ar'-mi (chayil, "hær," tsabha', "hærskare," ma`arakhah, "hær i slagorden" gedhudh, "trop"):

1. Historiens første felttog

2. I ørkenen

3. Tiden efter erobringen

4. I det tidlige monarki

5. Fra Salomos tid og fremefter

6. Den hebraiske hærs organisation

7. Hæren i felten

8. Hærens forsyninger

9. I Det Nye Testamente

Israelitterne var ikke et udpræget krigerisk folk, og deres ære blev vundet på andre marker end krigens. Men Kanaan, mellem Middelhavet og ørkenen, var Østens hovedvej og nationernes slagmark. Israelitterne blev på grund af deres geografiske placering ofte indblandet i krige, som de ikke selv havde søgt, og deres tapperhed og udholdenhed, selv når de led nederlag i deres konflikter, skaffede dem deres erobreres beundring og respekt.

1. Historiens første felttog:

Den første konflikt mellem væbnede styrker, der er nedskrevet i Den hellige Skrift, er den i 1 Mos 14. Kongerne i Jordandalen havde gjort oprør mod Kedorlaomer, kongen af Elam -- ikke den første af Østens konger, der nåede Middelhavet med sine hære -- og gik i kamp mod ham og andre konger i Siddims dal. I dette felttog udmærkede Abraham sig ved at redde sin nevø Lot, som med alt, hvad han ejede, var faldet i den elamitiske konges hænder. Den styrke, hvormed Abraham besejrede Kedorlaomer og de konger, der var med ham, var hans egne folk, 318 i tal, som han havde bevæbnet og personligt ført ud i sin vellykkede forfølgelse.

2. I ørkenen:

Da vi først lærer israelitterne at kende som folk, er de en skare flygtninge, der er undsluppet Faraos bitre undertrykkelse og hårde trældom. Selv om der kun kan have været lidt krigerånd i et folk, der så længe og så hårdt havde været undertrykt, beskrives deres vandringer gennem ørkenen mod Kanaan fra begyndelsen som en stor hærs march. Det var efter deres "hære" ("hærskarer" i Revised Version (British and American)), at Aron og Moses skulle føre Israels børn ud af Egyptens land (2 Mos 6,26). Da de var draget ud i ørkenen, drog de op "harnessed" ("bevæbnede" i Revised Version (British and American)) til de vandringer, der lå foran dem -- hvor "harnessed" eller "bevæbnede" måske ikke peger på de våben, de bar, men på ordenen og opstillingen hos en troppestyrke, der marcherede fem mand dybt (hamushshim) eller var opdelt i fem hærkorps (2 Mos 13,18).

På vejen gennem ørkenen slog de lejr (2 Mos 13,20; og passim) ved deres skiftende rastesteder, og hele hæren på 600.000 blev efter Sinaj inddelt i afdelinger eller hærkorps, hver med sin egen lejr og fædrenehusenes faner (4 Mos 2,2). "Fra tyve år og opefter, alle i Israel, som kan drage i krig," blev stammernes mænd talt og tildelt deres plads i lejren (4 Mos 1,3). Naturligvis var de i ørkenen fodfolk (4 Mos 11,21), og det var først i monarkiets tid, at andre våbenarter blev føjet til. Bue og slynge og spyd og sværd til angreb, og skjold og hjelm til forsvar, ville være den fulde udrustning for de mænd, der blev kaldt til at kæmpe i ørkenen. Selv om vi hører lidt om militære rangtrin, læser vi dog om tusindførere og hundredførere i ørkenen (4 Mos 31,14), og Josva fører de kæmpende mænd i slaget mod amalekitterne ved Refidim (2 Mos 17,9). At israelitterne under deres vandringer i ørkenen tilegnede sig den disciplin og krigerånd, der kunne gøre dem til et krigsdygtigt folk, kan ses af deres sejre over midjanitterne, over Og, kongen af Bashan, hen imod slutningen af de fyrre år, og af den militære organisation, hvormed de gik videre til erobringen af Kanaan.

3. Tiden efter erobringen:

I mere end ét felttog fik israelitterne under Josvas ledelse fodfæste i Kanaan. Men det var i høj grad gennem de enkelte stammers foretagsomhed bagefter, at erobringen blev fuldført. Angribernes fremmarch blev mødt med hårdnakket modstand, men Josva opmuntrede sine slægtninge af Efraim og Manasse til at fortsætte erobringen, selv mod kana'anæernes uovervindelige stridsvogne -- "for du skal drive kana'anæerne bort, selv om de har jernvogne, og selv om de er stærke" (Jos 17,18). Som det var i Roms tidlige historie, hvor statens forsvar var en forpligtelse, der påhvilede enhver enkeltperson efter hans andel i det fælles bedste, sådan var det først i Israel. Stammejalousi svækkede imidlertid nationalfølelsen og hindrede samlet handling, da folket først var blevet bosat i Kanaan.

