he'-brun (chebhron, "forbund" eller "sammenslutning"; Chebron): En af de ældste og vigtigste byer i det sydlige Israels land, nu kendt blandt muslimerne som el Khalil (dvs. Khalil er Rahman, "den Barmhjertiges ven", dvs. Guds ven, et yndet navn for Abraham; jf. Jak 2,23). Byen ligger omkring 20 mil syd for Jerusalem, i en åben dal, 3.040 fod over havets overflade.

I. Byens historie.

Hebron siges at være blevet grundlagt før Soan (dvs. Tanis) i Egypten (4 Mos 13,22); dens gamle navn var Kirjat-Arba, sandsynligvis med betydningen "de fire byer", måske fordi den engang var delt i fire kvarterer, men ifølge jødiske forfattere kaldtes den sådan, fordi fire patriarker, Abraham, Isak, Jakob og Adam, var begravet dér. Ifølge Jos 15,13 blev den kaldt sådan efter Arba, Anaks far.

1. Patriarktiden:

Abram kom og boede ved MAMREs ege (se denne), "som er i Hebron" 1 Mos (13,18); herfra drog han ud for at redde Lot og førte ham tilbage efter Kedorlaomers nederlag (14,13 f.); her blev hans navn ændret til Abraham (17,5); til dette sted kom de tre engle med løftet om en søn (18,1 f.); Sara døde her (23,2), og til hendes grav købte Abraham Makpelas hule (23,17); her tilbragte Isak og Jakob en stor del af deres liv (35,27; 37,14); herfra sendte Jakob Josef ud for at lede efter sine brødre (37,14), og herfra drog Jakob og hans sønner ned til Egypten (46,1). I Makpelas hule blev alle patriarkerne og deres hustruer, undtagen Rakel, begravet (49,30 f.; 50,13).

2. Josvas og dommernes tid:

Spejderne besøgte Hebron, og i nærheden dér skar de drueklasen af (4 Mos 13,22). HOHAM (se denne), kongen i Hebron, var en af de fem konger, som Josva besejrede ved Bet-Horon og dræbte ved Makkeda (Jos 10,3). Kaleb drev "Anaks tre sønner" ud fra Hebron (Jos 14,12; Jos 15,14); den blev en af Judas byer (Jos 15,54), men blev udskilt til de kehatitiske levitter (Jos 21,10) og blev en tilflugtsby (Jos 20,7). En af Samsons bedrifter var, at han bar Gazas byport "op på toppen af bjerget, som ligger over for Hebron" (Dom 16,3).

3. Monarkiets dage:

David fik, mens han var på flugt, venlig hjælp fra folk i denne by (1 Sam 30,31); her blev Abner forræderisk dræbt af Joab ved porten (2 Sam 3,27), og Rimmons sønner blev, efter at deres hænder og fødder var blevet hugget af, hængt op "ved dammen" (2 Sam 4,12). Efter Sauls død blev David her salvet til konge (2 Sam 5,3) og regerede her i 7 1/2 år, indtil han erobrede Jerusalem og gjorde den til sin hovedstad (2 Sam 5,5); mens han var her, blev seks sønner født ham (2 Sam 3,2). I denne by fandt Absalom et centrum for sin utilfredshed, og da han drog dertil under påskud af at opfylde et løfte til Jahve, rejste han oprørets fane (2 Sam 15,7). Josefus placerer fejlagtigt Salomos drøm her (Ant., VIII, ii, 1), skønt den fandt sted i Gibeon (1 Kong 3,4). Hebron blev befæstet af Rehabeam (2 Krøn 11,10).

4. Senere historie:

Sandsynligvis kom Hebron under fangenskabet i Edoms hænder, skønt den synes at være blevet koloniseret af hjemvendte jøder (Neh 11,25); den blev generobret fra Edom af Simon Makkabæer (1 Makk 5,65; Josefus, Ant, XII, viii, 6). Under det første store oprør mod Rom erobrede Simon bar-Gioras byen (BJ, IV, ix, 7), men den blev generobret for Vespasian af hans general Cerealis, som indtog den med storm, slagtede indbyggerne og brændte den ned (ibid., 9).

