e'-sa (Esaias):

King James Version-benævnelsen for Esajas (/APC 2Esra 2,18; Siraks Søn 48,22).

i-za'-ya, i-zi'-a:

1. Navn

2. Personlig historie

3. Kaldelse

4. Litterært geni og stil

5. Traditioner om hans martyrdød

6. Tidsperiode

7. Analyse og indhold

8. Esajas' profetier ordnet kronologisk

9. Det kritiske problem

(1) Kritikkens historie

(2) Opløsningen af "Deutero-Esajas"

(3) Nyere synspunkter

(4) Spørgsmålets nuværende stilling

(5) Grunde til at opsplitte bogen

(6) Argumenter for én Esajas

(a) Forestillingskredsen

(b) Den litterære stil

(c) Historiske henvisninger

(d) Det forudsigende element

(e) Kyros som genstand for forudsigelse

LITTERATUR

Af alle Israels berømte profeter er Esajas kongen. De skrifter, der bærer hans navn, hører til de dybeste i al litteratur. Ét stort tema – frelse ved tro – præger dem alle. Esajas er Det Gamle Testamentes Paulus.

1. Navn:

På hebraisk yesha`yahu og yesha`yah; græsk Esaias; latin Esaias og Isaias. Hans navn var symbolsk for hans budskab. Ligesom "Josva" betyder det "Jahve frelser" eller "Jahve er frelse" eller "Jahves frelse."

2. Personlig historie:

Esajas var søn af Amoz (ikke Amos). Han synes at have tilhørt en familie af en vis rang, sådan som man kan slutte af hans lette adgang til kongen (Es 7,3) og hans nære fortrolighed med præsten (Es 8,2). Traditionen siger, at han var fætter til kong Uzzija. Han boede i Jerusalem og blev hofprædikant. Han var gift og havde to sønner: Shear-jashub, hvis navn betyder "en rest skal vende tilbage" (Es 7,3), og Maher-shalal-hash-baz, "haster til byttet, skynder sig til rov," symbolsk for Assyriens vanvittige erobringslyst (Es 8,3). Jødisk tradition, baseret på en falsk fortolkning af Es 7,14, erklærer, at han var gift to gange.

3. Kaldelse:

I det år, kong Uzzija døde, modtog Esajas, tilsyneladende mens han tilbad i templet, en kaldelse til det profetiske embede (Es 6). Han svarede med bemærkelsesværdig villighed og tog imod sin opgave, skønt han fra begyndelsen vidste, at hans gerning skulle være en frugtesløs advarsel og formaning (6,9-13). Da han var opvokset i Jerusalem, var han velegnet til at blive nationens politiske og religiøse rådgiver, men den erfaring, der mest forberedte ham til hans vigtige arbejde, var synet af den majestætiske og trefoldigt hellige Gud, som han så i templet i kong Uzzijas dødsår. Der er ingen god grund til at tvivle på, at dette var hans indvielsessyn, selv om nogle betragter det som et syn, der kom til ham efter års erfaring med forkyndelse, og som skulle uddybe hans åndelighed. Selv om dette er det eneste udtrykkelige "syn", Esajas så, er hele hans bog, fra først til sidst, dog, sådan som titlen (1,1) antyder, et "syn." Hans horisont, både politisk og åndelig, var praktisk talt ubegrænset. I en meget virkelig forstand var han, som Delitzsch siger, "Israels universelle profet."

4. Litterært geni og stil:

I udtrykkets alsidighed og billedsprogets glans havde Esajas ingen overmand, ja ikke engang en rival. Hans stil markerer højdepunktet i hebraisk litterær kunst. Både hans perioder og beskrivelser er yderst fuldendte og ophøjede. Han er en fuldkommen ordkunstner. Skønhed og styrke kendetegner hele hans bog. Epigrammer og metaforer, især om oversvømmelse, storm og lyd (1,13; 5,18.22; 8,8; 10,22; 28,17.20; 30,28.30), spørgsmål og dialog (6,8; 10,8.9), antitese og allitteration (1,18; 3,24; 17,10.12), hyperbel og lignelse (2,7; 5,1-7; 28,23-29), ja selv paranomasi, eller ordspil (5,7; 7,9), kendetegner Esajas' bog som den hebraiske litteraturs store mesterværk. Han er også berømt for sit rige ordforråd og sine synonymer. For eksempel bruger Ezekiel 1.535 ord; Jeremias 1.653; salmisterne 2.170; mens Esajas bruger 2.186. Esajas var også taler: Hieronymus sammenlignede ham med Demosthenes; og digter: han udarbejder ofte sine budskaber i rytmisk eller poetisk stil (12,1-6; 25,1-5; 26,1-12; 38,10-20; 42,1-4; 49,1-9; 50,4-9; 52,13-53,12; 60-62; 66,5-24); og i flere tilfælde glider han over i elegisk rytme, f.eks. er der i 37,22-29 et fint hånende digt om Sankerib, og i 14,4-23 et andet om Babylons konge. Som Driver bemærker: "Esajas' poetiske geni er fremragende."

5. Traditioner om hans martyrdød:

Intet bestemt eller historisk vides om profetens endeligt. Hen imod slutningen af det 2. århundrede e.Kr. fandtes der imidlertid en tradition om, at han led martyrdøden under den hedenske reaktion, som fandt sted under kong Manasse, på grund af visse udtalelser om Gud og den hellige by, som hans samtidige påstod var i strid med loven. Ja, den jødiske Mishna siger udtrykkeligt, at Manasse dræbte ham. Også Justin Martyr (150 e.Kr.) bebrejder i sin polemiske dialog med jøden Tryfon jøderne med denne anklage: "ham, som I savede midt over med en træsav"; denne tradition bekræftes yderligere af en jødisk apokalypse fra det 2. århundrede e.Kr., med titlen Esajas' himmelfart, og af Epifanius i hans såkaldte Profeternes liv. Det er lige akkurat muligt, at der er en hentydning til hans martyrdød i Hebr 11,37, hvor der står: "De blev stenet, de blev savet midt over," men dette er på ingen måde sikkert. Under alle omstændigheder overlevede Esajas sandsynligvis den store katastrofe ved Sankeribs belejring af Jerusalem i 701 f.Kr. og muligvis også Hizkijas død i 699 f.Kr.; for i 2 Krøn 32,32 siges det, at Esajas skrev en biografi om kong Hizkija. Hvis det er sådan, strakte hans profetiske virksomhed sig over en periode på mere end 40 år. Dr. G. A. Smith udstrækker den til "mere end 50" (Jerusalem, II, 180; sammenlign Whitehouse, "Isaiah," New Century Bible, I, 72).

6. Tidsperiode:

Ifølge overskriften til hans bog (11) profeterede Esajas under Uzzija, Jotam, Akaz og Hizkija, Judas konger. Han daterer sit indledende syn (6,1) til Uzzijas dødsår, som var omtrent 740 f.Kr. Dette markerer derfor begyndelsen på hans profetiske tjeneste. Og vi ved, at han stadig var aktiv så sent som under Sankeribs belejring af Jerusalem i 701 f.Kr. Derfor var den korteste periode for hans virksomhed som profet fra 740 til 701 f.Kr. Som ung mand var Esajas vidne til Judas hurtige udvikling til en stærk handels- og militærstat; for under Uzzija nåede Juda en grad af velstand og styrke, som man ikke havde haft siden Salomos dage. Mure, tårne, fæstningsværker, en stor stående hær, en havn til handel ved Det Røde Hav, øget handel inde i landet, tribut fra ammonitterne, fremgang i krig mod filistrene og araberne – alt dette blev Judas i Uzzijas lange og fremgangsrige regeringstid på 52 år. Men sammen med magt og rigdom kom også begærlighed, undertrykkelse, religiøs formalisme og fordærv. Tempelindtægterne blev ganske vist stærkt forøget, men religion og liv var alt for ofte adskilt; folkets fremskridt var helt igennem materielt. Under Jotams regeringstid (740-736 f.Kr.), hvor han i flere år sandsynligvis var knyttet til sin far som medregent, begyndte en ny magt at vise sig ved den østlige horisont. Assyrerne, som Akab var kommet i kontakt med ved slaget ved Karkar i 854 f.Kr., og som Jehu havde betalt tribut til i 842 f.Kr., begyndte på ny at vise deres karakteristiske erobringslyst. Tiglat-Pileser III, som kaldes "Pul" i 2 Kong 15,19 og regerede over Assyrien fra 745 til 727 f.Kr., vendte sin opmærksomhed mod vest og undertvang i 738 f.Kr. Arpad, Kalno, Karkemish, Hamat og Damaskus og fik dem til at betale tribut. Hans tilstedeværelse i vest fik Peka, konge over Nordisrael, og Resin, konge over Damaskus, til at danne en alliance for at modstå yderligere indtrængen fra Assyriens side. Da Akaz nægtede at slutte sig til deres forbund, besluttede de at afsætte ham og i hans sted sætte Tabe'els søn på Davids trone (2 Kong 16,5; Es 7,6). Den kamp, der fulgte, er almindeligvis kendt som den syrisk-efraimitiske krig (734 f.Kr.) – en af de store begivenheder i Esajas' tid. Akaz sendte i panik bud til Tiglat-Pileser om hjælp (2 Kong 16,7), og han svarede naturligvis med stor villighed. Resultatet blev, at den store assyriske kriger plyndrede Gaza og førte hele Galilæa og Gilead i fangenskab (734) og til sidst indtog Damaskus (732 f.Kr.). Akaz blev tvunget til at betale dyrt for sin beskyttelse, og Juda blev bragt meget langt ned (2 Kong 15,29; 2 Kong 16,7-9; 2 Krøn 28,19; Es 7,1). Den religiøse såvel som den politiske virkning af Akaz' politik var afgjort skadelig. For at behage Tiglat-Pileser drog Akaz til Damaskus for at deltage i fejringen af hans sejre, og mens han var der, så han et syrisk alter, som han sendte en tegning af til Jerusalem og lod opstille en kopi af i templet i stedet for Salomos kobberalter. Således indførte Akaz med al den indflydelse, en konge har, afgudsdyrkelse i Jerusalem og lod endda sine sønner gå gennem ilden (2 Kong 16,10-16; 2 Krøn 28,3).

Hizkija efterfulgte Akaz; han begyndte at regere i en alder af 25 år og regerede i 29 år (727-699 f.Kr.). Esajas var mindst 15 år ældre end ham. Den unge konge arvede en tung byrde fra sin far. Glansen fra Uzzijas og Jotams regeringer blegnede hurtigt over for de stadigt truende og begærlige assyrere. Hizkija begyndte sin regering med en reform. »Han fjernede offerhøjene, knuste stenstøtterne og huggede Ashera-pælen om« (2 Kong 18,4; 2 Kong 18,22). Han indbød endda den overlevende rest af Nordisrael til at være med til at fejre påsken (2 Krøn 30,1). Men Israels ende nærmede sig. Hosea, den vaklende marionetkonge i Nordisrael (730-722 f.Kr.), opmuntret af Egypten, nægtede længere at betale sin årlige tribut til Assyrien (2 Kong 17,4); derfor viste Shalmaneser IV, som havde efterfulgt Tiglat-Pileser, sig straks foran Samarias porte i 724 f.Kr. og belejrede byen i tre trættende år (2 Kong 17,5). Til sidst blev byen erobret af Sargon II, som efterfulgte Shalmaneser IV i 722 f.Kr., og 27.292 af Israels bedste folk (ifølge Sargons egen beskrivelse) blev deporteret til Assyrien, mens kolonister blev hentet fra Babylon og andre nærliggende områder og sat i Samarias byer (2 Kong 17,6; 2 Kong 17,24). Sådan gled Nordisraels rige i glemsel, og Juda stod derefter helt udsat for sine assyrisk-babyloniske naboers direkte hærgen, både politisk og religiøst. Faktisk undgik Juda selv kun med nød og næppe ødelæggelse ved at love en tung tribut. Dette var den anden store politiske krise under Esajas’ tjeneste. Andre kriser skulle snart følge. En af dem var kong Hizkijas alvorlige sygdom, hvor han stod over for en sikker død i 714 f.Kr. Da han var barnløs, var han dybt bekymret for det davidiske dynastis fremtid. Han tyede dog til bøn, og Gud forlængede nådigt hans liv med 15 år (2 Kong 2; 2 Kong 38). Hans sygdom indtraf i den periode, hvor Babylon var uafhængigt under Merodak-Bal’adan, Assyriens altid ærgerrige, uimodståelige og ubøjelige fjende, som i 12 år (721-709 f.Kr.) bevarede et uafhængigt herredømme over Babylon. Merodak udnyttede Hizkijas vidunderlige helbredelse og greb lejligheden til at sende en delegation til Jerusalem for at lykønske ham med hans bedring (712 f.Kr.); samtidig forsøgte han sandsynligvis at danne en alliance med Juda for at modstå Assyriens overherredømme (2 Kong 20,12; 2 Kong 20,39). Der kom dog intet ud af alliancen, for året efter dukkede Sargons hær igen op i Filisterlandet for at straffe Ashdod for sammensværgelse med Egyptens konge (711 f.Kr.). Den største krise lå stadig forude. Dens forløb var som følger: Juda og dets naboer stønnede mere og mere under Assyriens tunge krav. Da Sargon blev myrdet og Sankerib kom på tronen i 705 f.Kr., brød der derfor oprør ud på alle sider. Merodak-Bal’adan, som var blevet fordrevet af Sargon i 709 f.Kr., indtog igen Babylon og holdt det i mindst seks måneder i 703 f.Kr. Hizkija, som blev opmuntret af Egypten og hele Filisterlandet, bortset fra Padi af Ekron, Sargons marionetkonge, nægtede længere at betale tribut til Assyrien (2 Kong 18,7). Imens var der opstået et stærkt pro-egyptisk parti i Jerusalem. På baggrund af alle disse omstændigheder drog Sankerib i 701 f.Kr. mod vest med en vældig hær og fejede alt foran sig. Tyrus blev indesluttet, men ikke indtaget; derimod bøjede Joppe, Elteke, Ekron, Ashkelon, Ammon, Moab og Edom sig alle straks for hans krav. Hizkija blev grebet af panik og skyndte sig at bringe en rig tribut, ja han ribbede endda templet og paladset for deres skatte for at gøre det (2 Kong 18,13-16). Men Sankerib var ikke tilfreds. Han løb Juda over ende og erobrede, som han fortæller i sin indskrift, 46 befæstede byer og utallige mindre landsbyer; han førte 200.150 af Judas befolkning i fangenskab til Assyrien og krævede som tribut 800 talenter sølv og 30 talenter guld, i alt over 1.500.000 dollars. Han tog også, hævder han, Hizkijas døtre og paladskvinder, beslaglagde hans mandlige og kvindelige sangere og førte et enormt bytte bort. Men enden var endnu ikke kommet. Sankerib selv gjorde holdt i Filisterlandet med hovedstyrken af hæren for at undertvinge Lakish; derfra sendte han en stærk afdeling under sin øverstkommanderende, Rabshake, for at belejre Jerusalem (2 Kong 18,17-19; Es 36,2-37). Som han beskriver denne blokade i sin egen indskrift: »Jeg lukkede Hizkija inde i Jerusalem som en fugl i et bur.« Rabshake formåede dog ikke at indtage byen og vendte tilbage til Sankerib, som imens havde erobret Lakish fuldstændigt og nu førte krig mod Libna. Et andet felttog mod Jerusalem blev planlagt, men da Sankerib hørte, at Tirhaka (på det tidspunkt øverstkommanderende for Egyptens styrker og først senere »konge af Etiopien«) nærmede sig, måtte han nøjes med at sende sendebud med et brev til Hizkija, hvor han krævede byens øjeblikkelige overgivelse (2 Kong 19,9; Es 37,9). Hizkija holdt imidlertid stand under Esajas’ indflydelse; og da tiden var inde, skønt Sankerib uden vanskelighed gjorde det af med Tirhakas hær, blev hans enorme hær på en eller anden gådefuld måde—ved pest eller på anden vis—pludselig ramt, og den store assyriske erobrer blev tvunget til at vende tilbage til Nineve; muligvis fordi Merodak-Bal’adan igen var dukket op i Babylonien. Sankerib vendte, så vidt vi ved, aldrig igen tilbage til Israels land i de følgende 20 år af sin regering, selv om han foretog et selvstændigt felttog ind i Nordarabien (691-689 f.Kr.). Denne invasion af Juda ved Sankerib i 701 f.Kr. var den store politiske begivenhed i Esajas’ tjeneste. Havde det ikke været for profetens statsmandskunst, kunne Jerusalem have kapituleret. Som det var, undslap kun en lille, ubetydeligt lille, rest af Judas befolkning. Esajas havde på dette tidspunkt prædiket i 40 år. Hvor meget længere han virkede, vides ikke.