Stammerne måtte forsvare deres eget, og kun en stor nødsituation forenede dem i fælles handling. Det første bemærkelsesværdige skridt hen imod national enhed sås i den hær, som Barak samlede for at møde hæren til Jabin, kongen af Hasor, under Siseras kommando (Dom 4,5). I Deboras krigssang til minde om den bemærkelsesværdige sejr, som Barak og hun selv vandt, prises mændene fra de nordlige stammer, Zebulon, Naftali, Issakar, sammen med krigere fra Manasse, Efraim og Benjamin, for det mod, hvormed de stod imod og slog Siseras hær -- fodfolk, ryttere og vogne -- på flugt. Endnu en gang samledes Israels stammer i styrke fra "Dan lige til Be'ersheba, med Gileads land" (Dom 20,1) for at straffe Benjamins stamme for at have billiget en grov udåd. Den enkelte stamme blev besejret i det efterfølgende slag, men de var i stand til at stille "26.000 mænd, der trak sværd," i felten, og de havde også "700 udvalgte mænd, venstrehåndede; hver eneste kunne slynge sten på et hårs bredde og ikke ramme ved siden af" (Dom 20,15; Dom 20,16).

4. I det tidlige monarki:

Indtil dette tidspunkt havde israelitternes kampstyrker mere karakter af en milits. Mændene fra de stammer, der mest umiddelbart blev plaget af fjender, blev kaldt til handling af den leder, Gud havde oprejst, og blev hjemsendt, når nødsituationen var forbi. Kongedømmet medførte ændringer i militære forhold. Det var Israels lederes begrundelse, da de ønskede at få en konge, at han skulle drage ud foran dem og kæmpe deres kampe (1 Sam 8,20). Samuel havde advaret dem om, at et kongedømme ville kræve en professionel soldaterstand. “Han vil tage jeres sønner og sætte dem til at tjene sig ved sine vogne og som sine ryttere; og de skal løbe foran hans vogne; og han vil sætte dem til høvedsmænd over tusinder og høvedsmænd over halvtreds; og han vil sætte nogle til at pløje sin jord og høste sin høst og til at fremstille sine krigsredskaber og redskaberne til sine vogne” (1 Sam 8,11; 1 Sam 8,12). At det var den vej, den militære reform tog i perioden efter kongedømmets oprettelse, kan meget vel være tilfældet. Det tilfaldt Saul, da han besteg tronen, at stå imod de invaderende filistre og befri sit folk fra det åg, som de allerede havde lagt tungt over nogle dele af landet.

Filistrene var et militært folk, vel disciplineret og bevæbnet, med 30.000 vogne og 6.000 ryttere til deres rådighed, da de drog op til Mikmas (1 Sam 13,5). Hvilken chance havde uøvede opbud af vinbønder og hyrder fra Juda og Benjamin mod en sådan fjende? Ikke underligt, at israelitterne skjulte sig i huler og krat, i klipper, i jordhuller og i cisterner (1 Sam 13,6). Og det anføres af historikeren som den dybeste nationale fornedrelse, at israelitterne måtte gå ned til filistrene “for at hver mand kunne få slebet sin plovjernsspids, sin hakke, sin økse og sin le” (1 Sam 13,20), fordi filistrene havde ført deres smede bort for at forhindre dem i at fremstille sværd eller spyd.

Det var i denne fortvivlede situation, at kong Saul blev kaldet til at begynde kampen for frihed og national enhed i Israel. Sejrene ved Mikmas og Ela og den hårdt omstridte, men mislykkede og skæbnesvangre kamp ved Gilboa viser væksten i den krigeriske ånd og fremskridt både i disciplin og strategi. Efter befrielsen af Jabesh-Gilead beholdt Saul, i stedet for at hjemsende hele sit opbud, 3.000 mand under våben, og dette blev efter al sandsynlighed kernen i Israels stående hær (1 Sam 13,2). Fra dette tidspunkt og frem “tog Saul enhver stærk mand eller enhver tapper mand til sig, når han så ham” (1 Sam 14,52). Blandt de tapre mænd, som Saul holdt omkring sin person, var Jonatan og David de mest bemærkelsesværdige. Jonatan havde kommandoen over en afdeling på 1.000 mand i Gibea (1 Sam 13,2), og David var anfører for kongens livvagt (1 Sam 18,5; jf. 1 Sam 18,13). Da David kom under Sauls jalousi og slog ind på et fredløst liv i Judas bjergfæstninger, samlede han omkring sig i Adullams hule 400 mand (1 Sam 22,1; 1 Sam 22,2), som inden længe blev forøget til 600 (1 Sam 23,1; 1 Sam 23,3). Af fortællingen om Nabal (1 Sam 1) lærer vi, hvordan en flok som Davids kunne holdes i tjeneste, og vi forstår, at jordejere, som drog fordel af en væbnet styrkes tilstedeværelse, forventedes at sørge for de nødvendige forsyninger. Ved Davids tronbestigelse forblev denne krigerskare knyttet til hans person og blev rygraden i hans hær.

