a-ge'-us (Aggaios; King James Version Aggeus). Haggaj, en af de mindre profeter. Abraham profeterede i Dareios' regerings andet år (jf. Ezra 4,24; Ezra 5,1) sammen med Zakarias i Jerusalem (1 Esdras 6,1; 7,3). I 2 Esdras 1,40 nævnes han som en, der sammen med andre skal gives som »leder for folket fra øst«.

hag'-a-i, hag'-a-i (chaggay, et adjektiv dannet fra chagh, "fest"):

1. Navn:

Ordet "Haggaj" kan betyde "festlig", idet profeten muligvis blev født på en festdag; sammenlign det romerske navn "Festus". Hebraiske egennavne blev nogle gange dannet på denne måde, fx Barzillaj, "en mand af jern", fra barzel, "jern". Haggaj kan dog være en forkortning af Haggiah (1 Krøn 6,30), der betyder "Herrens fest", ligesom Mattenaj er en forkortning af Mattaniah (Ezra 10,33; Ezra 10,16). På græsk Haggaios, på latin Aggaeus eller Aggeus, nogle gange Haggaeus. Haggaj er den 10. blandt De tolv profeter.

2. Personlig historie:

Lidt kendes virkelig til hans personlige historie. Men vi ved, at han levede kort efter fangenskabet, idet han var den første blandt genopbygningens profeter. Fra Hag 2,3 i hans profetier sluttes det af mange, at han havde set det første tempel, som, som vi ved, blev ødelagt i 586 f.Kr. Hvis så, må han have profeteret da han var relativt gammel, for vi kender den nøjagtige dato for hans profetier, 520 f.Kr. Efter Ezra 5,1; Ezra 6,14 var han en samtidig med Zakarias og arbejdede sammen med ham på at genopbygge templet; desuden står hans navn sammen med Zakarias' navn i de græske, latinske og syriske bibeloversættelser som overskrift til visse salmer, fx Sl 111 (112), alene i Vulgata (Jeromes latinske bibel, 390-405 e.Kr.); Salmerne 125; 126, alene i Peshitta; Sl 137, alene i Septuaginta; Salmerne 146; 147; 148, i Septuaginta og Peshitta; og Sl 145, i Septuaginta, Peshitta og Vulgata; muligvis blev disse salmer indført i tempeltjenesten på deres anbefaling. Han var en profet med stor tro (sammenlign 2,1-5); det er muligt, at han også var præst (sammenlign 2,10-19). Ligesom Malakias bærer han titlen "Herrens sendebud" (Hag 1,13; sammenlign Mal 3,1). Efter jødisk tradition var han medlem af Storsanhedringen.

3. Gerning:

Haggajs gerning var intenst praktisk og vigtig. Herren brugte ham til at vække samvittigheden og stimulere sin landsmænds entusiasme for templets genopbygning. "Ingen profet optraadte nogensinde på et mere kritisk tidspunkt i folkets historie, og det kan føjes til, ingen profet var mere succesrig" (Marcus Dods). Zakarias assisterede ham (sammenlign Hag 1,1; Zak 1,1).