7. Analyse og indhold:

Der er seks hovedafsnit i bogen:

(1) Esajas 1-12, profetier om Juda og Jerusalem, som slutter med løfter om genoprettelse og en takkesalme;

(2) Esajas 13-23, doms- og frelsesord, for størstedelens vedkommende om de fremmede folkeslag, hvis skæbne påvirkede Juda og Jerusalem;

(3) Esajas 24-27, Jahves verdensdom i Israels forløsning;

(4) Esajas 28-35, en kreds af profetiske advarsler mod forbund med Egypten, som slutter med en profeti om Edom og et løfte om Israels løskøbelse;

(5) Esajas 36-39, historie, profeti og sang blandet sammen; tjener både som et tillæg til Esajas 1-35 og som en indledning til Esajas 40-66;

(6) Esajas 40-66, profetier om trøst og frelse og også om den fremtidige herlighed, der venter Israel.

Ved at undersøge disse forskellige afsnit i detaljer kan vi bedre følge profetens tanke. Således udfolder Esajas 1-12 Judas sociale synder (Esajas 1-6) og hendes politiske forviklinger (Esajas 7-12); Esajas 1 er en indledning, hvor profeten anslår hovedtonerne i hele sin bog: nemlig tankeløshed (1,2-9), formalisme i gudsdyrkelsen (1,10-17), tilgivelse (1,18-23) og dom (1,24-31). Esajas 2-4 indeholder tre særskilte billeder af Zion:

(a) hendes ophøjelse (2,2-4),

(b) hendes nuværende afgudsdyrkelse (2,5-4,1), og (c) hendes endelige renselse (4,2-6).

Esajas 5 indeholder en anklage mod Juda og Jerusalem, sammensat af tre dele:

(a) en lignelse om Jahves vingård (5,1-7);

(b) en række på seks veråb, udtalt mod umættelig grådighed (5,8-10), udsvævelse (5,11-17), dristig trods mod Jahve (5,18.19), sammenblanding af moralske skel (5,20), politisk selvindbildskhed (5,21) og fejlrettet heltemod (5,22.23); og

(c) en forkyndelse af nært forestående dom. Assyreren er på vej, og der vil ikke være nogen undkommen (5,24-30). Esajas 6 beretter om profetens indledende syn og kaldelse. Det er i virkeligheden et forsvarsskrift, som det står efter profetens fordømmelser af sine samtidige. Når de stiltiende gør indsigelse mod hans budskab om trussel og ulykke, kan han svare, at da han havde udtalt “ve” over sig selv i det år, kong Uzzija døde, havde han myndighed til at udtale ve over dem (6,5). Esajas siger dem klart, at Judas synder næsten er håbløse. De er ved at blive åndeligt følelsesløse. De har øjne, men de kan ikke se. Kun dom kan nytte: “den retfærdige dom fra en glemt Gud” venter dem. En “hellig sæd” fandtes dog stadig i Israels stamme (6,13).

Når vi kommer til Es 7-12, træder Esajas frem i rollen som praktisk statsmand. Han advarer Akaz mod politiske forviklinger med Assyrien. Afsnittet 7,1-9,7 er en profeti om Immanuel, hvor historie og forudsigelse er blandet sammen.

De beskriver den syrisk-efraimitiske opstand i 736 f.Kr., da Peka fra Nordisrael og Resin fra Damaskus, i et forsøg på at forsvare sig mod assyrerne, krævede, at Akaz af Jerusalem skulle blive deres allierede. Men Akaz foretrak Assyriens venskab og nægtede at indgå forbund med dem. Og for at forsvare sig søgte han hjælp hos Assyrien og sendte sendebud med mange kostbare skatte, både kongelige og hellige, for at bestikke Tiglat-Pileser. Det var på dette tidspunkt, at Esajas på Jahves bud gik i rette med Akaz om det skæbnesvangre skridt, han var ved at tage, og som praktisk statsmand advarede Akaz, “kongen af Manglende-Tro”, om, at den eneste vej til sikkerhed lå i troskab mod Jahve og i at holde sig fri af fremmede alliancer; at “Gud er med os” til frelse; og at ingen “sammensværgelse” på nogen måde kan lykkes, medmindre Gud også er imod os. Men da profetens budskab om løfte og frelse ikke finder nogen velkomst, betror han det til sine disciple, indbundet og forseglet til fremtidig brug; idet han forsikrer sine tilhørere om, at et barn er født dem, og en søn er givet dem, i hvis dage Davids rige vil blive grundfæstet på ret og retfærdighed. Den messianske spire er grunden til profetens håb; og dette håb, skønt uden fortilfælde, betror han således tidligt i sin tjeneste, skrevet og forseglet, til sin inderkreds af “disciple”.

Se videre IMMANUEL.

Afsnittet Es 9,8-10 indeholder en forkyndelse til Nordisrael om ophobet vrede og nært forestående undergang, med et omkvæd (9,12.17.21; 10,4). Her beskriver profeten i et kunstfærdigt digt, sammensat af fire strofer, de store ulykker, som Jahve har sendt ned over Nordisrael, men som er blevet overhørt: fremmed invasion (9,8-12), nederlag i kamp (9,13-17), anarki (9,18-21) og nært forestående fangenskab (10,1-4). Alligevel er Jahves domme blevet overhørt: “Trods alt dette vender hans vrede sig ikke bort, men hans hånd er stadig rakt ud.” Guddommelig tugt har slået fejl; kun dommen står tilbage.

I Es 10,5-34 erklæres Assyrien for at være et redskab for Jahve, staven for Jahves vrede. Es 11-12 forudsiger Israels tilbagevenden fra eksil, herunder et syn af Messias’ herredømme med ideal fred. For Esajas’ syn af folkets fremtid rakte langt ud over blot eksilet. For ham var Assyriens fald signalet til begyndelsen på en ny æra i Israels historie. Assyrien har ingen fremtid, hendes fald er skæbnesvangert; Juda har en fremtid, hendes ulykker er kun tugtende. En ideal fyrste skal oprejses, og ved hans komme skal hele naturen fryde sig, endog de umælende dyr (11,1-10). Et andet stort exodus skal finde sted, for Herren vil igen række sin hånd ud “for anden gang” for at genvinde resten af sit folk “fra jordens fire hjørner” (11,11.12). På den dag skal “Efraim ikke misunde Juda, og Juda skal ikke plage Efraim” (11,13). Tværtimod skal det genforenede folk, forløst og i besiddelse af deres retmæssige område (11,14-16), synge en takkesalme, der forkynder Jahves frelse for hele jorden (Esajas 12).

Esajas 13-23 indeholder doms- og frelsesorakler, for størstedelens vedkommende om de fremmede folkeslag, hvis skæbne berørte Juda og Jerusalem. De er samlet af redaktøren, ligesom tilsvarende fremmedfolks-orakler er det i Jer 46-51 og Ez 25-32. Esajas' horisont var verdensvid. Først blandt profetierne om fremmede folk står oraklet om Babylon (Es 13,1-14), hvori han forudsiger byens fuldstændige ødelæggelse (Es 13,2-22) og synger en klagesang eller spottevise over dens faldne konge (Es 14,4-23). Den konge, der hentydes til, er næsten uden tvivl en assyrisk (ikke en babylonisk) monark fra det 8. århundrede; den korte profeti umiddelbart efter i Es 14,24-27 om Assyrien bekræfter stiltiende denne fortolkning. Et andet kort orakel om Babylon (21,1-10) beskriver byens fald som nært forestående. Begge orakler står eller falder sammen som ægte Esajas-profetier. Begge synes at være skrevet i Jerusalem (13,2; 21,9.10). Det kan ikke siges, at nogen af dem i tanke og sprog er fuldstændig uden forbindelse med Esajas' tid (14,13; 21,2); hver af dem forudsiger den dom, der skal ramme Babylon (13,19; 21,9) ved medernes hånd (13,17; 21,2); og hver beskriver israelitterne som allerede i eksil--men ikke nødvendigvis hele Israel.

Afsnittet Es 14,24-27 fortæller om assyrerens sikre ødelæggelse.

Passagen Es 14,28-32 er et orakel om Filisterlandet.

Esajas 15-16 er gamle orakler mod Moab, hvis klagesangslignende versemål minder om Es 13-14. Det er sammensat af to adskilte profetier, der hører til to forskellige perioder i Esajas' tjeneste (16,13.14). De tre særligt interessante punkter i oraklet er:

(1) profetens ømme medfølelse med Moab i hendes nød (15,5; 16,11). Esajas blander sine egne tårer med moabitternes. Som Delitzsch siger: "Der findes ingen profeti i Esajas' Bog, hvor profetens hjerte er så smertefuldt bevæget over det, hans ånd ser, og hans mund må profetere."

(2) Moabs bevægende appel om ly for hendes fjender; især det grundlag, hun fremfører den på, nemlig det messianske håb om, at Davidsdynastiet altid skal bestå og være i stand til at slå sine fjender tilbage (16,5). Profetien er et ekko af 9,5-7.

(3) Løftet om, at en rest af Moab, om end lille, skal frelses (16,14). Træt af bøn til Kemosh på hans offerhøje forudsiger profeten, at Moab vil søge den levende Gud (16,12).

Passagen Es 17,1-11 er et orakel om Damaskus og Nordisrael, hvori Esajas forudsiger de to allieredes--Syriens og Efraims--skæbne i den syrisk-efraimitiske krig i 734 f.Kr., med et løfte om, at kun en ringe rest vil overleve (17,6). I 17,12-14 forkynder profeten frimodigt den fuldstændige tilintetgørelse af Judas unavngivne fjender--assyrerne.

Esajas 18 beskriver Etiopien som stærkt ophidset, idet det sender sendebud hid og did--muligvis helt til Jerusalem--tilsyneladende for at søge hjælp til at forberede krig. Assyrien havde allerede indtaget Damaskus (732 f.Kr.) og Samaria (722 f.Kr.), og derfor frygtede Egypten og Etiopien en invasion. Esajas byder sendebuddene at vende hjem og roligt se, hvordan Jahve forpurrede Assyriens selvsikre forsøg på at undertvinge Juda; og han tilføjer, at når etiopierne har set Guds hånd i Judas og Jerusalems kommende udfrielse (701 f.Kr.), vil de bringe en gave til Jahve, til hans bolig på Zions bjerg.

Esajas 19, som er et orakel om Egypten, indeholder både en trussel (19,1-17) og et løfte (19,18-25) og er et af Esajas' mest bemærkelsesværdige budskaber om fremmede folk. Egypten bliver slået og føres derved til at opgive sine afguder for at tilbede Jahve (19,19-22). Endnu mere bemærkelsesværdigt profeteres det, at på den dag vil Egypten og Assyrien slutte sig sammen med Juda i en tredobbelt alliance af fælles tilbedelse af Jahve og af velsignelse for andre (19,23-25). Esajas' missionale udsyn her er vidunderligt!

Esajas 20 beskriver Sargons felttog mod Egypten og Etiopien og indeholder en kort symbolsk forudsigelse af Assyriens sejr over Egypten og Etiopien. Ved at iføre sig en fanges dragt i tre år forsøger Esajas at lære Jerusalems borgere, at belejringen af Ashdod blot var et middel til et mål i Sargons felttogsplan, og at det var ren dårskab for det egyptiske parti i Jerusalem, som altid tilskyndede til at stole på Egypten, at søge hjælp i den retning. Esajas 21,11.12 er et kort orakel om Se'ir eller Edom, "den eneste milde ytring i Det Gamle Testamente om Israels arvefjende." Edom er i stor ængstelse. Profetens svar er skuffende, skønt tonen er medfølende. Esajas 21,13 ff. er et kort orakel om Arabien. Det indeholder en medfølende appel til temanitterne om at give brød og vand til Dedans karavaner, som af krig er blevet drevet bort fra deres sædvanlige rejserute.