Vi kan identificere dem med gibborim – de vældige mænd, som Benaja senere blev anfører for (2 Sam 23,22; 2 Sam 23,23; 1 Kong 1,8), og som også kendes under navnet keretitter og peletitter (2 Sam 8,18). Disse kan have fået deres navn fra deres udenlandske oprindelse; de førstnævnte, på hebraisk kerethi, stammede oprindeligt fra Kreta, men var beslægtede med filistrene; og de sidstnævnte, på hebraisk pelethi, var filistre af fødsel. At der var udenlandske soldater i Davids tjeneste, ved vi fra eksemplerne Urias hittitten og Ittaj fra Gat. Davids gibborim er blevet sammenlignet med de romerske kejseres prætorianerkohorte, sultanernes janitsharer og de franske kongers schweizergarder. Joab var øverstkommanderende for Davids hær, og Davids dynasti stod i dyb gæld til denne rå og samvittighedsløse krigers, kongens nære slægtnings, militære geni.

5. Fra Salomos tid og fremefter:

I Salomos regeringstid, skønt fred var dens fremherskende kendetegn, kan der ikke have været nogen formindskelse af rigets væbnede styrker, for vi læser om militære ekspeditioner mod Edom og Syrien og Hamat, og også om fæstninger bygget i alle dele af landet, som ville kræve tropper til at bemande dem. Hasor, den gamle kana'anæiske hovedstad ved foden af Libanon; Megiddo, som beherskede den rige Jizre'elslette; Gezer, med udsigt over filisternes slette; Bet-Horon-byerne (Øvre og Nedre); og Tadmor i ørkenen; for ikke at tale om Jerusalem med Millo og den befæstede mur, var fæstninger, der krævede stærke garnisoner (1 Kong 9,15). Det er sandsynligt, at "udskrivningen", som var en så stor byrde for folket som helhed, omfattede tvungen militærtjeneste såvel som tvangsarbejde og var med til at skabe den utilfredshed, der kulminerede i Jeroboams oprør og til sidst i rigets deling. Skønt David af krigsbyttet fra sit sejrrige felttog mod Hadadezer, kongen af Soba, havde forbeholdt sig heste til 100 vogne (2 Sam 8,4), var rytteri og stridsvogne ikke en effektiv våbenart i hans regeringstid. Salomo derimod, idet han tilsidesatte de strengere israelitters betænkeligheder og den gamle lovs forskrifter (5 Mos 17,16), føjede heste og stridsvogne i stor målestok til nationens militære udrustning (1 Kong 10,26-29). Man mener, at det var fra Musri, et land i det nordlige Syrien besat af hittitterne, og Kue i Kilikien, at Salomo skaffede heste til sit rytteri og sine stridsvogne (1 Kong 10,29; 2 Krøn 1,16, hvor den bedste tekst har Mutsri og ikke det hebraiske ord for Egypten). Denne våbenart blev ikke blot betragtet med mistillid af de strengere israelitter, men blev i senere tider udtrykkeligt fordømt af profeterne (Es 2,7; Hos 1,7; Mika 5,10). Også hos profeterne, mere end i de historiske bøger, får vi kendskab til Assyriens og Babylons rytteri og stridsvogne, som på Sargons, Sankeribs og Nebukadnesars tid var blevet så frygtindgydende. Deres lansebærere og beredne bueskytter gav dem, sammen med deres stridsvogne, et sikkert overtag på krigsskuepladsen (Nah 3,2; Nah 3,3; Hab 1,8; Jer 46,4). Sammenlignet med disse var Israels og Judas kongers rytteri ubetydeligt, og det henviste Rabshake hånligt til (2 Kong 18,23), da han på Assyriens konges vegne lovede Judas høvdinge 2.000 heste, hvis Hizkija kunne sætte ryttere på dem.

