en-ro'-gel (`en roghel; πηγὴ Rhogel; betydning usikker, men af nogle fortolket som "fullerens kilde"):

Intet argument ud fra denne betydning kan være gyldigt, fordi

(1) det er en meget tvivlsom oversættelse og

(2) "valsning" af stof forekommer almindeligt omkring de fleste bykilde og findes i dag rigelig ved begge de foreslåede steder. G. A. Smith mener "kilden til strømmen" eller "bæk", fra syrisk rogulo, er mere sandsynligt.

(1) En-Rogel var et vigtigt landemærke på grænsen mellem Juda og Benjamin (Jos 15,7; Jos 18,16). Her gemte Davids spejdere, Jonathan og Ahimaaz, sig selv (2 Sam 17,17), og her (1 Kong 1,9) "slagtede Adonija får og okser og kalve ved Zohelets sten, som ligger ved En-Rogel", da han ventede sin fars død og lod sig oprørsk udråbe til konge.

(2) Identificeringen af dette vigtige landemærke er af første rang betydning for Jerusalems topografi. To steder er blevet foreslået:

(a) Det ældre syn identificerer En-Rogel med kilden kendt under forskellige navne som "Jomfruens Kilde", `Ain sitti Miriam og `Ain Umm el deraj, en periodisk vandkilde som springer ud i en hule på vestsiden af Kedron-dalen over for Siloam (se Gihon). Argumenterne for at dette er Jerusalems eneste vigtige kilde og at dette må have været et meget vigtigt landemærke er ikke overbevisende. Det stærkeste argument for dette syn er det G. A. Smith fremførte, som fandt at en ru klippeflade på bjergskråningen over for, en opstigning til landsbyen Silwan, er kendt som es Zechweleh, et ord hvori der bestemt synes at lyde en ekko af Zoheleth. Argumentet er dog ikke så overbevisende som det virker. For det første var Zoheleth en sten; dette er en naturlig klippeskarp; sådan en sten kunne sandsynligvis være blevet flyttet fra sted til sted. For det andet er det helt almindeligt at et navn bliver overført nogle kilometer; eksempler er talrige. For det tredje er forfatteren efter hyppige forespørgelser til beduinerne i Silwan overbevist om at navnet ingenlunde er begrænset til klippeskarpen nær kilden, men til hele højderyggen som løber herfra til, eller næsten til, Bir Eyyub selv. Det stærkeste argument mod denne identifikation er dog at der er så meget stærkere grunde til at identificere "Jomfruens Kilde" med Gihon (se Gihon), og at de to kilder En-Rogel og Gihon ikke kan være på samme sted, som er klart fra beretningen i 1 Kong 1.

(b) Det syn som placerer En-Rogel ved Bir Eyyub harmonerer på enhver måde med Bibelens data. Der er blevet gjort indvending mod at sidstnævnte ikke er en kilde men en brønd. Den er i dag en brønd, ca. 38 meter dyb, men en med uudtømmelig vandforsyning--der må være en sand kilde i bunden. Sandsynligvis er en grund til at den kun løber over i dag efter perioder med kraftig regn at så enormt mange mængder affald nu dækker den oprindelige dalbund at vandet ikke kan nå til overfladen; meget af det løber væk ned ad dalen dybt under den nuværende overflade. Vandet er brakvand og er imprægnet med spildevand, hvilket ikke er ekstraordinært når vi husker at en stor del af de klippelag som vandet kommer fra er dækket af land der konstant bliver vandet med byens spildevand.

Skønt brønden selv kan være af betydelig ælde, er der ingen grund til at insistere på at dette er den nøjagtige placering af den oprindelige kilde En-Rogel. Kilden kan i gamle tider være sprunget ud på et sted i dalbunden som nu er dybt begravet under skrald, måske under det sydligste af de vandede haver blandt Silwans beduiner. Naboer ved sammenløbet af to dybe dale--ikke at tale om det lille el wad, det gamle Tyropæon--er et naturligt sted for en kilde. Der synes at have været betydelig forstyrrelse her. En enormt stor mængde affald fra forskellige ødelæggelser af byen har samlet sig her, men desuden optegnede Josephus en tradition som synes at høre hjemme i denne egn. Han siger (Ant., IX, x, 4) at der engang fandt et jordskælv sted ved Eroge--som synes at være En-Rogel--da "halvdelen af bjerget skiltes fra resten mod vest og rullede ca. 730 meter og kom til at stå på det østlige bjerg til vejene såvel som kongens haver blev blokeret." Det er tilstrækkeligt at En-Rogel skal placeres enten ved Bir Eyyub eller i dets nærmeste nærhed; for praktiske formål duger det førstnævnte. En-Rogel var et vigtigt punkt på grænseskellet mellem Juda og Benjamin. Linjen gik ned gennem den nedre ende af Kidron-dalen, forbi En-Rogel (Bir Eyyub) og derefter op gennem Hinnom-dalen (Wady er Rababi)--en grænse der var veltilpasset de naturlige forhold.

Hvad Davids spejdere angår (2 Sam 17,17), medens Jomfruens Kilde--byens store vandforsyning (se Gihon)--lige under byens mure (se Zion) var et umuligt sted at gemme sig, var denne nedre kilde, uden for sigte fra næsten hele byen og fjernet et betydeligt stykke fra dens nærmeste punkt, mindst et muligt sted. Desuden gjorde de fakta at den lå uden for hovedvejen, at den forsynede en af livets store vigtige nødvendigheder--vand--og at der var, som der er i dag, mange naturlige huler i nærheden, den særdeles egnet.

Også her var der et meget passende sted for Adonijas sammensværgelse (1 Kong 1,9). Han og hans medsammensvorne vovede ikke at gå til Gihon, den oprindelige hellige kilde, men måtte nøjes med et mere afsides sted, skønt det uden tvivl stadig var helligt. Det fortælles (1 Kong 1,40; 1 Kong 1,41), at Salomos tilhængere hyldede ham ved Gihon (Jomfrukilden), og at folket »glædede sig med stor glæde, så jorden revnede ved lyden af dem. Og Adonija og alle de gæster, der var hos ham (ved En-Rogel), hørte det, da de var færdige med at spise.« Disse to kilders indbyrdes beliggenhed gør det muligt at rekonstruere fortællingen levende, hvad ingen andre foreslåede identifikationer gør. De to steder ligger uden for synsvidde af hinanden, men ikke så langt fra hinanden, at råbet fra en menneskemængde ved det ene ikke kunne nå over til det andet.

E. W. G. Masterman