4. Periode og omstændigheder:

Haggajs profetier er, ligesom Ezekiels, dateret "i Darius' anden regeringsår" (Hag 1,1; Hag 2,10), dvs. 520 f.Kr. Jøderne, 42.360 i antal (Ezra 2,64), var vendt tilbage fra Babylon 16 år tidligere (536 f.Kr.), under ledelsen af Zerubbabel, samfundets verdslige leder, og Josva, den gejstlige. Kyros' gavmilde edikt havde gjort tilbagevenden mulig (sammenlign Ezra 1,1-4). De nye kolonister havde bosatte sig i Jerusalem og i de nabokommuner som Betlehem, Betel, Anathot, Gibeon, Kiriath-Jearim og andre i nærheden (Ezra 2,20). Ivrige efter at genetablere helligdommens offentlige gudstjeneste, gjorde de sig straks til at opføre brændofferalter på dets gamle sted (Ezra 3,2; Ezra 3,3; sammenlign Hag 2,14). Der blev også lavet planer for templets øjeblikkelige genopbygning, og grundstenen blev faktisk lagt i det 2. måned af tilbagevendelsens 2. år (Ezra 3,8-10), men arbejdet blev pludselig afbrudt af de jaloux, halvblods-, halvt hedenske samaritere, efterkommere af de fremmede kolonister, der blev ført ind i Samaria i 722 f.Kr. (sammenlign 2 Kong 17,24-41), hvis tilbud om at samarbejde blev afvist (Ezra 4,1-5; Ezra 4,24). I 16 år derefter blev der ikke gjort noget for at rejse overbygningen (Ezra 4,5; Ezra 4,24; Ezra 5,16); ja, jøderne blev ligeglade og begyndte at bygge til sig selv "loftsede huse" (Hag 1,4). (W. H. Kosters har forsøgt at vise, at der ikke var nogen tilbagevenden under Kyros, og at Haggaj og Zakarias, som aldrig hentyder til nogen tilbagevenden, men snarere ser tilbagevendelsen som stadig i fremtiden (sammenlign Zak 2,6; Zak 2,7), prædikede for de jøder, der blev i Jerusalem, aldrig var blevet ført af Nebukadnezar i fangenskab i 586 f.Kr. Men denne teori modsiges af for mange samstemmende linjer fra Skriftsteder til at give alvorlig troværdighed.) Med Darius Hystaspes' (dvs. Darius, Hystaspes' søn) tronbestigelse vendtes vandene. Darius var en sand efterfølger af Kyros og favoriserede religionsfrihed. Gennem påvirkning fra profeterne Haggaj og Zakarias blev folket vakt fra deres sløvhed, og genopbygningsarbejdet blev genoptaget med energi i 520 f.Kr. (Hag 1,14; Hag 1,15). Fundamenterne blev lagt på ny (Hag 2,18). Fire år senere, i Darius' 6. regeringsår, blev hele konstruktionen fuldført og indviet (Ezra 6,15). I mellemtiden fandt vigtige begivenheder sted i det persiske rige. Ved Kambyses' død (522 f.Kr.) var tronen blevet besat af en usurpator, den såkaldte Pseudo-Smerdis, som dog kun besad den i ca. 7 måneder. Han blev myrdet af Darius, og denne blev ophøjet til tronen. Men dette gav andre ambitiøse pretendenter grund til at gøre oprør, og mange provinser gjorde opstand, blandt dem Susiana, Media, Assyrien, Armenien, Partien og andre (sammenlign den berømte Behistun-indskrift). I alt udkæmpede Darius 19 slag for at kuede sine rivaler, og lykkedes det ikke fuldt ud at besejre alle sine fjender før året efter Haggaj profeterede. Dette forklarer profetens gentagne hentydninger til Herrens "rysten" af nationerne (2,6.7.21.22). Haggaj synes at betragte "rysten" af nationerne som forløberen for Messias-tiden. Det var derfor vigtig fra profetens synspunkt, at Herrens tempel blev gjort klar til Messias' komst, så det kunne blive verdens religionscenter (sammenlign Es 2,2-4). Den nøjagtige dato for Haggajs prædiken var fra september til december, 520 f.Kr.

5. Analyse:

Haggajs profetier er daterede og derfor lette at analysere. De består af fire klart adskilte taler, alle fire holdt inden for 4 måneder i året 520 f.Kr.:

(1) Hag 1, holdt på den 1. dag i den 6. måned (september), hvor profeten bebrejder folket deres ligegyldighed over for arbejdet med at genopbygge templet og advarer dem om at give agt på deres veje; han forsikrer dem om, at deres udsættelse ikke skyldtes mangel på midler (1,4), og at Gud på grund af deres sløvhed holdt markens afgrøde tilbage (1,10). Virkningen af denne appel var, at 24 dage senere begyndte hele folket, inklusive Zerubbabel og Josva, genopbygningsarbejdet (1,14.15).

(2) Hag 2,1-9, holdt på den 21. dag i den 7. måned (oktober), hvilket var omtrent en måned efter, at arbejdet var blevet genoptaget, og som indeholder en opmuntrende bemærkning til dem, der følte, at den nye bygning var bestemt til at blive så langt ringere end Salomos tempel. Profeten forsikrer dem derimod om, at den senere herlighed for det nye hus skal overstråle Salomos prægtige tempel, for snart vil en stor »rystelse« fra Jahves side blandt folkeslagene indvarsle den messianske tidsalder, og alle folkeslags kostbare ting vil strømme ind for at forskønne det (jf. Hebr 12,26-28).

(3) Hag 2,10-19, holdt på den 24. dag i den 9. måned (december), hvilket var nøjagtig 3 måneder efter, at byggeriet var blevet genoptaget, og som, ligesom den første tale, indeholder en irettesættelse af folket på grund af deres ligegyldighed og træghed. Talen er udformet som en lignelse (2,11-14), hvorigennem profeten forklarer, hvorfor folkets bønner forbliver ubesvarede. Det er, fordi de så længe har udskudt fuldførelsen af templet; en skyldens besmittelse fordærver alt, hvad de gør, og svidning og meldug og hagl, og følgelig ufrugtbare tider, er resultatet. På den anden side: hvis de blot vil gå fremad med arbejdet, vil Jahve igen velsigne dem, og frugtbare tider vil følge deres genoplivede iver (2,19; jf. Zak 8,9-12).

(4) Hag 2,20-23, holdt på den 24. dag i den 9. måned, den selvsamme dag som den, hvor talen i 2,10-19 blev holdt. Rækkefølgen er umiddelbar. For når Jahve »ryster« folkeslagene, vil han stadfæste Zerubbabel, repræsentanten for det davidiske dynasti og genstanden for de patriotiske håb. Når de hedenske magter styrtes, vil Zerubbabel stå urokket som Jahves ærede og betroede stedfortræder og som det kostbare segl på Jahves hånd (jf. Jer 22,24; Højs 8,6).