Esajas 22 handler om det fremmede sindelag inden for teokratiet. Det er sammensat af to dele:

(1) et orakel "om synets dal," dvs. Jerusalem (22,1-14); og

(2) en straffetale mod Shebna, paladsets hofmester. Esajas standser så at sige i sin række af advarsler til fremmede nationer for at irettesætte det fremmede sindelag hos Jerusalems letsindige indbyggere, og især Shebna, en højtstående embedsmand i regeringen.

Hovedstadens hensynsløse borgere, som ignorerer Gud, skildres som nogle, der hengiver sig til munter spisen og drikken, mens fjenden i netop det øjeblik står foran byens porte. Shebna synes på sin side at have været en prangende fremmed, måske en syrer af fødsel, meget muligt en af det egyptiske parti, hvis politik stod i modsætning til Esajas' og kongens. Esajas' forudsigelse af Shebnas fald blev tydeligvis opfyldt (36,3; 37,2).

Esajas 23 handler om Tyrus. I dette orakel forudsiger Esajas, at Tyrus skal lægges øde (23,1), hendes handelsmæssige herlighed ydmyges (23,9), hendes kolonier blive uafhængige af hende (23,10), og hun selv glemmes i "halvfjerds år" (23,15); men "efter udløbet af halvfjerds år" skal hendes handel genoplive, hendes forretningsmæssige velstand vende tilbage, og hun skal hellige sin fortjeneste ved handel som hellig for Jahve (23,18).

Den tredje store del af Esajas' Bog omfatter Es 24-27, som fortæller om Jahves verdensdom, der munder ud i Israels forløsning. Disse profetier står i nær forbindelse med Es 13-23. De udtrykker den samme milde følelse, som allerede er iagttaget i 15,5; 16,11, og sammenfatter som i én stor finale profetens orakler til Israels naboer. I religiøs betydning står de ikke tilbage for noget i Esajas' Bog; de lærer nødvendigheden af guddommelig tugt og den herlige forløsning, der venter de trofaste i Israel. De er en åndelig kommentar til den store assyriske krise i det 8. århundrede; de er frelsesbudskaber, bestemt ikke til deklamation, men til meditation, og var sandsynligvis mere særligt rettet til profetens indre kreds af "disciple" (8,16). Disse kapitler har del i apokalypsens natur. Strengt taget er de dog profeti, ikke apokalypse. Ingen stiger op til himlen eller taler med en engel, som i Dan 7 og Åb 4. De er kun apokalypse i den forstand, at visse ting forudsiges som sikre på at ske. Esajas holdt af denne form for profeti. Han løfter ofte sin læser ud af den blotte histories sfære for at male billeder af den fjerne, kommende fremtid (2,2-4; 4,2-6; 11,6-16; 30,27-33).

I Es 24 forkynder profeten en almindelig dom over jorden (dvs. Judas land) og over "byen" (kollektivt, om Judas byer), hvorefter en bedre dag skal gry (24,1-15). Profeten forestiller sig, at han hører frelsessange, men ak! de er for tidlige; mere dom må følge. I Es 25 hensætter profeten sig til tiden efter den assyriske katastrofe og lægger, idet han identificerer sig med de forløste, lovsange og takkesange for deres udfrielse i deres mund. Es 25,6-8 beskriver Jahves overdådige festmåltid på Zions bjerg for alle folkeslag, som, i overensstemmelse med 2,2-4, drager op til Jerusalem for at fejre "et festmåltid med fede retter", rigt og marvfuldt. Mens folkene er til stede ved festmåltidet, fjerner Jahve nådigt deres åndelige blindhed, så de ser ham som den sande uddeler af liv og nåde. Han afskaffer også voldelig død, det vil sige krig (sammenlign 2,4) og dens sørgelige ledsager, "tårer", så "jorden" (dvs. Judas land) ikke længere er folkeslagenes slagmark, men de forløstes velsignede bolig, hvor de lever i fred og lykke. Profetens sigte er ikke politisk, men religiøst.

I Es 26,1-19 synger Juda en sang over Jerusalem, Guds uindtagelige by. Profeten, der igen stiller sig sammen med den forløste rest af folket, skildrer levende deres taknemmelige tillid til Jahve, som for dem har været en sand "evighedernes klippe" (26,4 randnote). Med håb udbryder han glad: Lad Jahves døde leve! Lad Israels døde legemer rejse sig! Jahve vil frembringe liv af de døde! (26,19). Dette er den første klare udtalelse om opstandelsen i Det Gamle Testamente. Men den er national og begrænset til Israel (sammenlign 26,14) og er blot Esajas' måde at udtrykke et håb om, at Israels trofaste skal vende tilbage fra fangenskab (sammenlign Hos 6,2; Ez 37,1-14; Dan 12,2).

I Es 26,20-27 viser profeten, at Israels tugtelser er gavnlige. Han begynder med at formane sit eget folk, sine disciple, til at fortsætte lidt længere i bønnens ensomhed, indtil Guds vrede har knust verdensmagterne (26,20-27,1). Dernæst forudsiger han, at Jahves sande vingård herefter skal vogtes sikkert mod tornekrat og tidsler fra fremmed invasion (27,2-6). Og efter at have vist, at Jahves tugtelser af Israel var milde sammenlignet med hans domme over andre folkeslag (27,7-11), lover han så, at hvis Israel blot vil omvende sig, vil Jahve ikke spare nogen anstrengelse for at samle resten af sit folk "én for én" fra Assyrien og Egypten (sammenlign 11,11); og sammen skal de endnu en gang tilbede Jahve på det hellige bjerg i Jerusalem (27,12.13).

Profetens grundlæggende standpunkt i Es 24-27 er det samme som i 2,2-4 og Es 13-23. Alligevel kaster profeten sig ikke sjældent frem i den fjerne fremtid og svinger frem og tilbage mellem sin egen tid og Israels genoprettelse. Det er især bemærkelsesværdigt, hvordan han fastholder sig selv i en lang og vedvarende hensættelse af sig selv til perioden for Israels forløsning. Han bestræber sig endda på at identificere sig med det nye Israel, som skal træde frem af det nuværende kaos af politiske begivenheder. Hans syner om Israels forløsning fører ham i ekstase langt bort ind i den fjerne fremtid, til en tid da folkets lidelser alle er forbi; så når han nedskriver, hvad han så i synet, beskriver han det som en tugtelse, der hører fortiden til. For eksempel fejrer profeten i 25,1-8, hensat til tidernes ende, i sang det, han så, og beskriver, hvordan verdensrigets fald følges af hedningernes omvendelse. I 26,8.9 ser han tilbage på fortiden fra de forløstes standpunkt i de sidste dage og fortæller, hvordan Israel længselsfuldt ventede på åbenbarelsen af Guds retfærdighed, som nu har fundet sted, mens han i 27,7-9 stiller sig midt i folkets lidelser, med deres herlige fremtid fuldt for øje, og skildrer, hvordan Jahves handlemåde med Israel ikke har været vredens straf, men kærlighedens tugtelse. Denne art apokalypse, eller profeti, var i sandhed at vente lige fra begyndelsen af gruppen af profetier, som indledes med ordet "Se!" En sådan indledningsmåde er særegen for Esajas og får os i sig selv til at vente et budskab, som er enestående.

Den praktiske religiøse værdi af disse profetier for Esajas' egen tid ville være meget stor. I en periode med krig og gentagne fremmede invasioner, da kun få mænd var tilbage i landet (Es 24,6; Es 24,13; Es 26,18), og Judas byer lå øde og forladte (Es 24,10; Es 24,12; Es 25,2; Es 26,5; Es 27,10), og musik og glæde manglede (Es 24,8), da folket stadig holdt fast ved deres afguder (Es 27,9), og assyrernes ødelæggelsesværk stadig var ufuldendt, så andre ulykker med sikkerhed ville følge (Es 24,16), ville det bestemt være trøstende at vide, at tilgivelse stadig var mulig (Es 27,9), at Jahve stadig var vogteren af sin vingård (Es 27,3; Es 27,4), at hans domme kun skulle vare et lille øjeblik (Es 26,20), og at selv om hans folk skulle spredes, ville han snart omhyggeligt samle dem "én for én" (Es 27,12; Es 27,13), og at de sammen med andre folkeslag skulle holde fest på Zions bjerg som Jahves gæster (Es 25,6; Es 25,7; Es 25,10), og at Jerusalem herefter skulle blive centrum for liv og religion for alle folkeslag (Es 24,23; Es 25,6; Es 27,13). En sådan tro på Jahve, sådanne formaninger og sådanne sange og bekendelser fra de forløste, set i syn, ville være en kilde til rig åndelig trøst for de få lidende hellige i Juda og Jerusalem og en ledestjerne for de trofaste disciple i profetens inderste kreds.

Esajas 28-35 indeholder en kreds af profetiske advarsler mod forbund med Egypten og afsluttes med en profeti om Edom og et løfte om Israels løskøbelse. Som i 5,8-23 hengiver profeten sig til en række på seks ve-råb:

(1) Ve de berusede, spottende politikere (Es 28). Dette er et af de store kapitler i Esajas' bog. I det indledende afsnit (28,1-6) peger profeten advarende på Efraims stolte drukkenbolte, hvis krone (Samaria) hurtigt visner. Dernæst vender han sig mod Jerusalems spottende politikere og irettesætter især de drikfældige præster, som snubler i dommen, og de vaklende profeter, som farer vild i synet (28,7-22); han slutter med en meget lærerig lignelse fra landbruget, som lærer, at Guds domme ikke er vilkårlige; at ligesom landmanden ikke pløjer og harver sine marker året rundt, sådan vil Gud ikke straffe sit folk for evigt; og ligesom landmanden ikke tærsker alle slags korn med samme strenghed, sådan vil Gud heller ikke tugte sit folk ud over, hvad de fortjener (28,23-29).

(2) Ve formalisterne i religionen (Es 29,1-14). Esajas' andet ve-råb udtales over Ariel, Guds alterildsted, dvs. Jerusalem, offercentrum for Israels gudsdyrkelse. David havde først indstiftet den sande tilbedelse af Jahve på Zion. Men nu er Zions gudsdyrkelse blevet helt konventionel, formel og derfor uoprigtig; den er lært udenad (29,13; sammenlign 1,10-15; Mika 6,6-8). Derfor, siger Esajas, er Jahve nødt til at gøre et usædvanligt værk blandt dem for at føre dem tilbage til en sand kundskab om ham selv (Es 29,14).

(3) Ve dem, som skjuler deres planer for Gud (Es 29,15-24). Hvad deres planer er, som de udtænker i hemmelighed, afslører profeten endnu ikke; men han hentyder uden tvivl til deres intriger med egypterne og deres hensigt om at bryde deres troskab mod assyrerne, som de ved traktat var forpligtet til at betale årlig tribut. Esajas går modigt i rette med dem, fordi de mener, at nogen politik vil lykkes, hvis den udelukker Den Helliges råd og visdom. De er kun ler; han er pottemageren. På dette punkt, om end noget brat, vender Esajas sit ansigt mod den messianske fremtid. Om ganske kort tid, siger han, skal Libanon, som nu er oversvømmet af Assyriens hær, blive en frugtbar mark, og de blinde og døve og åndeligt svage skal glæde sig i Israels Hellige.

(4) Ve over det pro-egyptiske parti (Es 30). Esajas' fjerde ve er rettet mod de oprørske politikere, som stædigt og nu åbent går ind for at slutte forbund med Egypten. De har tilsyneladende endelig haft held til at vinde kongen over på deres side, og en delegation er allerede på vej til Egypten, gennem udvandringens ørken, med rige skatte, som skal købe venskab hos deres tidligere undertrykkere. Esajas fordømmer nu det, han ikke længere kan forhindre. Egypten er en Rahab »sid stille«, dvs. et mytologisk havuhyre, truende i fremtoning, men sendrægtigt i handling. Når krisen kommer, vil hun sidde stille og kun bringe Israel skam og forvirring.

(5) Ve over dem, der stoler på heste og vogne (Esajas 31-32). Esajas' femte ve er en endnu voldsommere fordømmelse af dem, der stoler på Egyptens heste og vogne og tilsidesætter Israels Hellige. De, der gør det, glemmer, at egypterne kun er mennesker og deres heste kød, og at blot kød ikke kan nytte i en kamp mod ånd. Til sidst vil Jahve udfri Jerusalem, hvis Israels børn blot vil vende sig fra deres afgudsdyrkelse til ham; og på den dag skal Assyrien blive overvundet. En ny tidsalder skal gry over Juda. Samfundet skal genfødes. Fornyelsen vil begynde fra toppen. Samvittigheden vil også blive skærpet, og moralske skel vil ikke længere blive forvirret (32,1-8). Som Delitzsch udtrykker det: »Fødslens og rigdommens aristokrati vil blive afløst af karakterens aristokrati.« De sorgløse og ligegyldige kvinder vil heller ikke på den dag længere true statens sociale velfærd (32,9-14); med udgydelsen af Jahves ånd vil et ideelt samfund træde frem, hvor social retfærdighed, fred, overflod og tryghed vil være til stede i rigt mål (32,15-20).

(6) Ve over den assyriske ødelægger (Es 33). Esajas' sidste ve er rettet mod den forræderiske hærger selv, som allerede har lagt Judas byer øde og nu begynder at belejre Jerusalem (701 f.Kr.). Profeten beder, og mens han beder, se! assyrernes mægtige hære slås på flugt, og Jerusalems længe belejrede, men nu triumferende indbyggere styrter ud som græshopper over byttet, som den forsvindende modstander har været tvunget til at efterlade. Ødelæggerens plan om at undertvinge Jerusalem er blevet til intet. Hele jorden ser synet af Assyriens nederlag og fyldes af ærefrygt og forundring over Jahves mægtige værk. Kun de retfærdige må herefter bo i Jerusalem. Deres øjne skal se Messias-kongen i hans skønhed, ikke længere regerende som Hizkija over et begrænset og indskrænket område, men over et land uden grænser, hvis indbyggere nyder Jahves fred og beskyttelse og er fri for al synd og derfor for al sygdom (33,17-24). Med dette smukke billede af den messianske fremtid får profetens ve-råb en passende afslutning. Esajas udtalte aldrig et ve uden at føje et tilsvarende løfte til.

