ef'-e-sus (Ephesos, "ønskværdig"):

En by i den romerske provins Asien, nær mundingen af Cayster-floden, 3 miles fra vestkysten af Lilleasien, og over for øen Samos. Med en kunstig havn, som større skibe kunne besejle, og som rivaliserede med havnen ved Milet, beliggende ved indgangen til den dal, som strækker sig langt ind i det indre af Lilleasien, og forbundet ved hovedveje med provinsens vigtigste byer, var Efesus den lettest tilgængelige by i Asien, både til lands og til søs. Beliggenheden var derfor gunstig for byens religiøse, politiske og kommercielle udvikling og gav et særlig godt felt for Paulus' missionærarbejde. Byen lå på skrænterne og ved foden af to høje, Prion og Coressus, med udsigt til en smuk landsdel; klimaet var usædvanligt gunstigt, og dalens jord var særdeles frugtbar.

Traditionen beretter, at jordgudinden blev født nær det sted, hvor Amazonerne i tidlige tider byggede en by og et tempel, hvor de kunne dyrke hende. Denne lille amazonerby, der på forskellige tider bar navnene Samorna, Trachea, Ortygia og Ptelea, blomstrede, indtil den i græske dages begyndelse vakte begærligheden hos Androklus, en athenerprins. Han erobrede den og gjorde den til en græsk by. Efter endnu en anden tradition var Androklus dens grundlægger. Under græsk styre blev græsk civilisation dog gradvis erstattet for orientalernes, græsk sprog taltes i stedet for asiatisk; og templets asiatiske gudinde antog mere eller mindre karakteren af den græske Artemis. Efesus og alt, hvad der hørte til det, var således en blanding af orientalsk og græsk. Skønt byens tidlige historie er ukendt, synes det, at den på forskellige tider var i henderne på karerne, lelegerne og ionerne; i tidlig historisk tid var den en af tolv ioniske byer i et forbund. I 560 f.Kr. kom den i lydernes besiddelse; 3 år senere, i 557, blev den taget af perserne; og i årene derefter var grækerne og perserne uafbrudt i strid om dens besiddelse. Endelig erobrede Alexander den Store den; og ved hans død faldt den til Lysimachos, som gav den navnet Arsinoe efter sin anden hustru. Ved Kong Attalus II (Philadelphus) af Pergamos' død blev den testamenteret til det romerske imperium; og i 190, da den romerske provins Asien blev dannet, blev den en del af den. Efesus og Pergamos, Asiens hovedstad, var provinsens to store rivaliserende byer. Skønt Pergamos var centrum for romersk religion og regering, var Efesus mere tilgængeligt, kommercielt centrum og hjemsted for den indfødte gudinde Diana; og på grund af sin rigdom og beliggenhed blev det gradvis provinsens vigtigste by. Det er dog templet til Diana, som byens store rigdom og betydning i stort omfang skyldes. Som byen stammer det fra amazonernes tid, men hvad det tidlige tempel lignede, ved vi nu ikke, og om dets historie ved vi kun lidt undtagen at det blev ødelagt ved brand syv gange og genopbygget, hver gang på større og prægtigere skala end før. Den velhavende kong Krøsus forsynede det med mange af dets stensøjler, og pilegrimme fra hele den orientalske verden bragte det deres rigdomme. Med tiden besad templet værdifuldt land; det kontrollerede fiskerierne; dets præster var bankmændene for dets enorme indtægter. På grund af dets styrke lagde befolkningen deres penge der for sikring; og det blev for den gamle verden praktisk talt alt, hvad Bank of England er for den moderne verden.

I 356 f.Kr., på selve natten, da Alexander den Store blev født, blev det brændt ned; og da han blev mand, tilbød han at genopbygge det for sin egen bekostning, hvis hans navn måtte påskrives dets portaler. Efesus' præster var uvillige til at tillade det og afviste høfligt hans tilbud ved at sige, at det ikke var værdig for en gud at bygge et tempel for en anden. Efesus' velhavende borgere påtog sig selv genopbygningen, og 220 år gik, før dets endelige fuldendelse. Dianas tempel var ikke blot et dyrkelsessted og skattkammer, men også et museum, hvori den bedste statue- og malerikunst blev bevaret. Blandt malerierne var et af den berømte Apelles, en indfødt fra Efesus, som forestillede Alexander den Store, der slynger en lyn. Det var også et tilflugtssted for forbrydere, en slags fristed, da ingen kunne arresteres for nogen forbrydelse, når de befandt sig inden for en pilskud fra dets mure. Der opstod således omkring templet en by, hvor tyvene og morderne og andre forbrydere gjorde hjemmet til. Templet bragte ikke alene store tal af pilegrimme til byen, som Kaaba i Mekka gør i nutiden, men det gav arbejde til mangfoldige mennesker foruden præsterne og præstinderne; blandt dem var det store antal håndværkere, som fabrikerede billeder af gudinden Diana eller altre for at sælge til de besøgende fremmede.

