hok (nets; hierax og glaux; Latin Accipiter nisus): Et rovfugl af slægten accipiter. Store høge var talrige i Israels land. De største var omkring 60 cm lange, har flade hoveder, krumme næb, stærke kløer og øjne, som synes at være de skarpeste og mest omfattende af alle fugles. De kan glide over Hellige Lands længde eller bredde mange gange om dagen. Det er værd at vide, at tåge og skyer forstyrrer fuglenes syn, og de gemmer sig og venter sultne og tavse på pænt vejr, så man kun vil se dem sejle og kredse på klare dage. Disse store høge og glenten har ørneagtig karakter, bygger rede på Karmel og på Galileas bjerge, i store træer og på bjergkamme. De flokkes nær Beerseba og lever i utallige antal i det døde havs ørken. De bygger primitive reder af pinde og små grene og bringer det meste føde levende til deres unger. Selvfølgelig var de blandt de rovfugle, der sværmer over det friske affald fra slagtning og offergaver. Ingen fugl styrer med sin hale under flugt mere udtalt end høgen. Disse store fugle er året rundt beboere, hvilket uden tvivl er grunden til, at folket skeldte dem fra mindre familier, der vandrede. De kendte glenten, som Esajas nævnte, da han forudsagde Esaus fald. Med dem de mindre, lysere farvede tornskader, der sværmede over de stenede bredder ved det døde hav og over ruinerne af ødelagte byer, syntes at være mest ens i udseende med de fugle, vi omfatter med det almene udtryk "falk". De spiste mus, insekter og små fugle, men ikke kadaver. Forbydelseslisten i 3 Mos 11,16 og 5 Mos 14,15 omfatter hver høge med et almindeligt udtryk og specificerer flere arter som uegnet til føde. Job 39,26 lyder:

"Er det ved din visdom, at høgen flyver,

og udbrede sine vinger mod syd?"

Bortset fra at påkalde opmærksomhed på det mirakelvirkelige flugt kan dette referere til vandring eller til disse fugles vidunderlige kredsndeflyvninger.

Se GLENTE; GLENTE; NATUHG; FALK.

Gene Stratton-Porter