I den muslimske periode har Hebron bevaret sin betydning på grund af ærbødigheden for patriarkerne, især Abraham; af samme grund blev den respekteret af korsfarerne, som kaldte den Castellum ad Sanctum Abraham. I 1165 blev den sæde for en latinsk biskop, men 20 år senere faldt den for Saladins sejrende våben, og den har lige siden været et fanatisk muslimsk centrum, selv om den betragtes som en hellig by af muslimer, jøder og kristne alike.

II. Det gamle sted.

Det moderne Hebron er en vidtstrakt by, samlet omkring Haram eller den hellige indhegning, der er bygget over den traditionelle MAKPELA-hule (se denne); det er dette hellige sted, som gennem hele den kristne æra har bestemt byens nuværende beliggenhed, men det er ganske tydeligt, at en udsat og uforsvarlig placering, der som denne strækker sig langs en dal, ikke kan have været beliggenheden i tidligere og mindre stabile tider. Af mange af pilgrimmenes beretninger kan vi udlede, at der længe havde været en tradition om, at det oprindelige sted lå et stykke fra den moderne by og, som analogien kunne antyde, på en høj. Der kan næppe være tvivl om, at stedet for Hebron i Det Gamle Testamentes historie er en høj, olivendækket bakke vest for den nuværende by, kendt som er Rumeidy. På dens top findes kyklopiske mure og andre spor af gammel bebyggelse. Midt på den ligger ruinerne af en middelalderlig bygning kendt som Der el-Arba`in, "de fyrres kloster" (martyrer), om hvem hebronitterne har en interessant folkefortælling. I bygningen vises de såkaldte grave for Isaj og Rut. Nær bakkens fod findes flere fine gamle grave, mens der mod nord ligger en stor og meget gammel jødisk kirkegård, hvis grave hver især er dækket af en massiv monolit, 5 og 6 fod lang. Ved bakkens østlige fod findes en kilde, som aldrig tørrer ud, `Ain el Judeideh; vandet springer frem i en hvælving, overdækket med murværk og nået ad trin. Omgivelserne omkring denne bakke er fulde af folkelige overleveringer; toppen ville i høj grad lønne en grundig udgravning.

En mil eller mere nordvest for Hebron står MAMREs berømte eg (se denne), eller "Abrahams eg", nær hvilken russerne har opført et herberg. Den er et fint eksemplar af steneg (Quercus coccifera), men er langsomt ved at dø. Det nuværende sted synes siden det 12. århundrede at være blevet udpeget som stedet for Abrahams telt; det tidligere traditionelle sted var ved Ramet el Khalil.

Se MAMRE.

III. Det moderne Hebron.

Det moderne Hebron er en by med cirka 20.000 indbyggere, 85 procent af dem er muslimer og resten for det meste jøder. Byen er delt op i syv kvarterer, hvoraf det ene er kendt som »glasblæsernes« og et andet som »vandskindmagernes«. Disse håndværk, sammen med pottemageriet, er hovedkilderne til handel. Den mest iøjnefaldende bygning er Haram (se MAKPELA). I byen er der to store åbne vandreservirer: Birket el Qassasin, »glasblæsernes bassin« og Birket es Sultan, »sultanens bassin«. Sidstnævnte, som er den største, er efter traditionen stedet for henrettelsen af mordrene på Isbosjet (2 Sam 4,12). De muslimske indbyggere er kendt for deres fanatiske eksklusivitet og konservatisme, men dette er i de seneste år blevet betydeligt modificeret gennem det tålmodige og velgørende arbejde fra Dr. Paterson fra U. F. Ch. of S. Lægemissionsskolen. Jøderne, som tæller omkring 1.500, er for det meste indespærret i et særligt ghetto; de har fire synagoger, to sefardiske og to ashkenasiske; de er et fattig og uprogressivt samfund.

For Hebron (Jos 19,28) se EBRON.

E. W. G. Masterman

(chebhron, "forbund," "sammenslutning"):

(1) Den tredje søn af Kehat, Levis søn (2 Mos 6,18; 4 Mos 3,19; 4 Mos 3,27; 1 Krøn 6,2; 1 Krøn 6,18; 1 Krøn 23,12; 1 Krøn 23,19).

(2) En søn af Maresha og efterkommer af Kaleb (1 Krøn 2,42; 1 Krøn 2,43).

Se også KORAH.