Sådan var Efesos, da Paulus på sin 2. missionsrejse i ApG (18,19-21) første gang besøgte byen, og da han på sin 3. rejse (19,8-10; 20,31) blev dér i to år og prædikede i synagogen (19,8.10), i Tyrannos' skole (19,9) og i private huse (20,20). Skønt Paulus sandsynligvis ikke var den første, der bragte kristendommen til Efesos, for jøder havde længe boet dér (2,9; 6,9), var han den første, der gjorde fremskridt over for dyrkelsen af Diana. Da rygtet om hans lære blev bragt af pilgrimmene til deres fjerne hjem, nåede hans indflydelse ud til hver del af Lilleasien. Med tiden kom pilgrimmene, med aftagende tro på Diana, i færre antal; salget af gudindens helligdomme faldt; efesernes Diana var ikke længere stor; en kristen menighed blev grundlagt dér og blomstrede, og en af dens første ledere var apostlen Johannes. Til sidst, i 262 e.Kr., da Dianas tempel igen blev brændt, var dets indflydelse så langt borte, at det aldrig mere blev genopbygget. Diana var død. Efesos blev en kristen by, og i 341 e.Kr. blev der holdt et kirkemøde dér. Selve byen mistede snart sin betydning og gik tilbage i folketal. De udhuggede sten fra dens store bygninger, som ikke længere var i brug og var ved at falde i ruiner, blev ført bort til Italien og især til Konstantinopel til den store kirke Hagia Sophia. I 1308 tog tyrkerne det lille, der var tilbage af byen, i besiddelse og deporterede eller myrdede dens indbyggere. Floden Kaystros, som gik over sine bredder, dækkede gradvist stedet, hvor Dianas tempel engang havde stået, med sit mudrede aflejrede materiale, og til sidst blev selve dets placering glemt.

Den lille landsby Ayasaluk, 36 miles fra Smyrna ved Aidin-jernbanen, markerer ikke stedet for den gamle by Efesos, men den ligger nærmest dens ruiner. Navnet Ayasaluk er en forvanskning af tre græske ord, der betyder »Guds hellige ord«. Går man videre forbi landsbyen, kommer man til ruinerne af den gamle akvædukt, de faldne bymure, den såkaldte Johanneskirke eller badene, den tyrkiske fæstning, som undertiden kaldes Paulus' fængsel, og det enorme teater, som var skueplads for uroen på Paulus' tid, men som nu, med sin marmor revet bort, blot fremstår som et hul i siden af højen Prion. I 1863 fik hr. J. T. Wood på vegne af British Museum tilladelse fra den tyrkiske regering til at lede efter stedet for Dianas forsvundne tempel. I løbet af hans elleve års udgravninger i Efesos blev der brugt 80.000 dollars, og få byer fra oldtiden er blevet udforsket mere grundigt. Lysimachos' bymur viste sig at være 36.000 fod lang og omsluttede et område på 1.027 acres. Den var 10 1/2 fod tyk og forstærket med tårne med mellemrum på 100 fod. De seks porte, som gennembrød muren, er nu markeret af affaldshøje. Stederne og målene for de forskellige offentlige bygninger, gaderne, havnen og fundamenterne til mange af de private huse blev fastslået, og talrige indskrifter, skulpturer og mønter blev fundet. Søgningen afslørede imidlertid ikke templets placering før 1. januar 1870, efter seks års trofast arbejde. Næsten ved et tilfælde blev det da fundet i dalen uden for bymurene, flere fod under den nuværende overflade. Dets fundament, som alene var tilbage, gjorde det muligt for hr. Wood at rekonstruere hele tempelplanen. Templet var bygget på et fundament, som man nåede ad en trappe med ti trin. Selve bygningen var 425 fod lang og 220 fod bred; hver af dens 127 søjler, som bar taget over dens søjlegang, var 60 fod høj; ligesom templerne i Grækenland var dets indre åbent mod himlen. For en videre beskrivelse af templet, se hr. Woods fremragende bog, Discoveries at Ephesus.

E. J. Banks