ho'-ran (chawran; Septuagint Auranitis, also with aspirate):

1. Udstrækningen af provinsen i oldtiden:

En provins i det østlige Israels land, som i Ez 47,16; Ez 47,18 strakte sig fra Dan i nord til Gilead i syd og omfattede alt, hvad der lå mellem Jordan og ørkenen. Det omfattede således de distrikter, som i dag kendt som el-Jedur, el-Jaulan og el-Chauran. Det svarede omtrent til jurisdiktionen for den moderne tyrkiske statholder i Hauran. Auranitter fra senere tider svarede mere præcist til Hauran i dag.

2. Moderne Hauran:

Nanet Chauran betyder sandsynligvis »hullandskab«. Mellem Jebel ed-Druze (se BASHAN (BJERG AF)) i øst og Jedua og Jaulan (se GOLAN) i vest løber en bred dal fra Jebel el `Aswad i nord til Yarmuk i sydvest og den åbne ørken i sydøst. Den ligger 450-600 meter over havets overflade og er næsten 80 kilometer lang og 72 kilometer bred. Chauran beskriver den passende. Til det moderne Chauran regner man 3 distrikter, som er klart sondrede i lokalbefolkningens tale:

3. En-Nuqrah:

(1) En-Nuqrah, »hullet«. Denne distrikt grænser til ørkenen i sydøst, det lave bjergkæde ez Zumleh i sydvest, Jaulan i vest, el-Leja' i nord og Jebel ed-Druze i øst. Jorden, som består af vulkansk grus, er usædvanlig frugtbar. Hist og her kan man finde et vinmarksklippeparti; men landet er praktisk talt uden træer: det karakteristiske produkt er hvede, og landsbybefolkningen er næsten udelukkende optaget af dets dyrkning.

4. El-Leja':

(2) El-Leja', »tilflugtsstedet«. Dette er et stenigt område, der ligger nord for en-Nuqrah. Det er helt vulkansk og antager groft set form som en trekant med spids i nord ved el Burak og en base på næsten 32 kilometer i syd. For de generelle karakteristika ved denne distrikt se TRACHONITIS. Dets skarpt markerede grænse, hvor de stenige kanter falder ned i omgivende slette, har få nogle til at tro, at her har vi chebhel 'argobh, »målelodden af Argob«. Se dog ARGOB. Der er lidt landbrug egnet til dyrkning, og araberne, som bebor størstedelen, har et dårligt ry. Som tilflugtssted for jagter mennesker og flygtninge fra retfærdighed fortjener det sine navn rigtigt.

5. El-Jebel:

(3) El-Jebel, »bjerget«. Dette er det store vulkanske bjergkæde, som står på kanten af ørkenen og beskytter de frugtbare egne af el-Chauran mod sandindfald, kendt til forskellige tider som Mons Asaldamus, Jebel Chauran og Jebel ed-Druze. Sidstnævnte er det navn, det bærer i dag på grund af druzerindvandring her efter massakren på Bjerg Libanon i 1860. Dette frit gesindede folk har været en torn i siden på tyrkerne siden: og hvorvidt de seneste operationer mod dem (januar 1911) vil resultere i deres fuldstændige underkuelse, er endnu usikkert. De vestlige skrænter af bjerget er godt dyrket og meget frugtbart; vigtigårde florerer; og der er store skovbevoksede strækninger. Kalkhad, der markerer den østlige grænse for Israels land, står på bjergets ryg. I syd når Jebel el-Kuleib, hvor kæden kulminerer, en højde af 1.745 meter. Jebel Chauran nævnes i Mishna (Rosh ha-shanah, ii.4) som en af højderne, hvorfra ildtegn blev blinkede for at annoncere det nye års komme. For dets historie se BASHAN. Ruinerne, som er så talrige i landet, dateres for størstedelen fra de tidlige kristne århundreder; og sandsynligvis er intet, der viser sig over jorden, ældre end den romerske periode. Underbygningerne imidlertid og de underjordiske boliger, som findes forskellige steder, f.eks. ved Der`ah, kan være meget gamle. Den seneste omtale af en kristelig bygning er i en indskrift, som den nuværende forfatter fandt ved el-Kufr, som fortæller om grundlæggelsen af en kirke i år 720 e.Kr. (PEFS, juli 1895, s. 275, indskrift nr. 150). En god beskrivelse af Hauran og dets byer findes i HGHL, XXIX, 611.

W. Ewing