u-fra'-tez (perath; Eufrat, "den gode og rigelig strømmende flod"):

Den længste (ca. 2.860 km) og vigtigste vandløb i Vestas-Asien, almindeligt kaldt "floden" i Det gamle Testamente (2 Mos 23,31; 5 Mos 11,24).

Beskrivelsen falder naturligt i 3 dele – den øvre, mellemste og nedre. Den øvre del gennemstrømmer Armeniens bjergrige plateau og dannes af foreningen af 2 grene, Frat og Murad. Frat udspringer 40 km nordøst for Erzerum og kun ca. 100 km fra Sortehavet. Murad, som på trods af at være kortere er den større af de to, udspringer i nærheden af Bjerget Ararat. Efter hver især at løbe henholdsvis ca. 640 og ca. 435 km i vestlig retning forenes de nær Keban Maaden, hvorfra strømmen i en snoet kanal på ca. 480 km, der stadig løber mod sydvest, styrter ned i en række strømhvirvler og vandfald til det syriske sletteland, et stykke over den gamle by Karkem, hvor den kun ligger ca. 320 km fra Middelhavet nordøstlige hjørne. I løbet gennem Armeniens plateau har strømmen samlet det sediment, som gør jorden frugtbar i dalens nedre del. Det er smeltvandet fra denne region, som forårsager de årlige oversvømmelser fra april til juni.

Den mellemste del, som strækker sig ca. 1.120 km til bitumenbrindene ved Hit, løber sydøst "gennem en dal nogle få km bred, som den har udhulet i den stenede undergrund, og som er mere eller mindre dækket af alluviale jordlag, er stort set dyrket ved kunstig overrisling. .... Uden for de stenede bredder på begge sider strækker ørkenen sig, som om foråret er bevokset med frodig vegetation og hist og her prikket med beduiners sorte telte" (Sir Henry Rawlinson). Gennem hele denne strækning dannede floden den gamle grænse mellem assyrierne og hittitterne, hvis hovedstad lå i Karkem, hvor der ses rester af en gammel bro. Ruiner af en anden antik bro findes 320 km længere nede ved den gamle by Tapsaka, hvor grækerne vadede over under Kyros den yngre. Gennem hele den mellemste del er strømmen for stærk til at tillades vellykket sejlads undtagen for små både, der sejler nedstrøms, og den har få og ubetydelige bifloder. Her har den imidlertid sin største bredde (ca. 365 m) og dybde. Længere nede bliver vandet aftappet til irrigeringskanaler og laguner.

Babyloniens frugtbare sletteland begynder ved Hit, ca. 160 km over Babylon; 80 km under Hit kommer Tigris og Eufrat inden for 40 km af hinanden, og sammen har de i en senere geologisk periode afsattet Sinars eller Kaldæas slette, mere præcist kaldt Babylonien. Denne slette er ca. 400 km lang og på sit bredeste sted ca. 160 km bred. Fra Hit fører en kunstig kanal vand langs den vestlige kant af alluvialslettet til Persiske Golf, en distance på ca. 800 km. Men de vigtigste irrigeringskanaler udgår fra Eufrsts østside og kan spores over hele slettet forbi ruinerne af Akkad, Babylon, Nippur, Bismja, Telloh, Erek, Ur og talrige andre gamle byer. Oprindeligt løb Eufrat og Tigris hver sin kanal ud i Persiske Golf. På det tidspunkt strakte golfen sig helt op til Ur, Abrahams hjemby, og det var en havnestad. Sedimentet fra disse floder har fyldt hovedet af Persiske Golf ca. 160 km siden de tidligste monumentale kilder. Loftus anslår, at siden kristendommen begyndte har landvindingen foregået med en hastighed på ca. 1,6 km på 70 år. I oldtiden blev Babylonien frugtbar gennem enorme irrigeringsanlæg, som aftappede vandet fra Eufrat, som ved Babylon løber på et højere niveau end Tigris. En stor kanal løb fra Eufrat lidt over Babylon og gik på langs øst til Tigris, og overrislede hele mellemliggende område og sendende en sidegrening helt ned til Nippur. Længere nede krydser en kanal slettet i modsat retning. Dette gamle irrigeringssystem kan spores langs de vigtigste kanaler "ved de bugtede lag af alluvium i sengen", mens sidekanalerne "er indhegnet af høje muddervolde, som er ophobet gennem århundreder af uddybning. Ikke en hundrededel af det gamle irrigeringssystem er nu i drift. Få af mundingerne på de mindre kanaler holdes åbne, så de kan modtage en begrænset vandmængde ved floden stigning i maj, som derefter fordeler sig over de lavere liggende arealer indad, næsten uden arbejde fra dyrkerens side, og giver anledning på sådanne steder til de rigeste høster; men langt den større del af området mellem floderne er på nuværende tidspunkt en ørken, som hyler, bestrøet for størstedelen med brudt keramik, beviserne på tidligere menneskelig bosættelse, og uden andet end kameltorn, vild kapernisse, kolokyntapple, alhvede og andre ørkenukrudt" (Rawlinson). Ifølge Sir W. Willcocks, den berømte engelsk ingeniør, er hele regionen i stand til at blive genoprettet til sin oprindelige produktivitet blot ved at genskabe det gamle irrigeringssystem. Der er dog i områdets nedre del store sumpområder overvokset af rørskov, som har bestået siden Alexanders tid, da han næsten mistede sin hær, da han gik gennem dem. Disse områder er formodentlig for meget sænket til at være drænet. Under foreningen af Eufrat og Tigris kaldes strømmen Shat el Arab og er dyb nok til at flyde krigseskadrer.

LITERATUR.

Fried. Delitzsch, Wo lag das Paradies? 169 f; Chesney, Narrative of the Euphrates Exped., I; Loftus, Travels, etc., in Chaldoea and Susiana; Layard, Nineveh and Babylon, chapters xxi, xxii; Rawlinson, Herodotus, I, essay ix; Ellsworth Huntington, "Valley of the Upper Euphrates River," Bull. Amer. Geog. Soc., XXXIV, 1902.

George Frederick Wright