I Esajas 34-35 udstøder profeten et voldsomt råb om retfærdighed mod »alle folkeslagene«, men især mod Edom. Hans tone er dommens. Edom er skyldig i grove forbrydelser mod Zion (34,8 f), derfor er hun dømt til ødelæggelse. På den anden side skal Israels spredte vende tilbage fra eksilet og »opnå glæde og fryd, og sorg og sukken skal flygte bort« (Es 35).

Esajas 36-39 indeholder historie, profeti og sang blandet sammen. Disse kapitler tjener både som et tillæg til Esajas 1-35 og som en indledning til Esajas 40-66. I dem fortælles tre vigtige historiske begivenheder, hvor Esajas var en fremtrædende faktor:

(1) Sankeribs dobbelte forsøg på at få Jerusalem i sin besiddelse (Esajas 36-37);

(2) Hizkijas sygdom og helbredelse (Esajas 38);

(3) Merodak-Baladans delegation (Esajas 39).

Med visse vigtige udeladelser og indskud er disse kapitler gentaget næsten ordret i 2 Kong 18,13-20. De indledes med den kronologiske bemærkning: »Men det skete i kong Hizkijas fjortende år.« Der er gjort forskellige forsøg på at løse mysteriet om denne dato; for hvis forfatteren hentyder til belejringen i 701 f.Kr., opstår der vanskeligheder, fordi den begivenhed ifølge den bibelske kronologi over hans liv ikke fandt sted i Hizkijas »14.«, men i hans 26. år; eller, hvis vi sammen med nogle daterer Hizkijas tronbestigelse i Juda til 720 f.Kr., fandt belejringen i 701 f.Kr., som det er tydeligt, sted i Hizkijas 19. år. Det er naturligvis lige akkurat muligt, at »kong Hizkijas 14. år« var det 14. af de »15 år«, der blev lagt til hans liv, men mere sandsynligt hentyder det til det 14. år af hans regering. Alt i alt er det bedre at tage udtrykket som en generel kronologisk overskrift for hele afsnittet, med særlig henvisning til Es 38, som fortæller om Hizkijas sygdom, der faktisk faldt i hans 14. år (714 f.Kr.), og som, sammen med Sargons forventede tilstedeværelse ved Ashdod, var den store personlige krise i kongens liv.

Sankerib gjorde to forsøg i 701 f.Kr. på at undertvinge Jerusalem: det ene fra Lakish med en hær ledet af Rabshakeh (Es 36,2-37), og det andet fra Libna med en trussel overbragt af sendebud (Es 37,9). Det korte afsnit i 2 Kong 18,14-16 er udeladt mellem vers 1 og 2 i Es 36, fordi det ikke var profetens mål på dette tidspunkt at berette om folkets ydmygelse. Esajas' sidste »ord« om Assyrien (Es 37,21-35) er en af profetens storslåede forudsigelser. Det består af tre dele:

(1) en spottevise, i elegisk rytme, om Sankeribs uundgåelige ydmygelse (Es 37,22-29);

(2) et kort digt i en anden rytme, rettet til Hizkija for at styrke hans tro (Es 37,30-32);

(3) en bestemt forudsigelse, i mindre ophøjet stil, om Jerusalems sikre udfrielse (Es 37,33-35). Esajas' forudsigelse blev bogstaveligt opfyldt.

Afsnittet Es 38,9-20 indeholder Hizkijas takkesang, hvori han fejrer sin helbredelse fra en dødelig sygdom. Det er et smukt, klagende "skrift"; helt udeladt af forfatteren til Kongebogen (sammenlign 2 Kong 2). Hizkija var syg i 714 f.Kr. To år senere sendte Merodak-Bal'adan, den erfarne ærkefjende af Assyrien, efter at have hørt om hans vidunderlige helbredelse, breve og en gave for at lykønske ham. Uden tvivl drev også politiske motiver den genstridige babylonier. Men hvordan det end forholder sig, blev Hizkija meget smigret over besøget af Merodak-Bal'adans udsendinge og viste dem i et svagt øjeblik alle sine kongelige skatte. Dette var en utilgivelig bommert, eftersom synet af hans mange kostbare ejendele naturligt ville vække babylonisk begær efter at komme i besiddelse af Jerusalem. Esajas fordømte ikke blot højtideligt kongens adfærd, men han forkyndte med mere end almindelig indsigt, at de dage skulle komme, da alle Jerusalems opsamlede rigdomme ville blive ført bort til Babylon (39,3-6; sammenlign Mika 4,10). Denne sidste domsforudsigelse er den mest vidunderlige af alle Esajas' truende udtalelser, fordi han tydeligt hævder, at det ikke er assyrerne, som dengang var på højdepunktet af deres magt, men babylonierne, der skal være redskaberne for den guddommelige hævn ved fuldbyrdelsen af Jerusalems ødelæggelse. Der er absolut ingen grund til at betvivle ægtheden af denne forudsigelse. I den har vi faktisk et profetisk grundlag for Es 40-66, som følger.

Når vi nu kommer til Es 40-66, har vi profetier om trøst, frelse og den fremtidige herlighed, der venter Israel. Disse kapitler falder naturligt i tre afsnit:

(1) Es 40-48, som forkynder udfrielse fra fangenskabet gennem Kyros;

(2) Es 49-57, som beskriver Herrens "tjeners" lidelser; dette afsnit ender ligesom det foregående med omkvædet: "Der er ingen fred, siger min Gud, for de ugudelige" (57,21; sammenlign 48,22);

(3) Es 58-66, som forkynder den endelige ophævelse af alle nationale skel og den fremtidige herlighed for Guds folk. Esajas 60 er det karakteristiske kapitel i dette afsnit, ligesom Es 53 er det i det andet, og Es 40 i det første.

Går vi mere i detaljer, viser det første afsnit (Es 40-48) Herrens guddommelighed gennem hans enestående magt til at forudsige. Grundlaget for den trøst, profeten forkynder, er Israels uforlignelige Gud (Es 40). Israels almægtige Herre er uforlignelig i sammenligning med andre guder. I prologen (Es 40,1-11) hører han de fire stemmer:

(1) nådens stemme (Es 40,1; Es 40,2);

(2) profetiens stemme (Es 40,3-5);

(3) troens stemme (Es 40,6-8), og

(4) evangelisationens stemme (Es 40,9-11).

Derefter, efter at have ophøjet den enestående karakter hos Israels næsten glemte Gud (Es 40,12-26), formaner han dem til ikke at tro, at Herren er uvidende om eller ligeglad med Israels elendighed. Israel må vente på frelse. De råber for tidligt på udfrielse. Vent blot, gentager han; for med en sådan Gud har Israel ingen grund til at fortvivle (Es 40,27-31).

I Es 41 erklærer han, at det højeste bevis på Herrens eneste guddommelighed er hans magt til at forudsige. Han spørger: "Hvem har oprejst én fra øst?" Skønt helten ikke nævnes ved navn, er Kyros uden tvivl i profetens tanke (sammenlign 44,28; 45,1). Han viser sig dog ikke allerede i historiens horisont, sådan som nogle forestiller sig, men forudsiges snarere som en, der sikkert vil komme. De verbalformer, der udtrykker afsluttet handling, er vishedsperfekter og bruges på præcis samme måde som dem i 3,8; 5,13; 21,9. Svaret på spørgsmålet er: "Jeg, Herren, den første, og hos de sidste, jeg er ham" (41,4). Israel er Herrens tjener. Dialogen fortsætter; men den er ikke længere mellem Herren og folkene, som i Es 41,1-7, men mellem Herren og afguderne (41,21-29). Idet Herren henvender sig til de stumme afguder, fremstilles han som den, der siger: Forudsig noget, hvis I er virkelige guddomme. Hvad mig selv angår, vil jeg oprejse en helt fra nord, som skal undertvinge alle, der står ham imod. Og jeg kundgør nu på forhånd min hensigt "fra begyndelsen", "forud", før der er den mindste grund til at tro, at en sådan helt findes eller nogensinde vil findes (41,26), for at fremtiden kan bekræfte min forudsigelse og bevise min eneste guddommelighed. Jeg, Herren, alene kender fremtiden. I 41,25-29 projicerer profeten endog sig selv ind i fremtiden og taler ud fra opfyldelsens synspunkt for sin forudsigelse. Dette var, som vi så ovenfor, karakteristisk for Esajas i Es 24-27.

I Es 42,1-43 forkynder profeten også en åndelig forløsningsagent, nemlig Herrens "tjener". Ikke blot en timelig agent (Kyros) skal oprejses til at formidle Israels forløsning, som er det første skridt i den universelle frelses proces, der er for øje, men også en åndelig faktor. Herrens "tjener" skal bruges til at bringe det gode budskab om frelse til de landflygtige og også til hedningerne. I 42,1-9 beskriver profeten denne ideale skikkelse og det værk, han vil udføre. Den herlige fremtid fremkalder en kort takkesalme for den forløsning, som profeten ser for sig (42,10-17). Israel har længe været blind og døv for Herrens belæringer (41,18.19), men nu er Herren besluttet på at forløse dem, selv på bekostning af verdens mest velstående folk, for at de kan kundgøre hans lov for alle folkeslag (42,18-43,13).

I Es 13,14-44 gøres tilgivelse til pantet på udfrielse. Herrens beslutning om at forløse Israel er helt og holdent af nåde. Frelsen er en gave. Herren har udslettet deres overtrædelser for sin egen skyld (43,25). "Dette afsnit," bemærker Dillmann, "markerer nådens højeste punkt i Det Gamle Testamente." Guder af træ og sten er intetheder. De, der fremstiller afguder, er blinde og sløve af hjerte og "lever af aske". Afsnittet 44,9-20 er en yderst skånselsløs afsløring af afgudsdyrkelsens dårskab.

I Es 44,24-45 nævner profeten omsider helten i Israels frelse og beskriver hans opgave. Det er Kyros. Han skal bygge Jerusalem og lægge templets grundvolde (44,28); han skal også undertvinge folkeslag og lade de landflygtige gå fri (45,1.13). Han taler om Kyros i de mest usædvanlige, næsten overdrevne vendinger. Han er Jahves "hyrde" (44,28), han er også Jahves "salvede", dvs. Messias (45,1), "min råds mand" (46,11), som Jahve har kaldt ved navn og givet tilnavn, uden at han nogensinde har kendt ham (45,3.1); den, "som Jahve elsker" (48,14), hvis højre hånd Jahve holder fast (45,1), og som skal udføre al Jahves vilje (44,28), skønt han kun er "en rovfugl fra øst" (46,11). Den livagtighed, hvormed profeten taler om Kyros, får nogle til at antage, at denne allerede er i horisonten. Dette er imidlertid en fejltagelse. En samtidig ville næppe have talt i sådanne vendinger om den virkelige Kyros fra 538 f.Kr. Profeten betragter ham (dvs. Kyros i hans egen forudsigelse, ikke historiens Kyros) som opfyldelsen af forudsigelser, der var udtalt længe før. Det vil sige, at Kyros i én og samme sammenhæng både forudsiges og behandles som et bevis på, at forudsigelsen er ved at blive opfyldt (44,24-28; 45,21). Et sådant fænomen i profetien forklares bedst ved at antage, at profeten fra en tidligere tid projicerede sig selv ind i fremtiden. Mest usædvanligt af alt er det, at profeten i 45,14-17 i sin fantasi hæver sig, indtil han ser, som følge af Kyros' sejre, de besejrede folkeslag give afkald på deres afguder og blive draget til Jahve som hele menneskehedens frelser (45,22). Uanset hvilken teori man har om oprindelsen, står det forudsigende element i disse profetier skrevet med store bogstaver.

Esajas 46-47 beskriver yderligere Kyros' særlige værk, skønt Kyros selv kun omtales én gang. Der lægges særlig vægt på den babyloniske religions fuldstændige sammenbrud; profeten synes tilsyneladende at være mere optaget af ydmygelsen af Babylons afguder end af selve byens fald. Naturligvis ville byens ødelæggelse indebære dens guders nederlag, ligesom også Israels frigørelse. Men også her ligger alt i fremtiden; ja, Jahves uforlignelige overlegenhed og enestående guddommelighed bevises ved hans magt til at forudsige "enden fra begyndelsen" og lade sin forudsigelse gå i opfyldelse (46,10.11).

Esajas 47 er en klagesang over den kejserlige bys fald og ligner stærkt spottevisen over Babylons konge i 14,4-21.

Esajas 48 er en formanende sammenfatning og opsummering af argumentationen i Es 40-47, hvor profeten igen understreger følgende punkter:

(1) Jahves enestående magt til at forudsige;

(2) at frelsen er af nåde;

(3) at Kyros' fremtræden vil være det kronende bevis på Jahves vedvarende nærvær blandt sit folk;

(4) at Guds tugtelser kun havde opdragende formål; og

(5) at der selv nu er håb, hvis de blot vil tage imod den frelse, Jahve tilbyder. Ak! at der ikke er fred eller frelse for de gudløse (48,20-22). Sådan ender den første del af Esajas' bemærkelsesværdige "syn" om Israels udfrielse fra fangenskabet gennem Kyros.