6. Budskab:

Det mest iøjnefaldende træk ved Haggajs budskab er dets gentagne krav på guddommelig oprindelse: 5 gange i de 38 vers af hans profetier fortæller han os, at »Jahves ord kom« til ham (Hag 1,1; Hag 1,3; Hag 2,1; Hag 2,10; Hag 2,20); 4 gange bruger han også formlen: »Så siger Hærskarers Jahve« (1,2.5.7; 2,11); 5 gange »siger Hærskarers Jahve« (1,9; 2,6.7.9.23); og 4 gange blot »siger Jahve« (1,13; 2,4.14.17). I alt bruger han det ophøjede udtryk »Hærskarers Jahve« 14 gange, foruden 19 gentagelser af det ene, men uudsigelige navn »Jahve«. Den mest iøjnefaldende sætning i alle hans profetier er sandsynligvis den, der findes i 1,13: »Da talte Haggaj, Jahves sendebud, i Jahves budskab til folket.« Hans eneste formål, som vi har set ovenfor, var at opmuntre til tempelbyggeriet. Dette synes han at have betragtet som væsentligt for renheden i Israels religion. Hans hovedformaning er: »Giv agt på jeres veje« (1,5.7; jf. 2,15.18). Hans profetier afspejler forholdene i hans tid. Han peger på domme som bevis på det guddommelige mishag (1,9.10; 2,15-19). I modsætning til de tidligere profeter fordømmer han ikke afgudsdyrkelse; men ligesom sin samtidige, Zakarias, og sin efterfølger, Malakias, lægger han vægt på religionens ydre side. Hovedinteressen samler sig om den noget usædvanlige lignelse i Hag 2,10-19, som lærer, at hellighed ikke smitter, men at ondskab gør. »Den svage duft af hellighed, der kom fra deres alter og ofre, var for svag til at gennemtrænge den verdslige atmosfære i deres liv« (A. B. Davidson, Exile and Restoration, 82). Haggaj hævder, at Israels ofre i 16 år havde været urene i Guds øjne og ikke havde bragt dem nogen velsignelse, fordi de havde ladet templet ligge i ruiner; og at mens et sundt menneske ikke kan give sin sundhed til en anden ved at røre ved ham, kan et sygt menneske let sprede smitte blandt alle omkring sig. Tanken er tankevækkende. Haggaj kan have været præst eller ikke, »men i en så kort profeti er denne udførlige hentydning til ritualet meget betydningsfuld.« En anden meget iøjnefaldende tanke i Haggajs bog er hans henvisning til Zerubbabel som Jahves »tjener« og »segl«, som Jahve har »udvalgt« (2,23). Wellhausen betragter disse ord som ensbetydende med at gøre Zerubbabel til Messias; men det er tilstrækkeligt at tænke, at profeten kun forsøger at genindsætte ham i den ærefulde stilling, som hans bedstefar, Jekonja, i Jer 22,24, var blevet nedværdiget fra. Således ville profeten knytte Zerubbabel, det politiske håb for menigheden efter eksilet, til Judas kongelige linje. Esajas taler om Kyros i lignende vendinger uden nogen messiansk antydning (Es 44,28; Es 45,1). På den anden side anerkendes den underforståede messianske betydning af Hag 2,7; Hag 2,8 fra alle sider.

7. Stil:

Haggajs stil passer til indholdet af hans profetier. Selv om han er mindre poetisk end sine forgængere, mangler parallelisme dog ikke helt i hans sætning (Hag 2,8). Sammenlignet med de større profetbøger er hans korte budskab blevet kaldt "klart og usmykket", "mat og prosaisk"; dog må det anerkendes, at han ikke mangler patos, når han irettesætter, eller kraft, når han formaner. Skønt han lider under en fattigdom på udtryk og ofte gentager de samme formler, var han dog dybt alvorlig og blev den mest vellykkede i sit formål af alle i sin klasse. Han var særlig glad for spørgsmål. I bedste fald har vi sandsynligvis kun et sammendrag af, hvad han faktisk prædikede.

8. Kritik:

De kritiske spørgsmål, der er involveret i Haggajs tilfælde, er ikke alvorlige: Hag 2,5 a mangler for eksempel i Septuaginta; til 2,14 føjer Septuaginta noget fra Am 5,10; Am 5,17 ligner meget og synes afhængig af Am 4,9; Am 1,7 b og 13 forkastes af nogle som senere interpolationer; mens Klostermann og Marti hævder, at bogen som helhed slet ikke blev skrevet af Haggaj, men snarere handler om hans profetiske virksomhed, en helt ubegrundet antagelse uden noget væsentligt bevis til fordel for sig.

LITTERATUR.

Driver, New Century Bible, "The Minor Prophets," II, 1906; LOT, 1909; G. A. Smith, Expositor's Bible, "The Twelve Prophets," II, 1898; E. B. Pusey, The Minor Prophets, II, 1878; M. Dods, "Handbooks for Bible Classes," Hag, Zec, Mal; J. Wellhausen, Die kleinen Propheten ubersetzt u. erklart, 1898; W. Nowack, Die kleinen Propheten ubersetzt u. erklart, 1905; K. Marti, Dodekapropheton erklart, 1904; H. G. Mitchell, ICC, 1912.

George L. Robinson