Spring til indhold

Den frie bibel

Esajas' Bog 2

1 Det ord som Esajas, Amos’ søn, så om Juda og Jerusalem:
2 Og det skal ske i de sidste dage
at HERRENS tempelbjerg skal være grundfæstet på toppen af bjergene
og være ophøjet over højene;
og alle folkeslag skal strømme til det.
3 Mange folk skal komme og sige:
»Kom, lad os drage op til HERRENS bjerg,
til Jakobs Guds hus.
Han skal lære os sine veje,
og vi vil vandre på hans stier;«
for fra Zion skal der udgå lov og fra Jerusalem HERRENS ord.
4 Han skal dømme imellem folkeslagene
og holde rettergang over mange folk.
Og de skal smede deres sværd om til hakker
og deres spyd til vingårdsknive;
folkeslag skal ikke løfte sværd mod hinanden,
og de skal ikke længere øve sig i krig.
5 Jakobs hus, kom, og lad os vandre i HERRENS lys!
6 Du har forkastet dit folk, Jakobs hus;
for de er fulde af Østens væsen,
er spåmænd som filistrene,
og de klapper hænder med fremmedes børn.
7 Deres land er fyldt med sølv og guld,
og der er ingen ende på deres skatte.
Deres land er fyldt af heste,
og der er ingen ende på deres stridsvogne.
8 Deres land er fyldt med afguder;
de kaster sig ned for deres hænders værk,
det, deres fingre har lavet.
9 Mennesket skal fornedres, og manden ydmyges -
du må ikke tilgive dem!
10 Gå ind i klippen, og gem dig i støvet
i rædsel for HERREN og for hans majestæts herlighed.
11 Et menneskes stolte øjne skal ydmyges,
og mændenes hovmod vanæres;
HERREN alene skal være ophøjet på den dag.
12 For Hærskarers HERRE har en dag mod enhver stolt og hovmodig
og mod enhver knejsende så han vanæres,
13 mod alle Libanons cedre,
de høje og knejsende,
og mod alle Bashans ege;
14 mod alle høje bjerge
og mod alle knejsende høje,
15 mod hvert højt tårn
og mod hver befæstet mur,
16 mod alle Tarshish-skibe
og mod alle kostbare fartøjer.
17 Menneskets stolthed skal nedbøjes,
og mændenes hovmod vanæres;
HERREN alene skal være ophøjet på den dag.
18 Afguderne skal helt forsvinde.
19 Og de skal gå ind i klippesprækker og i jordhuler
i rædsel for HERREN og for hans majestæts herlighed,
når han rejser sig for at forfærde jorden.
20 På den dag skal menneskene kaste deres afguder af sølv og guld,
som de har lavet for at kaste sig ned for,
bort til muldvarpe og flagermus
21 for at søge ind i klippekløfter og i klipperevner
i rædsel for HERREN og for hans majestæts herlighed
når han rejser sig for at forfærde jorden.
22 Stop med at stole på mennesket,
som kun har ånde i sin næse;
for hvad kan han vel regnes for?