Haran
Easton's Bible Dictionary
Hebr. haran; dvs. “bjergbo.” Teras ældste søn, bror til Abraham og Nakor og far til Lot, Milka og Jiska. Han døde før sin far (1 Mos 11,27), i kaldæernes Ur.
Hebr. haran, dvs. “udtørret;” eller sandsynligvis fra det akkadiske charana, der betyder “en vej.” En berømt by i Vestasien, nu Harran, hvor Abram blev, efter at han havde forladt kaldæernes Ur, indtil hans far Tera døde (1 Mos 11,31, 32), hvorefter han fortsatte sin rejse til Kanaans land. Den kaldes “Charran” i LXX og i ApG 7,2. Den kaldes “Nakors by” (1 Mos 24,10), og Jakob boede her hos Laban (30,43). Den lå ved floden Belik, en biflod til Eufrat, omkring 70 miles oven for det sted, hvor den løber sammen med denne flod i Øvre Mesopotamien eller Paddan-Aram, og omkring 600 miles nordvest for Ur i lige linje. Den lå på karavaneruten mellem øst og vest. Den nævnes senere blandt de byer, som Assyriens konge indtog (2 Kong 19,12; Es 37,12). Den var kendt af grækerne og romerne under navnet Carrhae.
Søn af Kaleb af Juda (1 Krøn 2,46) med hans medhustru Efa.
International Standard Bible Encyclopedia
Haran (1)
ha'-ran (haran):
(1) Søn af Tera, yngre bror til Abraham og Nahor og far til Lot (1 Mos 11,27). Han havde to døtre, Milka og Jiska (1 Mos 11,29).
(2) En gershonit, af Shimeis slægt (1 Krøn 23,9).
International Standard Bible Encyclopedia
Haran (2)
ha'-ran (charan; Charhran): Byen hvor Terah slog sig ned, da han brød op fra Ur (1 Mos 11,31); herfra drog Abram ud på sin trosfærd til Kanaan (1 Mos 12,1). Det var sandsynligvis "Nahors by", som Abrahams tjener kom til for at finde en hustru til Isak (1 Mos 24,10). Hertil kom Jakob, da han flygtede for Esaus vrede (1 Mos 27,43). Her mødte han sin brud (1 Mos 29,4), og på de nærliggende græsgange vogtede han Labans hjorde. Det er en af de byer, som Rabsjake nævner som ødelagt af Assyriens konge (2 Kong 19,12; Es 37,12). Ezekiel taler om handlende fra Haran, som handlede med Tyrus (27,23).
Navnet optræder i assyrisk-babylonsk som Charran, som betyder "vej"; muligvis fordi handelsvejen fra Damaskus her sluttede sig til vejen fra Ninive til Karchemis. Det nævnes i indskriften på Tiglatpileser I's prisme. Det var siden oldtiden et sæde for tilbedelsen af Sin, måneguden. Et tempel blev bygget af Salmanassar II. Haran synes at have deltaget i oprøret mod Assur (763 f.Kr., året med solformørkelsen, 15. juni). De rettigheder, der da tabtes, blev gengivet af Sargon II. Templet, som var ødelagt, blev genopbygget af Assurbanipal, som her blev kronet med Sins krone. Haran og templet led meget skade under invasionen af Umman-Manda (Mederne). Nabuna'id gjorde templet og byen i stand og prydede dem i stor stil. Nær Haran besejrede og dræbte partherne Crassus (53 f.Kr.), og her blev Caracalla myrdet (217 e.Kr.). I det 4. århundrede var det sæde for et bispedømme; men tilbedelsen af månen fortsatte langt ind i de kristne århundreder. Det vigtigste tempel var skueplads for hedensk tilbedelse indtil det 11. århundrede og blev ødelagt af mongolerne i det 13.
Den antikke by repræsenteres af det moderne Charran sydøst for Edessa ved floden Belias, en biflod til Eufrat. Ruinerne ligger på begge sider af åen og omfatter levningerne af et meget gammelt kastell, bygget af store basaltblokke med firkantede søjler, 8 fod tykke, som bærer et hvælvet tag omkring 30 fod højt. Levninger af det gamle domkirke er også påfaldende. Der er ikke fundet indskrifter her endnu, men et fragment af en assyrisk løve er blevet udgravet. En brønd i nærheden identificeres som den brønd, hvor Eliezer mødte Rebekka.
I ApG 7,2; ApG 7,4 giver King James Version navnet som Charran.
W. Ewing
Se også
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).