Den anden afdeling (Es 49-57) handler om frelsens åndelige formidler, Jahves lidende "tjener". Med Es 49 holder profeten op med yderligere at forsøge at bevise Jahves eneste guddommelighed ved hjælp af forudsigelse og opgiver helt sin beskrivelse af Kyros' sejre og Babylons omstyrtelse for i større detaljer at fremstille karakteren og opgaven hos Jahves lidende "tjener". Allerede i Es 40-48 havde han flere gange hentydet til denne enestående og noget gådefulde skikkelse og talt om ham både kollektivt og som individ (41,8-10; 42,1-9.18-22; 43,10; 44,1-5.21-28; 45,4; 48,20-22); men nu definerer han med større præcision både hans profetiske og præstelige funktioner, hans udrustning til opgaven, hans lidelser og ydmygelse samt også hans endelige ophøjelse. I alt nævner han i disse profetier "tjeneren" omkring 20 gange. Men der er fire særskilt såkaldte "tjener-sange", hvor profeten synes at hæve sig over hele Israels kollektive masser til i det mindste en personifikation af de fromme i Israel, eller bedre, til en enestående person, der i sig selv legemliggør alt det bedste i Israel inden for Israel. De er følgende:

(1) 42,1-9, et digt, der beskriver tjenerens milde væsen og verdensomspændende mission;

(2) 49,1-13, der beskriver tjenerens mission og åndelige fremgang;

(3) 50,4-11, tjenerens enetale om hans fuldkommengørelse gennem lidelse; og

(4) 52,13-53,12, tjenerens stedfortrædende lidelse og endelige ophøjelse.

I den sidste af de fire "tjener-sange" når vi højdepunktet i profetens inspirerede symfoni, det ypperste i hebraisk messiansk håb. De dybeste tanker i Det Gamle Testamentes åbenbaring findes i denne afdeling. Det er en retfærdiggørelse af "tjeneren", så klar og så sand, og udarbejdet med en sådan patos og kraft, at den indtager førstepladsen blandt messianske forudsigelser. Polykarp kaldte den "Det Gamle Testamentes gyldne passionshistorie". Den er blevet virkeliggjort i Jesus Kristus.

Esajas 58-66 beskriver Guds folks fremtidige herlighed. Efter i Es 40-48 at have beskrevet den timelige formidler af Israels frelse, Kyros, og i Es 49-57 den åndelige formidler af deres frelse, Jahves "tjener", fortsætter profeten i denne sidste afdeling med at definere de betingelser, på hvilke frelsen kan nydes. Han begynder, som før, med en dobbelt imperativ: "Råb højt, spar ikke" (jf. 40,1; 49,1).

I Es 58 drøfter han sand faste og trofast overholdelse af sabbatten.

I Es 59 bønfalder han Israel om at forlade deres synder. Det er deres synder, hævder han, som har skjult Jahves ansigt og forsinket nationens frelse. I 59,9 ff. identificerer profeten sig med folket og leder dem i deres bønner. Jahve sørger over Israels fortvivlede tilstand, og da han ser deres hjælpeløshed, væbner han sig som en kriger for at gribe ind med dom (59,15-19). Israel skal blive løskøbt. Med dem som kernen i en ny nation vil Jahve på ny indgå i pagtsforhold og lægge sin Ånd på dem; den skal blive hos dem fra nu af og for evigt (59,20-21).

Esajas 60-61 beskriver Zions fremtidige salighed. Det længe ventede »lys« (jf. 59,9) begynder at gry: »Rejs dig, strål, for dit lys er kommet, og Jahves herlighed er stået op over dig« (60,1). Profeten standser her for at male et billede af det forløste fællesskab. Som i 2,3.4 ses hedningerne strømme til Zion, som bliver nationernes herskerinde. Fremmede bygger hendes mure, og hendes porte holdes stadig åbne uden frygt for belejring. Hedningerne anerkender, at Zion er verdens åndelige centrum. Selv Israels undertrykkere betragter hende som »Jahves by«, som »en evig herlighed«, hvor Jahve sidder som dens evige lys (60,10-22).

I Es 61, som Drummond har kaldt »kristendommens program«, indføres Jahves »tjener« igen, om end anonymt, som frelsens herold (61,1-3). »Tjenerens« evangeliske monolog efterfølges af et løfte om Jerusalems genoprettelse og salighed (61,4-11). Således bevæger profetien sig støt frem mod sit mål i Jesus Kristus (jf. Luk 4,18-21).

I Es 62,1-63 beskrives Zions frelse som nært forestående. Nationerne skal være tilskuere til den store begivenhed. Et nyt navn, som bedre skal symbolisere hendes sande karakter, skal gives til Zion, nemlig Hefziba, »min glæde er i hende«; for Jerusalem skal ikke længere kaldes øde. På den anden side skal alle Zions fjender overvindes. I et kort digt af særlig dramatisk skønhed (63,1-6) skildrer profeten Jahves hævn, som en sejrrig kriger, over alle dem, der forsinker Israels udfrielse. Edom var i særlig grad Israels umættelige fjende. Derfor fremstiller profeten Jahves dom over nationerne som noget, der finder sted på Edoms vanhellige jord. Jahve, hvis mægtige arm har bragt frelse, vender tilbage som sejrherre efter at have dræbt alle Israels fjender.

I Es 63,7-64 tager Jahves »tjenere« deres tilflugt til bøn. De appellerer til Jahve som nationernes Ophav og Fader (63,16; 64,8). Med denne tanke om Guds faderskab indlejret i sit sprog havde Esajas åbnet sit allerførste udsagn til Juda og Jerusalem (jf. 1,2). Efterhånden som bønnen skrider frem, bliver sproget stadig mere heftigt. Folket kastes ud i fortvivlelse, fordi Jahve synes helt at have forladt dem (63,19). De erkender, at Jerusalems tilstand er desperat. »Vort hellige og vort skønne hus, hvor vore fædre priste dig, er brændt med ild; og alle vore dejlige steder ligger øde« (64,11). Et sådant sprog er imidlertid den brændende bøns sprog og må ikke tages med streng bogstavelighed, som 63,18 og 3,8 tydeligt viser.

Endelig, i Es 65-66, besvarer Jahve sit folks bønner og skelner skarpt mellem sine egne »tjenere« og Israels frafaldne. Kun hans udvalgte »sæd« skal blive udfriet (65,9). Dem, der hårdnakket har provokeret Jahve ved at ofre i haver (65,3; 66,17), bringe drikofre til Lykke og Skæbne (65,11), sidde blandt gravene for at få orakelsvar fra de døde og, ligesom egypterne, spise svinekød og suppe af afskyelige ting, som man mente besad magiske egenskaber, overnatte i hvælvinger eller krypter, hvor hedenske mysterier blev fejret (65,4), og samtidig indbilde sig, at de ved at fejre sådanne hedenske mysterier er helligere end andre og derved uegnede til at udføre livets almindelige pligter (65,5) – sådanne har Jahve til hensigt at straffe, idet han måler deres gerning op i deres skød og fuldstændigt ødelægger dem med sværdet (65,7.12). På den anden side skal Jahves »tjenere« arve hans hellige bjerge. De skal fryde sig og synge af hjertets glæde og velsigne sig i Amens Gud, dvs. i Sandhedens Gud (65,9.14.16). Jahve vil skabe nye himle og en ny jord; mennesker vil leve og blive gamle som patriarkerne; de vil eje huse og vingårde og nyde dem; for en tid med idyllisk fred vil blive indledt med den messianske tidsalders komme, hvor selv de vilde dyrs natur vil blive forandret, og de mest rovgriske af de vilde dyr vil leve sammen i harmoni (65,17-25). Religionen vil blive åndelig og ikke længere bundet til ét centrum, mystiske kulter vil forsvinde, vantro spottere vil blive bragt til tavshed. Zions befolkning vil blive vidunderligt mangedoblet, og folket vil blive trøstet og fryde sig (66,1-14). Desuden vil alle nationer strømme til Zion for at se Jahves herlighed, og fra den ene nymåne til den anden og fra den ene sabbat til den anden skal alt kød komme op for at tilbede i Jerusalem (66,15-23).

Det er tydeligt, at Esajas' Bog slutter, praktisk taget som den begynder, med en polemik mod falsk gudsdyrkelse og med henholdsvis de retfærdiges belønning og de ugudeliges straf. Den eneste væsentlige forskel mellem profetens tidligere og senere udsagn er denne: Esajas tegner i sine mere modne år, på grundlag af næsten et halvt århundredes erfaring som forkynder, et langt lysere eskatologisk billede, end det var muligt i hans tidlige tjeneste. Hans billede af den messianske tidsalder overgår ikke blot hans samtidiges i det 8. århundrede f.Kr., men han trænger ind i områder, der ligger hinsides den åndelige horisont for enhver gammeltestamentlig seer. Et sprog som det, der især findes i Es 66,1; Es 66,2, foregriber det store princip, som Jesus udtalte i Joh 4,24, nemlig at "Gud er en ånd, og de, der tilbeder ham, må tilbede i ånd og sandhed." At forsøge at datere sådanne udsagn som disse på grundlag af indre vidnesbyrd er en absolut umulighed. Menneskeligt talt kunne én tidsalder have frembragt sådanne åbenbaringer lige så let som en anden. Men ingen tidsalder kunne have frembragt dem uden den guddommelige ånd.

8. Esajas' profetier ordnet kronologisk:

Den redaktionelle ordning af Esajas' profetier er meget sigende. I hovedsagen står de i kronologisk orden. Det vil sige, at alle de dateringer, der nævnes, står i streng historisk rækkefølge; fx Es 6,1, "I det år, da kong Uzzija døde" (740 f.Kr.); 7,1, "I Akaz' dage" (736 ff. f.Kr.); 14,28, "I det år, da kong Akaz døde" (727 f.Kr.); 20,1, "I det år, da Tartan kom til Ashdod, da Sargon, Assyriens konge, sendte ham" (711 f.Kr.); 36,1, "I kong Hizkijas 14. år" (701 f.Kr.). Disse punkter står alle i streng kronologisk orden. Også betragtet i grupper er Esajas' store enkeltbudskaber ligeledes ordnet i sand historisk rækkefølge; således hører Es 1-6 for størstedelens vedkommende til de sidste år af Jotams regering (740-736 f.Kr.); Es 7-12 til perioden under den syrisk-efraimitiske krig (734 f.Kr.); Es 20 til året for Sargons belejring af Ashdod (711 f.Kr.); Es 28-32 til Sankeribs invasion af Juda (701 f.Kr.); mens de særligt løfterige afsnit (Es 40-66), som det er naturligt, afslutter samlingen. I flere mindre tilfælde er der dog bemærkelsesværdige afvigelser fra en streng kronologisk orden. For eksempel følger Es 6, der beskriver profetens oprindelige kaldelse til at prædike, efter irettesættelserne og fordømmelserne i Es 1-5; men dette skyldes sandsynligvis, at profeten bruger det som en apologetik. Endvidere hører udsagnene mod fremmede nationer i Es 13-23 til forskellige tidspunkter og er, i det mindste delvist, samlet på grund af deres emne. Ligeledes kommer Es 38-39, som fortæller om Hizkijas sygdom og Merodak-Baladans sendebud til ham efter hans helbredelse (714-712 f.Kr.), kronologisk før Es 36-37, som beskriver Sankeribs omringelse af Jerusalem (701 f.Kr.). Denne kiastiske orden skyldes dog i det sidste tilfælde sandsynligvis ønsket om at gøre Es 36-37 (om Sankerib, Assyriens konge) til en passende afslutning på Es 1-35 (som siger meget om Assyrien) og på den anden side at gøre Es 38-39 (om Merodak-Baladan fra Babylon) til en passende indledning til Es 40-66 (som taler om Babylon).

Forsøget på at datere Esajas' enkelte budskaber alene på grundlag af indre kriterier er en næsten umulig opgave; og dog findes der ingen anden slags vidnesbyrd. Ofte står passager side om side, som peger i modsatte retninger; faktisk synes visse afsnit at være sammensat af forskellige brudstykker fra forskellige perioder, som om profetier, der tidsmæssigt lå langt fra hinanden, var blevet smeltet sammen. I sådanne tilfælde bør der lægges stor vægt på de træk, der peger på en tidlig oprindelse, på grund af Esajas' skrifters overvejende forudsigende karakter.

Esajas havde altid blikket rettet mod fremtiden. Hans halvhistoriske og biografiske profetier er naturligt nok de letteste at datere; på den anden side skyldes formen i hans messianske og eskatologiske taler i høj grad hans eget personlige temperament og psykologi snarere end tidens historiske omstændigheder. Det følgende er en tabel over Esajas' profetier ordnet kronologisk:

Profetens standpunkt i Es 40-66 er Esajas' eget. For hvis Esajas før 734 f.Kr., i passager der erkendt er hans egne, kunne beskrive Judas byer som allerede "brændt med ild", Zion som forladt som "en hytte i en vingård" (1,7.8), Jerusalem som "ødelagt", Juda som "faldet" (3,8) og Jahves folk som allerede "gået i fangenskab" (5,13), så kunne den samme profet, efter al den ødelæggelse og hærgen, som Assyrien havde anrettet i Juda i årene 722, 720, 711 og 701 f.Kr., med den samme poetiske frihed uden tvivl erklære, at templet var blevet "trådt ned" (63,18) og "brændt med ild", og at alle Judas herlige steder var "lagt øde" (64,11); og i fuld overensstemmelse med sine tidligere løfter kunne han tilføje, at "de skal genopbygge de øde byer, ødelæggelserne fra mange slægtled" (61,4; jf. 44,26; 58,12).

Eller igen: Hvis Esajas, Amos' søn, kunne trøste Jerusalem med løfter om beskyttelse, når assyreren (734 f.Kr.) skulle komme som en oversvømmende flod (8,9.10; 10,24.25); og udtænke en smuk trøstelignelse som den, der findes i 28,23-29; og blandt sine advarsler og formaninger i det dystre år 702 f.Kr. indsætte så mange kostbare løfter om en lysere fremtid, der med sikkerhed skulle følge efter Sankeribs invasion (29,17-24; 30,29-33; 31,8.9); og, midt under selve belejringen i 701 f.Kr., forestille sig sådanne vidunderlige messianske syner som dem i 33,17-24, hvormed han kunne bortjage sine landsmænds modløshed, så kunne den samme profet uden tvivl tænkes at gribe anledningen til at trøste dem i Zion, som overlevede den store katastrofe i 701 f.Kr. Den profet, der havde gjort det ene, var forberedt på at gøre det andet.

