ho-she'-a (hoshea`, "frelse"; Hosee, 2 Kong 17,1-9):

1. En satrap under Assyrien:

Søn af Ela, Israels 19. og sidste konge. Tiden var præget af social omvæltning og dynastiske forandringer. Af Israels sidste fem konger havde fire mødt deres død ved vold. Hosea var selv en af disse snigmordere (2 Kong 15,30) og Tiglat-Pileser III's udpegede mand; i hans annaler står der: "Peka dræbte jeg, Hosea satte jeg over dem." Skønt Hosea blev kaldt konge, var han således i virkeligheden en satrap under Assyrien og beholdt kun sin udnævnelse, så længe han opførte sig tilfredsstillende. Det rige, han forvaltede, var kun en skygge af sit tidligere selv. Tiglat-Pileser havde allerede ført de nordlige stammer Zebulon, Naftali, Asher og Dan i fangenskab; ligeså de to og en halv stamme øst for Jordan (2 Kong 15,29). Bortset fra dem, der udgjorde Judas rige, var kun Efraim, Issakar og Manasses halve stamme tilbage.

2. Det formindskede rige Israel:

Esajas henviser til Syriens fald med ordene: "Damaskus er fjernet fra at være en by" (Es 17,1), og til de fremmede besættelser af Nordisrael med ordene: "Han bragte foragt over Zebulons land og Naftalis land .... ved vejen til havet, på den anden side af Jordan, folkeslagenes Galilæa" (Es 9,1).

3. Hoseas Bog og Efraim:

Men Hoseas Bog er den profetbog, i hvis skrifter vi tydeligst ser afspejlingen af datidens politik og den ændrede tilstand i Israel. I den 2. afdeling af hans bog, kapitlerne 4-14, behandler Hoseas Bog en tilstand, som kun kan ligge efter den første store deportation af israelitter, og som derfor hører til Pekas og Hoseas regeringstid. Da den større del af nationen var fjernet, retter han ikke længere sine udsagn til hele Israel, men til Efraim, den førende af de tilbageværende stammer. Dette navn bruger han ikke færre end 35 gange, dog ikke sådan at betegnelsen "Israel" helt udelukkes, som i 11,1: "Da Israel var barn, elskede jeg ham," hvor hele nationen i sådanne tilfælde menes. Af de 35 forekomster af "Efraim" er den første: "Efraim er knyttet til afguder; lad ham være" (4,17), og den sidste: "Efraim skal sige: Hvad har jeg mere med afguder at gøre?" (14,8), hvilket viser, at efter profetens vurdering lå den afgudiske dyrkelse af Jahve, sådan som den var forbundet med guldkalvene i Dan og Betel, ved roden af nationens ulykker.

4. Hoseas afhængige stilling:

Over dette indskrumpede og svækkede rige--som i hovedtræk svarer til det samaritanske område i Det Nye Testamente--blev Hosea sat som vicekonge for en fremmed magt. Det første officielle år for hans styre var 729, selv om han kan være blevet udnævnt nogle måneder tidligere. Tiglat-Pileser III døde i 727, så der blev sandsynligvis betalt tribut til Nineve i tre år. Der fandtes imidlertid et politisk parti i Samaria, som, nedtrykt af grusomme udpresninger, ønskede at indgå en alliance med Egypten i håb om, at det i de to verdensmagters jalousi og modsætninger kunne finde en vis lettelse eller endda en grad af uafhængighed. Hoseas Bog, selv en profet fra nord, lader os se under overfladen af hoflivet i Samaria. "De kalder på Egypten, de går til Assyrien" (Hos 7,11), og igen: "De slutter pagt med Assyrien, og olie føres til Egypten" (Hos 12,1). Dette politiske dobbeltspil, som det var kongens vigtigste pligt at frelse sit folk fra, havde sandsynligvis sin oprindelse omkring tidspunktet for Tiglat-Pilesers død i 727.

