De skarpe klingers stykke jord, eller heltenes mark, (2 Sam 2,16). Efter slaget ved Gilboa, der var så skæbnesvangert for Saul og hans hus, bosatte David sig, som Gud havde anvist, i Hebron, og dér blev han salvet til konge over Juda. Blandt flygtningene fra Gilboa var Ishboshet, Sauls eneste overlevende søn, som Abner, Sauls onkel, førte over Jordan til Mahanajim og dér lod udråbe til konge. Abner samlede alle de styrker, han rådede over, og drog til Gibeon med det formål at vriste Juda fra David. Joab havde kommandoen over Davids hær af øvede mænd, som slog lejr syd for dammen, der lå øst for den høj, som byen Gibeon var bygget på, mens Abners hær lå nord for dammen. Abner foreslog, at striden skulle afgøres ved, at tolv unge mænd fra hver side gik i tvekamp. Så voldsomt tørnede de sammen, at “hver greb sin modstander ved hovedet og stødte sit sværd i sin modstanders side; således faldt de sammen: derfor blev dette sted kaldt Helkat-Hazzurim.” Heltenes kamp blev således uafgjort, og der fulgte et hårdt almindeligt slag mellem de to hære, som endte med et fuldstændigt nederlag for israelitterne under Abner. Det overordnede resultat af dette slag var, at “David blev stærkere og stærkere, og Sauls hus blev svagere og svagere” (2 Sam 3,1).