Der var én omstændighed ved profetens stilling efter 701 f.Kr., som var ny, og som alt for ofte overses, en omstændighed som han ikke i nær samme grad kunne have brugt som argument til at understrege sit budskab før assyrerens nederlag og Jerusalems befrielse. Det var dette: opfyldelsen af tidligere forudsigelser som bevis på Jahves guddom. Fra sådanne passager får vi et indtryk af profetens sande historiske stilling (Es 42,9; Es 44,8; Es 45,21; Es 46,10; Es 48,3). Gamle forudsigelser er allerede blevet opfyldt (Es 6,11-13; Es 29,8; Es 30,31; Es 31,8; Es 37,7; Es 37,30), og på dette grundlag vover profeten at forudsige nye og endnu mere forbløffende ting om Babylons omstyrtelse ved Kyros og Israels befrielse gennem ham fra deres fangevogtere (Es 43,6). Esajas' bog er i påfaldende grad fuld af forudsigelser (Es 7,8; Es 7,10; Es 8,4; Es 8,8; Es 9,11; Es 9,12; Es 10,26; Es 14,24-27; Es 16,14; Es 17,9; Es 17,12-14; Es 20,4-6; Es 21,16; Es 22,19; Es 23,15; Es 38,5), hvoraf nogle, nedskrevet og forseglet, åbenbart blev betroet af profeten til hans inderkreds af disciple, for at de kunne bruge og efterprøve dem i efterfølgende kriser (Es 8,16). At undlade at anerkende dette element i Esajas' bog er skæbnesvangert for en sand fortolkning af profetens virkelige budskab.

9. Det kritiske problem:

"I omkring femogtyve århundreder," som A. B. Davidson bemærker (Old Testament Prophecy, 1903, 244), "drømte ingen om at betvivle, at Esajas, Amos' søn, var forfatter til hver eneste del af den bog, der bærer hans navn; og de, som stadig fastholder forfatterskabets enhed, plejer med tilfredshed at pege på den kristne kirkes enstemmighed i sagen, indtil nogle få tyske lærde opstod for omkring et århundrede siden og satte spørgsmålstegn ved denne bogs enhed." Traditionen er enstemmigt til fordel for bogens enhed.

(1) Kritikkens historie.

Den kritiske opløsning af bogen begyndte med Koppe, som i 1780 først betvivlede ægtheden af Es 50. Ni år senere mistænkte Doederlein hele Esajas 40-66. Han blev fulgt af Rosenmueller, som var den første til at nægte Esajas profetien mod Babylon i 13,1-14,23. Eichhorn fjernede i begyndelsen af sidste århundrede yderligere oraklet mod Tyrus i Es 23, og han nægtede sammen med Gesenius og Ewald også den esajanske oprindelse af Esajas 24-27. Gesenius tilskrev også Esajas 15 og 16 til en ukendt profet. Rosenmueller gik derefter videre og udtalte sig imod Es 34 og 35, og ikke længe efter (1840) satte Ewald spørgsmålstegn ved Esajas 12 og 33. Således blev omkring 37 eller 38 kapitler ved midten af det 19. århundrede afvist som ikke hørende til Esajas' egentlige skrifter. I 1879-80 gav den berømte Leipzig-professor Franz Delitzsch, som i mange år tidligere havde forsvaret hele bogens ægthed, til sidst efter for den moderne kritiske position, og i den nye udgave af sin kommentar, udgivet i 1889, tolkede han Esajas 40-66, dog med betydelig tøven, som stammende fra slutningen af den babyloniske eksilperiode. Omtrent samtidig (1888-90) gav dr. Driver og dr. G. A. Smith lignende synspunkter folkelig gennemslagskraft i Storbritannien. Siden 1890 har kritikken af Esajas været endnu skarpere og mere mikroskopisk end før. Duhm, Stade, Guthe, Hackmann, Cornill og Marti på kontinentet, og Cheyne, Whitehouse, Box, Glazebrook, Kennett, Gray, Peake og andre i Storbritannien og Amerika har sat spørgsmålstegn ved dele, som hidtil blev anset for ægte.

(2) Opløsningen af "Deutero-Esajas".

Selv enheden i Esajas 40-66, som man antog var værket af den "anden" eller "Deutero-Esajas", er nu opgivet. Det, der før 1890 blev anset for at være det enestående produkt af en berømt, men anonym seer, som levede i Babylonien omkring 550 f.Kr., bliver i dag almindeligvis delt og underinddelt og for en stor dels vedkommende fordelt mellem forskellige forfattere fra Kyros til Simon (538-164 f.Kr.). Først mente man, at det var tilstrækkeligt at udskille Esajas 63-66 som en senere tilføjelse til "Deutero-Esajas'" profetier; men for nylig er det blevet moderne at skelne mellem Esajas 40-55, som hævdes at være skrevet af "Deutero-Esajas" i Babylonien omkring 549-538 f.Kr., og Esajas 56-66, som nu påstås at være blevet forfattet af en "Trito-Esajas" omkring 460-445 f.Kr.

(3) Nyere synspunkter.

Blandt de seneste, der har undersøgt problemet, er professor R. H. Kennett fra Cambridge, England, som i sine Schweich Lectures (The Composition of the Book of Isaiah in the Light of History and Archaeology, 1910, 84 ff.) sammenfatter undersøgelsernes resultater således:

(a) hele Esajas 3; 5; 6; 7; 20 og 31 samt store dele af Esajas 1; 2; 4; 8; 9; 10; 14; 17; 22 og 23 kan tilskrives Esajas, Amos' søn;

(b) hele Esajas 13; 40 og 47 samt store dele af Esajas 14; 21; 41; 43; 44; 45; 46 og 48 kan tilskrives Kyros' tid;

(c) hele Esajas 15; 36; 37 og 39 samt dele af Esajas 16 og 38 kan tilskrives perioden mellem Nebukadnesar og Alexander den Store, men kan ikke dateres præcist;

(d) passagen 23,1-14 kan tilskrives Alexander den Stores tid;

(e) hele Esajas 11; 12; 19; 24-27; 29; 30; 32-35; 42; 49-66; og dele af Esajas 1; 2; 4; 8; 9; 10; 16; 17; 18; 23; 41; 44; 45; 48 kan tilskrives det 2. århundrede f.Kr. (167-140 f.Kr.).

Professor C. F. Kent fremsætter også (Sermons, Epistles, and Apocalypses of Israel's Prophets, 1910, 27 ff) følgende kritiske iagttagelser om Esajas 40-66. Han siger: "Haggajs og Zakarias' profetier .... giver langt den bedste tilgang til studiet af de vanskelige problemer, som Esajas 40-66 frembyder. Esajas 56-66 anerkendes almindeligvis som eftereksilsk. .... I Es 56 og de følgende kapitler er der gentagne henvisninger til templet og dets tjeneste, hvilket viser, at det allerede var blevet genopført. Desuden er disse henvisninger ikke begrænset til bogens sidste del. .... Den kendsgerning, på den ene side, at der kun er få, om overhovedet nogen, hentydninger til samtidige begivenheder i disse kapitler, og på den anden side, at man kun ved lidt eller intet om jødernes forhold og håb i denne periode (de sidste år af det babyloniske eksil), gør dateringen af disse profetier mulig, om end langt fra sikker. .... Antagelsen om, at forfatteren til disse kapitler levede i det babyloniske eksil, støttes heller ikke af en nøje undersøgelse af selve profetierne. Muligvis var deres forfatter en af de få, der ligesom Zerubbabel var født i Babylon og senere vendte tilbage til Israels land. Han beskæftigede sig også med så brede og universelle problemer, at han kun giver få antydninger af sin tid og sit opholdssted; men alle de vidnesbyrd, der findes, peger på Jerusalem som det sted, hvor han levede og skrev. .... Profetens interesse og synsvinkel er hele vejen igennem centreret om Jerusalem, og han viser sig langt mere fortrolig med forholdene i Israels land end i det fjerne Babylon. De fleste af hans billeder er hentet fra landbrugslivet i landet. Hans ordforråd er også en mands, der bor i Israels land, og står i denne henseende i tydelig kontrast til de synonymer, som Ezekiel, profeten fra det babyloniske eksil, anvender."

Det vil sige, at to af de nyeste undersøgere af Esajas' Bog når frem til konklusioner, der står i betydelig modsætning til de meninger, som blev forfægtet i 1890, da Delitzsch så modvilligt tillod, at Esajas 40-66 kunne være opstået i perioden med det babyloniske eksil. Nu finder man, at disse sidste 27 kapitler blev skrevet efter eksilet, højst sandsynligt i Israels land snarere end i Babylonien, som det oprindeligt blev hævdet, og de anses ikke længere for primært at være rettet til de lidende landflygtige i fangenskabet, sådan som man tidligere hævdede.

(4) Spørgsmålets nuværende stilling.

Esajas-spørgsmålets nuværende stilling er mildest talt forvirrende. De, der benægter bogens enhed, kan deles i to grupper, som vi kan kalde moderate og radikale. Blandt de moderate kan nævnes dr. Driver, G. A. Smith, Skinner, Kirkpatrick, Koenig, A. B. Davidson, Barnes og Whitehouse. Disse er alle i praksis enige om, at følgende kapitler og vers ikke er Esajas': 11,10-16; 12; 13,1-14,23; 15,1-16,12; 21,1-10; 24-27; 34-35; 36-39; 40-66. Det vil sige, at omkring 44 kapitler ud af det samlede antal, 66, ikke blev skrevet af Esajas; eller omtrent 800 ud af 1.292 vers er ikke ægte. Blandt de radikale er dr. Cheyne, Duhm, Hackmann, Guthe, Marti, Kennett og Gray. Disse forkaster alle omtrent 1.030 vers ud af det samlede antal på 1.292 og fastholder kun følgende som det ægte produkt af Esajas og hans tid: 1,2-26;29-31; 2,6-19; 3,1.5.8.9.12-17; 4,1; 5,1-14.17-29; 6; 7,1-8.22; 9,8-10,9; 10,13.14.27-32; 17,1-14; 18; 20; 22,1-22; 28,1-4.7-22; 29,1-6.9.10.13-15; 30,1-17; 31,1-4. Det vil sige, at kun omkring 262 vers ud af det samlede antal på 1.292 tillades at være ægte. Dette er, mener vi, en rimelig fremstilling af Esajas-spørgsmålet, sådan som det foreligger hos de opsplittende kritikere i dag.

På den anden side har der været dem, som har forsvaret og stadig forsvarer den væsentlige enhed i hele Esajas' bog, f.eks. Strachey (1874), Nagelsbach (1877), Bredenkamp (1887), Douglas (1895), W. H. Cobb (1883-1908), W. H. Green (1892), Vos (1898-99), Thirtle (1907), Margoliouth (1910) og O. T. Allis (1912).

(5) Grunde til at dissekere bogen.

Kritikkens grundlæggende aksiom er den læresætning, at en profet altid talte ud fra en bestemt historisk situation til de aktuelle behov hos det folk, han levede iblandt, og at der for hver profeti skal påvises en bestemt historisk situation. Dette grundlæggende postulat, som i det store og hele er rimeligt og fuldt legitimt, hvis det ikke overdrives, ligger bag al moderne kritik af Det Gamle Testamentes profeti. Det er imidlertid ikke altid muligt at føre et blot brudstykke af en prædiken tilbage til en bestemt historisk situation løsrevet fra dets sammenhæng. Desuden talte profeterne ofte bevidst ikke kun til deres egen generation, men også til kommende generationer. Især Esajas befalede: "Bind vidnesbyrdet sammen, forsegl loven blandt mine disciple" (8,16); det vil sige: bevar min undervisning for fremtiden. Igen i 30,8 siger han: "Gå nu, .... skriv det i en bog, så det kan være for den kommende tid for evigt og altid." Og også i 42,23: "Hvem blandt jer vil lytte til dette? Hvem vil give agt og høre for den kommende tid?"

Visse falske forudsætninger styrer ofte kritikere i deres opløsning af bogen. Kun nogle få eksempler behøver at blive givet som illustration:

(a) Ifølge nogle lå "hedningernes omvendelse" helt uden for horisonten for enhver profet i det 8. århundrede; følgelig må Es 2,2-4 og alle lignende passager, som forudsiger omvendelsen af dem, der står uden for det udvalgte folk, henføres til en tid efter Esajas.

(b) For andre er "billedet af universel fred" i Es 11,1-9 et tegn på sen datering, og derfor må dette afsnit og alle beslægtede afsnit slettes.

(c) For andre overskrider tanken om "universel dom" over "hele jorden" i 14,26 og andre steder helt Esajas' tankeverden.

(d) For atter andre repræsenterer den apokalyptiske karakter af Esajas 24-27 en fase i hebraisk tænkning, som først blev fremherskende i Israel efter Ezekiel.

(e) Selv for dem, der regnes for moderate, anføres »den poetiske karakter« af en passage som Es 12 og henvisningerne til en »tilbagevenden« fra fangenskabet, som i 11,11-16, samt løfterne og trøsteordene, sådan som de findes i Es 33, som grunde til at henføre disse og lignende passager til en langt senere tid. Radikale nægter helt og holdent, at der findes nogen messianske passager blandt Esajas' egne forudsigelser, og henlægger alt messiansk håb til en langt senere tid.

Men at nægte Esajas fra det 8. århundrede enhver nådens katolicitet, enhver frelsens eller dommens universalisme, ethvert højt udviklet messiansk ideal, enhver rig tone af løfte og trøst, al ophøjet tro på Zions ukrænkelige karakter, sådan som nogle gør, er uberettiget at skabe en ny Esajas af stærkt formindskede proportioner, blot en retfærdighedsprædikant, en statsmand af ikke særlig optimistisk støbning og talsmanden for en kold etisk religion uden varmen og gløden i de budskaber, som faktisk tilskrives profeten fra det 8. århundrede.

