "lys-bolig," hvilket faktisk er betydningen af den ideografiske gruppe, som det skrives med. Ruinerne af dette gamle sted kendes nu som Senqara og ligger på Eufrats østbred, omtrent midtvejs mellem Warka (Erek) og Muqayyar (Ur i Kaldæa). Foruden navnet Larsa synes den også at være blevet kaldt Aste azaga, "det hellige (lyse, rene) sæde" (eller trone), og begge dens navne skyldtes tilsyneladende, at den var et af de store babyloniske centre for dyrkelsen af solguden.

2. Dens hellige steder:

Ligesom de fleste af Babyloniens vigtigste byer havde den et stort tempeltårn, kaldet E-dur-an-ki, "huset for båndet mellem himmel og jord." Byens tempel bar samme navn som det i Sippar, dvs. E-babbar, "Lysets hus," hvor solguden Samas blev tilbedt. Dette tempel blev restaureret af Ur-Engur, Hammurabi (Amrafel), Burna-burias, Nebukadnesar og Nabonid. Blandt de tavler, Loftus fandt på dette sted, var den, der angiver længdemål samt kvadrat- og kubikrødder, hvilket peger på stedet som et af de store centre for babylonisk lærdom. Foruden resterne af disse templer er der spor af murene og rester af borgernes huse. Byen blev først styret af sine egne konger, men blev en del af det babyloniske rige nogen tid efter Hammurabis regering.

Litteratur.

Loftus, Chaldea and Susiana; Delitzsch, Wo lag das Paradies?; Zehnpfund, Babylonien in seinen wichtigsten Ruinenstatten, 53-54.

T. G. Pinches