kelebh; (sammenlign arabisk kelb, "hund"); kuon; (og diminutiv kunarion): Henvisninger til hunden, både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente, er som regel af ringeagtende karakter. En hund, og især en død hund, bruges som billede på ubetydelighed. Goliat siger til David (1 Sam 17,43 ): "Er jeg en hund, siden du kommer imod mig med stave?" David siger til Saul (1 Sam 24,14): "Hvem forfølger du? En død hund, en loppe." Mefiboshet siger til David (2 Sam 9,8): "Hvad er din tjener, siden du ser til en død hund som mig?" Det samme billede findes i Hazaels ord til Elisa (2 Kong 8,13). Betydningen, som er uklar i KJV, kommer godt frem i RV: "Men hvad er din tjener, som blot er en hund, at han skulle gøre denne store ting?" Man bør lægge mærke til den karakteristisk orientalske spørgende form i disse udtryk.

Andre steder udtrykker indirekte den lave agtelse, hunde blev holdt i. Intet værre kunne ske et menneske, end at dets legeme blev fortæret af hunde (1 Kong 14,11; 1 Kong 16,4; 1 Kong 21,19; 1 Kong 21,23, osv.). Job 30,1 siger om de unge, som håner ham, at han ikke engang ville have sat deres fædre sammen med sin hjords hunde. I Fil 3,2 og Åb 22,15 stilles hunde sammen med onde arbejdere, troldmænd osv. I Matt 7,6 læser vi: "Giv ikke det hellige til hundene, og kast heller ikke jeres perler for svinene." Job 30,1 (citeret ovenfor) henviser til brugen af hunde til at vogte hjorde; og sammenligningen af uduelige vægtere med stumme hunde (Es 56,10) antyder, at i det mindste nogle hunde er nyttige. I den apokryfe Tobits Bog er Tobias' hund hans ledsager på hans rejser (Tobit 5,16; 11,4; om dette se Expository Times, XI, 258; HDB, IV, 989; Geiger, Civilization of E. Iranians, I, 85 ff).

Der er desuden henvisningen til greyhounden (Ordsp 30,31 engelske oversættelser) som en af de fire ting, der er "statelige i deres gang." Men gengivelsen "greyhound" hviler udelukkende på en slutning og er i strid med Septuaginta og Vulgata, som henholdsvis har alektor og gallus, dvs. "hane," KJV's randnote "hest." Hebraisk har zarzir mothnayim, som KJV's randnote gengiver "bundet om lænderne." RV, randnote, har "stridshest," hebraisk "godt bundet (eller, godt sammenføjet) om lænderne." Til støtte for betydningen "bundet" for zarzir findes ordet zer, som sammen med zarzir henføres til den forældede rod zarar og det arabiske zirr, "knap," fra zarr, "at knappe", "at sammentrykke." Desuden kræver det logisk set en ændring i teksten at gengive zarzir med "hane," for mothnayim, "lænder," bliver superlativt og upassende (se Encyclopedia Biblica, under ordet "Cock"). På den anden side er det arabiske zarzur en stær (sammenlign arabisk zarzar, "at udstøde skrig," sagt om fugle; carcar, "at råbe"; carcar, "kakerlak" eller "fårekylling"). Også ifølge Encyclopedia Biblica (s. v. "Cock") betyder "det talmudiske zarzir .... en eller anden fugl (en slags ravn)." Hvis teksten bliver stående, synes der ikke at være nogen bedre gengivelse end "bundet om lænderne," hvilket rimeligvis kunne tages som en henvisning til en stridshest eller til en greyhound. I så fald ville den persiske greyhound være ment, en langhåret race, som ifølge Royal Natural History er mindre hurtig end den engelske race og bruges til at jage gazeller og til jagt på vildæslet, og som ifølge Doughty (Arabia Deseria) holdes af beduinerne. "Disse hunde siges undertiden at blive forsynet med et bælte af deres ejere for at forhindre dem i at overspise og blive fede" (L. Fletcher, British Museum (Natural History)).

Tamhunde stammer sandsynligvis fra forskellige arter af ulve og sjakaler. I den forbindelse er det værd at bemærke, at hundene i bestemte områder i høj grad ligner ulvene i de samme områder. Pariahundene i Syrien og Israels land ligner sjakalerne, især i farve og hale, men adskiller sig ved deres større størrelse og ved formen på snude og ører. Det er rimeligt at antage, at de i det store og hele er de samme som dem, der fandtes på Bibelens tid. De er i almindelighed milde og harmløse skabninger og er værdifulde som skraldeædere, men forstyrrer natten med deres gøen. Hvert kvarter i byen har sin egen flok hunde, som energisk modsætter sig enhver indtrængen på dens område. En hund, som af en eller anden grund befinder sig på fremmed område, kommer hjem så hurtigt som muligt og er heldig, hvis den ikke må løbe spidsrod gennem en flok ondskabsfulde fjender. Pariahunden opdrages undertiden til at være fårehund, men de bedste hyrdehunde er store, ulveagtige skabninger, som sædvanligvis fås fra Kurdistan.

Alfred Ely Day