5. Hans forræderiske handling:

Denne begivenhed forårsagede eller fremmede den forræderiske handling, og transporten af store mængder olie ad vejen mod syd var en anskuelsesundervisning, som alle kunne læse. Ved Salmanassar IV's tronbestigelse--han er Bibelens Salmanassar (2 Kong 17,3; 2 Kong 18,9)--synes Hosea at have bragt, eller sendt, den årlige tribut for 726 til skatkammeret i Nineve (2 Kong 17,3). Teksten er ikke klar med hensyn til, hvem der bragte denne tribut, men ud fra udsagnet om, at Salmanassar drog op imod ham, og at Hosea blev hans tjener, kan man antage, at tributten for det første år efter Tiglat-Pilesers død først blev nægtet, men derefter, da en militær demonstration fandt sted, blev betalt, og lydighed blev lovet. I et sådant tilfælde ville Hosea blive pålagt at møde ved sin lensherres hof og hylde herskeren.

6. Hans endelige arrestation:

Det er sandsynligvis, hvad der skete, ikke uden undersøgelse af fortiden. Der blev således vakt alvorlige mistanker om Hoseas loyalitet, og da disse blev bekræftet ved tilståelsen eller opdagelsen af, at sendebud var gået til "So, Egyptens konge," og ved den yderligere tilbageholdelse af tributten (2 Kong 17,4), blev Hosea arresteret og lukket inde i fængsel. Her forsvinder han fra historien. Sådan var den vanærende afslutning på en kongerække, hvoraf ikke én, gennem alle omskiftelserne i to og et kvart århundrede, havde været i harmoni med den teokratiske ånd eller indset, at statens sande velfærd og værdighed lå i den ublandede dyrkelse af Jahve.

7. Slaget ved Bet-Arbel:

Med Hosea i sine hænder rykkede Salmanassars tropper i foråret eller sommeren 725 frem for at fuldføre Assyriens værk i Israels land. Esajas har meget at sige i sine 10. og 11. kapitler om »assyrerens« guddommeligt godkendte mission og om den endelige skæbne, der skulle ramme ham for hans stolthed og grusomhed i udførelsen af hans mission. Felttoget var ikke uden blodsudgydelse. Ved Bet-Arbel--som i dag ikke er identificeret--mødtes de fjendtlige styrker, med det resultat man kunne vente. »Shalman ødelagde Bet-Arbel på kampens dag« (Hos 10,14). Den slagne hær søgte tilflugt bag Samarias mure, og belejringen begyndte. Byen lå godt med henblik på forsvar, idet den var bygget på toppen af en ensom høj, hvilket var Omris grund til at flytte hovedstaden fra Tirsa (1 Kong 16,24). Det var sandsynligvis mens belejringen stod på, at Esajas skrev sin profeti: »Ve stoltheden, kronen hos Efraims drankere,« osv. (Es 28), hvor Samarias høj med dens krans af mure sammenlignes med et diadem af blomster, båret i et drikkegilde, som skulle visne og dø. Mikas klagesang over Samarias fald (kapitel 1) har den samme topografiske note: »Jeg vil styrte dens sten ned i dalen, og jeg vil blotlægge dens grundvolde« (1,6).

8. Samarias fald i 721:

Salmanassars regering varede nøjagtig fem år, fra december 727 til december 722, og byen faldt i den 1. måned af hans efterfølgers regering. Historien om dens fald sammenfattes i Sargons store Khorsabad-indskrift med disse ord: »Samaria belejrede jeg, jeg indtog det. 27.290 af dets indbyggere førte jeg bort. 50 stridsvogne samlede jeg blandt dem. Resten af deres ejendom lod jeg tage.«

9. Hoseas karakter:

Hoseas karakter sammenfattes i den forbeholdne vending: »Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, dog ikke som Israels konger, der havde været før ham.« Meningen kan være, at selv om han ikke var en mand med høje principper eller med et dadelfrit liv, gav han ikke afgudsdyrkelsen i Betel den officielle sanktion og fremtrædende plads, som hver af hans 18 forgængere havde gjort. Ifølge Hos 10,6 skulle Samarias guldkalv føres til Assyrien, til skam for dens tidligere tilbedere.

W. Shaw Caldecott