Som en sidste udvej har visse kritikere appelleret til 2 Krøn 36,22; 2 Krøn 36,23 som ydre vidnesbyrd om, at Es 40-66 fandtes som en særskilt samling på Krønikebogsforfatterens tid. Men det vidnesbyrd, der fås fra denne kilde, er så tvivlsomt, at det næsten er værdiløst. For det er ikke Esajas' forudsigelse om Kyros, som Krønikebogsforfatteren peger på som Jeremias', men de »70 år« med babylonisk overhøjhed, der omtales i 2 Krøn 36,21, og som Jeremias faktisk forudsagde (sammenlign Jer 25,11; Jer 29,10). På den anden side blev Es 40-66 med sikkerhed tilskrevet Esajas så tidligt som 180 f.Kr., for Jesus Ben-Sirach, forfatteren til Siraks Bog, taler om Esajas som profeten, der »så ved en udmærket ånd det, som skulle ske til sidst, og trøstede dem, der sørgede i Zion« (Siraks Bog 48,20 ff.; sammenlign Es 40,1 ff.). Desuden findes der absolut intet bevis for, at Es 1-39 eller Es 40-66 eller noget andet afsnit af Esajas' profetier nogensinde har eksisteret for sig selv som en uafhængig samling; heller ikke er der noget væsentligt grundlag for at antage, at de løfteprægede og messianske dele systematisk er blevet indskudt af redaktører længe efter Esajas' egen tid. De tidligere profeter gjorde formodentlig mere end blot at true.

(6) Argumenter for én Esajas.

Det er lige så urimeligt at forvente at kunne bevise Esajas' enhed som at antage, at den er blevet modbevist. Det indre vidnesbyrd er i begge tilfælde ikke afgørende. Der findes imidlertid argumenter, som understøtter troen på, at der kun var én Esajas. Her er nogle af dem, der kunne fremføres:

(a) Idékredsen:

Idékredsen, som er slående den samme gennem hele bogen: Tag for eksempel det karakteristiske navn for Gud, som næsten er særligt for Esajas, »Israels Hellige«. Denne titel for Jahve forekommer i Esajas' Bog i alt 25 gange og kun 6 gange andre steder i Det Gamle Testamente, hvoraf ét er et parallelsted i Kongebøgerne. Dette enestående tilnavn, »Israels Hellige«, sammenknytter alle de forskellige dele med hinanden og stempler dem med det personlige imprimatur fra ham, der så synet af den majestætiske Gud siddende på sin trone, høj og ophøjet, og hørte englekorene synge: »Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Jahve; hele jorden er fuld af hans herlighed« (6,3). Tilstedeværelsen af denne guddommelige titel i alle bogens forskellige afsnit har større værdi for at identificere Esajas som forfatteren til alle disse profetier, end hvis hans navn var blevet indsat i begyndelsen af hvert kapitel, af den grund at hans teologi – hans opfattelse af Gud som Den Hellige – er vævet ind i selve hele bogens fiber og struktur. Den forekommer 12 gange i Es 1-39 og 13 gange i Es 40-66; og det er ganske enkelt uvidenskabeligt at sige, at de forskellige påståede forfattere til de omstridte dele alle brugte den samme titel ved efterligning (sammenlign 1,4; 5,19.24; 10,20; 12,6; 17,7; 29,19; 30,11.12.15; 31,1; 37,23; også 41,14.16.20; 43,3.14; 45,11; 47,4; 48,17; 49,7; 54,5; 55,5; 60,9.14; andre steder kun i 2 Kong 19,22; Sl 71,22; Sl 78,41; Sl 89,18; Jer 50,29; Jer 51,5).

En anden enestående idé, som forekommer med betydelig gentagelse i Esajas' Bog, er tanken om en »hovedvej« (sammenlign 11,16; 35,8; 40,3; 43,19; 49,11; 57,14; 62,10). En anden karakteristisk idé er den om en »rest« (sammenlign 1,9; 10,20.21.22; 11,11.16; 14,22.30; 15,9; 16,14; 17,3; 21,17; 28,5; 37,31; 46,3; sammenlign 65,8.9). Et andet slående træk ved bogen er den plads, »Zion« indtager i profetens tanker (sammenlign 2,3; 4,5; 18,7; 24,23; 28,16; 29,8; 30,19; 31,9; 33,5.20; 34,8; 46,13; 49,14; 51,3.16; 52,1; 59,20; 60,14; 62,1.11; 66,8). Endnu et er det ofte gentagne udtryk »veer som hos en fødende kvinde« (sammenlign 13,8; 21,3; 26,17.18; 42,14; 54,1; 66,7). Disse og mange andre mindre særprægede træk stempler psykologisk bogen med en individualitet, som det er vanskeligt at forklare, hvis den brydes op i utallige brudstykker og fordeles, som nogle gør, over århundrederne.

(b) Den litterære stil:

Som negativt vidnesbyrd er litterær stil ikke et særlig sikkert argument; for, som professor McCurdy siger: "I tilfældet med en forfatter i Esajas' omgivelser er stil ikke et sikkert kriterium for forfatterskab" (History, Prophecy and the Monuments, II, 317, note). Alligevel er det bestemt bemærkelsesværdigt, at sætningen "for Jahves mund har talt det" findes 3 gange i Esajas' Bog og ingen andre steder i Det Gamle Testamente (jf. 1,20; 40,5; 58,14). Og det er værd at lægge mærke til, at udtrykket "vandstrømme" forekommer to gange hos Esajas og ingen andre steder (jf. 30,25; 44,4 på hebraisk). Og meget ejendommelig er profetens tilbøjelighed til eftertrykkelig gentagelse (jf. 2,7.8; 6,3; 8,9; 24,16.23; 40,1; 43,11.25; 48,15; 51,12; 57,19; 62,10). Faktisk er det ikke overdrevet at sige, at Esajas' stil adskiller sig vidt fra enhver anden gammeltestamentlig profets og er så langt som muligt fra Ezekiels og de eftereksilske profeters.

(c) Historiske henvisninger:

Tag for eksempel først profetens stadige henvisning til Juda og Jerusalem, hans land og dets hovedstad (Es 1,7-9; Es 3,8; Es 24,19; Es 25,2; Es 40,2; Es 40,9; Es 62,4); ligeledes til templet og dets ritual med gudstjeneste og offer. I Es 1,11-15, da alt var fremgangsrigt, klagede profeten over, at folket var overdådigt og formelt i deres ceremonier og ofre; i 43,23.14 derimod, da landet var blevet løbet over ende af assyreren, og Sankerib havde belejret byen, minder profeten dem om, at de ikke havde bragt Jahve deres brændofres får og heller ikke æret ham med deres ofre; mens i 66,1-3.6.20 forudsættes ikke blot templets eksistens og overholdelsen af ritualet, men de dømmes, som sætter deres lid til det materielle tempel og de ydre ceremonier i tempelgudstjenesten. Hvad angår "eksilet", er profetens holdning til det hele vejen igennem både forventningens og virkeliggørelsens. Således er dommen i 57,1 kun truet, endnu ikke fuldbyrdet: "Den retfærdige tages bort fra det onde, der skal komme." Det vil sige, eksilet beskrives som stadig fremtidigt. På den anden side står der i 3,8: "Jerusalem er ødelagt, og Juda er faldet," hvilket synes at beskrive eksilet som fortidigt; dog er dette, som alle indrømmer, ord af Esajas fra det 8. århundrede. I 11,11.12 siger profeten: "Herren vil igen, for anden gang, række sin hånd ud for at vinde resten af sit folk tilbage. .... fra jordens fire hjørner." At fortolke en sådan udtalelse bogstaveligt og mekanisk uden hensyn til forholdene i det 8. århundrede eller til Esajas' tydelige holdning til eksilet fører til forvirring. Ingen profet forstod så skarpt eller beskrev så levende hebræernes skæbne.

(d) Det forudsigende element:

Dette er det stærkeste bevis på Esajasbogens enhed. Forudsigelse er selve profetiens væsen (jf. 5 Mos 18,22); Esajas var i særlig grad en fremtidsprofet. Med en pludselighed uden sidestykke springer han gentagne gange fra fortvivlelse til håb, fra trussel til løfte og fra det faktiske til det ideelle. Det, professor Kent siger om "Deutero-Esajas", kan med samme ret siges om Esajas selv: "Mens den store ukendte profet er i kontakt med sin egen tid, lever han i fortidens og fremtidens atmosfære" (Sermons, Epistles, and Apocalypses of Israel's Prophets, 28). Esajas talte til sin egen tid, men han henvendte sig også til de tider, der skulle følge. Hans verbers tider er karakteristisk fremtider og profetiske perfekter. Om hans bog er A.B. Davidsons ord særlig sande: "Hvis nogen profetisk bog undersøges .... vil det vise sig, at den etiske og religiøse undervisning altid er sekundær, og at det væsentlige i bogen eller talen er profetens udsyn til fremtiden" (HDB, artiklen "Prophecy and Prophets," IV, 119).

Esajas var i usædvanlig grad optaget af at forudsige: således (a) før den syrisk-efraimitiske krig (734 f.Kr.) forudsagde han, at Efraim inden 65 år skulle blive knust (7,8); og at før barnet Maher-shalal-hash-baz kunne råbe: "Min far" eller "Min mor", skulle Damaskus' rigdomme og Samarias bytte føres bort (8,4; jf. 7,16). Disse er dog kun to af talrige forudsigelser, som vist ovenfor, blandt hans tidligere profetier (jf. 1,27.28; 2,2-4; 6,13; 10,20-23; 11,6-16; 17,14).

(i) Kort før Samarias fald i 722 f.Kr. forudsagde Esajas, at Tyrus skulle glemmes i 70 år, og at efter udløbet af 70 år skulle hendes handelsfortjeneste være helliget Jahve (23,15.18).

(ii) På samme måde forkyndte han forud for belejringen af Ashdod i 711 f.Kr., at Moab inden 3 år skulle bringes i foragt (Es 16,l4), og at inden et år skulle al Kedars herlighed forgå (Es 21,16).

(iii) Og ikke længe før Sankeribs belejring af Jerusalem i 701 f.Kr. forudsagde han, at en mængde af Jerusalems fjender på et øjeblik, pludseligt, skulle blive som støv (Es 29,5); at om endnu en ganske kort tid skulle Libanon forvandles til en frugtbar mark (Es 29,17); og at Assyrien skulle blive forfærdet og falde for sværdet, men ikke for menneskers sværd (Es 30,17; Es 30,31; Es 31,8). Og mere endnu: at de sorgløse kvinder i Jerusalem i dage ud over et år skulle blive foruroligede (Es 32,10; Es 32,16-20); og at de retfærdige på Zion skulle se Jerusalem som en fredelig bolig og vende tilbage og komme med sang (Es 33,17; Es 35,4; Es 35,10); men at Sankerib derimod skulle høre rygter og vende tilbage uden at skyde en pil ind i byen (Es 37,7; Es 37,26-29; Es 37,33-35).

På samme måde synes profeten også, efter at Sankeribs belejring af Jerusalem i 701 f.Kr. var overstået, at være fortsat med at forudsige; og for at vise den lidende og vantro rest omkring ham Jahves guddommelighed og afgudsdyrkelsens dårskab pegede han på de forudsigelser, han allerede havde fremsat i de tidligere år af sin tjeneste, og på den kendsgerning, at de var blevet opfyldt. Således siger han: "Hvem har kundgjort det fra begyndelsen, så vi kan vide det? og fra tidligere tid, så vi kan sige: Han har ret?" (Es 41,21-23; Es 41,16); "Se, de tidligere ting er sket, og nye ting kundgør jeg; før de spirer frem, fortæller jeg jer om dem" (Es 42,9; Es 42,23); "Hvem blandt dem kan kundgøre dette og vise os tidligere ting (dvs. ting, der skal ske i den nærmeste fremtid)? .... Jeg har kundgjort, og jeg har frelst, og jeg har vist det" (Es 43,9; Es 43,12); "Hvem skal, som jeg, kalde og kundgøre det ....? Og de ting, der kommer, og som skal ske, lad dem (afguderne) kundgøre. .... Har jeg ikke kundgjort det for dig fra gammel tid og vist det? Og I er mine vidner. .... Som siger om Kyros: Han er min hyrde og skal udføre al min vilje, idet han endog siger om Jerusalem: Hun skal bygges; og om templet: Din grundvold skal lægges" (Es 44,7; Es 44,8; Es 44,27; Es 44,28); "Det er mig, Jahve, som kalder dig ved dit navn, ja, Israels Gud. .... Jeg har kaldt dig ved dit navn: Jeg har givet dig et hædersnavn, skønt du ikke har kendt mig. .... Spørg mig om de ting, der skal komme. .... Jeg har oprejst ham (Kyros) i retfærdighed, og .... han skal bygge min by, og han skal lade mine landflygtige gå fri" (45,3.4.11.13); "Han kundgør enden fra begyndelsen og fra gamle tider de ting, der endnu ikke er sket; .... han kalder en rovfugl (Kyros) fra øst, manden for mit råd fra et fjernt land; ja, jeg har talt, jeg vil også lade det ske" (Es 46,10; Es 46,11); "Jeg har kundgjort de tidligere ting fra gammel tid, .... og jeg viste dem: pludselig gjorde jeg dem, og de skete. .... Jeg har kundgjort det .... fra gammel tid; før det skete, viste jeg dig det; for at du ikke skulle sige: Min afgud har gjort dem" (Es 48,3; Es 48,5); "Jeg har vist dig nye ting fra

denne tid, ja, skjulte ting. .... Ja, fra gammel tid var dit øre ikke åbnet. .... Hvem blandt dem har kundgjort disse ting? .... Jeg, ja jeg, har talt; ja, jeg har kaldt ham; .... fra begyndelsen har jeg ikke talt i det skjulte" (Es 48,6-8; Es 48,14-16). Sådanne forudsigelser er tydelige og eftertrykkelige.

(e) Kyros som genstand for forudsigelse:

Ud fra alle de ovennævnte tydelige og ofte gentagne forudsigelser er én ting åbenbar, nemlig at profeten lægger stor vægt på forudsigelse gennem hele Esajas' Bog. Og det må yderligere indrømmes, at "Kyros" af forfatteren fremstilles som forudsagt, uanset hvilket synspunkt man anlægger. Det eneste spørgsmål er: Lægger profeten vægt på den kendsgerning, at han selv forudsiger Kyros' komme? eller på, at tidligere forudsigelser om Kyros nu, mens profeten skriver, går i opfyldelse for hans læseres øjne? Canon Cheynes bemærkning om dette punkt er oplysende. Han siger: "Redaktøren, som utvivlsomt havde den senere jødiske teori om profeti, kan ud fra en række passager, især Es 41,26; Es 48,3; Es 48,1.14, have sluttet, at Kyros' første fremtræden var blevet forudsagt af en gammel profet, og da han bemærkede visse esajanske elementer i disse kapitlers fraseologi, kan han have identificeret profeten med Esajas" (Introduction to the Book of Isaiah, 238).

