el-e-lo'-he-iz'-ra-el, el-el'-o-he-iz'-ra-el ('el 'elohe yisra'el, oversat "Gud, Israels Gud" i American Revised Version, randnote og King James Version randnote):

Findes kun i 1 Mos 33,20 som navn på det alter, Jakob rejste ved Sikem, hvor han henceforth blev kaldet Israel, på det stykke jord, han havde købt fra indbyggerne i Sikem, hans første lejrsted af længere varighed og betydning siden tilbagevenden til Israels land fra Paddan-Aram og den begivenhedsrig nat ved Peniel (1 Mos 32,30). Denne usædvanlige kombination af navne har givet anledning til meget spekuleren og forskellige tekstændringer. Allerede Septuaginta søgte at løse problemet ved at læse wa-yiqra' 'el 'elohe yisra'el, "og han påkaldte Israels Gud," i stedet for wa-yiqra' lo 'el i Massoreteteksten, "og han kaldte det El" osv. Wellhausen, fulgt af Dillmann, Driver og andre, ændrer "alter" til "stele," fordi det hebraiske verbum hitstsibh bruges med mitstsbhah, "stele," i 1 Mos 35,14; 1 Mos 35,20, hvilket gør denne religiøse handling parallel til den ved Betel. Men Delitzsch, New Commentary on Genesis, afviser med rette denne rent fantastiske ændring og forstår det sammensatte navn som alterets indskrift. Dillmann foreslår med god grund, at "alter" (eller "stele") skal påfores, således læst: "kaldte det alterets El, Israels Gud." Vendingen forstås bedst og lettest i sin tætte forbindelse med kampen ved Peniel, skildret i 1 Mos 32. Da Jakob sejrede i denne kamp, fik han det nye navn "Israel"; og på sit første alter i Israels land gav han det navn på Gud, som kom til at stå i hans eget nye navn, og forklarede det yderligere ved den appositive sætning "Elohe-Israel." Hans alter blev således kaldt eller viet til "El, Israels Gud."

Edward Mack