e-sar-had'-on ('ecar-chaddon; assyrisk Asur-ach-iddina, "Assur har givet en bror"):

I hans levetid gjorde kong Sennakerib af Assyrien sin favoritsøn Esarhaddon (680-668 f.Kr.) til statholder over Babylon; og skønt han ikke var den ældste søn, bestemte Sennakerib, at han skulle blive den lovlige arving til Assyriens trone. Efter at Sennakerib blev dræbt i 681, tilsyneladende af to af hans sønner, som i Det Gamle Testamente kaldes Adrammelech og Sharezer (2 Kong 19,37), marcherede Esarhaddon til Ninive, hvor det oprør, som fulgte efter hans faders død, kollapsede efter at have varet cirka halvandet måned. Det Gamle Testamente oplyser os, at mordeverne på hans fader flygtede til Armenien. Dette bekræftes af indskrifterne, som siger, at Esarhaddon ved Melid i landet Hanirabbat, som kan siges at ligge i Armenien, bekæmpede oprørerne og besejrede dem; hvorefter han blev udråbt til konge. Hans fader havde været så utilfreds med Babylon, at han havde forsøgt at ødelægge byen ved at gøre den til sump. Esarhaddon derimod, som var betaget af babyloniernes gamle kultur, indtog en forsonlig holdning over for befolkningen. Straks planlagde han at genopbygge byen i storslået skala. Grundlaget for hans arbejde blev lagt med imponerende ceremonier, og på alle måder bestræbte han sig for at forbedre indbyggernes vilkår gennem sine nådige gerninger. Selv i Nippur ses bevis for hans arbejde med at restaurere den gamle helligdom for Enlil. Kongerne fra Vesten, som blev hans vasaller, blandt dem Manasse af Juda, blev pålagt at levere byggematerialer til hans virksomhed i Babylonien. Hans arbejde i det land forklarer, hvorfor den judæiske konge blev fængslet i Babylon (2 Krøn 33,11) i stedet for i Assyrien.

Esarhaddon blev først tvunget til at forsvare riget mod indfall fra horderne fra nord. Gimirra (som muligvis refererer til Gomer i Det Gamle Testamente), som blev kaldt Manda, syntes at strømme ind i landet. En afgørende sejr blev endelig vundet over dem, og de blev drevet tilbage til deres eget land. Efterfølgende blev mederne og kaldeerne også underkuet. Han vendte derefter sin opmærksomhed mod vest. Efter at Sidon havde været i oprør mod Assyrien, belejrede Esarhaddon byen, som efter tre år endelig blev erobret og ødelagt. Han byggede en anden by på det samme sted, som han kaldte Kar-Esarhaddon, og bestræbte sig for at genoplive dens handel. Og som nævnt i Ezra 4,2; jf. vers 10, genbefolkede han byen (Samaria) med fanger fra Elam og Babylonien.

Også erobringen af Tyrus blev forsøgt, men da byen havde en anden beliggenhed, var en belejring fra landsiden utilstrækkelig til at fremtvinge underkastelse, da det var umuligt at afskære handelen til søs. Belejringen blev efter flere år tilsyneladende opgivet. Skønt Esarhaddon på en stor monolith afbilder Ba'al, kongen af Tyrus, knælende for ham med en ring gennem læberne, er der intet i indskrifterne, som bekræfter dette.

Hans arbejde i Kanaan var forberedelse til hans erobring af Egypten. Tirhaka, Egyptens ætiiopiske konge, blev angrebet ved grænserne, men der blev vundet ingen sejr. Flere år senere krydsede han grænserne og vandt en afgørende sejr ved Iskhupri. Han gik derefter til at belejre Memphis, som snart kapitulerede; og Egypten helt til Nubias grænser overgav sig til Assyrien. Esarhaddon reorganiserede regeringen og skiftede endda navnene på byerne. Nekho blev sat til at regere over landets 22 fyrster. I 668 oprevolterede Egypten sig, og Esarhaddon døde, mens han var på vej til at slå oprøret ned. Han havde bestemt, at riget skulle deles mellem to af hans sønner: Ashurbanipal skulle være konge over Assyrien, og Shamash-shum-ukin skulle regere over Babylonien. Adelsmændene besluttede imidlertid, at imperiet ikke skulle deles, men Shamash-shum-ukin blev gjort statholder over Babylonien.

A. T. Clay