6. Den hebraiske hærs organisation:

Som vi har set, blev enhver mand i Israel i en alder af tyve år efter den gamle lov pligtig til militærtjeneste (4 Mos 1,3; 4 Mos 26,2; 2 Krøn 25,5), ligesom enhver mand i den alder på et senere tidspunkt blev pligtig til at betale den halve shekel i tempelafgift. Josefus er vores kilde til den opfattelse, at ingen blev pålagt at gøre tjeneste efter det fyldte halvtredsindstyvende år (Ant., III, xii, 4). Levitterne var fritaget for militærtjeneste (4 Mos 2,33). I den deuteronomiske lov blev fritagelse givet til personer, der var trolovede, men ikke gift, til personer, der havde bygget et hus, men ikke indviet det, eller som havde plantet en vingård, men ikke spist af dens frugt, og til personer, der var modløse og frygtsomme, og hvis ængstelse kunne brede sig gennem rækkerne (5 Mos 20,1-9). Disse fritagelser går uden tvivl tilbage til høj oldtid, og i makkabæertiden gjaldt de stadig (1 Makk 3,56). Hæren var inddelt i enheder på 1.000, 100, 50 og i makkabæertiden 10, hver under sin egen anfører (Sar) (4 Mos 31,14; 1 Sam 8,12; 2 Kong 1,9; 2 Krøn 25,5; 1 Makk 3,55). I Uzzijas hær læser vi om "overhoveder for fædrenehuse", tapre krigere, som talte 2.600 og under sig havde en trænet hær på 307.500 mand (2 Krøn 26,12; 2 Krøn 26,13), hvor tallene dog har et præg af overdrivelse.

Over hele Israels hær stod, i overensstemmelse med teokratiets grundlæggende princip, Jahve selv, den øverste leder af hendes hære (1 Sam 8,7); det var "føreren for Herrens hær", som Josva og alle, der tjente under ham, skyldte troskab, der viste sig foran Jerikos mure for at hjælpe den tapre leder i hans forehavende. I dommertiden førte høvdingene selv, Barak, Gideon og Jefta, deres styrker personligt i kamp. Under monarkiet var hærføreren et embede adskilt fra kongens, og vi har Joab, Abner og Benaja nævnt som øverstkommanderende. En våbendrager ledsagede hærføreren såvel som kongen (1 Sam 14,6; 1 Sam 31,4; 1 Sam 31,5; 2 Sam 23,37). Der nævnes embedsmænd, som havde med folketællingen at gøre, copher, skriveren, knyttet til hærføreren (2 Kong 25,19; sammenlign 2 Sam 24,2; 1 Makk 5,42), og shoTer, mønstringsføreren, som førte registeret over dem, der var i militærtjeneste, og kendte de mænd, der havde fået autoriseret orlov (5 Mos 20,5, Drivers note).

7. Hæren i felten:

Før hæren drog ud, blev der holdt gudstjenester (Joel 3,9), og der blev bragt ofre ved begyndelsen af et felttog for at hellige krigen (Mika 3,5; Jer 6,4; Jer 22,7). I tidligere tider søgte man til oraklet (Dom 1,1; Dom 20,27; 1 Sam 14,37; 1 Sam 23,2; 1 Sam 28,6; 1 Sam 30,8), i senere tider til en profet (1 Kong 22,5; 2 Kong 3,13; 2 Kong 19,2; Jer 38,14). Der nævnes tilfælde, hvor arken fulgte hæren i felten (1 Sam 4,4; 1 Sam 14,18), og før slaget blev der også bragt ofre (1 Sam 7,9; 1 Sam 13,9), hvilket sædvanligvis gjorde en præsts nærvær nødvendigt (5 Mos 20,2). Der blev holdt krigsråd for at afgøre politiske og strategiske spørgsmål under en belejring eller et felttog (Jer 38,7; Jer 39,3). Signalet til angreb eller tilbagetog blev givet ved trompetstød (4 Mos 10,9; 2 Sam 2,28; 2 Sam 18,16; 1 Makk 16,8). Slagordenen var enkel: de tungt bevæbnede spydmænd dannede fortroppen, slyngere og bueskytter sluttede bagtroppen, støttet af heste og vogne, som rykkede frem foran efter behov (1 Sam 31,3; 1 Kong 22,31; 2 Krøn 14,9). Strategi blev taget i brug efter fjendens opstilling eller terrænets beskaffenhed (Jos 8,3; Jos 11,7; Dom 7,16; 1 Sam 15,5; 2 Sam 5,23; 2 Kong 3,11 ff).