Dr. G.A. Smith indrømmer ligeledes, at Kyros er opfyldelsen af tidligere forudsigelser.

Han siger: "Det er heller ikke muligt at hævde, som nogle har forsøgt at gøre, at profeten forudsiger disse ting, som om de allerede var sket. For som en del af argumentet for Israels Guds enestående guddommelighed bliver Kyros, 'levende og uimodståelig' og allerede bekræftet ved succes, udpeget som det umiskendelige bevis på, at tidligere profetier om en udfrielse for Israel allerede er ved at gå i opfyldelse. Kort sagt fremstilles Kyros ikke som en forudsigelse, men som et bevis på, at en forudsigelse er ved at blive opfyldt" (HDB, artikel "Esajas," 493). Og videre siger han: "Det hovedkrav, som Es 40 ff derfor fremsætter for Israels Gud, er hans magt til at lede verdens historie i overensstemmelse med et længe forudsagt og trofast fulgt formål. Dette krav tager sit udgangspunkt i beviset på, at Jahve længe forinden har forudsagt begivenheder, der nu sker eller er ved at ske, med Kyros som deres centrum. Men dette er langt mere end et bevis på isolerede forudsigelser, skønt disse indebærer alvidenhed. Det er en erklæring om historiens enhed, der strømmer frem mod de høje mål, som allerede er blevet åbenbaret for Israel--kort sagt en fremstilling af den ene sande Guds forsyns almagt, konsekvens og trofasthed" (ibid., 496).

Det er derfor under alle omstændigheder åbenbart, hvad enten disse kapitler er tidlige eller sene, at Kyros er genstand for forudsigelse. Det gør i virkeligheden kun ringe forskel, i hvilken ende af historien man stiller sig, om i det 8. århundrede f.Kr. sammen med Esajas eller i det 6. århundrede f.Kr. sammen med »Deutero-Esajas«. For forfatteren til disse kapitler er Kyros genstand for forudsigelse. Med andre ord: Om forfatteren virkelig forudsiger Kyros forud for enhver synlig opfyldelse, eller om Kyros er opfyldelsen af en gammel forudsigelse fremsat af en anden, ændrer ikke ved den kendsgerning, at Kyros var genstand for forudsigelse fra nogens side. Følgelig er hele spørgsmålet, som det blev sagt fra begyndelsen, hvad profeten lægger vægt på: (a) den kendsgerning, at han selv forudsiger? eller (b) at tidligere forudsigelser fremsat af en anden nu for hans øjne er ved at gå i opfyldelse? Sandheden er, at profeten synes at leve i fortidens og fremtidens atmosfære såvel som i nutiden, og alle disse er lige levende for hans profetiske sind. Dette er et særligt kendetegn ved Esajas. Det ses i den beretning, han giver om sit indvielsessyn (Es 6), om hvilket Delitzsch bemærker, at det er »som en forudsigelse i færd med at blive opfyldt«. Det samme gælder Es 24-27. Dér projicerer profeten gentagne gange sig selv ind i fremtiden og taler ud fra standpunktet for sine forudsigelsers opfyldelse. Det gælder især Esajas 40-48. På ét tidspunkt understreger profeten, at han forudsiger, og lidt senere beskriver han sine forudsigelser som noget, der går i opfyldelse. Når der derfor skal træffes en afgørelse om, hvornår forfatteren forudsagde Kyros, er det mere naturligt at antage, at han gjorde det længe før Kyros’ faktiske fremtræden. Dette stemmer faktisk med prøven på sand profeti i 5 Mos 18,22: »Når en profet taler i Jahves navn, og sagen ikke sker og ikke går i opfyldelse, er det den sag, som Jahve ikke har talt; profeten har talt den formasteligt; du skal ikke frygte ham.« Desuden findes der en lignende udtrykkelig forudsigelse i Det Gamle Testamente, nemlig om kong Josija, som blev forudsagt ved navn to århundreder før han kom (1 Kong 13,2; jf. 2 Kong 23,15; 2 Kong 23,16).

Dr. W. H. Cobb taler i Journal of Biblical Literature and Exegesis, 1901, 79, for en »formindskelse af Kyros«, fordi Kyros kun optræder i Esajas 40-48 og derefter afskediges. Dr. Thirtle hævder derimod, at navnet »Kyros« blot er et appellativ, som oprindelig ikke var Koresh (Kyros), men choresh (»arbejder«, »håndværker«, »billedknuser«), og at 44,27.28 er en gloss (jf. Old Testament Problems, 244-64). Men i modsætning til disse synspunkter foretrækker nærværende forfatter at skrive Kyros med store bogstaver og åbent at indrømme, at han er genstand for en ekstraordinær forudsigelse. For selve pointen i forfatterens argument er, at han forudsiger begivenheder, som Jahve alene er i stand til at forudsige eller bringe til at ske; med andre ord, at forudviden er beviset på Jahves guddommelighed. Esajas levede i en tid, hvor Jahves hemmeligheder først blev åbenbaret privat for hans tjenere, profeterne (jf. Am 3,7). De politiske forhold var usikre og kalejdoskopiske, og der var al mulig tilskyndelse til at forudsige. At Esajas faktisk udtalte vidunderlige forudsigelser, bevidnes desuden både af Jesus Ben-Sirak i Siraks Bog 48,20-25 (skrevet omkring 180 f.Kr.) og af Josefus i hans Ant, XI, i, 1, 2 (dateret til omkring 100 e.Kr.); og disse er gamle traditioner, der er værdige til troværdighed.

For nylig har hr. Oswald T. Allis, efter en grundig og udtømmende kritisk undersøgelse af »den numerisk-klimaktiske struktur« i digtet i Es 44,24-28, konkluderet, at »digtets mest slående og betydningsfulde træk taler for den opfattelse, at selv om udsagnet var betydningsfuldt i og for sig, var det først og fremmest betydningsfuldt i lyset af den usædvanlige omstændighed, hvorunder det blev udtalt, dvs. i lyset af dets tidlige datering. Digtets kronologiske ordning placerer genoprettelsen og Kyros i fremtiden. Digtets perspektiv, sammen med det bratte personskifte i 2. strofe, taler for, at fremtiden er en fjern fremtid. Og endelig tillægger den omhyggeligt konstruerede dobbelte klimaks udsagnets bestemthed en betydning, som lettest lader sig forklare, hvis denne fremtid var så fjern, at en bestemt åbenbaring om den ville være af ekstraordinær vigtighed.« Og han hævder videre, at »det er umuligt, hvis man yder Skriftens klare erklæringer retfærdighed, at begrænse profeten Esajas’ profetiske horisont til den før-eksilske periode, og at .... når digtets form anerkendes, er der al grund til at tilskrive det en før-eksilsk profet, Esajas, eftersom digtets form på beundringsværdig vis er beregnet på at understrege den kendsgerning, at Kyros og genoprettelsen hører til en fjern fremtid, og at gøre det klart, at det netop er på grund af denne kendsgerning, at profetiens bestemthed, omtalen af Kyros ved navn, er så bemærkelsesværdig og af så enestående betydning« (Biblical and Theological Studies, af medlemmerne af fakultetet ved Princeton Theological Seminary, Centennial Volume, 1912, 628-29).

Når alt kommer til alt, hvorfor skulle man indvende mod forudsigelse i så stor målestok? Medmindre der er bestemthed ved en given forudsigelse, og medmindre den rækker ud over almindelig prognosticering, har den ingen særlig værdi. Hvis man derimod skulle indvende, at en forudsigelse af så minutiøs karakter er "afskyelig for fornuften", ligger svaret allerede for hånden; den kan være afskyelig for fornuften, men den er en tjenerinde for troen. Tro har med fremtiden at gøre, ligesom forudsigelse har med fremtiden at gøre; og Det Gamle Testamente er i fremragende grad en bog, der opmuntrer til tro. Der er i virkeligheden ingen gyldig indvending mod forudsigelsen af Kyros. For det ene fremtrædende særkende ved Israels religion er forudsigende profeti. Hebræerne forudsagde ganske bestemt en Messias' komme. Ja, hebræerne var det eneste folk i oldtiden, hvis "guldalder" lå i fremtiden snarere end i fortiden. Derfor er det at forudsige en Kyros' komme som den menneskelige agent for Israels frelse blot bagsiden af den samme profets billede af den guddommelige agent, nemlig Jahves lydige, lidende tjener, som skulle forløse Israel fra dets synd. Nægt Esajas, Amos' søn, forudsigelsen om Kyros, og det er kun logisk at gå videre og nægte ham det messianske håb, som sædvanligvis forbindes med hans navn. Nægt Esajas, Amos' søn, forudsigelserne om en tilbagevenden fra fangenskab, og profetierne i hans bog berøves deres væsentlige karakter og enestående perspektiv. Kastrér de dele af Esajas' Bog, som afslører fremtiden, og de reduceres til et blot vaticinium ex eventu, og deres religiøse værdi som guddommelige orakler går i vidt omfang tabt.

LITTERATUR.

Der er skrevet så meget om Esajas' profetier, at kun en udvalgt liste kan gives her:

I. Kommentarer til Esajas:

Owen C. Whitehouse, The New Century Bible, 2 bind, 1905; J. Skinner, The Cambridge Bible for Schools and Colleges, 2 bind, 1896-98; W.E. Barnes, The Churchman's Bible, 2 bind, 1901-3; G.A. Smith, The Expositor's Bible, 2 bind, 1888-90; Franz Delitzsch, Clark's Foreign Theological Library, 2 bind, 1892; (C. von Orelli, Clark's Foreign Theological Library, 1895; T.K. Cheyne, The Prophecies of Isaiah, 2 bind, 1892; G.W. Wade, Westminster Commentaries, 1911; G.H. Box, The Book of Isaiah, 1909; G.B. Gray, International Critical Commentary, I, kapitlerne i-xxvii, 1912; II, kapitlerne xxviii-lxvi, ved G.B. Gray og A.S. Peake; J.E. McFadyen, "Book of the Prophecies of Isaiah" (The Bible for Home and School), 1910; G. Campbell Morgan, The Analyzed Bible, 2 bind, 1910; Alexander Maclaren, Expositions of Holy Scripture, 2 bind, 1906; H.G. Mitchell, Isaiah: A Study of chapters 1-12, 1897; Nagelsbach i Lange's Bibelwerk, engelsk udgave, 1878; J.A. Alexander, 1865; H. Ewald, engelsk udgave, 1876-81; John Calvin, engelsk udgave, 1850; R. Lowth, 1778; Vitringa, 1732; W. Gesenius, 1820-21; F. Hitzig, 1833; C.J. Bredenkamp, 1887; A. Dillmann, 1890, som revideret af Kittel, 1898; B. Duhm, i Nowack's Handkommentar zum Altes Testament, 1892; K. Marti, 1900; A. Condamin (romersk-katolsk), 1905.

II. Indledning og kritik:

S.R. Driver, Isaiah, His Life and Times, i "The Men of the Bible Series," 1888; T.K. Cheyne, Introduction to the Book of Isaiah, 1895; W.R. Smith, The Prophets of Israel, 2. udgave, 1896; A.F. Kirkpatrick, The Doctrine of the Prophets, 1892; J.W. Thirtle, Old Testament Problems, 1907; W.E. Barnes, An Examination of Isaiah 24-27, 1891; G. Douglas, Isaiah One and His Book One, 1895; J. Kennedy, A Popular Argument for the Unity of Isaiah, 1891; E. Koenig, The Exiles' Book of Consolation, 1899; G.C. Workman, The Servant of Yahweh, 1907; M.G. Glazebrook, Studies in the Book of Isaiah, 1910; R.H. Kennett, The Composition of the Book of Isaiah in the Light of History and Archaeology, 1910; R.R. Ottley, Isaiah according to the Septuagint, 1904; Hackmann, Die Zukunftserwartung des Jesaia, 1893; J. Meinhold, Die Jesajaerzahlungen, Jesaja 36-39, 1898; O.T. Allis, "The Transcendence of Yahweh, God of Israel, Es 44,24-28," i Biblical and Theological Studies, Princeton's Centennial Commemoration Volume, 1912, 579634; J. Hastings, The Great Texts of the Bible, 1910; C.S. Robinson, The Gospel in Isaiah, 1895; E. Sievers, Metrische Studien, 1901; G.L. Robinson, The Book of Isaiah, 1910; H. Guthe, Das Zukunfisbild des Jesaia, 1885; Feldmann, Der Knecht Gottes, 1907; W. Urwick, The Servant of Yahweh, 1877; K. Cramer, The Historical Background of Isa 56-66, 1905; A.B. Davidson, Old Testament Prophecy, 1903.

III. Artikler i tidsskrifter og ordbøger:

W.H Cobb i Journal of Biblical Literature and Exegesis, 1891, II; 1895, I og II; 1898, I; 1901, I; 1908, I; F. Brown, JBL, 1890, I; W. H. Cobb, i BS, 1882; G. A. Smith, artiklen "Isaiah" i HDB, 1899; T. K. Cheyne, i EB, 1901, og i Encyclopedia Brit, 11. udgave, 1910; Jas. Robertson, i Illustrated Bible Dict., 1908; E. Koenig, i Standard Bible Dict., 1909; A. Klostermann og J. A. Kelso, i The New Sch-Herz, 1910; A. Klostermann i See Hauck-Herzog, Realencyklopadie fur protestantische Theologie und Kirche, 1900; G. Vos, Presbyterian and Reformed Review, 1898; D.S. Margoliouth, i The Temple Dictionary, 1910; C.A. Briggs, artiklen "Analysis of Isa 40-62" i Harper Memorial Volume.

George L. Robinson