Selv om David havde fremmede soldater i sin tjeneste, såsom hittitten Urias og Ittaj fra Gat, og selv om senere konger lejede udlændinge til deres felttog, var det først under makkabæernes kamp for uafhængighed, at lejesoldater kom i udbredt brug i den jødiske hær. Profeterne omtaler lejesoldater som en kilde til svaghed for den nation, der bruger dem (om Egypten, Jer 46,16; Jer 46,21; om Babylon, Jer 50,16). Fra makkabæertiden og fremefter brugte fyrsterne af den hasmonæiske familie dem, undertiden for at holde de urolige jøder i ave, undertiden for at støtte Roms våbenmagt. Herodes den Store havde lejesoldater af forskellige folk i sin hær. Når jødiske soldater derimod tog tjeneste hos Rom, var de efter deres lov forhindret i at gøre tjeneste på sabbatten. Tidligt i makkabæernes frihedskamp lod en gruppe hasidæere eller jødiske puritanere sig hugge ned til sidste mand hellere end at gribe til sværd på sabbatten (1 Makk 2,34 ff). Der findes endda optegnede tilfælde, hvor deres hedenske modstandere udnyttede deres samvittighedsskrupler til at påføre dem tab og nederlag (Ant., XIII, xii, 4; XIV, iv, 2).

8. Hærens forsyninger:

Før hæren var blevet et erhverv i Israel, og mens udskrivningerne stadig bestod af frivillige som Isajs sønner, modtog soldaterne ikke blot ingen løn, men måtte selv sørge for deres forsyninger eller være afhængige af rige jordejere som Nabal og Barzillaj (Jer 1; 2 Sam 19,31). I den periode, og også senere, var soldatens vigtigste belønning hans andel af det bytte, der blev vundet i krig (Dom 5,30; 1 Sam 30,22). Fra makkabæertiden får vi at vide, at en hær som Simons, der bestod af professionelle soldater, kun kunne opretholdes med store omkostninger (1 Makk 14,32).

9. I Det Nye Testamente:

Selv om de første soldater, vi læser om i Det Nye Testamente, var jødiske og ikke romerske (Luk 3,14; Mark 6,27), og selv om vi læser, at Herodes med sine »krigsfolk« deltog i at håne Jesus (Luk 23,11), er det for det meste den romerske hær, der træder frem for os. Den romerske legion, der omtrent bestod af 6.000 mand, var kendt for det jødiske folk, og ordet var blevet et udtryk for et stort antal (Matt 26,53; Mark 5,9). Centurioner fremtræder meget ærefuldt både i evangelierne og Apostlenes Gerninger (kenturion, Mark 15,39; hekatontarches, hekatontarchos, Matt 8,5; Luk 23,47; ApG 10,1; ApG 22,25; ApG 22,27). »Prætoriet« er den romerske prokurators residens i Jerusalem og i Cæsarea (Matt 27,27; ApG 23,35), eller prætorianergarden i Rom (Fil 1,13). Den augustæiske afdeling og den italienske afdeling (ApG 10,1; ApG 27,1) er kohorter af romerske soldater, der gjorde militærtjeneste i Cæsarea. I Jerusalem lå der på Paulus’ tid én kohorte under kommando af en chiliarchos, eller militærtribun (ApG 22,24). Det var fra dette regiment, at de dexiolaboi (ApG 23,23) blev udvalgt, som dannede en vagt for Paulus til Cæsarea: spydmænd, eller rettere kastespydskastere.

Billedligt: Blandt de militære metaforer, som Paulus bruger, han som tilbragte så meget af sin tid i de senere år af sit liv blandt romerske soldater, er nogle hentet fra den romerske soldats våben (se våben), og andre også fra en hærs disciplin, march og kamp. Således hentydes der til »felttjeneste« (2 Tim 2,3; 2 Tim 2,4; 2 Kor 10,3-6); til »orden og fast opstilling af soldater«, opstillet til kamp eller på march (Kol 2,5); til »triumftoget« til Capitol med dets følge af fanger og røgelse (2 Kor 2,14-16); og til »trompetens lyd«, når de trofaste kristne krigere skal indtage deres plads, hver mand i sin egen orden eller »deling« i Hærskarers Herres opstandelseshær (1 Kor 15,52; 1 Kor 15,53). (Se Dean Howson, Metaphors of Paul--"Roman Soldiers.")

De hære, som er i himlen (Åb 19,14; Åb 19,19), er engleskarerne, som stod til tjeneste for deres inkarnerede Herre i hans køds dage, og som i hans ophøjelse følger ham på hvide heste, klædt i fint linned, hvidt og rent (se Swetes note). Se videre rustning, våben.

T. Nicol.